I 2012 blev Ebbe tvunget på jobsøgningskursus: Nu holder der to Porscher i garagen

Ung iværksætter med succes giver råd til andre, der ønsker at forfølge drømmen om at blive selvstændig.

(Foto: Palle Herløv)

For seks år siden sad Ebbe Maretty og kiggede ind i en computerskærm på et jobsøgningskursus, kommunen havde tvunget ham på.

Han var nyuddannet markedsføringsøkonom og på dagpenge, så der var ingen vej udenom. Markøren stod og blinkede i et tomt Word-dokument, mens tankerne hvirvlede rundt.

Det føltes som spild af tid for ham at sidde der, for han havde ingen planer om at sende halvhjertede ansøgninger til stillinger, der ikke sagde ham noget. Motivationen var helt væk.

Han spekulerede i stedet over, hvordan han kunne videreudvikle en forretningsidé, han havde gået og puslet med sammen med et par venner gennem et halvt års tid.

- Vi var tre kammerater, der frygtede at få et kedeligt job som færdiguddannede. Vi var ikke sikrede arbejde i det hele taget, og så havde vi bare en fælles drøm om at bygge noget op fra bunden, siger 28-årige Ebbe Maretty.

Drømmen blev vekslet til handling for de tre, der hurtigt blev reduceret til to, og resultatet blev webshoppen Apuls.dk, som sælger træningsudstyr.

I dag sidder Ebbe derfor også foran en computerskærm en stor del af tiden. Nu er det imidlertid frivilligt og med et bredt smil på, når han lader blikket glide hen over tallene i regnskabet, der viser en årlig omsætning på 16 millioner kroner - og når han kører de blot tre km fra villaen i Tørring til jobbet i Ølholm, er det i én af de to Porscher, han har belønnet sig selv med.

Han opfordrer andre unge til at kaste sig ud i det, hvis de ligesom ham tør have store drømme. Eller hvis de bare står et sted i livet, hvor der skal ske noget nyt.

- Mulighederne er enorme i dag. Du kan starte en webshop for få hundrede kroner, og du kan finde svar på alt på nettet. Det er bare at tage skridtet og arbejde stenhårdt for det, siger Ebbe Maretty.

Hovedspring ud i ukendt land

Han lægger ikke skjul på, at han og makkeren Daniel Hougaard har været både heldige og dygtige, da de selv tog springet, for det var på alle måder et hovedspring ud i totalt ukendt land.

- Det lå ikke i kortene, at vi skulle skabe noget, der blev en succes, og tro mig, mange har grinet af os! Nogle gør det vist stadig. Vi gik ind i det her fuldstændigt uden forudsætninger og viden om, hvordan man driver forretning med indkøb, lagerstyring, salg, kundeservice, emballage og så videre, men vi har knoklet for at nå hertil, hvor vi er nu. Det er ret vildt, at vi rammer noget rigtigt i første forsøg, for vi kunne lige så godt have valgt at sælge bildæk, siger Ebbe Maretty.

Han forlod sin uddannelse med en følelse af, at samfundet forventede, at han drejede sit liv i en bestemt retning, hvor han bare fulgte strømmen og "valgte noget fra kataloget".

- Det kunne jeg slet ikke affinde mig med. Jeg var glad for min uddannelse, men jeg følte bare ikke, at den var ret meget værd, da det kom til stykket. Der er stor forskel på teori og praksis, når man arbejder med markedsføring, for hvem har lige et par millioner kroner til branding af et produkt, siger han.

Foto: Palle Herløv

Fra lejlighed til container og kælder

De to venner smed hver 15.000 kroner ind i projektet som startkapital. Pengene kradsede de sammen ved at låne hos familiemedlemmer og ved at arbejde ekstra i de job, de havde dengang.

Det giver sved på panden, når pakker med træningsudstyr skal bæres op på anden sal. Privatfoto.

De fik hurtigt ben at gå på, da de bestilte den første palle med træningsudstyr. 1000 kg håndvægte leveret foran Ebbes andensals-lejlighed i Vejle. Så var det bare værsgo at bære varerne op og stable dem fra gulv til loft, inden de skulle bæres ned igen og sendes hjem til kunderne.

Virksomheden voksede, så lejligheden blev med tiden for lille. En del af Daniels hjem blev inddraget til lager, og de brugte 10.000 kroner på en 40 fods container, som de selv isolerede og placerede i Daniels have. Et "nødvendigt lorte-lager", husker de det som.

Senere flyttede de hele foretagendet ind i kælderen hos Daniels bedsteforældre i Vejle, som uden tøven lod dem flytte ind, selv om de aldrig havde mødt Ebbe. Han fik både koden til alarmanlægget og en nøgle til døren. Så kunne han komme og gå, som det passede ham.

- Jeg er sindssygt taknemmelig over, at de gav os lov til at fylde så meget i deres liv. Det var en milepæl for os. Her fik vi plads til at vokse og råd til at ansætte en mand mere, da vi havde lave omkostninger og høj indtjening. På den private front var vores kærester ved at nå til et punkt, hvor de havde brug for, at livet derhjemme drejede sig om andet end firmaet, så det var afgørende på flere måder, siger Ebbe Maretty.

Han føler, at årene i kælderen var med til at definere dem og gøre dem skarpere som forretningsfolk. Der blev drukket litervis af cola og arbejdet til de sene timer på de 20 kvadratmeter, hvor varerne igen hobede sig op som et tegn på, at det gik dem godt.

Kan vi låne 190.000 kroner?

Men de begik også fejl undervejs. Som da de købte kajakker, skiudstyr og tri-cykler, som de brændte nallerne på, fordi de blandt andet ikke kunne rådgive kunderne om produkterne.

Det var heller ikke sjovt, da der skulle betales regninger for 200.000 kroner, mens der stod 1000 kroner tilbage på firmakontoen. Banken vendte tomlen nedad, men venner og familier hjalp dem med at betale regningerne, og på den måde har de konstant overvundet de udfordringer, de har mødt.

Ebbe Maretty gemmer alle låsene fra de containere, de modtager med varer. Langt det meste bliver produceret i Kina, og både Ebbe og makkeren Daniel går på aftenskole og lærer kinesisk for at have bedre kort på hånden, når der skal handles med kineserne. Foto: Palle Herløv

At der nu holder to Porscher i garagen, er ingen tilfældighed. Ebbe har en passion for den slags biler, og derfor har han "givet sig selv lov" til at købe dem.

- De er købt brugte, naturligvis. Jeg er forretningsmand og fra Jylland, så jeg har ladet andre tage værditabene. De giver mig vanvittigt meget glæde i hverdagen. Jeg har kun tre kilometer på arbejde, men det er fandeme tre gode kilometer, når man kører Porsche. Nogle venter, til de er 50 år med at købe sådan en bil, fordi de får råd, når børnene er flyttet hjemmefra. Jeg ville have én nu, og jeg kan takke mig selv for, at jeg kunne gøre det, siger Ebbe Maretty.

- Det føles godt.

Om Ebbe:

  • Ebbe Maretty Sønderup, 28 år, bor i Tørring.

  • Efter tre år på htx i Vejle læste han markedsføringsøkonomi i Aarhus.

  • I 2011 fik han ideen om at starte en webshop, der solgte træningsudstyr. Navnet blev Apuls.dk, og han fik to venner med i projektet. Den ene, Daniel Ahrenkiel Hougaard, er stadig med.

  • Hjemmesiden blev lanceret i februar 2012 med en startkapital på kun 30.000 kroner.

  • Målet var at omsætte for 20.000 kroner første år. De omsatte for 720.000. I dag har de en omsætning på omkring 16 millioner om året med salg i Danmark og fire andre lande. Pilen peger fortsat opad og fremad med flot vækst.

  • I august 2018 flytter virksomheden fra 530 kvm lager og kontor til 2240 kvm i Ølholm. Det er fjerde gang, den flytter.

Facebook
Twitter