Josephine er pilot: 'Det er tit bare nemmere at sige til folk, at jeg er stewardesse'

30-årige Josephine Teasdale Thomsen er en af Danmarks få kvindelige piloter.

"Er det ikke et mandejob? Kan du godt finde ud af det?"

Sådan lyder reaktionerne ofte, når 30-årige Josephine Teasdale Thomsen er i byen og skal præsentere sig.

Hun er nemlig en af Danmarks få kvindelige piloter. Inden for den kommercielle luftfart er kun hver 18. pilot kvinde på verdensplan ifølge de nyeste tal fra International Society of Women Airline Pilots.

- Det er tit bare nemmere at sige, at jeg er stewardesse. Så får du kun positive reaktioner, og færre spørgsmål, forklarer Josephine.

Selvom udviklingen ifølge Josephine er ved at vende, så er der ikke mange kvindelige rollemodeller at spejle sig i.

Derfor håber Josephine selv at kunne være netop det for andre unge piger og kvinder, der drømmer om friheden over skyerne. Til en vis grænse:

- Min egen lillesøster på 21 vil gerne være pilot. Og modsat mig har hun en rollemodel og en person, hun kan spørger til råds om alt. Men jeg hjælper hende ikke med alt. For nogle ting har man meget bedre af at lære på egen hånd. Uden hjælp og uden tryghed.

  • Solen skinner, og Josephine er netop landet i Kastrup Lufthavn efter dagens første flyvning fra hjembyen Aarhus. Senere på dagen flyver hun sammen med kaptajnen maskinen med 70 passagerer til Hannover for derefter at flyve til Danmark igen. - Jeg kan rigtig godt lide livsstilen, når man er pilot. Jeg har aldrig haft et 8-16 job. Det passer mig bedre med skæve arbejdstider og den fleksibilitet, der følger med, siger Josephine. (Foto: Betina Garcia © dr)
    1 / 12
  • - Når man kører med 150 kilometer i timen ud af landingsbanen og får en 23 tons tung flyver til at lette, er følelsen næsten magisk. Og når man er kommet op i højden og kan sætte cruise mode til, så slår udsigten de fleste ting. Jeg var glad for at være stewardesse, men udsigten fra cockpittet er altså bare virkelig meget bedre, siger Josephine. (Foto: Betina Garcia © dr)
    2 / 12
  • - At blive pilot har for mig betydet en kæmpe selvudvikling. Modsat mange andre, særligt kvinder, der har en drøm om at flyve, så har jeg ikke nogen i min nære familie, der er pilot. Så jeg har skullet gøre mig alle mine erfaringer og fejltagelser selv. Og det har været enormt lærerigt - og naturligvis også lidt hårdt, siger Josephine. (Foto: Betina Garcia © dr)
    3 / 12
  • Det stod ikke skrevet i stjernerne, at Josephine skulle blive pilot. - Da jeg gik i gymnasiet, anede jeg ikke, hvad jeg ville. Jeg er opvokset på en gård og har altid været vild med dyr, så tankerne gik nok nærmere i retningen af veterinærsygeplejerske eller berider. Slet ikke pilot. (Foto: Betina Garcia © dr)
    4 / 12
  • Efter 3. g. søgte Josephine arbejde som stewardesse. Undervejs i de otte år som stewardesse nåede Josephine sideløbende både at rejse til USA for at tage et certifikat til at flyve små hobbyfly samt at starte på uddannelsen som pilot. - Det var bare tænkt som et job i mit sabbatår, hvor jeg kunne tjene lidt gode penge. Det var ikke en livsstil, jeg regnede med, at jeg ville blive så glad for, men nu har jeg taget rejsen fra stewardesse til pilot. (Foto: Betina Garcia © dr)
    5 / 12
  • - Når folk stopper mig i lufthavnen, tror de ofte, at jeg er stewardesse. Til trods for min pilotuniform. Jeg plejer altid bare at grine lidt af det. (Foto: Betina Garcia © dr)
    6 / 12
  • Siden hun i 2011 tog til Florida i seks uger for at få sit første flycertifikat, er alle Josephines flyvetimer blevet noteret i logbogen. Siden november har hun fløjet for flyselskabet Regional Jet, hvor tre forskellige kaptajner følger hende, som en del af hendes træning i starten. - Man skal se pilotuddannelsen som én lang oplæringen indtil den dag, man får den fjerde stribe på ærmet og dermed bliver kaptajn, siger Josephine. (Foto: Betina Garcia © dr)
    7 / 12
  • Josephine var den eneste kvinde på sit hold på pilotuddannelsen. Hun er også én af bare to kvindelige piloter i den danske afdeling af det firma, hun flyver for i dag. Josephine er godt klar over, at hun har valgt en vej, der traditionelt set betrædes af mænd. - Men ser man på årgangene efter mig på pilotakademiet, så er der nu flere kvinder på hvert hold. Så der sker en positiv ændring, siger hun. (Foto: Betina Garcia © dr)
    8 / 12
  • - At arbejde som pilot er noget helt særligt. Det sammenhold, der er i et flycrew er helt exceptionelt og svært at beskrive for folk, der ikke har prøvet det på egen krop. Vi holder sammen på en helt unik måde. Både fordi vi har en fælles opgave at løse i at fragte passagererne sikkert fra A til B, men også fordi vi er sammen på skæve tidspunkter af døgnet og overnatter i fremmede byer sammen, forklarer Josephine, mens hun gør klar til næste flyvning sammen med kaptajn Henrik Kornmaaler. (Foto: Betina Garcia © dr)
    9 / 12
  • - Jeg er ikke helt afklaret med, hvilke drømme jeg skal gå efter fremover. Jeg gad godt prøve de lange flyvninger til USA og Asien. Grundlæggende er jeg sådan indrettet, at hvis man kan udfordre sig selv noget mere, så skal man gøre det, siger Josephine. (Foto: Betina Garcia © dr)
    10 / 12
  • - Min uniform er jo ikke videre feminin. Heller ikke selvom pasformen er lidt anderledes end den, mine mandlige kolleger har på. Jeg skulle også lige lære at binde et slips i starten. Det er jeg stadig ikke helt skarp til, siger Josephine, mens hun retter på det lyseblå slips. (Foto: Betina Garcia © dr)
    11 / 12
  • - Det er vigtigt at gå efter sin drøm - uanset hvad den er. Jeg ser sådan på det, at ens succes nogle gange kan måles på det, man har ofret. Det har været en lang, men meget givende rejse. Og så må man give sig selv et skulderklap undervejs, hvis andre ikke gør det. For selv det mindste skridt er et skridt på vejen. (Foto: Betina Garcia © dr)
    12 / 12
Facebook
Twitter