'Jeg er blevet spyttet på og kaldt abe': Sådan oplever 20 danskere racisme i hverdagen

Størstedelen af hadforbrydelser i Danmark er racistisk motiverede.

Flere af DR3's følgere på Instagram fortæller, at de er blevet spyttet på på grund af deres hudfarve. (© Anne Vestergaard Olsen/DR)

Forestil dig at blive set skævt til, når du går på gaden.

At blive beskyldt for at stjæle, selvom du ingenting har gjort.

At blive spyttet på af tilfældige forbipasserende.

Eller ligefrem at blive passet op og trængt ind i en krog af en gruppe fremmede i metroen.

Det kan være svært overhovedet at forestille sig at blive behandlet på den måde. Men der findes nogle, for hvem den slags episoder er dagligdag.

Og ofte er det, der afgør, om du oplever den slags episoder, helt uden for din magt - for oftest handler det om, hvilken hudfarve du er født med. Ifølge en statistik over hadforbrydelser fra Rigspolitiet var størstedelen af de registrererede hadforbrydelser i 2018 nemlig racistisk motiverede.

Spørger man Institut for menneskerettigheder er det vigtigste våben imod den slags hadforbrydelser at få hændelserne frem i lyset. Derfor har vi spurgt DR3's brugere på Instagram, hvordan de oplever racisme i deres liv.

1.

Jeg arbejder som kassedame i Netto. Der var engang en kunde, som ikke ville betjenes af mig på grund af min hudfarve.

@fadumoxabdalla

2.

På hovedbanegården så jeg en sort mand, der forgæves forsøgte at spørge om hjælp til at finde det rigtige s-tog. Seks-syv personer nåede at afvise ham, før jeg kom hen til ham. Afvisningerne havde fuldstændig nedbrudt ham. Jeg hjalp ham med at finde det rigtige tog og gav ham en hånd med hans kufferter. Hans taknemmelighed bagefter efterlod mig med en mærkelig følelse af både glæde og tristhed.

@thelifeoflulz

3.

Jeg blev engang spyttet på og bedt om at rejse hjem af en forbipasserende cyklist. Alle omkring mig skyndte sig hen til mig for at hjælpe med at tørre spyttet væk fra mit ansigt.

@geadir_alf

4.

Jeg sad med to af mine hvide veninder og en af mine sorte venner på et pizzeria, da en ældre herre kom hen til os og spurgte, hvorfor vi omgikkes "ham", mens han pegede på vores ven. Vi blev så rasende, at vores ven måtte berolige os. Han sagde: "Det sker ofte".

@astridmoehl.

5.

Jeg er selv mørk, og jeg oplevede racisme sidste år i USA. En hvid mand gik forbi min familie og mig og råbte white power efter os, hvilket var ret ubehageligt. Jeg beder for, at de sorte amerikanere får bedre vilkår.

@oliver.santianojensen

6.

Som barn var jeg rigtig bange for hunde. Da jeg var 13 år, var jeg i Fælledparken, hvor en mands schæferhund jagtede mig. Jeg flygtede op på en bænk, hvorefter ejeren kom hen til mig og sagde, at jeg skulle slappe af, fordi hans hund "ikke spiste beskidt kød". Jeg er mulat.

Anonym

7.

Oplevede en nat i toget, at nogle berusede mænd kom ind og lavede sjov med, at jeg skulle sætte mig bagerst i toget. Først ignorerede jeg dem, men da de begyndte at kaste skraldeposer og aviser efter mig, ville jeg flytte mig. De spærrede midtergangen, så jeg hoppede over sæderne. Så grinte de og råbte: "Se den sorte negerabe rende tilbage til junglen".

@mamoonhamdani

8.

Jeg bliver tit spurgt, om jeg spiser hunde og katte. Jeg bliver også spurgt, om min mor er luder, fordi hun er fra Thailand. Folk har sagt til mig, at min mor er en golddigger, og at hun kun var sammen med min far for pengene. Ved busstoppestedet råber folk "ching chong" efter mig.

@chiliasianmix

9.

Jeg rejser ret ofte, og jeg bliver stoppet i lufthavnskontrollen til en "tilfældig stikprøvekontrol" hver evig eneste gang. Der var én undtagelse, og det var, da jeg havde jakkesæt på, og jeg var ledsaget af etnisk danske kollegaer.

@muhammed_e_s

10.

Jeg satte mig ved siden af en sort mand i bussen, og han spurgte mig, om jeg ikke var bange for ham. Han fortalte, at folk aldrig sætter sig ved siden af ham. Vi skulle af samme sted og fulgtes hjemad, hvor folk hilste og smilte. Han fortalte, at det plejede de aldrig at gøre, når han gik alene. Det ramte mig hårdt, at nogen skal gå rundt med en følelse af, at folk frygter dem på grund af deres hudfarve.

Kvinde, 21 år

11.

Jeg er grønlandsk, og jeg har oplevet, at en klassekammerat har sagt til mig, at han ejede mig, fordi Grønland tilhører Danmark. Lige der følte jeg, at han tog alle mine rettigheder fra mig. Jeg var kun 9-10 år, og jeg følte mig som en hund.

@tea_rgk

12.

Da jeg gik i 3. klasse, oplevede jeg, at en sælger i en kiosk ikke ville sælge et pølsehorn med kyllingepølse til min veninde (med tyrkiske rødder). Han sagde: "Jeg sælger ikke sådan noget til sådan nogle som dig": Hun blev så ked af det. Vi var ni år. Min klasselærer blev rasende.

Kvinde, 25 år

13.

Jeg er i folkeskolen blevet spyttet på, kaldt for lort, abe, sorte svin med mere. Det har været utroligt hårdt at vokse op på Langeland som en af de eneste sorte. Jeg har tit fået at vide, at jeg skulle tage hjem til, hvor jeg kommer fra.

@claudiapiosso

14.

Jeg arbejder ved kassen i et supermarked. En gang besluttede en fuld og gammel kunde sig for at spytte efter mig og nægte at lægge sine varer på mit bånd, fordi han "ikke ville betjenes af en neger". Han forlangte at få en ny kasse åbnet, hvilket min chef gjorde.

@nanadanjo

15.

Min datter på 14 er halvt colombiansk, og hun er blevet kaldt neger i skolen. En dreng viste hende blandt andet et billede af en sort mand, der var blevet hængt og spurgte, om det var hendes far. Heldigvis blev det stoppet af klassens dansklærer, og det blev til en diskussion i klassen.

@marianitasalomonsen

16.

Det var i 8. klasse. Jeg var den eneste med anden etnisk baggrund. Der blev snakket om islam og selvmordsbomber, hvor min lærer så sagde til mig: "Du må love os, at du ikke bliver selvmordsbomber".

Kvinde, 21

17.

Jeg var på arbejde på en restaurant, hvor jeg skulle servicere et kærestepar. Da de så, at jeg (mørk i huden) skulle være deres vært, kaldte de på restaurantchefen og spurgte, om ikke de kunne få en hvid person til at servicere dem i stedet.

Kvinde, 20 år

18.

Da jeg var 16, søgte jeg et butiksjob. Under jobsamtalen var min etnicitet et meget stort omdrejningspunkt. Mod slutningen af samtalen sagde chefen, at "hvis mine venner eller familie skulle komme forbi og stjæle noget, ville vi allesammen blive politianmeldt". Jeg fik jobbet, men oplevede at blive systematisk chikaneret. Jeg blev for eksempel beskyldt for at have stjålet fra kassen. Den beskyldning blev afkræftet af overvågningsbåndene, og bagefter blev jeg sendt tilbage på job uden en undskyldning. Jeg endte med at sige op fra stedet, da jeg (og flere af mine kollegaer) havde lagt mærke til, hvordan jeg vanligt blev behandlet hårdere end resten af staben. Jeg har bebrejdet mig selv, at jeg ikke sagde fra eller gjorde noget, men jeg var chokeret over episoderne og havde brug for jobbet.

@martinsorkhabi

19.

For nyligt var jeg ude at gå, da en gruppe (hvide) unge i en bil kørte forbi og kastede skrald efter mig, hvorefter de grinede og kørte videre.

Mand, 23 år

20.

Jeg (latinamerikansk) sad i bybussen med en kollega (fra Indien). En mand råbte under hele rejsen, at vi skulle skride ud af Danmark, fordi vi stjæler arbejdspladser fra danskerne, og at vi skulle tale dansk i stedet for engelsk. Det værste var, at ingen af de andre i bussen sagde noget. De kiggede bare væk.

Kvinde, 35 år

Facebook
Twitter