Julie slipper alt, når hun holder ferie med sig selv: 'Det føles som ægte frihed'

Bare et bord til én, tak! Læs med, når 23-årige Julie skriver hjem fra en af sine soloferier.

Når Julie Deepawali Petersen rejser alene, føler hun, at hun trækker vejret på den måde, som meditationscoaches ofte opfordrer til.

Du ved, sådan heeeeelt ned i maven.

For få uger siden vandrede hun alene rundt i Parmas smalle, middelalderagtige gader. Turen til Norditalien var hendes tredje solorejse på bare et år.

Undervejs sendte hun os updates på Messenger om sine rejsedage i eget selskab.

Læs med her og bliv klogere på, hvorfor det for Julie føles som hjernemassage ikke at tale med nogen i flere dage, og hør om at føle sig lidt ensom, når man sidder på en restaurant omkranset af fingerflettende kærester og fnisende vennegrupper.

Da Julie i sommeren 2018 fløj til den franske middelhavsby Nice på sin første solorejse, havde hun lige været igennem et kompliceret brud med en fyr, skriver hun videre.

Hun følte sig ret magtesløs i den periode.

Uanset hvad hun gjorde, gik tingene bare ikke hendes vej.

Hun havde brug for at tage magten tilbage over sit liv. Mærke efter og sige: 'Hvis jeg ikke skal tænke på nogen andre end mig selv, hvad har jeg så lyst til?'

At rejse uden at være afhængig af andre måtte være den ultimative mulighed for det, tænkte hun.

Men da hun stod i lufthavnen, følte hun sig ret alene.

Der var kun hende til at finde ud af, hvordan hun kom fra ankomsthallen til sit hostel. Ingen andre tog teten.

Den snert af ensomhed, der ramte Julie blandt fortravlede lufthavnsgæster i Nice Côte d'Azur, kan stadig slå ned i hende, når hun lander et nyt, ukendt sted.

Selvsikkerheden vokser, hver gang Julie havner i en uvant situation og klarer den, skriver hun.

En del af de situationer opstår, når hun rejser alene.

For eksempel på hendes første aften i Nice.

Det var sent, da hun ankom til sit hostel. Lynlåsen til hendes kuffert var gået i stykker. Hendes nøglekort ville ikke lukke hende ind på den firepersoners-sovesal, hun havde booket en køje på. Og så var hun megasulten.

Uden for var restauranterne begyndt at lukke, og der var ingen i receptionen til at hjælpe hende.

En panikfølelse bredte sig i hendes krop.

Det var fandeme ikke særligt fedt at stå i det her alene, syntes hun.

Men efter at have fået stillet sulten på en sandwichbar, endte hun med at få løst problemerne et efter et.

Faktisk blev det en fremragende aften, hvor hun faldt i snak med to norske piger.

Julie ved godt, at episoder som ovenstående kan synes som småting.

Men når hun på egen hånd får løst udfordringer med aflyste togafgange, og hvad man ellers kommer ud for på en rejse, man selv arrangerer, gør det hende mere sikker på sig selv.

Hun skal nok klare den, selv om tingene ikke går hendes vej. Der findes altid en løsning.

Den ro kan hun også bruge derhjemme.

Et af de særlige øjeblikke opstod i februar, hvor Julie vandrede på Færøerne.

På et tidspunkt nåede hun til den 142 meter høje klippe Trælanípan. Den grå-brune klippe rager ud i Atlanterhavet, og myten går på, at man i vikingetiden skubbede slaver ud fra den.

Julie slog sig ned på klippens græsbelagte overflade. Derfra betragtede hun verdens næststørste hav.

Hun husker ikke præcis, hvor længe hun sad der, men minutterne blev vist til timer. I den tidslomme spekulerede hun ikke på andet end, at havet syntes uendeligt.

Julie er med på, at der også opstår momenter af fuldkommen stilhed, når man rejser to.

Men for hende er det lettere at nå til det stadie, hvor hun bare nyder, de omgivelser hun er i, og slipper alt andet, når hun rejser alene.

Er man afsted med andre, også selv om det er en god ven eller ens nærmeste familie, vil man altid have forventninger til hinanden, og forestillinger om hvad der skal ske, oplever hun.

Når hun er alene, er der zero forventninger.

Der er ingen stemme i hovedet, der siger: 'Gad vide, om han synes, vi har siddet her længe nok nu?'

Julie opnår en dyb ro, når hun i en række dage kan tillade sig at gøre alt i sit eget tempo.

Når hun kommer hjem, er hun ladt op på en særlig måde.

Hun føler sig helt klar til hverdag igen.

Derhjemme spiser man sjældent på restaurant alene. Måske er det derfor, det føles så grænseoverskridende, skriver Julie videre.

Desuden minder den konstante summen af samtaler hende om, at et restaurantmåltid ofte er noget, vi deler med andre.

På et museum er gæsterne mere lavmælte, så der bliver hun ikke i samme grad konfronteret med, at hun måske er i en af de eneste, der går rundt på egen hånd.

Ofte tager hun en bog med på restaurant. Når hun er begravet i Khaled Hosseinis beretning om to afghanske halvbrødre i 'Drageløberen' eller J.K. Rowlings fortællinger om 'Hogwarts' og 'ham-som-ikke-må-benævnes,' fortrænger hun lettere, at hun er den eneste i lokalet, der ikke har nogen at sludre med.

Med tiden er hun begyndt at værdsætte restaurantbesøgene i eget selskab mere og mere.

De giver hende en oplevelse, hun ikke får, når hun spiser ude med andre. Hun vil ikke kalde oplevelsen bedre. Bare anderledes.

Hun føler, at hun reflekterer mere over selve restaurantbesøget. 'Hvad er det egentlig for noget mad, jeg får?' 'Hvad smager vinen mere præcist af?'

Ligesom hun får tid at observere de mennesker og bygninger, som omgiver hende.

Hun har før siddet på en fransk restaurant og betragtet to tvillingepiger på en balkon.

'Hvad er deres historie? Hvordan mon det er at bo her midtimellem alle turisterne?'

Julie elsker at forsøge at sammenstykke andres historie for sig selv.

Når hun spiser med andre, er hun knap så fokuseret på omgivelserne. Hun koncentrerer sig om samtalen, hvilket hun også holder utrolig meget af.

De to oplevelser giver noget forskelligt, og efterhånden er hun begyndt at holde af dem på hver sin måde.

For Julie handler ønsket om at møde andre på et hostel ikke om, at hun gerne vil finde nogen at tage på dagsudflugter med.

Mere at hun synes, det er fedt at have mulighed for at opsøge noget socialt, når hun kommer hjem om aftenen.

Dagsoplevelserne foretrækker hun at få på egen hånd.

Nogle gange føler hun nærmest, det er som at være til psykolog, når hun er på dem.

Derhjemme udgør hverdagsting, som 'husk at skrive tillykke til…' og 'du er løbet tør for shampoo' en naturlig del af hendes tankestrøm.

Hverdagen suser ligesom bare afsted, og hun får ikke altid tænkt dybere over, om hun egentlig er på rette vej.

Når hun rejser selv, glider 'husk dit og husk dat'- tankerne i baggrunden, og så føles det lidt, som om der dukker en psykologstemme op, som begynder at spørge hende til livets mere eksistentielle spørgsmål.

Sådan: 'Dejligt, du har styr på hverdagen, Julie, men hvordan har du det egentlig med…?'

Det skete for eksempel i februar, hvor Færøernes s-svingende bjergveje udfordrede Julies bentøj.

På flere af vandreturene lyttede hun til tv-værten Pelle Hvenegaards bog 'Kære Zoe Ukhona,' som handler om adoptionen af hans datter.

Julie er selv adopteret, og lige dér havde hun brug for at bearbejde sine tanker omkring det.

Det gør hun selvfølgelig også derhjemme, men det var rart at være et sted, hvor adoptionstankerne ikke blev afbrudt af små lavpraktiske remindere.

Og så nyder hun faktisk, at hun ikke behøver at lytte til andres tanker omkring det, hun står i.

Det giver hende mulighed for at mærke efter i sig selv. Spørge: 'Hvordan har du det med det her?' I stedet for at lade sig farve af, hvad velmenende veninder og forældre tænker om det, hun grubler over.

Julie føler sig sjældent utryg, når hun går rundt alene. Hun tænker ikke mere over sin sikkerhed, når hun er afsted, end hun gør, når hun er derhjemme.

Facebook
Twitter