Kasserede 75 pct af deres ting og flyttede til 30 kvm: ’Nu har vi råd til at sige op, hvis vi vil’

Én dansker har i gennemsnit 52,3 kvadratmeter til sig selv. Marie, Majurran og deres to børn har 30 til sammen.

(Foto: Henning Bagger © Henning Bagger)

I foråret traf Marie Ahlburg og Majurran Veethividangan en beslutning, som fik dem til at stikke ud i statistikken om danskernes boligforhold.

I en tid hvor vi får mere og mere plads at bo på, flyttede parret og deres to små børn fra en bolig på 120 kvadratmeter til et kolonihavehus på 30 kvadratmeter og skilte sig af med 75 procent af deres ejendele.

- Da vi havde boet i vores hus i et års tid, gik det for alvor op for os, at vi nærmest kun brugte underetagen. Der var simpelthen for meget plads. Hvorfor betale for 120 kvadratmeter, hvis vi kun opholdt os på halvdelen af dem?, spørger 31-årige Majurran, imens han laver pizza af modellervoks med sin to-årige datter ved spisebordet i familiens kombinerede køkken, spise-, dagligstue og forældresoveværelse.

Droppede automatpiloten

Da Marie og Majurran fik barn nummer to i oktober, var det ellers nærliggende at tro, at deres Citroen nu ville svinge ind i en carport med tilhørende parcelhus.

Det er en af de mest udbredte boligformer blandt danskerne, og hidtil har parrets boligvalg været ret gennemsnitlige. Som studerende boede de i en lejlighed på 40 kvadratmeter på Amager. Da deres børn kom til, rykkede de til et dobbelthus i Struer. Et klassisk murstenshus, hvor de fik 120 kvadratmeter for sig selv.

Som Majurran, der er gymnasielærer, siger, traf parret nok bare de valg, som 'de fleste træffer.' Børn er lig med plads. Punktum. Men de blev enige om at droppe automatpiloten, fordi de oplevede, at pladsen gjorde det svært at løsrive sig fra en materialistisk livsstil.

Familiens kolonihavehus består af en lille entré , et toilet, et mindre børneværelse samt et stort rum, hvor familien både har køkken, spiseplads, stue og soveværelse. (© Henning Bagger)

Selv om de forsøgte at være 'bæredygtige forbrugere,' der primært fyldte stuen med genbrugsmøbler og skabene med brugt tøj, oplevede de, at mængden af plads fik dem til at købe og gemme langt flere ting, end de havde brug for.

De havde tre sofaer, et 'kæmpe' tv, og på de værelser, de stort set aldrig kom i, stod gamle noter fra universitetet og alt muligt andet, som de ikke brugte. De var også begyndt at overveje, om de skulle have samme bil som naboerne.

- Jeg oplevede, at der fulgte en ret materialistisk livsstil med til at leve i et så stort hus. Du fylder huset op. Halvdelen kan jo ikke stå tomt. Jeg føler lidt, at der følger en pakke med, der er en forventning om, at det hele skal se pænt ud. Du skal have de rigtige havemøbler og en Weber-grill. Det er bare ikke vigtigt for os, siger Marie, som understreger, at hun ikke mener, at folk i større huse gør noget forkert overhovedet.

For hende og Majurran var det bare vigtigt at undersøge, hvor lidt plads og få ting, deres familie kunne trives med, inden de placerede sig selv og familiens økonomi i et hus på 150 kvadratmeter i troen om, at det ville gøre dem lykkelige.

- Jeg tror, at det er en illusion, at det gør mig ægte glad at have et stort køkken fuld af de nyeste køkkenmaskiner. Jeg vil virkelig gerne hvile i en følelse af at have nok, i stedet for hele tiden at ville have mere, siger Marie, som har en kandidat i gastronomi og sundhed, men i øjeblikket går hjemme med parrets yngste datter.

Hun tilføjer:

- For at nå frem til den følelse, tror jeg, at det hjælper at bo på begrænset plads, fordi jeg så får bevist overfor mig selv, hvor godt min familie kan trives, selv om vi ikke har en masse plads og ting.

For Majurran handlede beslutningen om ikke at 'gro fast,' i en tid hvor han så omgangskredsen investere i rummelige, dyre huse.

- Tanken om at sætte sig i et dyrt hus, synes jeg, var frygtelig. Jeg kunne ikke holde tanken ud om, at vi begge de næste 20 år var nødt til at arbejde fuldtid til en helt bestemt løn for at betale af på et hus, siger han.

Minderne røg ud

Parret gav afkald på en del ting, da de flyttede. Sofaer, tv, kommoder, bogreoler, store mængder tøj og legetøj. 80 procent af tingene røg ud uden store betænkeligheder.

De sidste 20 var sværere. Der var en affektionsværdi knyttet til dem. Særligt Majurrans håndskrevne kommentarer i marginerne på hans universitets-noter skabte minder. Skulle de virkelig ud? Men hver gang nostalgi bremsede sorteringen, stillede parret sig selv spørgsmålet; Which do you value the most. The item or the space that it occupies?

De to piger på otte måneder og to år deler værelse. Da familien flyttede, skilte den sig af med en del legetøj. Pigerne har dog ikke givet udtryk for, at der var noget, de savnede. (© Henning Bagger)

Noterne røg. Til sidst var 75 procent af deres ting kasseret, anslår parret. Det eneste, de har savnet, er en gammel fodboldtrøje, som Majurran skilte sig af med.

- Det giver en dejlig ro at bo med få ting. Før kunne jeg ofte glemme, hvor vores ting var, når jeg skulle bruge dem. Her er der ikke plads til at have flere ting end, at det er nemt at have overblik over dem alle, siger Marie.

Døtrene trives

Det var dog ikke kun ting, som parret skilte sig af med. Det var også til en vis grad muligheden for at være fysisk alene. Kolonihaven består af to rum udover toilet og en mindre gang. Døtrene deler et lille værelse, og parrets eget soveværelse er i samme rum, som de spiser, laver mad og har opholdsstue i.

De tænkte selvfølgelig over, om de som par kunne holde ud at være tæt sammen hele tiden. Det er gået helt gnidningsfrit. De er gode til at lave hver sin ting i samme rum, har de fundet ud af.

Om dagen er de to stablede boksmadrasser familiens sofa, om aftenen bruger de dem som senge. I dagstimerne opbevares dyner og puder i hvide betræk, som de kan ligge som 'sofapuder' på de stablede madrasser. (© Henning Bagger)

Deres piger trives også over al forventning. Særligt to-årige Siri virker til at have det godt i de nye omgivelser.

- Hun er et barn, der rigtig gerne vil lege med os hele tiden. Efter vi er rykket herud, er det, som om det er meget lettere for hende lege selv, imens vi for eksempel laver mad. Måske er det, fordi vi stadig er så tæt på hende, når vi står i køkkenet. Der er aldrig ret mange meter mellem os. Det er tydeligt, at pigerne trives med den nærhed, siger Majurran.

De første uger i kolonihaven var dog småkaotiske. En lille bolig fungerer først, når man nøje har organiseret, hvor alle de ting, som en småbørnsfamilie har brug for, skal være. Det tog tid, men nu kører det.

Og så er der søvnen. Hvis det har været en 'streng nat,' er det svært for den ene at sove videre, mens den anden står op med børnene.

- Men derudover er det faktisk ikke ret anderledes, end da vi boede på 120 kvadratmeter. Jeg synes stadig, vi har alt, hvad vi skal bruge, siger Marie.

Faktisk er parret så glade for at bo småt, at de har skrevet sig op til en lejlighed på 45 kvadratmeter, hvor de skal bo i vinterhalvåret. De ville helst være i kolonihaven året rundt, men det er ikke tilladt. Indtil videre har de dispentation til at have fast adresse i kolonihaven frem til november.

Parret medgiver dog, at døtrenes alder kan være en årsag til, at familien trives så godt på 30 kvadratmeter.

- På sigt er drømmen at bygge et bæredygtigt hus på 50-60 kvadratmeter, hvor pigerne kan få hver sit værelse, hvis de ønsker det. Der skal være præcis det, vi har brug for og ikke mere end det, siger Marie.

Månedlig ønskeliste

En af parrets missioner med at flytte var som nævnt at lade 'ting' fylde mindre i hverdagen. Pladsen sætter en naturlig begrænsning på, hvor meget de kan anskaffe sig. Men parret har også sat andre tiltag i værk for at stige af forbrugskarrusellen.

De har lavet en regel om, at de i slutningen af hver måned laver en liste over ting, som de vil købe den kommende måned. Badebukser til Majurran og bukser til pigerne, står på juli-listen. De ting, der står på listen, er det eneste de må købe i juli. Får de i løbet af måneden lyst at købe en stempelkande, må de vente til måneden efter, hvor de kan skrive den på listen.

- Det har virkelig været effektivt. Jeg forholder mig langt mindre til reklamer, og alle de varer, der i butikkerne, for jeg ved, at jeg kun skal have én bestemt ting, og så er der ikke grund til at kigge på andet, siger Marie.

Med til huset hører en stor have og et redskabskur. Parret erkender, at det varme sommervejr har gjort det let for dem at have et lille hus, fordi de bruger haven så meget. Håbet er dog, at få boligkvadratmeter vil hjælpe dem til også at få brugt naturen, når årstiden skifter. (© Henning Bagger)

For hende er det vigtigt at mærke på egen krop, at hendes lykke ikke er proportionel med kurven over familiens nyerhvervelser.

- Jeg kan godt blive glad, når jeg køber en ting, men det er et kort fiks af lykke. Og det er væsentligt at mærke, hvad der virkelig gør dig lykkelig, for hvis du bliver ved med at jagte materialisme i troen om, at det gør dig rigtig lykkelig, men det viser sig, at det i virkeligheden kun giver dig meget korte fiks af glæde, så bruger du jo din energi helt forkert, mener hun.

Frihed, rejser og god mad

Den lille bolig og det lave shoppeforbrug har givet familien flere penge mellem hænderne. De vil dog ikke ind på, hvad de sidder for om måneden. Men de har råderum til, at Marie nu kan studere igen, selv om hun ikke har flere SU-klip. Hun har netop søgt ind på datalogi.

De understreger, at deres boligvalg ikke skyldes, at Marie skal læse igen. Hvis de havde flere penge, ville de ikke ændre ret mange ting ved deres livsstil. Men for Majurran betyder det meget, at deres levemåde giver dem den her fleksibilitet.

- Jeg elsker mit job, men jeg vil gerne råd til at kunne skifte karriere eller sige mit job op, hvis jeg en dag får lyst. De penge, vi ikke bruger på bolig og forbrug, vil jeg gerne bruge på at have den frihed og på rejser, siger han.

Marie griner lidt og tilføjer:

- Og på god mad!

Facebook
Twitter