Kakao som øjenskygge og en katte-hærget sofa: Kan du leve som minimalist?

16 kvadratmeter til to voksne eller en citron som deodorant. Fire minimalister åbner døren til deres hjem.

Ingen skuffer med dimsedutter, som du ikke anede, du havde, og ikke noget med at smutte i en møbelforretning efter et bord med brede bjælker, hvis det Ikea-spisebord, du købte, da du flyttede hjemmefra, stadig fungerer.

Vi er blevet budt inden for i tre selvudnævnte minimalist-hjem. Fælles for boligernes beboere er, at de forsøger at gøre op med den overforbrugskultur, som de føler, de kravlede direkte ind i fra barnsben.

Nu har de taget et aktivt valg om nøje at overveje, hvilke materielle ting de kaster penge efter, og hvilke genstande de bringer ind i deres hjem.

Men derudover udlever de tilværelsen som såkaldte minimalister ret forskelligt.

Anja Elmholt begyndte sin minimalist-tilværelse for to år siden. Hun flyttede meget og var træt af at pakke flyttekasser på samlebånd.

Anja: Det gik op for mig, at flere af mine ting blev taget direkte op af flyttekassen, lagt ind i et skab, og så så jeg dem ikke, før jeg pakkede dem ned i en flyttekasse igen. Hvorfor så have dem? Jeg var så træt af at fylde flyttekasser hele tiden, så jeg startede en sortering af alle mine ting og lavede en regel om, at hvis jeg ikke havde brugt en ting i fire måneder, skulle den ud.

Anjas oprydningsmission startede i køkkenet. Der var plastikbøtter til ’tre års forbrug af frysemad’ og tårne af skåle i skabene. Det påvirkede hendes lyst til at lave mad. Hun orkede ikke at grave sig igennem bjerget af køkkenting for at finde det, hun skulle bruge. Efter køkkengrejet var reduceret, stod hoptimister, vaser og andre pynteting for skud. Senere var det garderoben.

Anja: Oprydningen har givet en fantastisk ro i mit hoved. Jeg kan overskue at sætte mine ting i systemer. Det var svært, da jeg havde mange ting, fordi der altid manglede et sted at stille dem, og så kom de til at ligge på en tilfældig plads og rode. Nu er det nemt at rydde op. Alt har en plads.

Nej. Bare nej. Når Anja falder over noget, hun får lyst til at købe, er det hendes første tanke. Bliver ’tingen’ ved med at rumstere, begynder hun at kortlægge, hvilket behov den skal dække. En ny pude skal kunne mere end at være pæn. Den skal eksempelvis give en særlig støtte til nakken, hvis hun har brug for det.

Anja: Hvis jeg absolut skal have ting, skal det helst være noget, der har flere funktioner. For eksempel min gardinstang eller mine tørklæder, som jeg også kan bruge som tøj.

For Anja har den minimalistiske livsstil været en proces, der gradvist har spredt sig til flere hjørner af hendes tilværelse. Ser du i hendes køkkenskabe, vil du ikke finde ris, pasta, nudler og quinoa. Grundreglen er, at hun skal bruge posen med pasta, inden hun smutter i supermarkedet efter ris. Det er dog ikke udelukkende ønsket om et ryddeligt hjem, der gør, at hun holder sit forbrug på et minimum. Det er også ønsket om at reducere den 'impact,' hun har på kloden.

Med årene har minimalismen også sneget sig ud på Anjas badeværelse. Hun bruger hverken deodorant eller traditionel make-up.

En citron fjerner lugt under armene, og ind imellem udgør kakaopulver hendes øjenskygge. Senest har hun anskaffet sig en menstruationskop, så hun ikke behøver at købe tamponer. Udfasningen af badeværelsesprodukter handler dels om, at Anja oplever, at det har en positiv effekt på hendes krop, men også om at det letter hendes hverdag.

Anja: Jeg har en nemmere og mere ubekymret hverdag, når jeg ikke har en masse produkter at forholde mig til. Det tager ingen tid at komme ud af døren, fordi jeg ikke skal bruge tid på make-up, og fordi der ikke skal bruges tid på at vælge tøj, når der er så få valgmuligheder. Jeg føler, at jeg kan leve mere frit på den her måde.

Det var et huskøb, der fik Lisa Castro og kæresten Jon Jensen til at interessere sig for en minimalistisk livsstil. De skulle lægge et budget og tastede derfor alle deres udgiftsposter ind i et Excel-ark. Herfra gik snakken om, hvilke cifre der skulle stå ud for hver post. Skulle der flest nuller bag tallene ved opsparingskolonnen eller på lommepenge-posten?

Lisa: Vi var enige om, at 'ting' ikke var vigtige for os. Det var ikke der, vi ville bruge penge. Da vi flyttede, spurgte folk, om vi skulle have en masse nyt. Men vi havde det fint med at beholde, de møbler vi havde, og med at se hvad vores forældre havde stående i kælderen. Derfra er der gået lidt sport i at forsøge at holde udgifter til boligting og tøj så lave som muligt.

For Lisa og Jon handler minimalisme ikke så meget om at have få ting. Det handler mere om ikke at bruge penge på forbrugsgenstande, med mindre de virkelig dækker et behov. Hver måned får de 2.000 kroner som lommepenge. De penge skal dække cafébesøg, tøj, frisør, weekendture og lignende.

Det er også de penge, de bruger fra, hvis de skal have nye ting til hjemmet. Det sker dog ikke ret tit. De eneste nye møbler, de har købt til huset, siden de flyttede ind i 2016, er et stativ til overtøj i entréen og en brugt teaktræ-kommode.

Lisa: Mine venner spørger nogle gange, hvornår vi skal have nyt spisebord eller en ny sofa. Jeg tænker, ’hvad er der galt med det, vi har?’. Jeg kan godt se, at det ikke er så Bo Bedre-agtigt, og jeg havde nok ikke selv valgt et hvidt bord med stålben, som det Jon havde. Men det gør mig intet, at det er her. Det tjener en funktion. For mig er det bare ting. De gør mig ikke til den, jeg er.

Det er ikke alt i Lisa og Jons hjem, de har arvet eller købt for mange år siden. Da parret flyttede ind, udskiftede de køkken og badeværelser. Men det er investeringer i huset, og det er mere, når det kommer til mindre ting som møbler og 'tingel-tangel,' som Lisa siger, at de beholder Visa-kortet i lommen.

Lisa: Vi tager ikke i butikker bare for at kigge, vi tager derind, hvis vi mangler én ting og går målrettet efter den. Når vi føler, vi mangler noget, giver det ofte lidt tid, hvis vi stadig mangler det efter et par måneder, så køber vi det, men der er godt nok mange ting, som vi når at glemme alt om.

De penge, som Lisa og Jon ikke bruger på bolig- og tøjshopping, bruger de i stedet på at spare op og afdrage på deres banklån i huset. Holder de afdragsplanen er de gældfrie, når Lisa fylder 52 år. Men ved at afdrage med mere, end bankens plan kræver, håber de på at kunne at sidde billigt længe inden da.

I forvejen er huset købt efter et budget, hvor den ene er på dagpenge, og den anden er i job. Den tanke kan Lisa godt lide. Lave udgifter rimer på frihed i hendes hoved.

Lisa: Vi ønsker ikke at være bundet af en bestemt løn og titel. Vi vil gerne kunne have en anden tilgang til arbejdsmarkedet, måske på freelancebasis eller ved at have mulighed for at gå på deltid. Forleden talte vi om at leje en gammel bil og køre rundt i Europa i et år. Den frihed vil vi gerne have, og den har vi kun råd til, hvis vi har en lille gæld og et lavt forbrug. Der er ikke nogen af os, der er læger, så vi kan ikke både købe de nyeste møbler, afdrage på vores gæld og spare op til at rejse. Vi må vælge.

Tina Wulff Jespersen og Nicki Van Roon har aldrig aftalt, at de skulle være minimalister, eller funktionalister, som de også kalder det. Det skete bare gradvist, da de for godt et halvt år siden flyttede sammen på Tinas 20 kvadratmeter store værelse.

Det var egentlig lidt af nød. Nicki er ’fattig’ iværksætter, Tina er på dagpenge. De følte ikke, at de havde mange penge til indskud til en ny lejlighed, så de indskrænkede sig.

Nicki: Jeg havde en masse ting, Tina havde en masse ting. Det kunne bare ikke være på 20 kvadratmeter, så der skulle virkelig sorteres. Tina smed vel halvdelen af sit tøj ud, og jeg skilte mig af med en del møbler.

Tina: Vi tog stilling til alle vores ting, der var ikke noget, der kom ind, uden vi havde overvejet, om vi havde brug for det. Vi blev positivt overraskede over, hvor rart det var kun at have de ting, vi brugte. Vi følte ikke, at vi gav afkald på noget, ved at bo småt med få ting. Derfor er vi egentlig fortsat.

Det var ikke et mål i sig selv for Tina og Nicki at finde et kolonihavehus, der var så småt som muligt, men det fungerer ’overraskende godt’ for dem at bo på lidt plads. Og så det var det her hus, de havde råd til.

Men det er kun fedt at bo småt, så længe de er uhyre bevidste om, hvad de propper ind på kvadratmeterne. Lader de for meget slippe ind, bliver det svært at finde en plads til det, og så bliver det rodet og klaustrofobisk, lyder det.

Tina: Da vi flyttede ind, så vi på de hele, og sagde eksempelvis ’okay, vi har 20 tallerkener, skal vi fylde vores køkken med dem, når vi næsten aldrig har 20 gæster, eller kan vi låne os frem, hvis vi en dag holder en stor havefest?’. Vi endte med at tage halvdelen fra.

Nicki: Det med at skulle have alt, som vi ind imellem bruger, er vi gået lidt væk fra. Er det nødvendigt at købe en havemaskine, som vi kun skal bruge et par gange om året, eller kan vi låne os frem?

Siden Tina og Nicki flyttede sammen, har den minimalistiske tankegang sneget sig mere ind på dem. Fra at det startede med en kæmpe oprydning, handler det nu også om, at de meget sjældent køber nye ting.

Den beslutning har de truffet af flere årsager. Økonomi og bæredygtighed er to af dem, men for særligt Tina handler det også om at vise overfor sig selv, hvad der virkelig gør hende glad.

Tina: Jeg føler, at jeg er opvokset i en tid, hvor vi bliver påvirket til at tro, at vi har brug for alle mulige ting for at være lykkelige. Det er befriende at bevise over for sig selv, at ’hey, jeg kan sagtens være glad uden at have alt det. Faktisk har jeg nærmest aldrig haft det bedre.’

Nicki og Tina har boet i kolonihaven i et par måneder. De kender begge følelsen af at være flyttet ind i en bolig med få ting, og så med tiden at få skrabet alt muligt til sig. Det forsøger de at undgå nu.

De har ikke håndfaste regler for, hvor meget service og tøj de må have. Men de forsøger at tage deres forholdsregler.

Nicki: Det der med at lade sig friste af noget, fordi det er på tilbud, eller at tage imod redskaber til haven i alle salgs størrelser, fordi du får dem gratis af familien, er vi begge bevidste om at forsøge at undgå. Vi kan se, at vores hjem bliver federe og langt mere funktionelt, hvis vi klarer os med få ting.

Økonomien har som nævnt spillet ind på størrelsen af Tina og Nickis kolonihavehus. De vil ikke afvise, at de køber et større, hvis de kommer til flere penge, men de har svært ved at se for sig, at de grundlæggende ændrer livsfilosofi. Det her føles som den bedste måde for dem at leve på.

Nicki: Det er kommet helt naturligt for os at leve sådan her. Hvis vi kommer til flere penge, vil vi ikke prioritere at købe flere ting, men vi vil nok vægte højre kvalitet for eksempel når det kommer til mad, og så vil vi rejse.