Kokain og kærlighed smadrede Katrines liv: Sad syv måneder i colombiansk kvindefængsel

Hun svævede rundt i en rus af forelskelse, alkohol og stoffer. Pludselig fandt hun sig selv bag tremmer i et sydamerikansk fængsel.

Katrine Jepsen har svært ved at holde tårerne tilbage, mens hun fortæller sin historie.

11. august 2017 er en dato, hun aldrig glemmer. Den dag sluttede det mareridt, som får tårerne frem i hendes øjenkroge. Hun kan ikke holde dem tilbage.

- Jeg vejede 47 kilo, og jeg så skidt ud. Jeg ville bare væk fra Colombia og på det fly hjem til Danmark og min familie, siger hun.

Katrine bliver stadig rørt, når hun tænker tilbage på alt det, hun har været igennem. Og hun bliver irriteret ved tanken om de historier, andre fortæller om hende, for de kender ikke sandheden. Dem vender vi tilbage til.

Katrine har siden teenageårene truffet nogle beslutninger, hun ville gøre alt for at lave om, hvis kun kunne.

Samtidig føler hun, at hun er kommet styrket ud på den anden side, fordi hun har truffet de beslutninger.

- Det lyder bizart, men på en måde er jeg taknemlig over at have oplevet, hvor stærk min krop og psyke var, da jeg blev presset ud i ekstremer, siger den 27-årige kvinde, da DR Mit Liv møder hende i forældrenes hjem i Søborg.

27-årige Katrine Jepsen fra Søborg lod stofferne tage kontrollen over sit liv, og hun endte med at blive fængslet i Colombia, hvor de her billeder er fra.

Delte en hygge-rus med kæresten

Hendes fortælling starter et helt andet sted: I det københavnske natteliv og restaurationsmiljøet, som hun stiftede bekendtskab med allerede som 14-årig, da hun fik job som opvasker.

I gymnasiet arbejdede hun deltid som tjener samme sted, og som student blev det til et fuldtidsjob i en årrække.

Her mødte hun en kæreste, der introducerede hende for kokain.

Han var ti år ældre, og hun lod sig overtale til at dele en rus med ham. Det skulle bare være de to hjemme hos ham i trygge rammer med rødvin, stoffer og snak hele natten. Ikke noget med at gå uden for i en kokain-koger.

- Det var en god oplevelse. Desværre, kan man sige, for det blev den første af mange. Det gik fra at være en festting til noget, jeg havde brug for for at præstere i hverdagen.

- Jeg havde så meget brug for det til sidst, at jeg konstant gik og kiggede på min telefon, når jeg havde sendt en besked til en sælger. Det kunne kun gå for langsomt med et svar retur med mødested og -tidspunkt. Kom nu! Svar mig!

Katrine bliver stadig rørt, når hun tænker på de ting, hun har været igennem i det sydamerikanske. Hun ved godt, at hun kun kan bebrejde sig selv.

Carlos - slangen i ferieparadiset...

Et opslag på Facebook fik hende til at træffe en beslutning. En dansk familie ville flytte til Den Dominikanske Republik og forpagte en restaurant på strandpromenaden.

De søgte personale, og Katrine så det som en mulighed for at komme væk fra København i et forsøg på at lægge stofferne bag sig.

- Mit liv var noget lort. Der skulle bare ske noget nyt, siger hun.

Hun søgte stillingen og fik den efter en jobsamtale over Skype. Det var i september 2016, hun var 25 år, single, og to uger senere stod hun med flybilletten til Punta Cana i hånden.

Familien hentede hende i lufthavnen og tog hende med hjem til feriebyen Boca Chica.

- Tænk sig, jeg ville væk fra stofferne, og så rejste jeg til Sydamerika, hvor "peberet gror" og koster en sjettedel. Det var dømt til at gå galt, siger Katrine Jepsen.

Hun kan sagtens selv se ironien i det.

Boca Chica var et paradis. Katrine var med til at drive restauranten, og det gik godt. Men - så kom Carlos ind i billedet. En 37-årig lokal mand, der arbejdede i en surferbutik.

- Vi blev kærester, og jeg var forelsket i ham og betaget af ham og mit nye liv. Der er noget særligt ved at feste i Sydamerika. Desværre blev kokain igen en del af hverdagen med byture flere gange om ugen. Carlos betalte det hele, så det var nemt for mig at hoppe med. Jeg var naiv.

Katrine røg igen ud på et sidespor. Den danske familie kunne se, hvad der foregik, og de opsagde samarbejdet. Livsstilen fortsatte imidlertid ufortrødent.

- Jeg svævede rundt i en rus af forelskelse, alkohol og stoffer. Sidst i december besluttede jeg mig for, at nu var det nok. Jeg ville hjem til min familie. Jeg havde lige fejret fødselsdag og jul uden dem, og det rørte noget i mig. Hvad har du egentlig gang i, spurgte jeg mig selv.

Det er 14 måneder siden, Katrine genså sin familie efter fængselsopholdet.

Må vi se din bagagebillet?

Carlos blev ked af det, da hun fortalte om sine rejseplaner.

Som en afskedsgave inviterede han hende med på en tur til Cartagena de Indias i Colombia. En havneby fra 1500-tallet med knap en million indbyggere. De ankom 15. januar.

- Vi havde en fin tur, hvor vi blandt andet var på et cruise til en ø. Min kuffert havde jeg efterladt på hotellet. Det må være her, én eller anden har haft fat i den.

To dage efter stod hun igen i lufthavnen og sagde farvel til Carlos. Det var sidste gang, hun hørte og så noget til ham.

Kufferten blev tjekket ind, og hun gik igennem det obligatoriske security check og videre til boardingområdet.

- Pludselig stod der fire betjente foran mig og bad mig vise min bagagebillet. Jeg sagde "selvfølgelig" og "værsgo". De beordrede mig til at følge med.

Katrine kom ned i et sterilt rum med hvide vægge og et bord af stål, hvor hendes kuffert stod placeret. En mand åbnede den, væltede indholdet ud, lynede op i bunden og brækkede et afstiver-rør op. Det var hult, og han stak en kniv i det.

- Jeg tænkte: Nej! Det er bare løgn, da der var hvidt pulver på kniven. Så tog de et kosteskaft og bankede flere små, tamponlignende ruller ud på bordet. De tog en prøve med noget, der blev blåt. Det var kokain. 750 gram.

Fælden var klappet. Katrine blev anholdt og fik læst sine rettigheder op. Først på spansk og senere engelsk.

Hvor kom kokainen fra?

Hun var i chok og forstod ikke, hvad der foregik. Det var surrealistisk. Hun fik lov til at lave et opkald, og hun ringede til sin far.

- Han vidste ikke, at jeg var rejst videre til Colombia, så hans første reaktion var at spørge, hvorfor fanden jeg var dér. Jeg sagde "Far, ikke nu! Den snak tager vi en anden gang. Jeg har brug for hjælp."

Katrines far kontaktede ambassaden og fik anbefalet en advokat, der besøgte hende. Han gjorde det hurtigt klart, at det ikke så godt ud. At beviserne mod hende var svære at bortforklare.

Katrines sag blev ekspederet med en straksdom på fire års fængsel med mulighed for at komme i husarrest efter seks måneder.

Hun fastholder, at hun ikke aner, hvor kokainen kom fra. At nogen må have plantet den.

- Jeg har haft god tid til at tænke det her igennem, og jeg ved, jeg ikke får spørgsmålet besvaret. Mit bud er, at én eller anden har villet bruge mig til at fragte stoffet til Schweiz, hvor jeg skulle mellemlande.

Denne "én eller anden" kan være Carlos, som ifølge Katrine forsvandt som dug for solen lige efter hendes anholdelse. Hans Facebook-profil er væk, og telefonen bliver ikke besvaret. Hans efternavn fik hun aldrig fat i, og hvem siger egentlig, at Carlos er hans rigtige navn? Spekulationerne står i kø.

- Jeg har en idé om, at han levede en dobbelttilværelse med en familie et andet sted og så mig som det festlige indslag.

Ah, una nueva!

Det var 25. januar 2017, og Katrine blev ført til det kvindefængsel, der skulle blive hendes hjem de næste mange måneder.

De fleste af de 150 indsatte havde domme på to-tre år for prostitution og salg af narko. Katrine blev placeret i celle nummer ét med 15 sovepladser.

- Det var den celle, der var mindst hård. Jeg tror, de tænkte, at hende dér kan kun overleve her. De kunne se på mig, at jeg var bange. Jeg husker, at de sagde "ah, una nueva" - en ny pige i flokken - og kiggede undersøgende på mig. Den eneste lyshårede i fængslet.

Her var køjesenge med en tynd madras og løse træbrædder på et ustabilt skelet af stål.

Dagene startede 6.30, når vagterne kørte kniplerne hen langs tremmerne, som man kender det fra filmene. Katrine var som regel vågen ved seks-tiden, så hun var klar til at komme hurtigt ud i gården. Hun tog løbesko på og fik lidt motion ved at cirkulere rundt.

Hun har aldrig grædt så meget og følt sig så ensom, selv om der var folk tæt omkring hende konstant.

Hun fandt et frirum på badeværelset, som var det eneste sted, hun kunne være sig selv.

- Jeg gik i bad fire gange om dagen. De tre af dem tændte jeg bare for vandet og lod det løbe, mens jeg prøvede at samle mig selv og mine tanker op. Sådan fik jeg fem minutters privatliv.

  • Katrine sidder her sammen med nogle af de kvinder, hun delte celle nummer et med. De fleste sad inde for prostitution og handel med narkotika og havde domme på to-tre år. Privatfoto.
  • Inde bag det lyserøde forhæng var badeværelset, hvor Katrine flere gange om dagen gik ud og havde lidt privatliv. Privatfoto.
  • Kunne du leve her i syv måneder? Privatfoto.
  • Fængslet var i meget dårlig forfatning. Katrine fik adgang til en mobiltelefon og sms'ede ind imellem til sin mor, hvor hun gav udtryk for, at det kunne styrte sammen om ørene på hende når som helst. Privatfoto.
  • De fleste morgener gik Katrine en tur ud i gården med sine løbesko på. Det var hendes eneste mulighed for at få lidt motion. Privatfoto.
  • Katrine fortæller, at hun ofte tog sig selv i at savne regnen hjemme i Danmark. Særligt på de varmeste dage, hvor temperaturene var meget høje i den sydamerikanske fængselsgård. Privatfoto.
  • Lidt friske farver til at sætte kulør på en sort tilværelse. Privatfoto.
1 / 7

Du kommer hjem - engang...

I marts fik hun en ny advokat, som havde ry for at kunne skaffe folk ud af fængslerne gennem sit kendskab til systemet og folk i det.

Hun havde anket afgørelsen. Derfor kørte hendes sag stadig, og der var mulighed for at blive løsladt, til sagen skulle behandles igen.

Det ville blive dyrt at få Katrine ud, men hendes forældre var klar til at betale prisen.

I første omgang var meldingen, at Ariel Lopez, som advokaten hed, ville få hende ud om to og en halv måned - det vil sige midt i maj 2017 - men løsladelsesdatoen blev hele tiden rykket, og hver gang føltes det som en mavepuster for hende. Altid med en ny finurlig forklaring og uvisheden om, hvorvidt han havde fyldt hende med løgn. Hvem var han i grunden?

Katrine må ikke rejse til Colombia de næste mange år. Gør hun det, bliver hun arresteret med det samme, for hendes sag er ikke formelt afsluttet.

11. august skete det endelig. Datoen har brændt sig fast i hukommelsen.

Hun lignede en mager fugleunge med en vægt på 47 kilo. Normalt vejer hun 58, men en kost bestående primært af tun fra dåse, tørre kiks og frugt havde sat sit aftryk.

Advokaten havde været i retten og sendte hende pludselig en besked i WhatsApp, hvor han skrev: "Enhorabuena, eres libre, querida" - "tillykke, du er fri, min kære". "Sagen kører stadig, men du er løsladt indtil videre".

- Jeg turde ikke tro på det, men den var god nok, og det kunne kun gå for langsomt.

Hun efterlod de fleste ejendele og blandt dem den kuffert, der fik hende bag tremmer.

Hun havde derfor kun sin håndbagage, da hun endelig igen stod i lufthavnen i Cartagena.

Forinden havde hun ventet seks dage på et hotel i den turistede del af Boco Grande. Det var efter strenge anvisninger fra advokaten, der var bange for, at hun ville vække opsigt, hvis hun tog direkte fra fængslet til lufthavnen. Lokale journalister havde hørt om den lyshårede kvinde i fængslet. "La gringa", som de kaldte hende - et slangudtryk for en engelsktalende kvinde i Sydamerika.

Derfor skulle hun holde lav profil og falde i ét med de andre turister.

- Jeg havde ondt i maven hele dagen. Følelsen af at gå igennem security og kropsscanneren uden at blive tilbageholdt var ubeskrivelig, og det var en kæmpe lettelse, da jeg satte mig til rette i flysædet.

Har du hørt det om Katrine?

Katrine skypede med en veninde, der arbejdede i lufthavnen, og hun stod klar til at tage imod hende, da hun kom ud af flyet. Så stod de der i ti minutter og krammede livet halvt ud af hinanden.

- Vi græd, og hun holdt mig i hånden hele vejen ned til ankomsthallen, hvor mine forældre, søster, svoger og lillebror tog imod mig. Slap af, hvor var jeg baldret i kroppen og i hovedet, siger Katrine, mens hun tørrer sine tårer væk.

Det rører hende, når hun tænker tilbage. Også selv om hun har fortalt sin historie mange gange det seneste års tid.

Katrine Jepsen har sagt farvel til restaurationsbranchen. Nu arbejder hun deltid i sin mors firma. Det er hendes plan at søge ind på uddannelsen til fysioterapeut efter nytår.

Hun har i perioder isoleret sig fra omverdenen og haft brug for at være sig selv. Derhjemme gik rygterne på, at hun havde forsøgt at smugle ti kilo kokain, at hun havde arbejdet som prostitueret på gaden, at hun var stiknarkoman og så videre.

"Onde tunger", som hun kalder det.

- Nogen - jeg ved ikke hvem - har startet de her rygter omkring mig, og det har været ubehageligt at opleve oven på alt det andet. Jeg har mistet veninder på det her, men de bedste og tætteste har holdt ved. De tror på mig, når jeg siger, at jeg var offer for en andens ondsindede handlinger.

Katrine tager ikke stoffer længere, og hun er overbevist om, at hun ikke falder i igen.

- Jeg har fået et andet syn på tilværelsen. Hvad der er vigtigt, hvad der betyder noget, og hvad der er ligegyldigt. Jeg var ved at ødelægge mig selv, fordi jeg tog nogle dumme beslutninger og lod mig rive med, men det er en del af mit liv nu, og jeg føler, jeg er kommet videre. Nu ser jeg fremad, siger Katrine Jepsen.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk