Karriere og familieliv sat på standby: Morten trak stikket og fandt roen i livet på gåben gennem Europa

25-årige Morten Rødkjær gav sig selv en tænkepause efter universitetet. Den indebar et telt, vandrestøvler og et åbent sind.

Holstebro. August 2018: Morten Rødkjær havde brug for at komme væk fra sikkerhedsnettet i Danmark, da han 15. august sidste år hoppede i sine vandrestøvler.

Han vidste ikke, hvad han ellers ville i sit liv lige dér, og han havde længe gået med tanken om at "gøre noget ekstremt og åndsvagt" efter universitetet.

Mest for sin egen skyld, men også for at bryde med forventningerne i samfundet.

Der var ingenting derhjemme, som holdt på ham, og tidspunktet virkede rigtigt i forhold til at give sig selv en pause.

En velfortjent timeout.

Så han sagde "på gensyn" til venner og familie, der lige havde fejret hans 25-års fødselsdag, og så begyndte han at gå sydpå fra Holstebro ned langs den jyske vestkyst.

Syv en halv måned og knap 3.000 kilometer senere satte han sig i et fly i Valencia og fløj hjem til Danmark med en ekstremt tilfredsstillende følelse i kroppen og sindet.

Han gjorde det sgu!

- Jeg ville have en udfordring af de helt store. En, der kunne forandre mig som menneske og give mig oplevelser for livet, før det hele pludselig handler om videreuddannelse, arbejde, om at finde en kæreste, et sted at bo, bil og børn. Alt det der. Det var derfor, jeg begyndte at gå, siger Morten Rødkjær.

Hans fortælling handler om at klare sig i mere end et halvt år for få penge og andres gæstfrihed, om at være taknemlig, åbensindet, alene og hjælpeløs i fremmede omgivelser.

Om at være sulten, træt, våd, øm i kroppen og beskidt på en måde, man bliver det, når man kun har sprittet hænderne af og pletvasket sig med vådservietter i flere uger.

Den handler også om selvrealisering, om at slå telefonens notifikationer fra, nyde roen og det uforstyrrede liv.

Han følte et adrenalinsus strømme gennem kroppen, så snart han begyndte at gå, den dag i august, for det var en fantastisk følelse - nu var han for alvor i gang!

Så snart han bevægede sig væk fra sin hjemby, var alting nyt og spændende, fordi han havde god tid til virkelig at opleve stederne på nært hold, som aldrig før.

Den følelse holdt ved ned gennem landet og videre sydpå.

- Det var vildt, at gå så mange kilometer med musik eller podcast i ørene, og at ligge alene i teltet om aftenen og bare tænke uden at forholde mig til noget som helst andet i hele verden. Ingen deprimerende nyheder om krig og elendighed, der gør mennesker paranoide og bange for livet, eller små og store bekymringer om hverdagsting - bare total fokus på mig selv og mine behov.

De fleste aftener sov hans krop længe før hans hoved, mens dagens oplevelser blev bearbejdet nærmest meditativt.

Når han havde tænkt alting igennem og analyseret frem og tilbage, kom han til et punkt med nultanker.

"Mental darkness", kalder han det.

Det var, når det pludselig gik op for ham, at han ikke havde tænkt en eneste dyb tanke i halvanden time.

At hjernen havde haft fuldstændig ro, mens han enten gik og kiggede på omgivelserne eller lå og gloede op på nattehimlens stjerner uden lysforurening.

- For første gang i mange år havde jeg mulighed for at sortere i mine tanker og spekulere over, hvad der gør mig allermest glad, og hvor jeg vil hen med mit liv. Det gik op for mig, hvor meget mit hoved havde været fyldt op gennem de seneste år på universitetet. Jeg havde brug for at få det tømt, siger Morten.

Morten havde forberedt sig på rejsen ved at gå nogle lange ture hjemme i Danmark og overnatte i sit telt nogle dage ad gangen.

Han købte en 70 liters rygsæk, som han fyldte med de mest basale ting. Ingen overflødigheder. Ingen vinterjakke.

Han fandt også plads til en bibel og en bog om Dalai Lama, som han har fordybet sig i.

Morten betegner sig selv som ateist, og han er hverken døbt eller konfirmeret, men han har alligevel fået noget ud af at læse de religiøse tekster om, hvordan man bør behandle andre og leve sit liv.

Han startede med at gå til Hamburg, hvor han blev hængende i noget tid, inden han gik videre via Bremen, Groningen og Leeuwarden til Amsterdam.

Som hovedregel slog han alle notifikationer fra på telefonen, så han ikke blev forstyrret, når han ikke havde lyst til det.

Han har mødt masser af den slags spændende mennesker på sin tur, og han har haft lange snakke om alt fra filosofiske udredninger, diskussioner om universets uendelighed, demokrati, den spanske borgerkrig og general Francos venskabelige forhold til Hitler og Mussolini, som var helt nyt stof for ham.

I havnebyen Haseldorf mødte han Paul, der ejede en grillbar.

Morten købte et måltid og et par øl og spurgte efter et sted at slå sit telt op. Paul tilbød ham, at han kunne sove på hans båd, og Morten takkede ja.

- Næste morgen blev jeg vækket klokken 8.30. Paul spurgte, om jeg ville give en hånd med til et motorcykeltræf, der skulle holdes i weekenden. Jeg sagde ja, og han overlod mig ansvaret for at grille pølser og styre pengekassen. Det er for mig et fantastisk vidnesbyrd om, hvor åbensindet og tillidsfuld man kan være over for en fremmed. Han kendte mig jo ikke.

I landsbyen Calders i Catalonien mødte han en midaldrende mand, som han endte med at sidde og snakke med som gamle venner i fire og en halv time.

De sad i skyggen fra kirketårnet og vendte mandens liv med en opvækst i Barcelona og en karriere som kunstner, der var gået skævt.

Senere fik Morten lov til at overnatte på en madras i et stort drivhus hos et tysk ægtepar i Spanien, og han lånte indimellem en sofa og fik mad hjemme hos folk, han tilfældigt stødte ind i på vejen.

Det er den slags oplevelser, Morten husker for evigt.

Han har udvekslet kontaktoplysninger, og han har allerede sendt hilsner til flere af dem, hvor han har udtrykt sin store taknemlighed og tilbudt dem at crashe på hans sofa, hvis de en dag kommer til Danmark og har brug for hjælp.

- Medfølelse for andre er noget, der er kommet til at betyde meget for mig, nu hvor jeg selv har prøvet at være ham, der havde brug for hjælp. Jeg er helt vildt taknemlig for alle de mennesker, jeg har lært at kende om det så er få timer eller flere dage, vi har haft sammen. Jeg har en idé om, at det tit er dem, som har mindst, der er mest villige til at hjælpe andre. Det har været en kæmpe øjenåbner.

Morten ved godt, at det lyder lidt halv-religiøst og ophøjet, når han siger sådan noget. Men det er altså sådan, han har det.

- Hvis man bare kan bruge fem procent af sin energi hver dag på at gøre noget godt for andre, så gør det da.

I december var han nået til Amsterdam, og kulden og regnen fik ham til at ændre den oprindelige plan om at gå direkte fra Holstebro til forældrenes ferielejlighed i sydspanien.

Selv med syv lag tøj på frøs han om natten, og det var en våd sovepose, han pakkede sammen om morgenen og ud igen om aftenen.

Det blev for surt til sidst - tæt på deprimerende - og han kunne mærke, at det påvirkede hans humør på en måde, han ikke brød sig om.

Han rejste jo ikke ud for at blive trist.

- Det ærgrede mig helt vildt i starten, for der var nogle forventninger, jeg gerne ville leve op til. På den anden side var jeg pisseligeglad med, hvad andre tænkte. Det var mit projekt, og jeg havde ikke noget at bevise over for nogen, siger han.

Så købte han en billet og fløj fra Amsterdam til bedre vejr i Alicante, hvor han tankede energi og holdt jul og nytår med sine forældre.

4. januar pakkede han sine ting og gik sydpå til Murcia og derefter nordpå mod Valencia og Barcelona.

Han lod kompasset vise vejen sammen med Google Maps og skilte.

Nogle dage gik han 20 kilometer og andre 42 med en gennemsnitsfart på fem-seks kilometer i timen og et sted mellem 20 og 30 kilo dødvægt i rygsækken.

Han har slået sit telt op på fodboldbaner, under skovens træer, på græsmarker, ved floder og søer, på frodige bjergsider med oliven- og appelsintræer og ellers bare langs landevejen.

Menuen har stået på havregryn om morgenen og pasta eller ris de fleste aftener, og så har han suppleret med fisk og muslinger fra dåse, kartoffelmos i pulverform, pølser, ristede løg, avocadoer, skinketern, mayonnaise, nødder, müslibarer og æbler i forskellige blandinger.

Tøjet vaskede han på hostels, men der kunne gå uger mellem besøgene, og på offentlige toiletter kunne han vaske sig selv - primært fødderne og skridtet - og så brugte han masser af håndsprit.

Det har været akkurat så primitivt, som han havde drømt om, og alt det praktiske har fungeret for ham.

- Fysisk har jeg kun døjet med en drilsk muskel i den ene skulder og lidt forkølelse. Det er vist billigt sluppet, når det kommer til stykket.

Nu sidder han hjemme hos sine forældre i Holstebro og venter på at flytte til København og starte et nyt liv igen.

Det gør han med en følelse af, at han slet ikke har savnet meget af det, han rejste væk fra.

Det er alle de ting i hverdagen, han lige har brugt syv og en halv måned på ikke at bekymre sig om.

Adressen skal ændres, han skal søge dagpenge, besøge lægen, få en henvisning til en fysioterapeut, der skal hjælpe ham med skulderen, og snakke med det offentlige omkring noget boligstøtte, han ved en fejl har fået udbetalt.

Oven i det skal han besøge alle de venner og familiemedlemmer, han ikke har set længe.

Det gør han selvfølgelig gerne, men det hele kan pludselig virke overvældende for ham, når han bliver suget ind i hverdagens rutiner igen.

Morten havde svært ved at kende sig selv, da han kiggede sig i spejlet. Han har aldrig før ladet håret og skægget gro.
Morten havde svært ved at kende sig selv, da han kiggede sig i spejlet. Han har aldrig før ladet håret og skægget gro.

- Jeg tror, det tager noget tid at falde på plads igen efter så lang en periode, hvor jeg kun har haft tre udfordringer hver dag: Hvor skal jeg sove, spise og drikke? Det er tre meget basale ting, jeg skulle have styr på for at overleve, men jeg vil hellere have tre "store" problemer end 47 små, der stresser mig hele tiden ligesom herhjemme, siger han.

Morten havde dog brug for at komme hjem til sidst, for han havde opnået, hvad han ville med turen: Finde sig selv og få en masse fede oplevelser.

- Min krop og mit sind var mættede, jeg havde blodvabler på fødderne, og så er det hårdt ad helvedes til at være alene så længe. Også selv om det er selvvalgt isolation.

Han flytter til København uden en 30-års plan, for han er ikke sikker på, om han nogensinde kommer til at bruge sin universitetsuddannelse i erhvervsøkonomi.

Han vil formentlig hellere bruge sine kræfter på noget, der bringer ham tættere på andre mennesker.

- Jeg har på turen fundet ud af, at jeg allerbedst kan lide at høre om folks liv og engagere mig i andre. Det er da lidt specielt at have brugt flere år på en uddannelse, jeg måske ikke kommer til at bruge, men det føles bare ikke rigtigt længere, siger han.

Han mener, alle mange - uanset hvor de er i livet - ville have godt af sådan en tur til fods, hvor man tager et break, får noget frisk luft omkring ørerne og opdager, at der er andet i verden end bøger og computerskærme, og at lykken ikke nødvendigvis er at tjene mange penge.

- Det er først i det øjeblik, du rigtigt kommer ud i verden og væk fra de trygge rammer, du opdager, at der er andre værdier i livet end dem, du er vokset op med. Jeg tror seriøst på, at den slags oplevelser, samtaler og erfaringer, jeg har med hjem, er den bedste uddannelse, jeg kan give sig selv, siger Morten Rødkjær.

- Hvad er meningen med at arbejde røven ud af bukserne, hvis du er for stresset til at være glad ved siden af?

Ønsker vi at ændre tilværelsen?

  • I en undersøgelse foretaget af Kantar Gallup for Berlingske i december 2018 svarede 27 procent af de adspurgte, at de var enige eller overvejende enige i, at de drømmer om en radikal ændring af deres tilværelse.

  • 21 procent svarede ja til, at de går med overvejelser om at ændre deres arbejdsliv i 2019.

  • Hver femte af dem, der havde svaret 'ja' eller 'måske,' angav, at de søgte noget mere meningsfuldt at arbejde med.

Kilde: Kantar Gallup for Berlingske

Facebook
Twitter