Jakobs drøm er gået i opfyldelse: Har besøgt alle verdens lande og kontinenter

Familiefar tager stikket hjem efter tre årtier med rejsefeber og rygsæk.

I en alder 47 år har Jakob Øster besøgt alle lande og kontinenter inklusive Antarktis. Her er han i Sri Lanka i 2015. (© Jakob Øster)

Han har drukket palmevin med muddermænd i Papua New Guinea, overnattet hos hestenomader i Kirgisistan og kørt på snescooter mellem bisonokser i Yellowstone i USA.

For Jakob Øster fra Roskilde er en menneskealder med rejser nu bogstaveligt talt nået til vejs ende med en familierejse til østafrikanske Eritrea - det allersidste land på listen. Nummer 196.

- Det føles helt ubeskriveligt rart. Det har været en livsmission i 25 år, og nu er det lykkedes. Det fede ved at være i mål er selvfølgelig, at nu kan jeg tage de steder hen, jeg har lyst til, frem for de lande, der står tilbage på en liste, siger Jakob Øster.

Under sin rejse til Papua Ny Guinea i 2014 blev Jakob Øster venner med de såkaldte muddermænd fra Asaro-floden, der bød på rigelige mængder hjemmebrændt palmevin. (© Jakob Øster)

Milepælen bekræftes af De Berejstes Klub, der skriver på sin hjemmeside, at Jakob Øster med sine 47 år og 234 dage det yngste danske medlem, der har besøgt alle verdens lande og kontinenter - inklusive Antarktis.

Det er noget som kun 200 mennesker i verdenshistorien har præsteret, fortæller Jakob Øster.

- Det er nogenlunde ligeså mange, som der har besteget Mount Everest uden medbragt ilt. Fysisk kan det selvfølgelig slet ikke sammenlignes. Men det er bare for at sige, at det er en eksklusiv klub, jeg nu er så heldig at være medlem af, siger han.

Bo billigt, drop luksus og spar op

De seneste mange år har den 47-årige salgskonsulent i it-branchen sparet sammen til at rejse to måneder om året.

Typisk en måned i sommerferien med kæresten Charlotte og deres to børn Ava og Jonas på 12 og 10 år - og en måned på egen hånd i vinterhalvåret.

Alt i alt viser kuglerammen, at tre årtiers rejser har kostet omkring 1,2 millioner kroner, som er opsparet med almindeligt arbejde som lønmodtager.

De mange rejser omfatter 200 kilometer på snescooter i 22 graders kulde på Svalbard, syv dage på flodpram gennem Amazonas - og en rundtur på den arabiske halvø med Jakob Østers dengang halvandet år gamle datter. (© Vector World Map/ Jakob Øster)

Det har betydet fravalg i hverdagen hjemme i Danmark.

- Det er helt simpelt. Jeg prioriterer og sparer op. Jeg tjener fornuftigt og kører i en gammel bil. Jeg har et relativt billigt hus og har ingen andre dyre hobbyer udover at rejse.

Jakob Øster, Charlotte Felk og deres to børn Ava og Jonas på 12 og 10 år boede i 2015 i en uge hos Mursi-folket i Etiopien. Her var der hverken el, rindende vand eller faste toiletfaciliteter. (© Jakob Øster)

Familien dropper også køb af luksusvarer og går sjældent på restaurant herhjemme. Tivoli-turen med børnene bliver konverteret til oplevelser på næste fælles rejse.

Det er en opskrift, som andre også kan følge, siger Jakob Øster.

- Jeg vil påstå, at alle danskere, der ikke er for gamle, og som prioriterer rigtigt, forholdsvis let kan besøge 100 lande.

Han er dog godt klar over, at det er et særligt privilegie at kunne drage afsted med rygsæk, kamera og flybilletter, mens kæresten derhjemme tager sig af snotnæser, flyverdragter og snerydning.

Her er familien i Mazar-e Sharif, Afghanistans fjerdestørste by i den nordlige del af landet. (© Jakob Øster)

- Jeg har heldigvis en sød, modig og forstående kæreste, og vi samarbejder godt om rejserne. Hun rejser rejser typisk også alene en til to gange om året.

Fra frygtsomt barn til verdensfarer

Rejsefeberen var ikke noget, der kom med modermælken, fortæller Jakob Øster.

Som dreng rejste han aldrig med sine forældre. Og modet til at udforske verden havde han ikke til overmål.

- Jeg var snarere en tænksom lille knægt, der var bange for alt muligt. For krig, for mørket og for at min forældre en dag ikke skulle komme hjem igen.

Desuden blev han let køresyg og søsyg - ikke just globetrotterens karakteristika.

I 2017 gik turen til Isle of Skye i Skotland. (© Jakob Øster)

- Hvis nogen dengang havde fortalt mig, at jeg en dag skulle pløje kloden rundt i gamle færger og skramlebusser og besøge de mest krigshærgede lande, havde jeg ikke troet på dem.

Lysten til at rejse kom først for alvor, da han i slutningen af sine teenageår tog på interrail med en kammerat.

- Jeg fik smag for friheden ved at rejse over hele Europa uden forinden at have planlagt ret meget. Jeg fandt helt enkelt ud af, at jeg godt kunne lide at se nye steder og møde nye mennesker.

Dengang havde han dog stadig ingen planer om at besøge lande som Syrien, Yemen, Libyen og Afghanistan. Det var for farligt.

- Men da jeg nåede op over 100 besøgte lande og fandt ud af, hvor fredelig verden i bund og grund er, besluttede jeg at forsøge at besøge dem alle.

Sommerferien i 2018 gik til Sudan. (© Jakob Øster)

Når man sidder hjemme foran fjernsynet og ser nyhederne, kan man dog godt få det modsatte indtryk. Men det skal man ikke lade sig diktere af, mener Jakob Øster.

- Men man skal huske på, hvor ens mennesker er på tværs af religion, etnicitet, kultur og tilhørsforhold. Folk vil bare gerne have et godt liv for dem selv og deres børn.

- Jeg kan faktisk ikke huske et eneste land, hvor manden på gaden ikke har været flink og imødekommende over for en rejsende, der opfører sig fornuftigt og respekterer lokale forhold.

Danmarks mest berejste familie?

Med rejsen til Eritrea kan Jakob Østers kæreste og to børn sætte flueben ved 120, 79 og 66 lande på deres personlige lister.

- Jeg synes, man skal rejse med sine børn alt det, man kan. Både når de er helt små og større. Vi har kun vores børn én gang. Og den tid, man får sammen på rejser, kan ikke sidestilles med en grå hverdag derhjemme i kolde Danmark, lyder det fra Jakob Øster.

Han fortæller, at der forud for rejserne typisk ligger mange timers research, planlægning og risikovurdering.

Og når en god forberedelse bliver kombineret med en vis agtpågivenhed og menneskekendskab, så er der ikke mange lande, som man ikke kan tage børn med til.

- Jeg har rejst solo til mange farlige lande. Yemen, Libyen og Guinea ville jeg ikke have lyst til at tage mine børn med til. Men alle andre lande, heriblandt Irak og Syrien, ville jeg trygt turde rejse til med mine børn. Der er som sagt sikre regioner i alle lande.

Lake Issyk Kul i Kirgisistan i 2015. (© Jakob Øster)

Han oplever samtidig, at det er blevet lettere at rejse rundt i verden som årene er gået.

Meget lettere end da han selv startede som backpacker med Lonely Planets rejseguide i rygsækken og boede på sovesale, mens han ventede på at få visum til det næste land.

I dag er flybilletterne markant billigere og mange de lande, som de allerfærreste tidligere kunne få adgang til, er åbnet for turister.

- Da jeg startede, var det stort set umuligt at besøge alle lande på kloden. Men i dag er det inden for mulighedens rammer, skriver han.

Bedste og værste rejseoplevelser

Når Jakob Øster gør status over sit rejseliv, står de gode oplevelser i kø. Men hårdt presset peger han på tre.

- Så skulle det være, da jeg og min familie i 2015 boede i en uge i bushen hos Mursifolket (i Etiopien, red.), der går med læbeplader af ler i undermunden.

- Men det var også en af de største oplevelser at bo hos hestenomadernes i Kirgisistans bjerge i 2014. Og så vil jeg også pege på jordomrejsen med familien og rejsen fra Antarktis til Ækvator og til Alaska uden at flyve.

I 2016 besøgte familien Algeriet. Her er det storbyen Constantine 80 kilometer fra Middelhavets kyst. (© Jakob Øster)

Den værste oplevelse er til gengæld knap så svær at komme på for Jakob Øster.

Under rejsen til Guinea i 2017 blev han tilbageholdt i fire timer af militærfolk med maskingeværer, fordi han havde taget et billede af en millitærinstallation.

Det endte med, at han måtte skrive under på en erklæring og betale en bøde.

- Landet er ekstremt korrupt, og jeg oplevede også at blive stoppet i en bushtaxa og blive forlangt at betale bestikkelse. Samtidig fik jeg en ordentligt omgang amøbedysenteri, som først gik væk med en skrap antibiotikakur.

2017. En såkaldt "bushtaxa" i vestafrikanske Guinnea-Bissau - naboland til Guinea. (© Jakob Øster)

På spørgsmålet om, hvad han skal lave nu, hvor alle verdens lande er krydset af på listen, svarer Jakob Øster:

- Tja. Slappe lidt af. Lave en ny liste, jeg kan krydse ting af på. Skrive en bog. Forsøge at få offentliggjort rejseartikler fra 100 lande. Genstarte mine rejseforedrag. Rejse med familien. Genbesøge de lande, jeg har lyst til at genbesøge, og som ikke tilfældigvis er de sidste på en liste.