'Jeg deler tandbørste med min kæreste': 16 unge fortæller om deres mærkeligste vaner

Vi spurgte DR3's Instagram-følgere om, hvad der er normalt for dem, men unormalt i andres øjne.

(© Grafik: Anne Vestergaard Olsen/DR)

Okay. Hånden på hjertet. Har du ikke også en eller anden mærkelig vane, som du helst holder for dig selv?

Noget, der ikke er helt socialt acceptabelt, men du alligevel gør - bare når du er alene?

Men måske er du i virkeligheden ikke alene om at dele tandbørste med din kæreste eller altid at kysse dine forældre på munden?

- Mange af de ting, man tror, man er alene om, er ofte mere normale, end man går og tror, siger adfærdspsykolog Jill Byrnit.

- Hvis man italesætter sine "underligheder" og er ærlig omkring, at man for eksempel samler på mærkelige ting, eller at man græder over alle mulige ting, er der mange, der pludselig begynder at pippe op om, at de gør det samme.

At vi så alligevel forsøger at skjule det, vi er bange for, andre vil opfatte som unormalt, er slet ikke unikt for os mennesker.

- Alle floklevende pattedyr skjuler også svaghedstegn, fordi der er en slags hakkeorden. Der er det nemt at begynde ved det underlige. Og blandt mennesker er der en stærk aversion for det unormale. Vi bliver simpelthen utrygge, forklarer Jill Byrnit.

Vi har spurgt DR3’s Instagram-følgere om, hvad der er normalt for dem, men som er unormalt i andres øjne. Læs et udpluk af svarene herunder.

1

Jeg natspiser. Det har jeg altid gjort. Inden jeg går i seng, spiser jeg, og hvis jeg ikke kan sove, så står jeg op for at tage noget mad. Folk, der ved det, synes, det er mærkeligt, men jeg synes, det er ganske normalt.

Mirjam, 25

2

Jeg er taget til mere end 115 Christopher-koncerter, og folk, som ikke ved, hvilken glæde det giver, forstår ikke, hvorfor man vil tage til den samme koncert igen og igen.

Sascha, 22

3

Jeg har en masse kroniske sygdomme og derfor også en masser symptomer hver dag. Jeg kan mærke, at det kommer meget bag på andre, når jeg for eksempel siger, at jeg har ondt i hovedet hver dag eller altid sover dårligt. For mig er det nogle af de små symptomer, som jeg aldrig rigtig tænker over.

Maria, 23

4

Jeg taler rigtig meget med mig selv, når jeg er alene. Jeg taler til mig selv, som om jeg var en god ven, og det er meget terapeutisk for mig.

Maria, 21

(© Grafik: Anne Vestergaard Olsen/DR)

5

Jeg er vokset op i en familie, hvor alle har adhd. Der er mange ting, jeg er vokset op med, som senere har vist sig mod min forventning slet ikke er normen i andre familier uden adhd.

For eksempel blev min kæreste chokeret, da han fandt ud af, at jeg aldrig tager tid, når jeg koger ris eller sætter noget i ovnen. Vi glemmer tit at se til risene alligevel, så han har vænnet sig til automatisk at tage tid, når jeg sætter noget som helst over.

Ida, 26

6

Indtil jeg blev voksen, gik jeg altid på toilettet foran min bror og forældre. Lavede både stort og småt. Da jeg kom i 20'erne, fandt jeg ud af, at andre syntes, det var sært. Inklusive min bror åbenbart.

Katrine, 30

7

Når jeg har børstet tænder med andre i rummet, har jeg altid troet, at vi havde gang i en konkurrence om, hvem der kunne børste tænder i længst tid. Det tog en evighed! Da jeg konfronterede dem med det, kiggede de lidt underligt på mig!

Emily, 19

8

Jeg vælger ikke at tage i skolen om mandagen, så jeg kan rydde op i stedet for og få en god start på ugen.

Laura, 18

9

Jeg kysser stadig både min mor, far og søskende på munden, selvom jeg er 25 år. Det synes min kæreste var lidt sært!

Kathleen, 25

10

Hjemme hos mig spiser vi altid risengrød til morgenmad, alle mine venner synes, det er helt forkert.

Freja, 18

11

Min kæreste og jeg har altid delt tandbørste og aldrig tænkt, der var noget galt med det. Først for nyligt fandt jeg ud af, at det ikke er helt normalt…

Josefine, 30

12

Min kæreste og jeg har to katte, vi er meget glade for. De trives med rutiner, så derfor står vi op og giver dem morgenmad på samme tidspunkt hver dag og lægger dem i seng på samme tidspunkt hver dag. Det synes de fleste, vi kender, er ret skørt.

Christina, 30

(© Grafik: Anne Vestergaard Olsen/DR)

13

At jeg ikke kan føle sult. Jeg spiser, fordi jeg ved, jeg skal, og ikke fordi jeg er sulten eller får den store nydelse ud af det. Der sprænger en mindre atombombe i folks hoved, når de hører det.

Kvinde, 27

14

Nyfødte babyer og spædbørn siger mig virkelig ingeting. Og har aldrig gjort det. Men jeg elsker nyfødte dyreunger. Jeg kan få tårer i øjnene af at se en elefantmor og en nyfødt unge. Jeg ved, det er unormalt. Og ingen ved det.

Sofie, 32

15

Jeg drikker aldrig vand. Kun cola. Også til morgenmaden.

Maria, 33

16

Jeg elsker at bytte rundt på morgenmad og aftensmad og spiser dem helst i omvendt rækkefølge.

Thea, 22

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk