'Jeg er en skamplet på familien': Salima bliver gemt væk, fordi hun er syg

23-årige Salimas psykiske sygdom er en hemmelighed selv i den nærmeste familie.

(© Grafik: Oliver Seppo/DR)

Det er hårdt at have en alvorlig psykisk diagnose og være ude i et misbrug. Men det er ikke det værste for 23-årige Salima. Det værste er, at hun må leve på en løgn.

Salimas mor og far vil nemlig ikke have, at nogen finder ud af, at hun er syg.

- Jeg bliver gemt væk. Folk må ikke spørge, hvad der er galt med mig. Jeg er en skamplet på familien. Derfor lyver de og siger, at jeg er på højskole.

Men Salima har aldrig gået på højskole. Faktisk har hun aldrig gennemført nogen skole. I stedet bor hun på et bosted i den anden ende af landet, langt væk fra sin familie.

- I min families kultur bor pigerne hjemme hos forældrene, til de bliver gift med en mand. Jeg bor jo ikke hjemme, og hvis folk finder ud af hvorfor, får jeg et dårligt ry. Min mor mener, hun gør mig en tjeneste, for ellers er der ingen mand, der vil gifte sig med mig, forklarer Salima.

Salima er i øvrigt ikke hendes rigtige navn, men et, hun har valgt at kalde sig i denne historie. Hun er nemlig bange for, hvilke konsekvenser det kan få, hvis hun står frem.

- Min familie vil stemple mig og dømme mig. De vil føle, jeg nedgør kulturen og dem, og det er strafbart, siger hun.

Alligevel vil hun fortælle sin historie for at vise andre derude, at de ikke er alene. For hvis der er noget, Salima kender til, er det at føle sig helt alene. Sådan har hun nemlig haft det hele sit liv.

Æsker med medicin

For 23 år siden blev hun født i Danmark og voksede op i en lejlighed med sin mor og far, der er kurdere fra Tyrkiet.

Hendes mor er født i Danmark, og hendes far kom fra Tyrkiet til Danmark, da han skulle giftes med moren. Der blev talt kurdisk i hjemmet, da faren ikke kunne dansk. Han kunne heller ikke finde et arbejde og begyndte i stedet at drikke. Han kæmpede også med psykiske problemer, men hvad det præcis var, fik Salima aldrig at vide.

- Jeg kan huske, jeg gik i skabet i køkkenet og så ti forskellige æsker med medicin. Min far lå tit og sov hele dagen, og så var det mig, der passede min søster. Jeg tror, han havde PTSD (posttraumatisk belastningsreaktion), men ingen ville fortælle noget. Det skulle holdes skjult.

- Min drøm er at møde en mand, få nogle børn og blive fejret med et stort bryllup. Jeg vil have alt det gode fra min kultur, ikke det dårlige, siger Salima. (© Grafik: Oliver Seppo/DR)

Når faren var fuld og kom hjem, gik det ud over Salima. Fra hun var ti år, blev hun misbrugt flere gange af sin far, når han var påvirket - aldrig når han var ædru. Moren vidste det godt, men holdt altid hånden over ham.

- Min mor var pisse bange for min far, fordi han tæskede hende. Hver gang jeg reagerede, blev jeg tæsket af ham. Jeg gav til sidst op, for der var ingen, der hjalp mig.

Disciplin på privatskole

En dag fik Salima pludselig at vide, at hun skulle starte på en muslimsk skole i stedet for sin folkeskole.

- I vores kultur er det ikke unormalt, at hvis forældrene ikke kan tage ansvaret for opdragelsen, bliver vi sendt på etniske privatskoler, hvor lærerne kan give disciplin og opdragelse, siger hun.

Der var ingen danskere på den nye skole, bortset fra to danske lærere. Religion spillede en stor rolle, og eleverne skulle læse koranen, lære om islam og bede. Pigerne måtte dog ikke bede, når de havde menstruation, fordi de var urene, og Salima følte sig pludselig presset til at gå med tørklæde.

- Mine forældre gik ikke op i det, de var ligeglade. Men skolen var ekstrem, lærerne gik op i vores tøjstil, pigerne måtte ikke have tøj på, der viste hud, og drengene måtte ikke have en sidecut frisure.

Hendes klasse var skolens problemklasse, og hun begyndte at ryge cigaretter med en af drengene. Senere blev det hash, og da forældrene fik det at vide af skolen, gik de amok.

Nu havde Salima problemer derhjemme, problemer på skolen. Og så fik hun problemer inde i sit hoved. På det her tidspunkt begyndte hun nemlig at høre lyde.

Nogle gange bankede de, andre gange råbte de eller sang tyrkiske sange. Hun turde ikke gå til sin mor og far eller alene til lægen, for hun er blevet opdraget med, at man ikke deler sine problemer med nogen, så ingen kan sætte en finger på familien.

- Man kæmper en krig mod hinanden for at være den bedste familie, sladrer om andre familier og nedgør dem.

Sniffede kokain og piller

Så Salima holdt mund. I stedet droppede hun ud af 8. klasse og begyndte at dulme sig selv med hash og senere kokain.

Hun begyndte at komme i misbrugsmiljøer, og da hun var 20 år, var hun så langt ude, at hun knuste alle piller, hun kunne komme i nærheden af, og prøvede at sniffe dem.

- Hver gang jeg taler med min mor, får jeg nedtur på. Jeg kan ikke opfylde de krav, mine forældre har til mig, og det er jo svært for dem, at de får en datter, der får så store problemer. (© Grafik: Oliver Seppo/DR)

Det var en flugt for at komme væk fra sine tanker, følelser og stemmer. Hun kunne ikke mærke sig selv, og i starten var det sjovt, men til sidst blev det ødelæggende.

En dag fik hun så mange selvmordstanker, at hun gik ind i sin mormors skab og slugte en hel bøtte med panodiler. Hun blev kørt på hospitalet, og her fortalte hun for første gang lægerne om sine stemmer. Kort efter fik hun diagnosen paranoid skizofreni og blev indlagt på en psykiatrisk akutafdeling og fik medicin.

Men det var ikke noget, der blev talt højt om i familien, og hun følte sig igen helt alene og overladt til sig selv.

Får ikke besøg

I dag har 23-årige Salima fået det bedre og har været clean i en lang periode - bortset fra et enkelt tilbagefald for 14 dage siden.

Hun er flyttet på et døgnbemandet bosted, hvor hun er den eneste beboer med anden etnisk baggrund. Her ser hun, hvordan de andre unge får besøg af deres familier. Salimas mor og far siger, at der er for langt at køre.

Men hun kender sandheden og ved, at de holder hendes psykiske sygdom hemmelig for resten af familien og lyver om, hvor hun er. Hun ved, de kalder bostedet for "skolen" og kontaktpersonerne for "lærerne", når andre overhører det. Og det er hun ved at have fået nok af.

- Min lillesøster ved ikke, jeg er syg, eller hvad der sker. Hvorfor må hun ikke få sandheden at vide om, at hendes storesøster har det svært og får hjælp?

Hun ville ønske, at hun havde måttet være ærlig om sin situation og sine problemer fra starten.

- Jeg ville have haft mere selvtillid og glæde i livet, hvis jeg ikke var en hemmelighed, der skulle gemmes væk. Alt sammen på grund af en kultur, hvor man ikke kan sige, man har det dårligt.

Nu drømmer hun om at blive så selvkørende, at hun kan gøre skolen færdig. Målet er at arbejde med piger som sig selv. Dem, der har brug for hjælp, men ikke har nogen at fortælle det til.

Salima er ikke hendes rigtige navn, men redaktionen er bekendt med hendes virkelige identitet. Salimas historie er blevet bekræftet af lederen på hendes bosted.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk