'Jeg gjorde dit liv til et helvede': 19 danskere siger undskyld for ting de fortryder

Det er i orden at nægte at tilgive, mener forsker.

- Moralen i at undskylde for mobning er fin. Men der er ikke noget aflad i at sige undskyld. Det skal ikke være for at pleje ens egen samvittighed. Det skal være for modtagerens skyld, siger Helle Rabøl Hansen. (Foto: Illustration Oliver Seppo © dr)

De har naget dig i årevis. Minderne om den person, du mobbede. Måske var du barn eller teenager, og sandsynligvis kunne du aldrig finde på at gøre noget lignende i dag.

Så du har overvejet at give vedkommende en undskyldning. Måske leget med tanken om at sende en Messenger-besked, hvor du kryber til korset. Det ville være en kæmpe lettelse.

Men hvordan fungerer det egentlig at undskylde over for den person, man har mobbet? Er det en lettelse for mobbeofferet? Eller er det bedre, at man knytter sylten og holder sig væk?

Helle Rabøl Hansen har forsket i mobning siden 1998, og har interviewet mere end 120 mobbeofre. Ifølge hende er det meget situationsbestemt, om man som mobber skal give en undskyldning.

Det er hendes opfattelse, at en overvejende del af mobbeofrene ikke kan eller vil tilgive mobningen, hvis de får en undskyldning. Mange føler, at mobberen gør det for sin egen skyld - for at pleje vedkommendes egen dårlige samvittighed.

- Det ligger i vores kultur, at tilgivelse næsten altid ses som en god ting. Det er en kontroversiel holdning, men jeg tror ikke, tilgivelse til alle tider er det rigtige at gøre. Jeg husker et mobbeoffer, der sagde: 'Jeg vil have ret til ikke at modtage en undskyldning.' Det standpunkt synes jeg, er helt i orden, fortæller Helle Rabøl Hansen.

Man undskylder også for sin egen skyld

Omvendt er der også mobbeofre, som føler, at en undskyldning er på sin plads. Som får det godt, når deres mobber går til bekendelse.

Så man skal lade det være op til sin mavefornemmelse, om man bør sige undskyld, forklarer Helle Rabøl Hansen. Og så skal man gøre sig klart, om man primært siger undskyld for mobbeofferets skyld eller for sin egen skyld.

- Man undskylder aldrig kun for at lindre andre. Det er også for ens egen skyld, for at lette sin samvittighed. Det tror jeg, det er godt at være bevidst om.

Hvis man beslutter sig for at undskylde over for sit mobbeoffer, har Helle Rabøl Hansen en klar opfordring.

- Man skal ikke gøre et show ud af det. En gang imellem kommer der et mediestunt, hvor mobber og offer møder hinanden, og jeg krummer tæer, når det sker. Tværtimod synes jeg, man skal vise, at man er flov. At man skal gå til undskyldningen med så stor ydmyghed, som muligt.

I forbindelse med ugens 'Vil du være med?'-tema om mobning har vi spurgt følgerne på DR3's Instagram, hvem de gerne vil sige undskyld til.

1.

- Den vikar, som fik os et helt år i musik, da vores lærer blev syg i 3. klasse. Undskyld, at vi gjorde det til en sport at få dig til at græde. Undskyld, at vi knækkede dig og skræmte dig helt ud af klassen. Undskyld, jeg ikke hjalp med at stoppe det. Jeg er selv lærer nu, og min største frygt er, at en klasse skal gøre mod mig, hvad vi gjorde mod dig.

@ninaettrup

2.

- Til hende 'aktivisten' i gymnasieklassen. Vi bliver aldrig enige, men den måde, du blev behandlet på, er ingen måde at behandle andre mennesker. Fra hjertet undskyld!

Anonym

3.

- Min lillebror. Jeg var en dum teenagertøs, som kun tænkte på drenge, fester, image og materielle ting. Jeg forsøgte at ændre dig, jeg nedgjorde dig, fordi du spillede computer, og jeg fik dig til at føle, du ikke var god nok. Undskyld. Jeg elsker den mand, du er blevet, og jeg er pavestolt af dig. I dag vil jeg gerne være som dig <3.

@thitwinther

4.

- Til dig, der ikke længere er min veninde, hvilket jeg godt forstår! Undskyld, at jeg drillede dig med din intakte mødom. Jeg synes i virkeligheden, det var sejt, at du ventede i stedet for at miste din mødom til en idiot, der er ligeglad med dig. Det gjorde jeg, og det er sgu ikke særlig sejt. Men det er du!

Anonym

5.

- Min lillesøster, som i forvejen ikke havde søde venner og blev holdt udenfor. Jeg er ked af, at jeg ikke lod dig være venner med mine venner. Undskyld for det. Og tak fordi du er mere omsorgsfuld og godhjertet, end jeg er. Nok til at lade mig være med og være venner med dine venner nu, da situationen er omvendt.

@livleroy

6.

- Jeg vil gerne sige undskyld til Maja fra mellemtrinnet. Jeg var lige kommet ud af fire år som mobbeoffer selv, men det var på ingen måde fair at vende det imod dig og gå med dem, der mobbede dig. Jeg var bange, men det fortjener ingen. Undskyld.

@justabirdslife

7.

- Til dig fra efterskolen. Det er desværre for sent at sige undskyld til dig, da du valgte at tage livet før tid, nok på grund af os. Men undskyld, at vi gjorde dit liv til et helvede, fordi du var lidt anderledes. Jeg døjer stadig med søvnproblemer efter ulykken. Det er fem år siden.

Anonym

8.

- Jeg vil gerne sige undskyld til MP fra gymnasieklassen, som drengene altid drak alt for fuld, så de kunne få ham til at gøre pinlige ting, som de og os andre kunne grine af. Jeg gjorde ikke nok for at stoppe det. Det piner mig stadig. Undskyld.

Anonym

9.

- Jeg vil gerne sige undskyld til min gamle klassekammerat Peter. I 6. klasse valgte jeg at bryde fire års venskab og hoppe over på mobbernes side i stedet. Det er nemt at løbe med, når man er presset og gerne vil være populær.

Anonym

10.

- Dig fra folkeskolen! Vi kaldte dig grisen bag din ryg, fordi du havde opstoppernæse og altid gik alene rundt i skolegården. Jeg får helt ondt indeni den dag i dag, hvor jeg selv har oplevet ensomheden.

Anonym

11.

- Undskyld til dig, som jeg var med til at mobbe ud af 8. klasse. Jeg ser dig tit, og du smiler altid til mig. Jeg kan ikke tage mig sammen til at sige undskyld ansigt til ansigt. Af hjertet undskyld. Du er så stærk.

Anonym

12.

- En dreng fra min klasse, som en veninde og jeg lokkede et dickpic ud af. Både undskyld til ham og os selv, det var ubehageligt.

Anonym

13.

- Til mig selv for gang på gang at lade min usikkerhed tage over. Undskyld til mig selv for ikke at sige fra over for andre tids nok. Undskyld til mig selv for at lade folk udnytte mig for derefter at gøre grin med mig. Undskyld til mig selv for at tale mig selv ned. Undskyld til mig selv for at lade mig mobbe igennem hele min barndom. Jeg skulle have sagt fra – og dét skulle ’de voksne’ også have gjort.

Anonym

14.

- Kasper og Kurt, som var mine kollegaer. Undskyld, at jeg ikke stod op for jer, da vores chef mobbede, chikanerede og fyrede jer. Alt sammen fordi han stjal kreditten for jeres arbejde, så han selv stod bedre hos virksomheden. Jeg vidste det, men gjorde intet … Undskyld.

Anonym

15.

- Jeg vil gerne undskylde over for Anne. Du pissede mig af, så dagen før vi havde sidste dag på efterskolen, fortalte jeg dig, at ingen kunne lide dig, og at alle bagtalte. Alt sammen foran vores venindegruppe. Jeg gjorde det, fordi folk kom til mig, når de havde issues med dig. Men efter en time var de tilbage i armkrog med dig, og jeg blev glemt. Jeg var jaloux, så undskyld.

Anonym

16.

- Til dig fra byen, som jeg bagtalte i fuldskab med veninder. Ikke en gang alkohol eller gruppepres kan være en undskyldning for at bagtale eller nedgøre en person.

Anonym

17.

- Undskyld til dig i 0. klasse. Jeg er frygtelig ked af, at vi fyldte dine sko med vand og grus. Det var urimeligt, at vi ikke fik skæld ud. Jeg følte mig presset til at gøre det, men det er ingen undskyldning. Undskyld.

Anonym

18.

- Til alle dem, jeg har såret igennem årene med dårlig opførsel og sladder. Jeg gjorde det af selvhad og ikke had til jer. Undskyld al den drama, alt det shit og så videre. Jeg forsøger at blive et bedre menneske nu.

Anonym

19.

- Jeg vil gerne sige undskyld til dig, Marcus. Akkompagneret af en anden klassekammerat mobbede jeg dig på grund af din vægt. Jeg håber, at du har fundet ro i dig selv i dag, og at du har det for fedt! Det fortjener du.

Anonym