Han ligner din lillebror. Han ligner din fætter. Hun ligner din bedste ven. Og hende der ligner kassedamen i Brugsen. De ligner dig.

Du kan ikke se på dem, at de har et problem. Hvis du mødte dem på gaden eller i toget, ville du ikke kunne regne det ud.

Men hvis du så dem til en fest, så ville de højst sandsynligt skille sig ud. For de drikker ikke.

De er anonyme alkoholikere.

De er Young Sober Tribe.

Et AA-møde for unge med et så stort problem med alkohol og andre stoffer, at de ikke kan klare at komme ud af misbruget selv. De mødes om onsdagen klokken fem om eftermiddagen i et kælderlokale under Sankt Hans Kirke på Nørrebro i København.

De starter med en bøn til Gud. Men det kunne ligeså godt være en bøn til en stol. Eller et træ. AA er ikke religiøst, og kirkens kælderlokale er kun blevet valgt, fordi det er billigt, og fordi de er sikre på at kunne være her.

'Thomas' er mødeleder, altså ham, der styrer mødet. Han er selv tørlagt alkoholiker og havde i mange år - rigtig mange år - et massivt misbrug af hash. Men for fire år siden holdt han op og begyndte at komme i "fællesskabet", som de kalder AA.

- Hej, jeg hedder Thomas, og jeg er alkoholiker, siger han.

Thomas finder et lamineret stykke papir frem og holder op.

- AA’s logo – det er lige her. Det er en trekant, som symboliserer vores program. De tre sider i trekanten er lige vigtige. Det er helbredelse, fællesskab og service. Du finder alle tre her i Young Sober Tribe. Programmet virker. Det gør det. Vil dem, der har været ædru i ét år eller mere, række hånden i vejret?

En halv snes rækker hånden op. De retter sig op i stolen imens.

Martin endte i detentionen, på hospitalet og psykiatrisk skadestue

Møderne foregår over en fast skabelon. Først er det 'Martins' tur til at tale. Han er såkaldt speaker og får derfor 20 minutter til at fortælle sin historie om at blive tørlagt som ung. Han har været ædru i to år og otte måneder.

- Da jeg kom ind i fællesskabet, havde jeg et håb om, at jeg fik seks måneder. Det var det, jeg kunne drømme mig frem til. Så man kan sige, at jeg kun er her, fordi jeg har fået hjælp af en højere magt, som jeg prøver at skabe kontakt til på daglig basis. Det er ikke altid det lykkes mig – ikke fordi min højere magt ikke vil det, men nok nærmere fordi jeg ikke vil ham…

Martin koger sit misbrug ned til, at han endte i detentionen, endte på hospitalet, på psykiatrisk skadestue. Hjemme i sin mors seng. Det skete tit. Da vennerne kom i gymnasiet, gik Martin i stå. Hashen, der var hans foretrukne stof, tog over. Han trak sig ind i sig selv og følte sig endnu mere forkert. Da han var 18 forsøgte han at få hjælp. Først da han var 24, lykkedes det ham at stoppe med at drikke. Det blev han nødt til.

- Jeg vågnede en dag og var sådan ”okay, enten begår jeg selvmord, eller også skal jeg ind på den lukkede, og det bliver for resten af mit liv”.

Martin sidder oppe ved et gammelt træbord – et slags hovedbord - sammen med Thomas og en ung kvinde. Foran står en brun lædersofa af den slags, man kan forsvinde ned i. Bagved to rækker med stole, der alle er besat.

Han kigger ud i rummet, når han taler. Bruger hænderne til at understrege pointer. Lader sig ikke påvirke, da to unge mænd kommer for sent og sætter sig på klapstole.

- Jeg får kontakt til en fra AA, der ringer mig op og fortæller mig sin livshistorie. Og fra da af, siger han og går i stå et øjeblik.

- Jeg har altid følt mig helt alene i verden med mine problemer. Jeg havde sådan en følelse af, at der var ingen, der forstod mig. At der var noget galt med mig, og jeg fejlede det ene eller det andet. Jeg kunne ikke finde, hvad fanden der var galt med mig. Men da han fortalte mig sin livshistorie, der var det første gang, jeg følte, at der rent faktisk var en, der forstod mig.

- Efter AA har jeg et liv, jeg aldrig havde forestillet mig

Flere gange undervejs lyder kirkesang. Høje, klare stemmer forsøger at trænge gennem væggene fra kirkerummet ovenover – og ned i kælderkøkkenet. Det virker som en tyk kliché, men passer alligevel perfekt til hans historie.

- Jeg har et liv, som jeg ikke havde forestillet mig, jeg ville have, før jeg kom i fællesskabet. Det lyder lidt klichéagtigt at sige det, men det passer. Jeg havde været i gang med HF i otte år – og nu er jeg i gang med en universitetsuddannelse.

Thomas sætter en hånd op – det er ved at være tid til at runde af.

- Jeg tror også, at det står et sted i bogen, at vi ikke må hvile på laurbærrene. Øhm. Ja. Tak fra mig, slutter Martin.

Folk klapper. Højt.

En hat, som meget vel kunne være båret af en alfons, i hvidt og sort mønster bliver sendt rundt. Den kom fra en svensker, der var til det allerførste møde i Young Sober Tribe, og fungerer altså nu som indsamlingshat. På bordet står et kaffefilter med et mobilepay-nummer. Pengene går til te og kaffe og sodavand.

- Du er vigtigere end dine penge, så kom igen, uanset om du har penge at lægge i hatten eller ej, siger Thomas.

Mønterne klirrer, og for en kort stund er der uro på pladserne.

Thomas tager igen ordet, men kun for at give det videre.

- Mødet er nu åbent for alkoholikere til at dele deres erfaringer, styrker og håb. Vi skal huske på, at det er de unges møde, så vi beder jer fokusere på at blive ædru som ung. I får fem minutter, og hvis I overskrider, så sætter jeg lige hånden op.

Herunder følger fem historier fra mødet.

Michael begyndte at drikke som barn

- Jeg begyndte at drikke som niårig. Jeg har vidst ret tidligt, at jeg var alkoholiker. Når jeg drak, fik jeg det fantastisk og turde en masse, så det var ikke noget at sige til, at jeg synes, at det var fedt at drikke. Der var bare den ulempe, at jeg fik lavet nogle dumme ting indimellem. Da jeg så holdt op som 21-årig, var det ikke fordi, jeg ikke holdt af at drikke. Jeg havde en kæreste og kunne godt se, at vi begge var misbrugere, og det spor, vi kørte ad, var bare ned ad bakke. Hvis vi fortsatte med at drikke og ryge, ville det gå i stykker. Og det værste, jeg vidste, udover ikke at skulle drikke, var at skulle være alene. Så vi stoppede.

- Der gik nogle år. Så var jeg på skitur med en højskole. Det eneste jeg kan huske fra en fest i en hytte var, at de andre åbenbart var gået i seng, og at jeg var alene og pissebange for, at jeg skulle vågne op næste morgen med drikketrang og konstatere, at jeg stadig var alkoholiker. Så lige inden jeg gik, løb jeg alle bordene igennem og tømte dem for slatter. Jeg havde ikke drukket i fire og et halvt år. Næste morgen vågnede jeg med tømmermænd, men havde ikke nogen drikketrang. Fantastisk! Nu var jeg ikke alkoholiker mere - så det fejrede jeg med at feste to et halvt år.

Anders opfandt falsk vejleder

- Jeg var engang ved lægen og havde det elendigt. Jeg var deprimeret og havde selvmordstanker. Jeg beklager mig til min læge og siger ”jeg har alt det her lort”. Og det var rigtig stort af mig at kunne sige det her til ham. Han spørger mig så ”hvor meget drikker du?” Det kunne jeg ikke sige til ham, så jeg tror måske, jeg sagde en fjerde- femtedel af det, jeg rent faktisk drak, og så siger han alligevel ”skal du så ikke starte på noget antabus?” Jeg tænkte ”hvad fanden bilder du dig ind? Nu kommer jeg her og krænger mit hjerte ud, og så siger du bare, at jeg skal holde op med at drikke”. Så gik jeg ikke til den læge mere.

- Det er sjovt med den benægtelse. Jeg er også vågnet op på akut psykiatrisk og vågnet op det ene og det andet sted, har pisset i bukserne og dummet mig. Jeg gik alligevel rundt og syntes, at alkohol ikke var et problem. Da jeg så fandt ud af, at det var et problem, kunne jeg ikke stoppe. Jeg prøvede det ene og andet. Men jeg kunne også snyde mig ud af det. Jeg sagde til mine venner, at jeg fik hjælp, så de lod være med at spørge ind til, hvordan det gik. Jeg havde opbygget en lang historie om ”Henriette”, der var min vejleder, der sagde, at jeg godt måtte drikke om fredagen og lørdagen.

Sissels druk gjorde hende til robot

- Jeg skulle bare have været til et enkelt AA-møde i første omgang. Jeg havde ikke planer om at fortsætte i AA som 27-årig kvinde. Men jeg mødte nogle mennesker, der kunne forklare, hvordan jeg havde det indeni. Og jeg havde aldrig mødt nogle før, der kunne sætte ord på, hvordan jeg egentlig havde det. Jeg var fuldstændig lukket af og kunne på ingen måde mærke mig selv. Jeg var som en robot, der render febrilsk rundt og vil have styr på alting. Bare der ikke er nogen, der opdager noget. Selv om jeg havde arbejde, familie og venner, så havde jeg det ad helvede til og havde også ekstremt mange selvmordstanker.

- Jeg kunne ikke se, at jeg var syg. Men der var et tidspunkt noget, der fik mig til at sige, at nu går det ikke længere – jeg kan ikke mere. Jeg begår selvmord, hvis jeg ikke gør noget og beder om hjælp.

- Jeg anede ikke, hvad der foregik inden i mig. Jeg kunne ikke græde. Nu græder jeg ofte, og det kan også være irriterende, men trods alt kan jeg mærke noget. Det er virkelig en befrielse.

Liva: Jeg har fået drømmelivet, men der er stadig ting, der er svære

- Der er mange mennesker, der tror, at en ædru alkoholiker er en, der tænker på alkohol konstant og virkelig kæmper. Og sådan var det jo også for mig, før jeg kom i AA. Men sådan er det jo bare slet ikke at være ædru. Nu handler livet bare om livet. Og det er jo så næste udfordring. Jeg har 'kun' været ædru i lidt over to et halvt år, og jeg føler bare, at jeg langsomt glider min røv længere og længere ned i sådan et rigtigt blødt sæde, som er lige på den hylde, hvor jeg bare hører til. Jeg har bare fundet – både i det indre og ydre – dét, der lige er min plads.

- I det ydre har jeg fået drømmelejligheden og drømmejobbet, og på alle mulige mærkelige parametre har jeg fået drømmelivet. Og selv om det er nogle ting, jeg synes er svære, så kan jeg med det her program bearbejde nogle af de følelser om, at livet er så svært, og så faktisk handle alligevel. Før skubbede jeg bare ringene hen til et tårn af problemer, som jeg aldrig gjorde noget ved - og så måtte jeg drikke, for det var den eneste måde, det kunne komme væk på. Men til sidst virkede det heller ikke at drikke.

Nikolaj droppede alkohol og fik sagt ordentligt farvel til sin far

- Her i weekenden skulle min fars grav have en slags gravsten. Han døde for fire-fem år siden og kom ned i en urne af savsmuld og lim, der skulle rådne. Han blev sat ned ved siden af min mor, der døde for 25 år siden. Mig og min søster tog derud med en planke og en messingplade. Vi finder et godt sted og begynder at grave. Sådan en urne er ikke gravet ret langt ned, og lige pludseligt er det bare ”FUCK – vi står og graver far op”. Haha. Ja, jeg ved ikke rigtig, for det så ikke sort og askeagtigt ud, men det kunne være gået helt galt. Så vi fandt et andet sted, og det var meget flot.

- Hvis jeg stadig havde drukket, så havde jeg sagt ”bare lad os få det her overstået, så jeg kan komme hjem og drikke”, men her var hver lille skovl jord, vi tog op, et ritual i sig selv, og det var på en måde godt, for han er jo ikke rigtig død, før den der planke er sat op. Det var også derfor, vi havde trukket det ud så længe. Han var interesseret i planter, og han havde stor interesse i ukrudtsplanten kvikgræs, så vi havde plukket en masse kvikgræs og lagde det på graven. Som så mange andre kunne han godt lide en kop kaffe, så da vi havde gravet hullet, hældte jeg en masse kaffe ned i det.

- Jeg tror ikke, at det var blevet så fint, hvis ikke jeg havde været ædru.

Alle navnene i artiklen er opdigtede, men redaktionen er bekendt med navnene på de medvirkende.