Kunstig intelligens klæder danske kvinder af på nettet: ’Det er jo alt, der bliver blottet på én’

25 danske kvinder har fået delt falske nøgenbilleder på socialt medie. Politiet ser et stigende antal sager, fordi billederne er blevet så nemme at lave.

- Findes der noget, der kan fjerne mit tøj?

Det var den tanke, der ramte Anna Briand, da hun første gang blev gjort opmærksom på et falsk nøgenbillede af sig selv.

- Det så så ægte ud.

Selvom 20-årige Anna Briand aldrig har delt nøgenbilleder af sig selv, har hun i dag kendskab til tre falske nøgenbilleder af ’hende’, der er blevet delt mellem brugere i et underforum på det sociale medie Reddit.

Deler man et falskt nøgenbillede, er det ifølge politiet ulovligt og en overtrædelse af straffeloven.

Flere af billederne er lavet på en hjemmeside, hvor man på 30 sekunder kan manipulere et foto, uden at det kræver særlig teknisk kunnen, så det ligner et ægte nøgenbillede - også kaldet fake porn.

Førhen har internettet vist talrige eksempler på, at kvinders ansigter er blevet redigeret ind på andre kvinders nøgne kroppe. Nu bruges en teknologi, der fungerer ved hjælp af kunstig intelligens. Den kan regne ud, hvordan kvinder ser ud uden tøj på.

Kvinderne bliver klædt af og får skabt en krop, der passer til det ansigt, man gerne vil have fotomanipuleret.

I Anna Briands tilfælde er de tre fotos taget fra hendes Instagramprofil.

På to af billederne er hendes bikini blevet ‘fjernet’ og erstattet med en ny, nøgen krop generet ved hjælp af den kunstige hjerne. På det tredje billede havde hun oprindeligt jeans og bh på, men på det manipulerede billede ser hun nøgen ud.

- Jeg synes, det er lidt skræmmende, for jeg har aldrig nogensinde delt et nøgenbillede af mig selv. Det er jo alt, der bliver blottet på én.

- Det er krænkende, at nogen laver et billede, hvor man kan se hele ‘min’ krop.

Du har over 200.000 følgere på Instagram og bruger dig selv meget via mange opslag, og du har selv optrådt i bikini og bh på din profil. Er det med til at lægge op til, at de falske billeder bliver lavet?

- Jeg er selv typen, der aldrig ville dele et nøgenbillede, men ja, det lægger måske lidt op til, at nogen manipulerer og deler billederne. Jeg har bare aldrig tænkt, der var nogen, som ville gøre sådan noget.

- At nogen vælger at gøre det, er bare superærgerligt, men hvis jeg har lyst til at lægge et bikinibillede op, skal jeg have lov til at gøre det.

Anna Briand er blot én af 25 danske kvinder, der for nylig har fået delt falske nøgenbilleder på Reddit.

I mange tilfælde er der tale om influencere med mange tusinde følgere, som blandt andet poster billeder af dem selv i kjoler, med smykker og i nogle tilfælde i bikini.

Scroller man ned gennem Anna Briands Instagram, er den fyldt med portrætter af influenceren i farverige bluser og kjoler, indimellem med en hund på armen, en veninde på sidelinjen eller en Starbucks green tea latte i hånden.

Hun har taget et aktivt valg om ikke at lægge nøgenbilleder på sin profil. Både fordi det for hende er en meget privat ting, og fordi hun ikke ville risikere, at et potentielt nøgenbillede ville kunne blive delt uden hendes samtykke.

- Men jeg kan ikke vælge ikke at få lavet fake nøgenbilleder af mig selv, og det er ubehageligt, at folk har den kontrol.

Anna Briand fortæller, at hun ikke helt vidste, hvordan hun skulle reagere, da hun første gang blev gjort opmærksom på, at der var blevet delt et falsk nøgenbillede af hende.

- Jeg grinte bare og tænkte, det var lidt sjovt, for jeg vidste jo godt, det ikke var mig. Men da der var gået lidt tid, kunne jeg mærke, at det ikke var så fedt, at nogen kunne tro, at det her faktisk var mig.

I videoen herunder kan du se flere af kvinderne, heriblandt Anna Briand, reagere på de falske nøgenbilleder, der er blevet delt:

Hos foreningen Digitalt Ansvar, der arbejder for at forebygge digital vold og digitale krænkelser, er fake porn noget, de er yderst bekendt med.

Begrebet dækker over billeder, eksempelvis Instagram- eller profilbilleder, der via hjemmesider og apps bliver manipuleret til falske nøgenbilleder.

- Vi støder ofte på fotomanipuleret materiale på tværs af alle de største digitale platforme, siger Christian Skettrup, der er digital analytiker i foreningen.

Materialet er ekstremt virkelighedstro og gør det svært at adskille fra rigtige billeder, fortæller han.

- Det ser simpelthen så ægte ud, at det kan fremstå yderst krænkende for dem, som bliver udsat for de overgreb.

Alle og enhver kan ifølge Flemming Kjærside, kommissær i Rigspolitiets Nationale Cyber Crime Center, opleve, at et foto bliver manipuleret, men der er en del kendte iblandt. Især kvinder.

- Nettet flyder over med kendte mennesker i alle mulige situationer, så det er nemt at finde et billede og sætte det ind i en grafisk kontekst eller generere en nøgen krop, siger han.

- Generelt set på det område, vi kalder ‘digitale sexkrænkelser’, har vi de seneste par år set en ganske eksplosiv stigning.

Herunder nævner han ‘grooming’, hvor en krænker opbygger en relation til et barn eller en ung med henblik på at begå et seksuelt overgreb. Og ‘sextortion’, hvor en gerningsmand bruger seksuelle eller intime billeder og videoer af offeret til afpresning.

- Men også i delinger af fake porn. Vi ser faktisk flere og flere sager, fordi det er blevet så nemt at gøre det her.

Straffen for at dele et falskt nøgenbillede går fra bøde til fængsel, og personen, der laver billedet, kan meget vel risikere at skulle betale erstatning til den forurettede.

I princippet gør det ikke nogen forskel, om billedet er ægte eller falsk, siger politikommissæren.

- Det er de samme paragraffer, man overtræder i straffeloven, så politiet vil forfølge begge sager på nøjagtig samme måde.

Ifølge DR's oplysninger har flere af de 25 kvinder anmeldt delingerne af de falske nøgenbilleder til politiet.

En hjemmeside, der bliver brugt til at manipulere fotos, som i sagen her, er svær for politiet at opspore, og det samme er de folk, der står bag.

- Der findes nogle suspekte platforme, som vi ikke kan lokalisere, fordi de gemmer sig bag nogle forskellige tjenester. De kan ligge i Rumænien, i USA eller et helt andet sted, og så kan det være svært at komme i kontakt med dem. Der findes desværre ikke en knap, så vi bare lige kan lukke for dem, siger politikommissær Flemming Kjærside.

Anna Briand mener, det er grænseoverskridende, når nogen laver og deler falske nøgenbilleder.

- Hvis folk nu ikke følger mig og ikke kender mig, så kunne de godt tro, at det her var rigtigt og tænke, at det her faktisk var min krop.

Kommer det, du har oplevet, til at betyde noget for, hvad du fremover poster på din profil?

- Det vil måske sidde lidt i baghovedet, men nej. Ser man mig på stranden, ser man mig også i bikini, ligesom man kan se mig på Instagram i bikini.

Vi har spurgt Reddit om deres kommentar til, at delinger af falske nøgenbilleder, fremstillet via kunstig intelligens, sker på Reddit, og hvad de vil gøre for at sikre, at det ikke sker i fremtiden.

Chef for Reddits kommunikation, Sandra Chu, henviser i en mail til DR til virksomhedens tidligere udtalelse, som hun videregav tilbage i marts i forbindelse med den føromtalte artikel.

‘Jeg har allerede delt vores politik, som forbyder denne type indhold og de tiltag, vi gør, vist i vores gennemsigtighedsrapport, herunder at forbyde grupper for overtrædelser. Den (tidligere, red.) leverede kommentar adresserer denne type indhold’.

Dengang videregav Sandra Chu på vegne af virksomheden følgende skriftlige svar på DR's henvendelse:

Hun fortæller, at de falske nøgenbilleder hos Reddit hører under kategorien ’ufrivillig pornografi’.

Underforummet blev lukket af Reddit, efter at foreningen Digitalt Ansvar gik ind i sagen.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk