Lasse genstarter sit liv som 27-årig: ’Jeg skal finde mig selv igen med ekskone, delebarn og en ny kæreste’

Han havde det hele og mistede det. Nu skal han starte forfra i en alder, hvor mange andre begynder at etablere sig første gang.

Før sommeren 2018 havde jeg det hele:

En skøn datter på to år. En hustru. Fed lejlighed. Job.

Nu står jeg som 27-årig og skal starte forfra med alt efter en skilsmisse og en sygemelding med stress.

Jeg mistede overblikket over mit liv, og jeg fuckede det hele op.

Det har været sygt hårdt at komme ovenpå igen. Mit liv har været et følelsesmæssigt kaos i flere år, men jeg klarede det, og jeg vil gerne dele min historie, hvis andre kan lære noget af den.

Jeg ser på det sådan, at jeg kun er 27, men jeg har været igennem nogle faser, mange først kommer til i 30'erne, 40'erne eller 50'erne.

Det - fortæller jeg mig selv - har ekstremt meget værdi for mig som menneske, for jeg er ikke bange for, hvad der måtte komme eller for at ende i samme situation igen.

Det er på mange måder ret vildt at stå i den situation her midt i 20'erne, hvor mange andre først begynder at etablere sig.

Min historie handler om at genfinde sin identitet, samle sig selv op og blive glad for livet på en ny måde efter et break up, hvor følelserne er svære at rumme.

Om den første gang med en ny kvinde i sengen.

Om at savne sin svigerfamilie og om at give sin datter det bedste liv som delebarn.

Vi skruer tiden tilbage. Følg med.

Jeg havde en indre Superman, der pressede på

Jeg mødte min ekskone, da vi var 15 år.

I starten var jeg blæst bagover af forelskelse og sikker på, det skulle være os to for altid.

Alligevel var der tidspunkter, hvor jeg ikke vidste, hvad jeg ville, og hvad jeg ikke ville i forholdet. Skulle vi være sammen eller ej?

Det endte altid med et ja.

Så vi blev voksne og flyttede hjemmefra sammen, og vi fik skabt et fedt hjem, de steder vi boede rundt omkring i København.

Vi holdt det vildeste bryllup og fik vores datter.

Det kørte for mig, men jeg havde altid travlt med en masse ting: Skole, arbejde, renovering af lejlighed, socialt liv med vennerne, rejser og selvfølgelig familien, som var det vigtigste.

Det var umuligt for mig at gå op og ned i energi-niveau.

For jeg har altid haft en lille Superman inden i, der har sagt til mig, at jeg skulle være bedst til alt, så jeg bankede afsted i så højt et tempo, at jeg til sidst følte mig utilstrækkelig i det hele.

Jeg nåede godt nok en masse hver dag, men det var med en følelse af at være bagud, og jeg prøvede hele tiden at planlægge mig ud af det.

Når jeg var sammen med vores datter, kunne jeg lege med Lego på gulvet eller se tv og i tankerne være fremme ved en ting, jeg skulle ordne to dage senere.

Jeg var ikke rigtigt tilstede i mit eget liv, og jeg kom til at lade andre - min hustru, venner og kolleger - trække mig i forskellige retninger, når jeg mistede overblikket og følelsen af, hvad jeg selv havde lyst til at lave.

Jeg vidste slet ikke, hvad jeg havde lyst til, for jeg kunne ikke mærke mig selv.

Det fuckede tingene op for os allesammen, fordi min eks stod alene med det hele, når jeg ikke var der mentalt.

Til sidst blev det hele for meget. Jeg gik ned med stress og kom på sygedagpenge.

Jeg var flad indeni og udenpå, og det gik ud over forholdet.

Lasse har siden januar i år haft sin egen lejlighed i Rødovre. Han har ikke haft svært ved at stå for alt det basale selv. - Rengøring, indkøb, betale regninger osv. er nemt nok. Det var tanken om at være alene, der var hård at acceptere i starten, siger han.

Når det rigtige føles forkert

Det var hende, der førte ordet, da vi aftalte at splitte op i juni 2018.

Jeg havde så lidt mentalt overskud, at jeg gav hende ret, selv om jeg havde svært ved at føle, det var det rigtige.

Det var nemmere end at argumentere imod, hvilket jeg heller ikke skulle. Vi var jo enige.

Det er bare sygt svært at give slip på et menneske, man har delt næsten halvdelen af sit liv med. Vi var vokset op sammen, og vi havde gjort alting sammen.

Nu stod jeg pludselig dér i slutningen af mine 20'ere og skulle starte forfra på rigtig mange punkter.

Jeg brugte sommeren på at gå nogle lange ture, træne, løbe og tage på stranden med gutterne, og jeg ringede til min ven Daniel, når jeg var ked af det.

Hun blev boende i vores lejlighed, og jeg flyttede hjem til mine forældre med en aftale om at have vores datter hver anden uge.

Vi havde fælles venner, som skulle fordeles mellem os. Ihvertfald til en start. Det er løsnet mere op nu, hvor vi begge ser alle de gamle.

Jeg har to eks-svigerforældre, som jeg savner, men som jo heldigvis stadig er en del af mit liv, fordi de er morfar og mormor til min datter.

På det område var det ingen hård skilsmisse, og vi har hele tiden været enige om, hvordan det skulle gøres. Hvordan det på ingen måde skulle gå ud over vores datter.

Hun skal vide og mærke, at mor og far stadig er sammen - bare på en anden måde, hver for sig.

  • Det er første gang, Lasse bor alene. Da han flyttede hjemmefra, flyttede han sammen med den pige, han havde været kærester med, siden han var 15 år.
  • - Jeg er sindsygt meget tilstede, når jeg er sammen med min datter nu, fordi jeg har det mentale overskud til det. Det føles sgu godt, siger Lasse Olsson.
  • Lasse og ekskonen samarbejder godt om deres datter, så det er mindst muligt hårdt for hende at være skilsmissebarn.
  • Lasse har sin datter hos sig hver anden uge. Når hans ekskone har hende, ser han alligevel datteren to-tre gange på de syv dage.
1 / 4

I en taxa med hjertet hamrende i halsen

Lige efter skilsmissen havde jeg svært ved at vænne mig til tanken om, at jeg efter 12 år i et forhold pludselig kunne være sammen med andre kvinder.

Min ekskone var den første, jeg var sammen med på dén måde, og derfor var hun også den eneste. Der er føjet et par stykker til nu, men jeg er ingen player-type, og jeg drømmer ikke om at være det.

Det var heller ikke vigtigt for mig at komme ud i byen og finde en ny med det samme.

Jeg gik rundt med følelsen af, at sex med en anden ville blive den endelige afslutning på mit forhold til min eks.

Så var der ingen vej tilbage. Det var der ikke uanset hvad, så det var kun mentalt.

I starten var det svært for mig at fortolke pigernes signaler i byen.

Alting var anderledes, fordi det var legitimt for mig at flirte og gengælde ting: Kysse, holde i hånd og kigge dem dybt i øjnene.

Første gang, jeg var sammen med en anden, var jeg meget fuld. Jeg var i byen med drengene, da jeg kom i kontakt med hende på dansegulvet.

Vi snakkede sammen, jeg skævede til gutterne, og jeg foreslog, at vi gik ud og trak lidt frisk luft.

Hun foreslog i stedet, at vi tog hjem til mig og havde sex. Wow!

Det føltes næsten uvirkeligt, og jeg havde det som en teenager, der stod over for sin seksuelle debut.

Det blev ikke mindre uvirkeligt, da vi sad sammen i en taxa på vejen hjem til mine forældre, hvor jeg boede midlertidigt.

Jeg tænkte på, at lige om lidt skal hun se mig nøgen, og jeg skal se hende. Hold nu kæft! Mit hjerte hamrede helt op i halsen.

Hvordan jeg havde det bagefter? Jamen - fint.

Det var ikke den samme slags sex, jeg havde været vant til, for der var ingen følelser i det.

Det var mere fysisk arbejde, hvis jeg kan tillade mig at sige det.

Det gav mig et selvtillidsboost, men det var ikke sådan "så - nu er jeg sgu i gang. Kom med dem!".

Det handlede om at få det gjort, for det skulle jo ske på et tidspunkt.

Lasse har gået nogle lange ture ved Damhussøen, mens han har funderet over tilværelsen efter bruddet med ekskonen, som stadig betyder meget for ham.

Helt nye muligheder

Jeg prøvede med Tinder, men det holdt kun en måned, hvor jeg brugte det om aftenen, når jeg følte mig alene.

Det virkede meningsløst at kommunikere med andre på den måde. Som en flugt fra virkeligheden, hvor jeg ikke vurderede mine egentlige behov.

Det handlede mere om bekræftelse, og det havde jeg ikke brug for. Mit selvværd var så godt på det tidspunkt, at jeg sagtens kunne undvære det.

I stedet begyndte jeg at ses med en pige, jeg havde mødt på min allerførste bytur som single.

Jeg prøvede at glemme hende, men det kunne jeg ikke, for vi passede godt sammen. I dag er vi officielt kærester.

Jeg har nok brugt de andre piger lidt til at se, om jeg overhovedet skulle være sammen med hende her.

Om jeg var klar til at få et nyt forhold, fordi jeg længe har følt, at det var forkert af mig at have den slags følelser for en anden.

Det var en sjov erkendelse, at det må jeg faktisk gerne have. Der er grønt lys, makker!

På mange måder er vores skilsmisse blevet starten på et liv med nye muligheder.

Det har været vanvittigt hårdt, men jeg føler mest af alt, at jeg har fået en second chance, som jeg skal udnytte bedst muligt nu.

Jeg har haft psykologsamtaler, som har hjulpet mig til at se lyst på tilværelsen igen.

Jeg har bearbejdet de ting, der ikke fungerede, og jeg er kommet ud på den anden side, hvor jeg er i stand til at komme videre.

Jeg har fået job som personlig træner og min egen lejlighed efter at have boet hos mine forældre.

Nu har jeg det bedre, end jeg har haft længe, og jeg kan sagtens glæde mig over alle de gode år sammen med min eks.

Nu skal jeg først og fremmest lære at have en hverdag, hvor jeg træffer valg ud fra mine egne behov og ud fra min datters - ikke kun fra hvad der fungerer i et forhold.

Der er da altid en frygt for at ende samme sted igen. At blive stresset og miste overblikket og følingen med mig selv.

Forskellen er bare, at jeg nu ved, at hvis noget præger mig negativt, skal jeg have det ud af mit liv i en fart. Det kan være for meget arbejde eller aftaler med vennerne, jeg ikke selv føler for.

Nøgleordet er blevet "overskud".

Du skal forestille dig et timeglas: De mange, fine, små sandkorn er dit overskud.

Det hele handler om, hvordan du konstant får vendt dit glas om, så du aldrig løber tør for korn i ét af rummene.

Gå aldrig ned på det mentale overskud! Så ramler det sammen for dig!

Jeg ved godt, det lyder lidt halv-filosofisk, når jeg fyrer sådan noget af, men det er én af de vigtigste ting, jeg har lært de seneste seks måneder.

Jeg håber for alle mennesker, at de på et tidspunkt i deres liv har det sådan her. At de finder ud af, hvad der giver dem overskud til at være der for andre og for dem selv, så de ikke fucker deres liv op, ligesom jeg gjorde.

Jeg sysler stadig selv med det indimellem, men jeg har taget de første gigantiske skridt på vejen - og jeg er kun 27. Det er slet ikke for sent at starte forfra.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk