Ingen måtte vide, der var noget galt, da Alexanders mor blev syg: 'Vi gjorde lige, hvad der passede os'

Som barn blev Alexander Sørensen anbragt. I dag er han frivillig i De Anbragtes Vilkår, som i aften hyldes af kronprinsparret.

(Foto: Stefan Wessel © Dr)

Det er noget helt specielt at kigge i ens barndomsbilleder. Alle de minder om en tid, der var med til at gøre os til dem, vi er i dag.

Men 26-årige Alexander Sørensen har ingen barndomsbilleder. Ingen fra sine fødselsdage, sin første skoledag, eller da han tabte en rokketand. De få billeder, der fandtes af ham, røg i skraldespanden, da han var 15 år, og hans mor døde.

Hans barndomsminder skal findes et helt andet sted. Nemlig i kommunens sagsmappe.

Omkring 11.600 børn og unge under 18 år er anbragt uden for hjemmet, og Alexander Sørensen var en af dem.

- Der er så mange ting, jeg slet ikke kan huske om min barndom. Mange detaljer, episoder og år er bare væk. Jeg kan huske, at jeg altid havde en weekendtaske klar med skiftetøj og buskort.

Han har brugt mange kræfter på at glemme de første 18 år af sit liv, indtil for to år siden, da han tilfældigvis mødte en kvinde, han var anbragt med som lille. Hun tog ham med til et møde for foreningen De Anbragtes Vilkår, og det blev et vendepunkt for Alexander Sørensen.

- Det var rigtig rart at være sammen med andre, der også er eller har været anbragt og dele oplevelser. Jeg indså, at jeg kunne være med til at forbedre vilkårene for dem, der er anbragt i dag.

De Anbragtes Vilkår er drevet af frivillige, tidligere anbragte og ikke folk fra kommunen, og det er vigtigt, når man er anbragt.

- Det ligger dybt i os alle og gør hele forskellen, siger han om foreningen, der lørdag aften modtager Kronprinsparrets Sociale Stjernedryspris og 100.000 for sit arbejde.

Blev anbragt som toårig

Når man kigger i sagsmappen over Alexander Sørensens opvækst, tegner der sig et billede af en dreng, der aldrig har haft en tryg base, men i stedet har kæmpet med at tilpasse sig de mange steder, han har skullet bo.

- Hele mit liv har jeg haft en weekendtaske med mig, og i dag har jeg stadig en mental weekendtaske. Det er svært for mig at være i, at det er her, jeg bor, fordi jeg hele tiden tænker på, hvad det næste bliver, siger Alexander Sørensen. (Foto: Stefan Wessel © Dr)

Hans mor og far gik fra hinanden, før han blev født, og moren var alene med ham og hans søster i et lille rækkehus i Helsingør. Hun var sød og kærlig, men havde rigtig meget at se til med to små børn og et nyt studie.

Så da Alexander Sørensen var to år, kom han hver weekend, sammen med sin søster, i sin første aflastningsfamilie, der boede i et stort parcelhus.

- Jeg kan huske følelsen af, at vi ikke passede ind. Jeg lod altid, som om jeg sov om morgenen, fordi jeg ikke ville stå op.

Aflastningen sluttede brat, da Alexander Sørensen var fem år og kom hjem med blå mærker på armene. Han husker ikke helt hvorfor, men kan læse i papirerne, at moren og faren i aflastningsfamilien havde et skænderi og havde hevet i ham.

Der gik dog ikke lang tid, før Alexander Sørensens mor blev syg og fik en blodprop. Hun fik en mild hjerneskade, blev lam i hele venstre side og skulle bruge kørestol. Alt det skete, samme år Alexander Sørensen skulle begynde i 0. klasse i skolen.

- Jeg syntes, det var nederen, at hun ikke kunne følge mig i skole den første dag, ligesom alle de andre. Hun kom aldrig og så, hvor jeg gik, husker han.

Moren fik hjælp hver dag indtil klokken 19, hvor hjemmehjælperen lagde hende i seng. Herefter var Alexander Sørensen og hans søster overladt til dem selv.

I februar besluttede Alexander Sørensen sig for at søge aktindsigt i sin sagsmappe hos kommunen. - Pludselig havde jeg kommentarer fra de første 18 år af mit liv, som jeg lige skulle bearbejde. Det er lidt ærgerligt, at der kun står alt det dårlige, for der har jo også været gode ting. (Foto: Stefan Wessel © Dr)

- Vi gjorde lige, hvad der passede os. Vi havde ingen faste sengetider, og der var virkelig meget rod i huset. Jeg kom utrolig meget bagud i skolen, og i 1. klasse blev jeg taget ud og kom i en problemklasse.

Faren var der ikke

Udsatte børn klarer sig dårligere i skolen end børn fra stabile hjem, og Alexander Sørensen var ingen undtagelse.

I 3. klasse blev han atter rykket til en ny skole for fagligt og socialt udfordrede børn. Han husker, at han blev hentet i taxi og fik et godt fællesskab med de andre børn og voksne.

Problemet opstod, når de havde fri fra skole, og han blev kørt hjem igen. Hans søster var på det tidspunkt kommet på en anden skole, så Alexander Sørensen var meget alene. Hvis nogle en sjælden gang imellem spurgte, hvordan han havde det, blev han vred og lukkede af.

- Jeg har tit tænkt over, at jeg beskyttede min mor. Jeg ville ikke have, nogen skulle vide, hvad der foregik og tale dårligt om hende. Jeg var også bange for, om jeg ville blive sendt på børnehjem.

Han var begyndt at drømme om at se sin far, og en dag sørgede moren for, at de fik kontakt. De så hinanden et par gange og aftalte så, at han skulle overnatte hjemme hos sin far. Men faren var så fuld, at Alexander Sørensen måtte tage hjem.

- Jeg havde jo et billede af, at det var min far, der kunne hjælpe mig ud af mine problemer, og jeg håbede, at han kunne blive en del af min skole. Men efter den dag så jeg ham aldrig igen. Det har faktisk gjort, at jeg lige siden haft et meget anstrengt forhold til fulde mennesker. Det er ikke noget, jeg bryder mig om at være i, og derfor har jeg også selv holdt mig langt væk fra alkohol og rusmidler.

- Jeg har altid været sindssygt bange for alt, hvad der hed stoffer og alkohol. Jeg syntes, det var lidt sejt, når de andre gjorde det, men jeg turde ikke, fordi jeg tydeligt kunne huske, hvor fuld min far var. (Foto: Stefan Wessel © Dr)

Ingen godnathistorier eller kram

I stedet kom otteårige Alexander Sørensen på det, han havde frygtet allermest: børnehjem.

Men her var der, til hans store overraskelse, en fantastisk omsorgsperson, som læste godnathistorier, gav et morgenkram og lavede madpakke til ham. Ting, som mange børn tager for givet, men som var noget helt nyt for ham.

Desværre var børnehjemmet kun en midlertidig løsning, og ti måneder efter blev han rykket til et nyt opholdssted. Han skulle bo på en bondegård med dyr hos et ægtepar midt i 60'erne, som havde fire anbragte børn og en masse regler.

Her var der ingen godnathistorier eller kram. Tværtimod. Når børnene havde sagt godnat, måtte de ikke komme ind i stuen igen. I Alexander Sørensens papirer kan man læse, at han var ti år og græd sig i søvn, fordi de ikke ville følge ham i seng og putte ham, når han skulle sove.

Der var en kamp mellem de fire børn om at få deres opmærksomhed, og han husker, at den bedste metode var at bede om to panodiler for at få lidt omsorg.

Hver tredje weekend pakkede han sin weekendtaske og kom hjem til sin mor på besøg, og det husker han som det bedste i den periode.

Boede hos mors venner

Nogle år efter skulle han skifte skole igen. Denne gang til en kostskole som dagselev. Og det blev han hurtigt glad for. Da han havde gået der i noget tid, tog han mod til sig og spurgte en underviser, om han måtte bo der fast og overnatte, så han ikke skulle tilbage på bondegården.

- Det var første gang, jeg betroede mig til en voksen og fortalte, hvordan jeg havde det. Hun hjalp mig og forklarede, at det var vigtigt, jeg selv lærte at sætte ord på, hvad jeg ville, for så virkede det stærkere, husker han om episoden, da han var 12.

- Anbragte børn og unge skal også vide, hvad de har af muligheder i livet. Du kan bo i et kollektiv, du kan tage et sabbatår, rejse ud i verden. Alt det, som mange andre unge ved, men som ingen havde fortalt mig. (Foto: Stefan Wessel © Dr)

Det lykkedes ham at få lov til at bo fast på kostskolen, hvor han hurtigt kom med fagligt. Hver weekend tog han hjem, men moren havde det så dårligt, at han begyndte at tage over til morens vennepar hver anden weekend. Dem havde han kendt altid, og de havde en søn på samme alder som ham.

- De fik ikke penge fra kommunen, og det betød meget for mig, at de gjorde det, fordi de kunne lide mig og min mor og forstod vores situation.

Men for præcis 11 år siden ramlede det hele igen. For her døde Alexander Sørensens mor af sygdom. Nu var den 15-årige teenager overladt til sig selv. Han fik sin egen lejlighed af kommunen, hvor han skulle handle ind, tage i skole og være ansvarlig. Det endte - ikke overraskende - i et stort kaos med weekendfester og pengemangel.

Men heldigvis så hans mors venner, at den var helt gal, og de bad ham om at pakke sine ting og flytte permanent hjem til dem.

Det blev hans redning. Han boede nu på kostskolen i hverdagene og var hjemme hos dem på sit eget værelse i weekenden, hvor der var rigeligt med opmærksomhed, kærlighed, jul og fødselsdage. De blev hans værger, og han omtaler dem ofte som "mor og far" og "bror".

- Jeg drømmer om at finde ud af, hvad jeg gerne vil. Og så vil jeg gerne rejse med min kæreste. Han har vist mig, at det er okay at gøre gode ting for sig selv, siger Alexander Sørensen. (Foto: Stefan Wessel © Dr)

Mærker efter for første gang

I dag bor Alexander Sørensen i København med sin kæreste. Han har taget orlov fra sine studier, fordi han for første gang tillader sig at mærke efter, hvad han egentlig gerne vil med sit liv.

- Jeg har jo været vant til, at nogle fra kommunen siger, hvad jeg skal gøre.

I stedet bruger han rigtig meget tid på det, han brænder for - nemlig sit frivillige arbejde i De Anbragtes Vilkår.

Her holder han oplæg på døgninstitutioner og behandlingshjem, skriver debatindlæg og planlægger konferencer. Og det giver ham følelsen af, at han ikke har spildt hele sin anbringelse på ingenting.

- Tidligere havde jeg den holdning, at min historie som anbragt bare skulle lukkes ned i en kasse og gemmes væk. Men nu kan jeg se, det gør indtryk på de unge, vi mødes med, at vi har været i samme situation. Hvordan kan man ellers forstå, hvordan det føles at skulle bo væk fra sin mor og far, siger han og tilføjer:

- Jeg har været virkelig været vred i mange år. En dag besluttede jeg mig for, at nu gider jeg ikke være vred mere. Nu vil jeg handle.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk