Jamie er transperson og blev hjemløs som 15-årig: 'Jeg vil vise andre, at man sagtens kan få et godt liv'

Som transperson var Jamie særligt udsat som hjemløs. Nu forsøger han at hjælpe andre.

(© Grafik: Anne Vestergaard Olsen/DR)

Hvordan var dit liv som 15-årig?

Måske gik du i folkeskole, havde et fritidsjob, var sammen med dine venner og boede hjemme på et værelse hos din mor og/eller far. Måske var du et andet sted i livet.

Men du var nok ikke det samme sted som Jamie.

Da han var 15 år, tog han til København og levede som hjemløs. I de næste år sov han i baggårde og på tilfældige sofaer og solgte hjemløseavisen Hus Forbi.

I dag er han 21 og er kommet videre. Han beskriver gaden som et sted med et stærkt sammenhold, men hvor det også er svært at være den, der skiller sig ud. For Jamie er LGBTQ+-person, transkønnet og født som en pige.

Han var derfor anderledes i de anderledes' verden.

- Jeg undgik herberger, fordi jeg så skulle sove med ét øje åbent. Jeg havde jo hørt, hvordan både homoseksuelle og transpersoner kan blive behandlet, fortæller Jamie.

Heldigvis for ham var han allerede som teenager 180 centimeter høj og bredskuldret og slap for ting, som teenagepiger på gaden kunne blive udsat for. Men som transperson gav det andre problemer, når han skulle have et sted at sove.

Kønsopdelte herberger

- Mange herberger er kønsopdelte, og jeg vidste ikke, om det var sikkert for mig at bo på et mandeherberg. Jeg vidste ikke, hvordan jeg ville blive taget imod af de andre hjemløse og personalet. Derfor har jeg stort set altid undgået at sove på herberger på grund af frygten for at blive mødt med diskrimination.

- Et sted ved Forum Station var der en baggård, hvor man kunne parkere. Der stod også et bed med et grantræ og en efeu, og her sov jeg i lang tid. Det var godt og afsides. Jeg holdt først op, da nogen kastede op ud over min sovepose uden at se mig, lyder det fra Jamie. (© Grafik: Anne Vestergaard Olsen/DR)

Og når man ikke bor et fast sted, kan noget så simpelt som et toiletbesøg pludselig blive en kompliceret affære som transperson.

- Når jeg gik på herretoiletter, var jeg altid usikker på, om jeg ville blive råbt ad, eller om folk blev sure over, at jeg ikke kunne bruge et pissoir. Jeg ville heller ikke bruge dametoilettet, fordi det var alt for weird for mig, og jeg ønskede ikke at gøre kvinder usikre, siger han.

Og så er der hele den juridiske del. Hjemløse skal ofte registrere sig med cpr-nummer for at få et sted at sove, og problemet er, at med mindre man har skiftet køn juridisk, viser cpr-nummeret det køn, man fik tildelt, da man blev født - ikke det køn, man nødvendigvis lever som og identificerer sig med.

- Det gør, at vi ikke bruger de her steder, fordi vi er bange for, hvor vi bliver sendt hen. Min veninde er transkønnet og hjemløs, og hun vil ikke tage på et kvindeherberg og sove, som Jamie siger.

Hvorfor ikke?

- Fordi hun er skidebange for, hvordan hun bliver mødt der, og om hun overhovedet får lov at blive eller bare bliver sendt videre med beskeden om at finde et mandeherberg.

Et spørgsmål om egen sikkerhed

Der er ingen danske tal eller forskning på, hvor mange LGBTQ+-personer, der ender på gaden herhjemme. Initiativgruppen 'LGBTQ+ i Hjemløshed' oplyser, at udenlandske undersøgelser fra USA og Storbritannien peger på, at mellem 24-40 procent af unge hjemløse identificerer sig som LGBTQ+-personer.

Som Hus Forbi-sælger lærte Jamie hurtigt, at det er bedst at sælge aviser om formiddagen og undgå aftenerne. Han glemmer aldrig, hvordan tilfældige mennesker købte ham neskaffe, rugbrød eller andre varer, som kunne hjælpe ham igennem dagen. (© Grafik: Anne Vestergaard Olsen/DR)

Der findes ikke lignende data herhjemme, men spørger man Jamie, er han ikke i tvivl.

- Det er absolut min oplevelse, at vi er rigtig mange LGBTQ+-personer, der oplever hjemløshed Danmark. Men der er en masse mørketal, fordi vi ikke bruger de ellers fine sociale tilbud, der er, som for eksempel væresteder og herberger til unge hjemløse.

Hvorfor bruger I dem ikke?

- Fordi man som LGBTQ+-person er opmærksom på, at den diskrimination, man ofte bliver mødt med, kan eskalere til vold. Derfor er det også et spørgsmål om at sørge for sin egen sikkerhed, og det er min smertelige erfaring, at vi alle har mødt diskrimination, siger Jamie og tilføjer:

- Derfor er der efter min mening brug for målrettede tilbud for hjemløse LGBT+.

At vokse op som LGBTQ+-person

Da Jamie var helt lille, vidste han ikke, hvad det her med køn var. Han tænkte bare, det havde været godt, hvis han var en dreng. Senere hørte han, at man kunne skifte fra mand til kvinde, men vidste ikke, det var muligt den anden vej.

Opvæksten i den mindre jyske by var ikke nem, og Jamie havde problemer med sig selv og sine forældre. Med egne ord havde han det ikke særligt godt rent mentalt.

- I retrospektiv ved jeg, det er ret almindeligt for transpersoner, at man ikke har det super nemt som teenager. Der er nogle fællesnævnere med, at man er ret dårlig til at passe på sig selv, prioritere sig selv. Selvom det selvfølgelig ikke er alle, der oplever det, er det overvejende tit, at folk har selvskadende adfærd, spiseforstyrrelser og sådan noget, lyder det fra Jamie.

Han har selv kæmpet med det hele.

I skolen kom Jamie ofte op at slås, og derhjemme skændtes han med sin mor og far. Til sidst blandede kommunen sig, og så blev det for meget for ham.

En kold februardag i 2015 pakkede han en taske og steg på toget mod København uden en plan eller noget sted at bo. Han var 15 år.

- Det var ikke sådan, "nu er jeg sur og skrider". Mere "nu skal jeg noget andet", husker han.

I hans familie er det heller ikke unormalt at flytte tidligt hjemmefra, så det føltes egentlig meget naturligt.

'Det var skidekoldt'

Det var mørkt, da han ankom til Nørreport Station i København med sin rygsæk og uldtæppe, men uden en plan for hvor han skulle sove.

Han blev råbt an ad nogle gamle hjemløse, som gerne ville hjælpe ham med tips til, hvor han kunne sove - og hvor han bestemt ikke skulle gå hen. De tilbød også, at han gerne måtte blive og overnatte med deres gruppe, fordi det tit er nemmere, når man er flere til at passe på hinanden. Men Jamie har altid helst ville sove helt alene, og gaden var ingen undtagelse. Så sådan blev det fremover.

- Jeg fandt ofte et sted, som var lidt afsides og tog gerne metro eller S-tog lidt ud af byen. Jeg havde en kammerat, som vågnede af at blive tisset i hovedet af folk, så jeg har altid gemt mig lidt, som han siger.

- Men det var skidekoldt, er du gal, så jeg tog også meget rundt og sov hos folk.

Han blev en del af en gruppe med andre unge hjemløse, som vågnede på en eller andens sofa, stod op og begyndte at drikke og fortsætte festen fra dagen før.

- Det var rigtig sjovt til at starte med. Men hvor andre kan tage hjem til forældrene og få en pause, var det ikke en mulighed for os. Så til sidst blev det for meget.

På det tidspunkt var han stadig ikke sprunget ud som transperson - det skete først året efter - så når folk spurgte, om han var en pige eller dreng, svarede han, "jeg er begge dele, ingen af delene, du vælger selv".

- Folk vidste godt, at jeg bestemt ikke var en af de piger, man lige kunne koste rundt med, så jeg blev ikke generet, som unge kvinder ellers bliver.

Hvordan blev de generet?

- Der var en tendens til, at de lidt ældre mænd tilbød de helt unge, socialt udsatte piger narko. Sådan nogle 28-årige, der spurgte en 14-årig, om hun ville have noget MDMA for så at prøve at tage hende med hjem. Alkohol og andre rusmidler var tit gratis og til fri afbenyttelse, men jeg har altid holdt mig fra det.

Jamie var heldig at blive taget ind af en lidt ældre LGBTQ+-person, som havde været hjemløs, men som nu havde fået en lejlighed. Der var dog en meget klar regel: Narko var forbudt. Og i dag er Jamie sikker på, at det var en vigtig faktor i, at han fik vendt sit liv om.

Et andet krav var også, at man skulle i gang med noget i sit liv for at være der, og Jamie begyndte at sælge Hus Forbi-aviser, som krævede en struktureret hverdag for at stå op, hente aviserne og sælge så tidligt på dagen som muligt, hvor folk var flinkest.

- Jeg plejede at skrive en lille besked til mine forældre om, at jeg var ok, og så snakkede vi i telefon en gang imellem. De hjalp mig også med huslejen, da jeg fik et værelse. Jeg er priviligeret, at de kunne hjælpe, selvom jeg ikke kunne bo hos dem. (© Grafik: Anne Vestergaard Olsen/DR)

Han samlede også flaskepant og begyndte på en produktionsskole. Et vendepunkt kom, da han fik en kæreste, som også var hjemløs, og det lykkedes dem at finde et sted at bo sammen.

Vender aldrig gaden ryggen

I dag er det halvandet år siden, Jamie lagde hjemløsheden bag sig. Han har fået et job og tjener penge, så han har råd til at have bil og et værelse "med lejekontrakt og det hele". Og så begynder han på et nyt studie i denne måned.

Forældrene har han fået god kontakt til igen. Ifølge Jamie har de det stadig svært med, at deres pige nu er blevet til en mand, men de er langsomt ved at acceptere det.

Men selvom Jamie ikke sover på gaden længere, har han stadig sin gule Hus Forbi-taske stående på værelset. Og han vender aldrig gaden ryggen.

Tværtimod forsøger han at forbedre forholdene for ligesindede LGBTQ+-hjemløse. Han har holdt et foredrag og er stor fortaler for, at man laver et specifikt tilbud for hjemløse LGBTQ+-personer, så de har et sted at tage hen, hvor de kan nøjes med at opgive det køn, de identificerer sig med - og ikke et cpr-nummer.

Og så bruger han sin fritid på at hjælpe unge LGBTQ+-hjemløse, som er faldet igennem systemet og ikke får den hjælp, de har brug for.

- Jeg vil vise andre, at man sagtens kan få et godt liv. At det stadig er muligt at klare sig, når man er transperson og har været hjemløs. Jeg har altid hørt, det var umuligt, når man var som jeg, men nu ved jeg, det godt kan lade sig gøre, siger Jamie.

- Hele mit liv har jeg været anderledes. Nu vil jeg prøve at leve et almindeligt liv, hvor dét at være transperson og hjemløs ikke fylder så meget.

Jamie har valgt at være anonym, da han gerne vil starte på en frisk på sit nye studie og i det nye kapitel i sit liv. Vi er bekendt med hans fulde navn og identitet.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk