Hele sit liv havde Jalal følt sig fanget i den forkerte krop. Først da han mærkede trimmeren i sit lange hår, følte han sig fri

I årevis beskyttede han sin hemmelighed under tørklædet. Nu er det slut med at gemme sig for 26-årige Jalal.

(Foto: Hedda Rysstad © DR)

Jalal var helt alene på stranden. Kun ham og de mørke tanker, som var fyldt med dårlig samvittighed, skyld, flovhed og skam.

På grund af ham var familiens ære på spil.

Hvad var meningen med det hele?

Han kiggede ud over havet, og pludselig føltes det, som om det letteste ville være bare at sige farvel. Til den han var. Til alt.

Men så slog en tanke ham omkuld. En tanke så voldsom, at den fik ham til at gå tilbage til bilen og køre hjem. Gav ham kræfter til at kæmpe videre.

- Jeg vil ikke dø nu, for så dør jeg som en kvinde.

Forstaden

Vi har taget turen til en lille by uden for Aarhus, hvor der er grønne marker, små veje og en dagligvarebutik. Her i et af de hyggelige rækkehuse bor 26-årige Jalal, hans kæreste Mie på 28 år og deres hund, Ricco.

Jalal er måske lidt brunere end de andre i rækkerne og har lidt flere guldkæder, caps og sneakers, men ellers er der intet, der adskiller parret fra naboerne.

Altså, lige bortset fra, at Jalal er transperson – han foretrækker selv ordet transkønnet – og blev født som pigen Dalal af palæstinensiske forældre.

Selvom han ved, at det kan give en masse hate, især på sociale medier, at stå frem og fortælle sin historie, holder det ham ikke tilbage. Han er færdig med at leve i skjul.

- Jeg er født og opvokset som muslim og har troen i hjertet. Islam er for mig min religion, og sådan er det, selvom jeg har et andet liv end de fleste, siger Jalal. (Foto: Hedda Rysstad © DR)

Han bor sammen med Mie, som endnu ikke er kommet hjem fra arbejde, så det er Jalal, der har gjort klar til besøget. På spisebordet i det hyggelige og ryddelige hjem står der nødder, rosiner, kage og frugt, og han byder på kaffe og vand.

Han siger med et stolt smil, at det er ham selv, der har gjort det hele klar.

Og selvom du måske tænker, at det lyder rimelig standard og ikke som noget særligt, er det stort for Jalal at finde sig tilpas i.

Siden han begyndte at tage hormoner for fem år siden, gav huslige pligter ham en ubehagelig følelse af noget feminint. Noget, han forsøgte at flygte fra for at leve som en "rigtig" mand.

- Jeg blev meget utilpas, hvis min kæreste bad mig om at klare opvasken eller rydde op. I min kultur er det noget, piger gør. Og derfor tog det mig tilbage til dengang, det var min pligt som pige.

Hele barndommen vidste Jalal, at noget var helt galt. Han kunne bare ikke sætte ord på, hvad det var. (Foto: Kristoffer Kirketerp Frandsen © DR)

Selvom han helst vil sige noget sjovt, hver gang det bliver for alvorligt, har han lært at blive i de svære følelser, når han skal tale om sin fortid.

- Min mor var af en ældre generation og opdragede os på den måde, hun selv var opdraget på, hvor der blev gjort klar forskel på piger og drenge. Det vil sige, at den manderolle, jeg kendte til, var den, jeg så hos mine storebrødre, hvor der var en klar mande- og kvinderolle.

Barndommen

Historien om Jalal begynder i Gellerupparken i Aarhus Vest, hvor han kom til verden for 26 år siden – som pigen Dalal.

Dalal var efternøleren og så op til sine ældre brødre, da han ikke havde noget nært forhold til sin far, som døde, da han var yngre.

Jalal, som dengang hed Dalal, hadede, når han blev bedt om at tage kjole på. Men han havde også et stort pleasergen og ønskede at gøre sin mor glad. (Foto: PRIVATFOTO)

Livet i boligblokkene var godt med masser af venner og familie. Men alligevel var der noget, der slet ikke var, som det skulle være.

- Da jeg begyndte i børnehaven, begyndte jeg at mærke, at jeg var anderledes. Jeg kunne ikke sætte ord på det, men jeg var ikke som de andre piger.

Hvor stereotypt det end kan lyde, husker han, hvordan han ville klædes ud som 'Scream' og spille bordfodbold, mens de andre piger ville være prinsesser og lege med dukker.

En stor del af barndommen står uklar for Jalal, men han glemmer aldrig, da han var ni år, og familien var på ferie i Dubai og ude at shoppe.

Det første, han gjorde, var at gå ind i herreafdelingen og kigge på tøj, men det endte med et stort skænderi med hans mor og kusine, hvor han fik at vide, at han skulle tage sig sammen, fordi folk var begyndt at snakke.

En anden episode står lysende klart. Alle drengene i familien skulle spille 'Counter-Strike', og fordi Jalal var en pige, måtte han ikke komme med.

- Jeg begyndte at råbe og skrige, og flere måtte holde mig fast. Jeg forstod ikke, hvorfor jeg reagerede sådan, men der begyndte det at gå op for mig, at der var noget helt galt.

Han begyndte at hade sit lange hår, og da han var 11 år, valgte han at begynde at gå med tørklæde.

- Det var et aktivt valg, og jeg kan huske, min mor blev sur. Hun sagde, jeg var alt for lille.

Hvorfor valgte du det?

- Det lyder meget mærkeligt, men tørklædet kunne give mig en maskulin følelse. Jeg havde jo langt, sort og tykt hår, som jeg ikke måtte klippe for min mor.

Og der var også en anden grund. Hans storesøstre havde tørklæde på, og det blev set som en ting, som gjorde ens forældre stolte.

- Det var en tryghed, og det føltes, som om tørklædet beskyttede mig og min hemmelighed.

Indtil han var 19, havde Jalal stadig langt hår og tørklæde og blev opfattet af andre som en kvinde. (Foto: PRIVATFOTO)

Som årene gik, fik Dalal sværere og sværere ved at undertrykke Jalal, og i slutningen af folkeskolen og i starten af HF begyndte han at låne sin brors tøj i smug. Han gik rundt med kæmpe hoodies. Folk kaldte ham "gangsta", og det blev en del af hans identitet.

Identitetskrisen

I Gellerupparken var der ingen, der talte om LGBTQ+, og Jalal havde aldrig hørt om at være transperson.

Som teenager troede han, at han var lesbisk, eftersom han ikke var til drenge, men til piger.

Det var dog ikke uden problemer at nå til den erkendelse, da det i hans kultur ikke var accepteret at være homoseksuel og have et liv med en af samme køn.

Da han fik sin første kæreste på HF, en pige, holdt han det hemmeligt for familien. Det var ikke noget, han var stolt af, men det gav mening for ham og føltes rigtigt.

- I dag kan jeg godt se, at jeg afprøvede mine maskuline sider og prøvede at være manden i et forhold.

- Da jeg mødte min kæreste Mie, gav hun mig det, jeg havde brug for. Et trygt rum, hvor jeg bare kunne være mig, og hvor der var styr på tingene, siger Jalal. (Foto: Hedda Rysstad © DR)

Selvom han havde en sød kæreste, beskriver han perioden som en identitetskrise, hvor han kiggede på alt, hvad hans brødre gjorde – og ville gøre det samme.

Han tog sig selv i at studere en af sine brødre i smug, når han barberede sit skæg – og blev jaloux. Dagligt begyndte han at stjæle sin brors tøj og boksershorts, smugle det ud i skoletasken og tage det på, inden han nåede i skole.

- Jeg blev opdaget flere gange, og det udløste flere skænderier derhjemme. Min bror syntes, det var flovt, når han så hele sit outfit på mig. Men det var det hele værd. Med hans tøj på følte jeg mig maskulin – som om jeg kom tættere på mig selv.

Til morens store fortvivlelse blev han kaldt "hasan sabi" – en drengepige. Morens største ønske var, at hendes yngste datter skulle giftes med en mand og have børn. Og hun lagde ikke skjul på sin fortvivlelse.

- Hun kaldte mig diverse navne og sagde: "Du opfører dig som en mand". Jeg begyndte til boksning og blev hurtigt bredskuldret, og så bad hun mig om at stoppe. Det var for ekstremt for hende.

Bebrejder du hende det?

- Nej, min mor gjorde det af kærlighed. Hun var i benægtelse og håbede, det ville hjælpe med tiden. Hun vidste også godt, at der var konsekvenser, når man ikke passede ind i boksen, og at jeg kunne få det svært.

Og moren havde ret. Rygterne var begyndt at gå ude i Gellerup, og Jalal kunne mærke, hvordan folk snakkede om ham i krogene. Og så var der også kommet en anden stressfaktor.

- Jeg var 19, og min mor nævnte flere gange, at der var friere, der ville giftes med mig. Jeg var presset og havde konstant ondt i maven. Det var ikke fedt.

Han vidste, det betød, at han ikke kunne blive hos sin familie. Den fremtid, han søgte, var han nødt til at skabe for sig selv et andet sted.

Friheden

Så Jalal gik i gang med at planlægge sit exit fra livet som Dalal, købte nye t-shirts, caps og pakkede det ned i en kuffert, han havde gemt på værelset.

Efter studenterhuen og kørekortet var i hus, stak han af hjemmefra og tog på krisecenter.

- Det første jeg gjorde, da jeg løb væk, var at smide mit tørklæde. Af respekt for tørklædet i forhold til det liv, jeg ville leve, skulle det af. Det var en ny start for mig.

Hans familie fandt ud af, hvor han var og ville have ham hjem igen, så han tog videre til et krisecenter i København.

Og her gik han nærmest som det første ind til en frisør. Det lange, sorte hår, som gik "ned under min røv" skulle bare væk. Og vi taler ikke en fin pagefrisure. I stedet blev den chokerede frisør bedt om at starte trimmeren og køre den igennem, indtil alt det lange hår var væk.

- Det var den bedste følelse, en sindssyg følelse. Det kan ikke sammenlignes med noget, det var så befriende. Jeg har det stadig sådan i dag, at når jeg kører trimmeren igennem, er det lyden af frihed.

I København tog han endelig mod til sig og gik til lægen – forvirret og meget i tvivl. Og her fik han endelig sat ord på alle de ulykkelige år:

- Jeg føler, jeg skulle være født som en dreng.

Til Jalals store lettelse tog lægen det seriøst. Hun vidste intet om det, men slog det op på Wikipedia på sin skærm og fandt frem til Sexologisk Klinik.

- Så blev jeg henvist og tog derhen alene – og det føltes bare som "velkommen hjem".

Havet

Efter en længere udredningsproces fik Jalal lov til at begynde med indsprøjtninger, som skulle gøre ham fysisk til en mand.

Han var lykkelig, men også ulykkelig.

Og det var her, han tog ned til stranden, alene og fortvivlet. Han kunne ikke se en vej ud af situationen, for enten ville familien blive ulykkelig, eller også ville han blive ulykkelig.

- Jeg havde så dårlig samvittighed og følte skyld, flovhed og skam over, at jeg var transkønnet. Det var jo hele familiens ære og skam, der var på spil på grund af mig.

Og så kom tanken, der slog ham omkuld og fik ham tilbage på rette spor.

- "Jeg vil ikke dø nu, for så dør jeg som en kvinde". Det ville være den værste måde at ende mit liv på.

Det gav Jalal kræfter til at gennemføre, hvad han havde startet, og han besluttede også, at han ikke ville leve mere af sit liv i skjul.

Så efter et års tid i København vendte han hjem til Aarhus og begyndte på hormonbehandlingen.

Det gik stærkt, for Jalals krop reagerede særdeles godt på hormonerne, som han fik i gelform til at smøre ud på kroppen samt indsprøjtninger. Det føltes, som om hans krop havde brug for det, og allerede efter en måned fik han skægvækst og en stemme, der gik i overgang for derefter at blive dyb.

Det var det fedeste i hele verden.

- Da jeg fik skæg, kunne jeg endelig genkende mit eget spejlbillede. Det var helt sådan: "Det er jo dig, jeg har ledt efter i alle de her år." (Foto: Hedda Rysstad © DR)

Derfor var der heller ingen anden mulighed end at fortælle sin familie, at han var blevet den mand, han altid havde været indeni.

Hans søskende havde svært ved at acceptere det i starten. De fleste har i dag vænnet sig til det, mens andre er mindre begejstrede.

Hans mor var hverken overrasket eller chokeret. Hun var mere ked af, at hendes datter var borte.

Navnet

Det endte faktisk med at være moren, der valgte hans nye navn. En dag sad hun i stuen og sagde, at hun havde drømt om ham.

Jalal gengiver episoden:

- Hun sagde: "Jeg kaldte på dig i nat. Men jeg kaldte dig ikke Dalal. Jeg kaldte dig Jalal", siger han og bliver tydeligt berørt.

- Min mor gav mig et navn to gange. Både da jeg blev født og genfødt.

- Det er ikke alle, der vil råbe hurra for folk som mig, men hvis jeg kan være med til at hjælpe andre ved at stå frem, er det det hele værd. (Foto: Hedda Rysstad © DR)

Selvom der blev kigget skævt til moren, begyndte hun at kalde ham for "han" og "min søn", og det holdt hun fast i til det sidste, indtil hun gik bort i oktober sidste år efter et sygdomsforløb.

- I starten havde jeg et kæmpestort behov for at blive acceptere af alle. Og det kommer ikke til at ske. Men det er okay, for den vigtigste accept, jeg kunne få, var min mors.

Når han tænker på hende, fyldes han med sorg over, at hun er gået bort. Men han fyldes også af glæde over, at hun nåede at møde og acceptere hans kæreste, Mie.

Kærligheden

Skæbnen ville nemlig, at Jalal mødte den to år ældre underviser Mie på jobbet, da han var begyndt på hormonerne. Det var den klassiske med, at de startede som kolleger, forholdet udviklede sig, og året efter blev de officielt et par.

Den 1. januar 2018 spurgte han hende, om hun ville være hans kæreste og gav hende smykker.

- Ja, jeg er en håbløs romantiker, siger han og smiler lidt undskyldende.

Jalal og Mie har et skønt og helt almindeligt liv med rækkehus, bil og hund. De ønsker også børn engang i fremtiden. (Foto: Hedda Rysstad © DR)

Da Jalal mødte hende, var han midt i en stressfyldt periode, hvor han skulle få styr på juridisk kønsskifte, nyt cpr-nummer og alt muligt andet praktisk. Men Mie var voksen, moden, havde styr på sit shit og hjalp med det praktiske. Og hun accepterede hele ham.

Deres største udfordring var derfor ikke kærligheden til hinanden, men Jalals egen indre kamp med, hvordan man er en rigtig mand.

For hans version stemte ikke helt overens med Mies, og det gav store gnidninger i forholdet. Han mente, at en kvindes plads var i køkkenet, og manden skulle holde sig langt væk – undtagen når maden skulle spises. For sådan havde han set sine brødre gøre.

- Selvom jeg havde fundet mig selv, havde jeg ikke fundet ud af, hvilken mand jeg var, siger Jalal. (Foto: Hedda Rysstad © DR)

Derfor blev han enormt utilpas, når kæresten Mie bad ham om at hjælpe til.

- Når jeg så gjorde det, følte jeg, at jeg gjorde noget ekstra og forventede en klapsalve, og hvis jeg ikke fik den bekræftelse, blev jeg frustreret.

Det har taget ham lang tid at lande i, at en rigtig mand både kan vise følelser og gøre rent, men i dag hviler han mere i, at han ikke bliver mindre mand af at gå tur med chihuahuaen Ricco, som Mie bragte ind i forholdet.

Drømmen

Så langt så godt.

Men der var dog stadig én ting, der gik ham voldsomt på og påvirkede hans humør negativt. Eller det vil sige to ting; dem på overkroppen, som var et tydeligt bevis på, at han var født biologisk kvinde.

Det største vendepunkt for både Jalal og parret kom for et par måneder siden, den 2. marts i år, hvor han fik en topoperation på et hospital i Tyskland. Endelig fik han dem opereret væk, hvilket han beskriver som sit livs befrielse.

- Jeg har fået min topoperation, og det er dejligt. Men hvad der foregår "dernede" er min egen sag, siger Jalal. (Foto: Mia Johannesen © DR)

Nu er der intet, der kan stoppe ham – og han går målrettet efter en anden stor drøm, han som barn troede aldrig ville være mulig. At blive standupkomiker.

Som lille fik han at vide, at piger i hans kultur ikke kunne stå på en scene og underholde. Nu har han i sinde at erobre hver en scene, han kan. Når han står deroppe, føler han sig fri. Og han elsker at bruge humor og få folk til at grine.

Han har allerede øvet sig og har en masse materiale klar, og meget af det handler om det allermest sårbare – nemlig at han blev født i den, for ham, forkerte krop.

- Jeg bruger det som terapi. Jeg snakker og joker om noget meget personligt, og også alvorligt, men gør det på en sjov måde, så det ikke bliver så tungt.

Det er stadig ikke alle dage, der føles lige sjove; dage, hvor han er nedtrykt over ikke at blive inviteret med til endnu en familiefest.

Men han er blevet bedre til ikke at lade sig slå ud eller blive misundelig på andre mænd og i stedet minde sig selv om, at han har et fantastisk liv fyldt med kærlighed – og ærlighed.

Og det håber han at give videre. At folk kan lytte, få inspiration og måske få brudt en fordom eller to.

Hans historie skal ikke gå i graven, selvom det havde været nemmere på så mange planer.

- Hvis du vidste, hvor mange gange jeg har tænkt: "Hvad er meningen med det her?". Og nogle gange søger jeg stadig svar.

Svar på hvad?

- På hvorfor det lige er mig, der er så anderledes. Man skal helst passe ind i de her bokse i samfundet, og det var mit største ønske, som jeg kæmpede for. Men jeg er nok bare i min egen boks.

Nu er han endelig det sted, han gerne vil være.

Og når Jalal en dag går bort, kan han gøre det med fred i sindet. Som en mand.

- For første gang er jeg stolt af den, jeg er. Jeg er lykkeligere end nogensinde før. (Foto: Hedda Rysstad © DR)
Facebook
Twitter