Louise blev overladt til sig selv på prøveløsladelse: Jeg havde det bedre i fængslet

21-årige Daniella og 22-årige Louise har svært ved at komme ud til en dagligdag efter et fængselsophold.

(Foto: Anna Sol Jørgensen DR)

Når man har været bag tremmer, så er det langt fra nemt at blive prøveløsladt og skulle begå sig ude i virkeligheden.

Det ved 21-årige Daniella alt om. Hun har været i fængsel efter en dom på et år og 30 dage for grov vold og røveri.

Hun røg hash og tog stoffer, og for at betale for sit misbrug stjal hun.

- Jeg var rigtig langt ude.

- Det var rigtigt for mig at komme i fængsel, hvor jeg ikke skulle tænke over, at jeg godt kunne bruge noget kokain, og hvordan jeg skulle skaffe penge til det. Jeg skulle ikke tage stilling til regninger, der skulle betales. Der var bare ro på, fortæller Daniella, der i dag er kommet igennem sin prøveløsladelse.

Forskellen mellem tiden i fængslet og den virkelige verden uden for murene var til at føle på for Daniella. Nogle tror måske, at der står en lejlighed eller anden form for bolig klar, og at kommunen har håndteret ens sag, så man kan komme direkte på kontanthjælp.

- Det har de overhovedet ikke, og man skal selv have styr på en helt masse ting. Det er ikke lutter lagkage at komme ud fra fængslet, siger Daniella og fortsætter:

- Det var lidt hårdt at sidde i fængsel, men det var fedt på den måde, at jeg havde en struktureret hverdag, hvor det fungerede rigtig godt.

Ingen struktur

Og den struktur manglede fuldstændig for Daniella, da hun blev prøveløsladt.

Et arbejde ville kunne give hende en døgnrytme og en grund til at gå tidligt i seng om aftenen.

Men det var ikke så let for den 21-årige kvinde at komme ud fra Vestre Fængsel og få et job som for eksempel tjener.

- Jeg har jo ikke nogen erfaring. Jeg kan da godt snakke dansk og engelsk, og jeg ved da godt, hvad service er. Men jeg kan godt se, at de leder efter nogen, der har prøvet det før.

- Jeg har meget energi. Jeg har ADHD, så jeg er bare frisk konstant. Så jeg er fed at have på en 12-timers vagt, fordi jeg ikke kan stå stille, og der skal ske noget konstant, siger Daniella.

Godt et halvt år inde i sin prøveløsladelse lykkedes det alligevel for Daniella. Hun fik et job i Tivoli hen over sommeren. Men på trods af hendes energiniveau blev det en meget kort ansættelse, og der gik ikke lang tid, før hun fik et opkald fra sin chef, der fortalte, at samarbejdet var nødt til at slutte, fordi Daniella lavede for mange fejl.

- Jeg blev meget vred og røg en joint. Det var, fordi jeg var helt oppe i det røde felt. Jeg følte mig uretfærdigt behandlet, siger Daniella.

Da hun havde mange vagter på arbejdet, kunne hun ellers næsten overholde vilkårene i sin prøveløsladelse - nemlig at holde sig clean.

I løbet af en travl arbejdsuge røg hun måske en enkelt joint. Men da samarbejdet sluttede, begyndte det at gribe om sig, og en joint blev til seks-syv stykker på en uge.

- Det er der, det går galt. Når jeg ikke har den struktur i hverdagen. Det var meget nemmere før, hvor jeg vidste, at jeg skulle på arbejde. Nu vidste jeg ikke, hvad jeg skulle lave, og jeg syntes, at dagene blev meget længere.

Daniella er slet ikke alene om at mene, at det er hårdt og svært at blive prøveløsladt.

Skal lære at leve et liv uden stoffer

Louise på 22 år, der har fået en dom på to år og seks måneder for salg af narko, har stået i præcis samme situation.

Begge de unge kvinder har været ude i et misbrug, inden de kom i fængsel. Louise har også flere psykiske diagnoser.

I fængslet var de vant til struktur og faste rammer. Og begge dele forsvandt, da de blev prøveløsladt.

Louise gjorde noget ulovligt første gang, da hun var 12 eller 13 år. Da hun var 16 år, begyndte hun at sælge stoffer.

Da hun blev prøveløsladt, havde hun ikke rørt stoffer i månedsvis. Og det var et helt nyt liv for den 22-årige kvinde, der aldrig havde kendt til meget andet end et liv uden skole, som havde været fyldt med stoffer i årevis.

- Jeg skal lære at leve et liv uden stoffer. Det har jeg ikke kunnet, siden jeg var 13 år. Det var skræmmende at komme ud igen, fordi man skal klare sig selv. Der var ikke de faste rammer som i fængslet, fortæller hun.

Vil holdes i ørerne

Da Louise blev prøveløsladt, var det et krav, at hun havde en adresse.

Men Louise havde aldrig boet andre steder end i en plejefamilie og på forskellige bosteder. Derfor flyttede hun ind hos en ven fra et af de bosteder. Men hun er bange for, hvad der sker, når der ikke er nogen, der kan hjælpe hende hver eneste dag.

- Jeg søgte et botilbud hos kommunen, så jeg kunne få den hjælp, jeg har brug for.

- Når jeg har for frie tøjler, så falder jeg tilbage i stofferne. Så gør jeg, hvad jeg vil. Jeg vil helst have nogen, der kan holde mig i ørerne. Ellers kan jeg ikke finde ud af det, siger Louise.

Men kommunen afviste Louises ansøgning, og det blev svært for hende at overholde betingelsen i sin prøveløsladelse - nemlig at holde sig fra stofferne.

- Jeg begynder at tage stoffer, når jeg er ked af det og frustreret. Det var også det, der skete, da jeg kom ud. Det hele blev bare for meget, og så begyndte jeg at tage stoffer igen. Nogle gange også i hverdagene, hvor jeg så ikke mødte i skole, fortæller hun.

Efter et stykke tid havde Louise så høj en fraværsprocent, at hun ikke kunne få lov at blive i 9. klasse på VUC.

- Jeg syntes, at det var mega øv, og jeg begyndte at tage kokain stort set hver dag, fordi jeg var så frustreret.

For få samtaler

Under sin prøveløsladelse skulle Louise gå til samtale i Kriminalforsorgen en gang om måneden. Den ene gang skulle hun svare på et kort spørgeskema, om hvor stor sandsynligheden er for, at hun igen ryger ud i kriminalitet.

Men Louise havde brug for mere end korte samtaler en gang om ugen.

- For eksempel hver 14. dag, for jeg synes ikke, at det giver mening, at jeg kommer op en gang om måneden og snakker med en i 20 minutter.

- Jeg har brug for, at der er en, der holder mig lidt i ørerne.

Louise kom i familiepleje, da hun var 14 år. Siden har hun boet på forskellige botilbud og institutioner.

- Det er også svært, når man ikke rigtig har nogen familie eller noget. Så er det svært at klare det hele selv, siger hun.

Og netop i fængslet skulle Louise ikke klare det hele selv, og hun skulle ikke selv skabe en døgnrytme. Hun blev vækket klokken 7 hver morgen, og så var der skole til klokken 15. Senere på dagen var der aftensmad, og når klokken slog 21, blev dørene låst, og der var ikke så meget andet at gøre end at lægge sig til at sove.

- Det fungerede bedre for mig. Jeg synes, at jeg havde det bedre i fængslet, end jeg har herude, siger Louise.

Hun er flyttet i egen lejlighed, er blevet clean og venter på at starte i skole igen.

Daniella har afsluttet sin prøveløsladelse og har netop afsluttet sine eksaminer på en ungdomsskole.

Facebook
Twitter