Da 19-årige Julie for nyligt pakkede sine ting og skulle forlade det bosted, hun har boet på i over tre år, var det med en underlig følelse i kroppen.

Selvfølgelig var hun glad for at skulle bo for sig selv tæt på sin mor. Men hun skulle også sige farvel til sit andet hjem, opholdsstedet Home i Hundested for anbragte piger.

Det hjem, der har været hendes eneste trygge base, siden hun stak af fra en kostskole, da hun var 13.

- Jeg havde aldrig stået her i dag, hvor jeg står i mit liv, hvis jeg ikke havde haft Home. Jeg ved ikke, om jeg havde levet, siger Julie ærligt.

Droppede ud af 6. klasse

For at forstå hvordan hun kunne komme helt derud, skal vi tilbage til Julies barndom, som er præget af dårlige og kaotiske minder.

Hun har aldrig haft en far, der kunne tage sig af hende, og selvom hun fik kærlighed og kys fra sin mor, havde moren og papfaren så store problemer, at moren kunne ikke passe ordentligt på sin datter.

- Min mor gjorde sit bedste, men hun havde ikke overskud til at tage sig af mig.

Problemerne eskalerede i hjemmet, så Julie kom på en kostskole, da hun var 13. Og her gik det helt galt.

- Jeg var ikke klar til det, så i stedet stak jeg af og droppede ud af 6. klasse. Jeg fandt sammen med nogle ikke så gode mennesker og var fuld hver weekend.

Hun beskriver det som om, hun var knust indeni.

- Jeg kunne ikke helt finde ud af mig selv. Min krop var splittet ad, og inderst inde ville jeg bare hjem til min mor.

Så hun begyndte at skære i sig selv for at holde livet ud.

- Jeg har tænkt et par gange, at nu ville jeg fandeme ikke leve mere. Men når jeg skar i mig selv, gik den her smerte ned i min arm i stedet for mit hoved.

En dag fik Julie en kæreste, som havde en veninde, der boede på bostedet Home i Hundested med syv andre unge piger, der heller ikke kunne bo hos deres forældre.

Julie tog med derhen. Og det ændrede alt.

- Jeg tænkte med det samme: "Her skal jeg være". Det var et godt sted, det var hjemligt, og det føltes bare så rart.

Desværre fik hun afslag, fordi kommunen mente, hun var for gammel til at flytte på et bosted. Men Homes leder gik ind i kampen og vandt. Og det var en milepæl for Julie.

'Fuck jer, jeg kan noget'

- Da jeg fik lov at flytte ind på bostedet, var jeg en meget splittet pige, genert og stille. Da jeg endelig kom på Home, fik jeg den hjælp, jeg skulle have.

Julie begyndte blandt andet hos en psykolog, som konstaterede, at hun havde posttraumatisk stress som en, der har været i krig, og nu fik hun hjælp til at bearbejde sine traumer. Det hjalp, og Julie blomstrede lige så stille op.

Home sørgede for, at hun vendte tilbage til skolen. Og til Julies store overraskelse fik hun ti i dansk i 10. klasse, selvom hun ikke havde gået i skole siden 6. klasse.

- Det gjorde så meget for selvtilliden. Jeg har så mange gange fået at vide, at jeg ikke kunne en skid. Nu kan jeg sige "fuck jer, jeg kan noget" og vise det til verden.

Arrene på hendes arme er helet. Og takket være sit bosted har Julie fået så meget overskud, at hun vil bruge sine erfaringer til at hjælpe andre unge, der også har fået en svær start på livet. Hun vil læse til pædagog og arbejde på et bosted som Home, så hun også kan hjælpe unge, der er blevet svigtet.

- Jeg drømmer om at gøre en forskel for andre, for jeg ved, hvad den rette hjælp kan gøre. Nu er jeg parat til at gå ud i verden og klare mig selv, takket være det bosted, der reddede mig.

Vi har undladt at bringe hele Julies navn, da hun er klar til at starte på et nyt kapitel i sit liv. Julies efternavn er redaktionen bekendt.