'Jeg oplever tit, at muslimske piger synes, at jeg er verdens største luder'

Zahraa vil gerne vise verden, at man kan være muslimsk kvinde på mange forskellige måder.

26-årige Zahraa bliver ofte fortalt, at de ting, hun foretager sig, er imod islam.

Som de fleste andre unge går hun nemlig ofte i byen med sine veninder - og så vil hun gerne giftes med en dansk mand.

Zahraa har modtaget dødstrusler for at stå frem med sit liv og sine meninger, og hun har mødt muslimske kvinder, der synes, at hun er 'verdens største luder', som hun siger det.

For Zahraa handler det om at vise, at der er flere måder, man kan være en muslimsk kvinde på.

- Jeg siger ikke, at min måde er den rigtige, men den er rigtig for mig. Det vigtigste er at være ærlig over for sig selv og sin familie.

Zahraa har længe haft en interesse i den offentlige debat, men det tog for alvor fart efter et biluheld på en date, hvor hun næsten mistede livet, da hun fik et hjertestop, brækkede højre ben, venstre hofte, sit bækken, sin ryg og punkterede en lunge.

I tre uger kunne hun ikke mærke sine ben, indtil hun en dag fik følelsen tilbage. Imens hun lå på hospitalet og filosoferede over livet, gik rygterne om, at hun var gravid og fik en abort - på trods af, at hun aldrig havde været i seng med sin date.

Det gjorde hende sur og ked af det.

Hun begyndte derfor at udgive artikler og skabe debat om sex før ægteskab, og hun tog til pride iført tørklæde.

Ét af de svære emner, hun har beskæftiget sig med, er, hvad der sker, når en kvinde med anden etnisk baggrund finder en dansk mand, og lige nu kan hun opleves i DR3-programmet 'Mor, han er dansker'.

- Det er haram, hvis du finder en dansk mand, men det er mere haram, hvis dine forældre slår hånden af dig, siger Zahraa og opfordrer andre som sig selv til at følge hjertet.

  • Zahraa havde en dansk kæreste og undrede sig over, hvorfor folk kiggede mærkeligt på dem - især andre muslimske kvinder. - I vores kultur er det en luksusting at være forelsket. Kærlighed er ikke vigtig, og det er kun noget, der eksisterer for de rige. Når man er opdraget i krig og undertrykkelse, gifter man sig for at hjælpe en anden familie. Det er sådan, vores forældre ser det. De forstår slet ikke det med at date. De forstår ikke helt det med kærlighed, og for dem er det kun noget, der sker på film.
    1 / 12
  • Hvis man skal forstå den irakiske kultur, og hvorfor forældre kan være imod, at deres børn lever med den samme form for frihed som en dansker, skal man forstå, hvor det kommer fra, siger Zahraa. - Set udefra ser det ud, som om vores forældre hader os og vil undertrykke os og begrænse vores frihed ved at bestemme, hvem vi skal giftes med. I virkeligheden følger de bare deres forældre og et ønske om at sikre vores fremtid, ved at man bliver gift ind i en god familie. (Foto: Betina Garcia © (c) DR)
    2 / 12
  • I dag ser Zahraa sig selv som et produkt af det danske samfund. - Det er frivilligt, om man vil lade sin bror, far eller onkel begrænse sig og ligge under for social kontrol, sladderkultur og rygtesamfund. Det svarer til at binde et halsbånd rundt om sig selv og så give snoren til en anden person og sige: 'Værsgo, nu må du bestemme, hvor jeg skal gå'.
    3 / 12
  • Zahraa begyndte først at gå ud og drikke for omkring to år siden, men var meget ærlig over for sine forældre. - De sagde, at det var haram. 'Det tror jeg ikke, at det er', sagde jeg. Jeg er troende, men ikke religiøs, og jeg tror, at min gud er ligeglad med sådan nogle ting. Den gud går mere op i, at jeg er et ordentligt menneske. (Foto: Betina Garcia © Dr)
    4 / 12
  • Zahraa og veninden Caro gør sig klar til at tage ud. Zahraa har flest veninder, der er danske. - Jeg oplever tit, at piger med anden etnisk baggrund synes, at jeg er verdens største luder, fordi jeg lever på en anden måde. (Foto: Betina Garcia © Dr)
    5 / 12
  • Zahraa er stadig stolt af sine irakiske rødder og synes, at hendes irakiske kultur har mange positive sider. - I vores familie passer vi på hinanden, og vi er der altid for hinanden. Vi er meget sociale og er altid sammen. Der er ikke særlig meget egoisme, det kan jeg rigtig godt lide, siger Zahraa. (Foto: Betina Garcia © Dr)
    6 / 12
  • Konsekvenserne af at have en anden livsstil og ytre sig om den er store. Zahraa bor i en lille lejlighed i København, men har hemmelig adresse og telefonnummer, da hun har modtaget trusler fra både kvinder og mænd i det muslimske miljø. (Foto: Betina Garcia © Dr)
    7 / 12
  • Zahraa går både i byen med og uden tørklæde, men kan godt lide at bære sit tørklæde som en turban: - Ligesom de arabiske konger i Mellemøsten, griner hun. (Foto: Betina Garcia © Dr)
    8 / 12
  • Det første pigerne gør, når de kommer ind på At Dolores, er at gå ud på terrassen og ryge en cigaret. (Foto: Betina Garcia © Dr)
    9 / 12
  • Zahraa og Caro hygger sig ved deres bord, hvor de også nyder en masse drinks. - Man bliver psykisk syg af ikke at lytte til sig selv. Ved at tage nogle andre valg får man sådan en indre ro og selvtillid og bliver mere stærk rent psykisk. Uanset om det var succesfuldt, eller om det er det værste, man nogensinde har gjort, men så kan man sige: 'Jeg tog en beslutning'. (Foto: Betina Garcia © Dr)
    10 / 12
  • Én af de sværeste konsekvenser, som Zahraa har oplevet, er, at hendes livsstil går ud over hendes familie. Især hendes mor. - Det er ofte kvinder, der sladrer om andre kvinder, og så har manden magten. Så kan de sige: 'Hende der er luder, hende kan du ikke gifte dig med'. Men uanset hvad, så er det kvinden, der bærer skammen. Det er ét af de her kvindeundertrykkende parametre, som kvinder selv opretholder. Hvis jeg gør noget forkert, er det min mors skyld. Så er det hende, der har opdraget mig dårligt - aldrig min far. Min familie får et dårligt ry, og min mor bliver ekskluderet og bliver kigget ondt på. Det er dér, at det rammer mig, for så føler jeg skyld.
    11 / 12
  • Selvom Zahraa kan virke ret hård i sine udtalelser, kan hun godt forstå, at mange piger og kvinder har svært ved at gøre op med deres forældre. Hun siger også, at det vigtigste er at snakke med forældrene og lade dem forstå, hvorfor man tænker og handler, som man gør. Zahraa opfordrer alle kvinder til at komme væk fra det dårlige miljø. - Det er så giftigt og vil kun pille folk ned. Det gør, at du ikke bliver selvstændig som menneske. Du er vant til, at der er andre, der tager dine beslutninger. Hop ud af reden for helvede, og klar dig selv, råber hun.
    12 / 12
Facebook
Twitter
Emner: