Heidi lever livet slow: ’Jeg når at nyde livet mere, når det ikke går så hurtigt’

Slow living er Heidis måde at være i balance på. Men livsstilen er ikke for sarte sjæle. Den kan gøre rigtig ondt.

Stearinlyset lyser værelset op. Klokken er 06.30, og solen er knap nok kommet frem fra horisonten.

25-årige Heidi Kokborg sætter sig til rette bag skrivebordet med en dampende kop te. Foran hende ligger to bøger og en notesbog. Æteriske olier fylder luften med en intens duft. Citrus.

Hun lukker øjnene og fokuserer på sit åndedræt. Maven hæver og sænker sig dovent i takt med hver indånding. Stadig langsommere og tungere for hvert åndedræt.

Der er flere timer til, at Heidi skal møde på arbejde, men hun starter altid dagen tidligt. Hver dag har hun nemlig et fast morgenritual.

Det er her, hun for alvor praktiserer sin livsstil slow living. Og det er netop sådan, hun tager det. Slow.

For Heidi var det ikke kun en nysgerrighed eller ønsket om at mærke livet og hverdagen mere, der fik hende til at lægge sit liv om. Det var en nødvendig gamechanger.

For da hendes kæreste pludselig døde for to et halvt år siden, fik det flere års spiseforstyrrelse, depression og angst til at blusse op igen.

Der skulle en ændring til. Hun blev nødt til at give sig tid til at begynde at mærke efter, hvordan hun selv havde det.

Slow living blev hendes vej til et bedre liv.

Telefonen på flytilstand

På den anden side af højdedraget i det bakkede landskab mellem Kolding og Fredericia kan man høre motorvejen, hvor bilerne suser afsted.

Men hos Heidi, der er på besøg hjemme hos sine forældre, er tempoet et helt andet. Om morgenen erstatter den ene kop te den anden, mens hun fordyber sig i bøger, yoga eller sin dagbog.

Hun har valgt at gøre et opgør med tidspresset og være bedre til at sænke farten i det daglige. Helt generelt synes hun, at vi ofte glemmer en vigtig ting: Vi har selv konstrueret tiden. Og derfor er det paradoksalt, at nogle lader sig styre og diktere af den, mener hun.

Som var vi slaver af tiden.

- Det der med ikke at have nok tid til at leve ens liv. Sådan har jeg det ikke nu. Men før havde jeg aldrig tid nok. Blive gift, købe bil, rejse, tjene en masse penge. Jeg skulle nå det hele, inden jeg blev 30. Men så spurgte min mor: ’Hvad skal du så, efter du er fyldt 30?’ Nu har jeg accepteret, at det hele ikke skal gå så hurtigt. Jeg har en tiltro til, at jeg nok skal nå de ting, jeg vil. Om det sker om et, tre eller ti år, er ikke vigtigt.

Derfor har hun tid til at leve livet langsomt – og stadig få det ud af livet, hun gerne vil.

- Det er lidt ligesom en motorvej. Jeg kører i min egen vognbane, og mine veninder kører i nogle andre. På nogle områder kører jeg langsommere end dem. Så skal jeg bare passe på, at jeg holder min egen bane og ikke kommer til at køre over i deres.

Med 40 timers arbejde og ti timers transport om ugen på sit arbejde i Dortmund i Tyskland, hvor hun har boet i et halvt år for at skrive rejseartikler til et feriesite, er der ellers ikke mange timer tilovers i Heidis hverdag.

Men det betyder ikke, at hun skal nå en masse i sin sparsomme fritid. Tværtimod.

- Jeg vil bare gerne gøre alt lidt langsommere, siger hun med den største selvfølgelighed.

En time før sengetid hver aften sætter hun for eksempel telefonen på flytilstand. Det er slået til hele natten og bliver først slået fra en time efter, hun er stået op.

Først der får nattens begivenheder fra omverdenen lov til at forstyrre hende.

Først når hun har overstået sin faste morgenrutine, hvor hun læser, skriver i sin dagbog, hører stille klavermusik eller blot lukker øjnene og fokuserer på at trække vejret.

- I stedet for at starte dagen på Instagram for at se, hvordan andre lever sit liv, vil jeg hellere gøre noget godt for mig selv og mærke efter, hvordan jeg selv har det i dag, forklarer hun.

Om morgenen går hun sommetider fire minutter tidligere hjemmefra, så hun kan gå langsommere hen til togstationen. Bygninger. Himlen. Ansigter. Hun lægger mærke til langt flere ting, end hun ellers ville.

- Jeg bliver mere nærværende, og det giver mig mere ro. Jeg når heller ikke at blive irriteret, hvis jeg skal stoppe for rødt lys. Hvis jeg stresser om morgenen, har jeg lettere ved at blive stresset i løbet af dagen, så det undgår jeg ved at gå tidligere hjemmefra.

Hellere ’singletasking’ end multitasking

Hvis Heidi har et tidligt morgenfly, så hun ikke når sit morgenritual derhjemme, sætter hun sig med lukkede øjne i lufthavnen og mediterer.

Overnatter hun hos nogle veninder, ved de alle godt, at Heidi går for sig selv om morgenen i en lille times tid.

- Jeg føler ikke, jeg lever mit liv, hvis det går derudad med 180 kilometer i timen. Det er ikke ensbetydende med, at man skal leve på en græsk bjergtop. For mig kan jeg bare godt lide, at det går lidt langsommere, og at jeg tager mig tid. Så føler jeg, at mit liv ikke går så hurtigt, og at jeg kan nå at nyde det, der sker, og være taknemmelig for det. Det giver mere kvalitet til mit liv, synes jeg.

- Jeg vil hellere se en fjerdedel af en ny by, hvor jeg giver mig tid til at nyde maden, bygningerne og de mennesker, jeg møder, end jeg vil suse igennem for at se alle højdepunkterne, tilføjer hun.

Også på arbejdet forsøger Heidi at tage tingene stille og roligt.

Der er aldrig 30 faneblade åbne på samme tid, og e-mails bliver besvaret én ad gangen. Ellers bliver kvaliteten ikke nær så god, mener hun.

- Hvis jeg spiser, mens jeg arbejder, kan jeg pludselig blive overrasket over, hvor maden blev af. Har jeg spist det allerede? Jeg glemte helt at lægge mærke til det. Jeg er mere til stede, når jeg kun gør én ting ad gangen, siger hun.

Transporttiden bruger hun på at hyggesnakke med sine kolleger, tjekke Instagram eller bare sidde stille for sig selv og nyde roen eller musik.

Om aftenen dyrker hun yoga, tager et bad eller læser for at sikre sig, at tempoet er helt i bund, så hun er klar til at sove ved 22-tiden.

Inden da har hun lavet aftensmad, set sine venner, ordnet de sidste hængepartier fra arbejdet, måske været omkring yogaskolen eller set en dokumentar eller en film på Netflix.

På travle dage kan Heidi mærke, at hun får sværere ved at fokusere, får mindre overskud og får trang til at græde.

Men ved at være bevidst om tiden og give sig tid til hver dag løbende at checke ind ved sig selv og spørge, hvordan hun har det, kan hun holde sig selv i balance.

Og det var netop det, hun fik et wakeupcall om for to et halvt år siden.

Et hjerte sagde stop

Siden Heidi var 16 år gammel, har hun lidt af spiseforstyrrelse og senere hen depression og angst.

Hun har været igennem intensive psykologforløb, og det begyndte at gå bedre, især efter hun mødte sin kæreste Jeppe for fem år siden.

Hun kom sig aldrig helt over spiseforstyrrelsen og angsten, så hun begyndte så småt med yoga og meditation.

Men en løbetur ændrede pludselig alt. Kæresten Jeppe faldt om af hjertestop og døde. På det tidspunkt var Heidi 23 år gammel, og Jeppe var 27 år. Lægerne fandt aldrig en årsag til hans pludselige død.

- Da han døde, eskalerede det hele fuldstændigt, fortæller Heidi.

De første seks uger efter hans død kom Heidi kun ud af huset få gange og kun for at deltage i begravelsen og for at besøge hans forældre. Ellers lå hun i sengen og stirrede ind i en tv-serie. Eller bare ind i væggen.

Sorgen satte sig som en fysisk smerte i brystet og i maven, og følelser var der mange af. Nedtrykt. Glad. Modløs. Irriteret. Humøret svingede meget.

- Jeg havde så mange tanker, at det var som om, at der altid var larm inde i mit hoved. Jeg husker ikke så meget fra det første år efter Jeppes død. Det er sløret på en måde. Jeg havde det som om, at der sad en elefant på mit bryst, så jeg ikke kunne trække vejret. Jeg følte mig meget alene.

Heidi måtte sygemelde sig fra sin praktik på journalistuddannelsen i to en halv måned.

- Jeg var klar over, at hvis jeg ikke lavede en ændring nu, kunne jeg bruge resten af mit liv på at være fanget i spiseforstyrrelse, depression og angst. Hans død var et wakeupcall til, at jeg ikke skal tage livet for givet.

Hjælp fra psykologer og diætister havde hjulpet hende før, men det kunne ikke gøre hende rask.

Der måtte være noget andet. Hun ville lægge sit liv om.

Ved siden af studiet tog hun en yoga- og healthcoach-uddannelse. Siden da har hun dagligt praktiseret yoga, meditation og det langsomme liv.

I starten begyndte der pludseligt at blive mere stille i hendes hoved. Hvor der før var et virvar af tanker, begyndte de at blive færre og mere positive. Balance. Både krop og hoved fik mere ro, end der havde været i årevis.

Men slow living er ikke en magisk pille, advarer hun. Der er en bagside, man er tvunget til at forholde sig til.

En bagside, som kan gøre ondt.

Mørke tanker i balance

Hvordan har jeg det i dag? Hvorfor er jeg ked af det?

Det behov, jeg har for at arbejde mere eller at se en spændende film, dækker det egentlig over nogle følelser, jeg prøver at gemme væk?

For Heidi betyder slow living at give sig selv tid til at mærke efter, hvordan hun har det. Det kan hun gøre ved at meditere eller skrive i sin dagbog.

Hun stiller sig selv de spørgsmål, som kan gøre ondt at svare på.

- Det kan være skræmmende at mærke, hvordan man har det. For man er tvunget til at stå ansigt til ansigt med sig selv og forholde sig til sine mørkeste tanker. Så er det måske fristende bare at fylde tiden ud med arbejde, Netflix eller venner, så man kan undgå, hvad der sker inde i sig.

Før i tiden kunne de mørke tanker handle om selvmord eller følelsen af ikke at være god nok. Eller dyb sorg efter kærestens død.

I dag kan de bestå af hjemve og savn efter familien i Danmark.

Fristelsen med her og nu-tilfredsstillelse kan dog nogle gange være stor, når mørke tanker eller udfordringerne i hverdagen er mange.

For eksempel ved at sove en time længere om morgenen og springe morgenritualet over. Eller lade være med at slå flytilstand til på mobilen, så hun kan bruge længere tid på Facebook i stedet for at dyrke yoga om aftenen.

- Men jeg ved, at det ikke hjælper at løbe væk fra mine egne problemer, hvis jeg har en svær periode. Det, der foregår inde i mig, skal nok indhente mig på et tidspunkt. Så jeg kan ligeså godt kigge på det med det samme. Jeg har det 1.000 gange bedre, hvis jeg mediterer og dyrker yoga. Jeg bliver gladere, mere afbalanceret og er i mere harmoni med mig selv, forklarer hun.

- Det betyder ikke, at jeg aldrig har tendens til angst eller bliver nedtrykt. Jeg er jo bare et menneske. Men de mørke tanker er blevet færre.

Nægter at være slave af tiden

En afgørende faktor for at Heidi kan leve med slow living, er hendes forhold til tid.

For livsstilen kræver, som navnet lægger op til, tid. Masser af tid. Og det betyder, at hun må vælge noget andet fra.

- Jeg træffer hele tiden bevidste valg om, hvad jeg vil bruge min tid på. Så kan jeg fravælge ting, som ikke bidrager positivt til mit liv.

Hun er klar over, at hendes forhold til tid måske godt kan provokere nogen, som ikke føler, at der er timer nok i døgnet. Men til det har hun en klar opfordring:

- Så synes jeg, man skal spørge sig selv: Kan jeg skære noget fra? Og hvad får jeg ud af at opnå alle de ting, jeg gerne vil, men som jeg ikke føler, jeg har tid nok til? For tid er ikke en mangelvare. Det er jo bare et redskab, der er opfundet for at gøre livet lidt lettere.

Heidi bruger mellem 3 og 15 minutter ad gangen på at meditere. Start nedtællingen, luk øjnene og fokusér på din vejrtrækning.

Hvis du allerede stresser over at slappe af og mærke tiden efter bare få sekunder, så kunne slow living eller dele af den måske være noget for dig, lyder opfordringen fra Heidi.

God fornøjelse.

Facebook
Twitter