Mit Liv

Iværksætter-løven Tommy Ahlers med opsang til danske iværksættere: Vi er for bange for at fejle

Fokuser på marked og team, og bliv bedre til at fejle, lyder rådene fra IT-investoren.

IT-iværksætteren Tommy Ahlers fra tv-programmet 'Løvens Hule' delte onsdag ud af sine gode råd til brugere på dr.dk

Over tre sæsoner er danskerne kravlet ind i ’Løvens Hule’ i håbet om at komme ud med en investering, der kan hjælpe dem med at opfylde drømmen om at skabe en succesfuld virksomhed.

En af iværksætterløverne, der har haft sin store tegnebog fremme og postet millioner i start-ups i løbet af tv-programmet, er Tommy Ahlers.

Den 42-årige iværksætter, der selv har solgt to IT-virksomheder til udlandet og tjent styrtende på det, har i løbet af tredje sæson af tv-programmet ’Løvens Hule’ investeret i fire projekter til en samlet værdi af 2.050000 kroner.

Hvis man skal blive en succesfuld investor, skal man lave rigtig mange investeringer, fordi en stor del af dem fejler, siger han.

Onsdag løb sidste afsnit af ’Løvens Hule III’ over skærmen. Efter programmet sad Tommy Ahlers klar ved tasterne for at svare på spørgsmål fra dr.dk’s brugere i TÆT PÅ.

Hvad overbeviser Tommy Ahlers om, at en investering er god? Det spørgsmål stillede en af brugerne.

- Det er to ting: teamet og min analyse af markedet. Ved teamet kigger jeg på deres sult og evner. Ved markedet lytter jeg, dels på hvad teamet siger, men bruger også en del tid på at lave min egen analyse og lytte til min mavefornemmelse. Hvis markedet ikke er tilstede, kan selv det bedste team ikke få noget godt ud af det.

I et af afsnittene af ’Løvens Hule III’ lød Tommy Ahlers' opfordring til en iværksætter, at han skulle sige sit faste lægejob op, før han ville kaste 800.000 kroner i hans konens firma. Når han går ind som investor, er det nemlig vigtigt for ham, at ejerne viser mod til at tage en risiko.

Frygt for fiasko

Det fik en af brugerne i TÆT PÅ til at spørge, hvad den største barriere hos iværksættere er, når det kommer til at tage springet og fokusere fuld tid på idéen.

- Det er at være bange for at fejle. De er forfængelige. Det handler ofte ikke om økonomi og frygten for ikke at kunne betale sin husleje. Det er ofte mere tanken om, hvad andre vil tænke, hvis det går galt. Den frygt ville jeg ønske at jeg/vi kunne tage ud af alle danskere. For vi er så dygtige, og vi burde blive bedre til at fejle, svarede IT-investoren.

BLÅ BOG: Tommy Ahlers

  • Jurist fra Københavns Universitet, 2000

  • Ansat hos konsulentfirmaet McKinsey, 2001-2005

  • Stifter af IT-selskabet ZYB, 2005

  • Administrerende direktør i Podio, 2010-2015

For ti år siden solgte han onlinetjenesten ZYB til Vodafone for 235 millioner kroner. Og i 2012 solgte han og to andre stiftere virksomheden Podio til Citrix i USA for 330 millioner kroner.

Fortæl om fejlene

På vejen mod millionerne kan iværksættere løbe ind i mange udfordringer. Men hvordan tackler man dem, spurgte en bruger Tommy Ahlers om i går.

I løbet af sin tid som iværksætter er han selv stødt på mange udfordringer. Han har ofte troet, at alle omkring ham havde tjek på det hele, mens det kun var hans virksomhed, der fejlede.

- Jeg har nogle gange troet, at alle de andre havde check på det hele, og det kun var mig og min virksomhed, der ikke kunne finde ud af det. Det bliver ret stressende og frustrerende. Måden jeg tacklede det på var at åbne op om mine fejl og udfordringer overfor andre iværksættere - også nogle jeg så op til - og derefter åbnede de også op, og det viste sig, at de lavede lige så mange fejl.

1000 brugere dagligt er succes

Endelig kom det spørgsmål, som mange håbefulde iværksættere må spørge sig selv om: Hvornår ved man, at det, man laver, er en succes. Er det når man kan få løn, eller når man er blevet millionær?

Ifølge Tommy Ahlers afhænger det af ambitionsniveau. Men selv synes han, at det er en succes, når man har 1.000 brugere eller kunder, der bruger ens produkt dagligt.

- Så har man skabt noget, der er et stort behov for, og som brugerne ikke kan undvære = så kan man tjene penge. Det er lidt firkantet opstillet, og nogle produkter skal måske ikke bruges hver dag etc. Men princippet i at minimum 1000 brugere ofte bruger ens produkt, det er vigtigt.

Facebook
Twitter