Måtte tigge om 50'er på tankstation - i dag ejer Casper 15 boliger

I starten af sine 20'ere var Casper så forgældet, at han ikke kunne betale sine regninger. I dag drømmer han om at blive økonomisk uafhængig som 40-årig.

- Det var dén tankstation, hvor jeg engang måtte tigge en 50'er.

Casper Schneidereit sidder bag rattet i sin knaldrøde Honda Civic type R. Den spinder som en sportsvogn, når han trykker speederen i bund og får den til at accelerere på de regnvåde asfaltveje i hjembyen Nykøbing Falster.

Han fortæller om det, han betegner som 'lavpunktet' i sit liv.

Han var i starten af sine tyvere og skyldte pludselig 600.000 væk på grund af et mislykket forsøg på at starte en computerbutik op i Stubbekøbing.

Han kunne ikke betale selv de mindste regninger og blev indkaldt til møde i fogedretten af to leverandører.

Men Casper lod sig ikke slå ud så let. Han besluttede sig for at tage i militæret.

Så slap han for husleje og kunne hurtigere afvikle sin gæld.

Nu var han på vej til sin første arbejdsdag på Vordingborg Kaserne i en gammel Fiat Tipo fra '92, som han havde byttet sig til for to computere.

Men da han stod på tanken, gik det op for ham, at han ikke havde nok penge til benzin.

- Så stod jeg dér og tiggede tilfældige mennesker om en 50'er. Heldigvis var der en mand, der forbarmede sig over mig.

I dag ser Caspers liv noget anderledes ud.

I en alder af 32 år ejer han 14 boliger på Lolland-Falster og Sydsjælland gennem sit ejendomsselskab Casper Schneidereit A/S - 13 lejligheder og et enkelt rækkehus.

Derudover har han investeret i den treværelses lejlighed, han selv bor i i Nykøbing Falster.

Her fortæller han historien om, hvordan han endte med at blive ejendomsinvestor ved lidt af en tilfældighed, og hvordan han håber at blive økonomisk uafhængig allerede som 40-årig.

Casper parkerer bilen på en parkeringsplads bag et tre etagers lejlighedskompleks i gule mursten, mens eftermiddagstrafikken på E55 flyder forbi på den anden side af bygningen.

'Lille, lys lejlighed på Gaabensevej med stor altan. Totalt istandsat i 2014 med blandt andet nyt toilet og bad', lyder annoncen på Caspers hjemmeside.

'Udlejet' står der henover billedet af lejligheden med hvid skrift på mørk baggrund. Det står der også ved de 13 andre.

Dér i midten på første sal ligger den første lejlighed, han lejede ud.

29 kvadratmeter, som han erhvervede sig for 184.000 kroner - kontant.

Efter tre år i militæret havde han brugt nogle år på at tjene penge på at lave hjemmesider og stod nu tilbage med et flot plus på kontoen, som han købte en motorcykel og en lejlighed for.

Faktisk var meningen slet ikke, at lejligheden skulle udlejes.

Han var kommet ind på jurastudiet i København og skulle selv bo i den under sin studietid og pendle til København.

- Men så mødte jeg min daværende kæreste, der hurtigt blev gravid med vores nu 3-årige søn. Jeg flyttede ind i hendes hus, og lejligheden blev lejet ud på Airbnb til et udenlandsk par for 4.500 kroner i måneden, mens de ledte efter noget større.

Efter tre måneder var det stadig ikke lykkedes dem at finde et sted.

En aften sad Casper og kiggede på boligsider og faldt over en toværelses lejlighed til 380.000 kroner, der lå i en tilsvarende bygning.

Han havde stadig 100.000 kroner tilbage på sin opsparing og satte sig ned og regnede på det. Det virkede umiddelbart til at være en god forretning.

- Så jeg spurgte dem: Hvis jeg nu køber denne toværelses lejlighed, og I kan betale det samme, vil I så flytte over i den?

Det ville de gerne.

Banken var også med på idéen, så længe han lagde 30 procent selv. Han fik presset lejligheden ned til 319.000 kroner, og pludselig stod han, ret tilfældigt, med to boliger, han ikke selv skulle bo i.

Det gav ham en idé.

Han skulle investere i billige lejligheder.

Det krævede dog nogle drastiske valg. Allerede efter introugen valgte han at droppe ud af jurastudiet. I stedet begyndte han at arbejde 80 timer om ugen som programmør for at spare op til investeringerne.

- Jeg har brugt næsten alle de penge, jeg har tjent, på at købe lejligheder for. I stedet for at have en pose penge, som ikke giver noget i rente, har jeg valgt at have 14 boliger, som giver mig afkast hver måned.

Boligerne giver ham omkring 20.000 kroner i overskud hver måned - når udgifterne til boligerne, inklusiv afdrag på lån, er betalt.

Men hvordan har man råd til at købe så mange lejligheder som 32-årig?

Et af svarene er – nok ikke overraskende – geografi. Én enkelt ejerlejlighed i København og Aarhus kan hurtigt løbe op i 2-3 millioner kroner, men på Lolland-Falster og Sydsjælland kan Casper finde boliger til en tiendedel.

De 14 lejligheder har han købt for mellem 184.000 og 501.000 kroner spredt over en periode på fire et halvt år.

Han har samlet købt udlejningsboliger for 4,1 millioner og har i dag boliglån for omkring tre millioner kroner.

Målet er, at han som 40-årig har cirka det dobbelte antal lejligheder og et månedligt, overskydende beløb på 50.000 kroner fra sine investeringer.

Ud over sine investeringer i boliger, der giver det langt største afkast, har han også investeringer i aktier og 'hobby-investeringer' i vin og crowdlending, hvor han yder erhvervslån til virksomheder.

For ham er det friheden ved en god udbetaling hver måned, der trækker mere end pengene i sig selv.

- På sigt vil jeg gerne være uafhængig af mit arbejde og det offentlige og selv kunne bestemme, hvornår jeg går på pension.

- Men det er ikke sådan, at jeg stopper med at arbejde, når jeg når de 50.000 om måneden. Jeg elsker, det jeg laver, og når jeg har været på ferie og gået hjemme et stykke tid, savner jeg at komme i gang med nogle projekter.

Men han er allerede startet på 'fødselsdagsfesten', som han kalder det.

For til daglig arbejder han som konsulent i et byggerådgivningsfirma til en solid løn på 40.000 kroner. Han har valgt kun at arbejde på deltid – fordi han har råd til det.

Ud over indtjeningen fra sit konsulentjob tjener han cirka 20.000 om måneden i reklameindtægter i forbindelse med sin blog, hvor han fortæller om sine investeringer.

Han møder typisk på kontoret i København én dag om ugen. Resten klarer han hjemmefra lejligheden eller fra den skrivebordsplads, han lejer på et kontor i Nykøbing Falster.

- Jeg står op, når jeg vågner, og så tager jeg på arbejde. Jeg stopper, når jeg ikke føler, jeg er produktiv længere. Nogle gange arbejder jeg kun til klokken 14.00. Andre gange vil jeg gerne kunne hente min søn tidligt, de dage han er hos mig, og bruge noget tid sammen med ham. Så arbejder jeg om aftenen i stedet for.

- Jeg har valgt at prioritere friheden, som pengene giver mig, frem for at skulle knokle og tjene en masse ekstra for at få en endnu dyrere bil og en større bolig. Det er ikke det, der betyder noget for mig.

Casper standser Hondaen i et villakvarter på Peter Freuchensvej - opkaldt efter den berømte opdagelsesrejsende, der blev født i Nykøbing Falster i slutningen af 1800-tallet.

Her bor hans storesøster Jeanette med sin mand og den yngste af sine sønner på 21 i den største og dyreste af hans lejligheder.

'Stor stue med forbindelse til lækker altan med udsigt over byens tage. Herudover er der 3 gode værelser', står der i annoncen.

- Det er den her lejlighed, der er allerflest problemer med, joker han, da vi bevæger os ind i stuen.

- Man har været i byen og har tømmermænd, og så ringer hun: 'Komfuret virker ikke'.

Han gør sin stemme lys, mens han imiterer storesøsteren.

- Sådan er det jo at være udlejer, driller storesøster Jeanette tilbage.

Normalt finder Casper nye lejere ved at annoncere boligerne på sit ejendomsfirmas hjemmeside eller på Facebook.

Men i november 2017 manglede søsteren og hendes mand et sted at bo, da huset, de lejede, skulle sælges.

- Så var der kunder i butikken, indskyder Casper.

Det vigtigste for Casper og hans forretning er at have gode lejere - eller som han plejer at sige - at undgå de forkerte.

- Worst case scenario for min forretning er ikke at få husleje ind. Om renten eller boligpriserne går op eller ned, er mindre vigtigt.

Caspers investeringsmodel er nemlig dybt afhængig af, at han får lejeindtægter ind hver måned, og at en lejlighed ikke 'står i tomgang' – uden lejer - i en længere periode.

Det adskiller sig ifølge Casper fra boligmarkedet i København, hvor boligens markedsværdi er væsentlig vigtigere, når man vælger at investere.

Casper har, 7-9-13, aldrig haft tomgang.

To gange har han måttet skifte en lejer ud, fordi der ikke blev betalt husleje en måned. Ellers har der ifølge Casper ikke været nævneværdige problemer i forbindelse med udlejningen.

For ham er det vigtigt at have en god relation til sine lejere. Han omtaler dem da også som 'Peter' og 'Malene' frem for 'mine lejere'.

Han går gerne et ekstra skridt for at sikre, at de er tilfredse og har lyst til at blive boende.

- Hvis et toilet går i stykker, ringer man til en VVS’er og får det lavet med det samme. Men hvis et komfur går i stykker op til en weekend, er det ikke altid til at få et nyt med det samme.

- Så kan jeg godt finde på at overføre 300 kroner og sige: 'Så kan du købe pizza og sushi, indtil du får et nyt komfur igen'. Det bliver folk jo glade for, og det er jo en god historie, de fortæller videre.

Det er altid sjovere at have med glade mennesker at gøre. Men selvfølgelig er det også forretning, fortæller han.

- Min teori er, at folk, du har en positiv relation til, vil passe bedre på tingene og er lettere at finde en løsning med ved konflikter.

Selvom det er Casper, lejerne ringer til, når køleskabet er gået i stykker, eller der er hul i taget, bruger han ikke meget tid på boligerne, når først lejerne er flyttet ind.

- Det er måske hver tredje uge, jeg får et opkald om noget, der skal ordnes, og at jeg skal have sendt en håndværker eller viceværten ud. Ellers skal jeg bare logge på netbanken den tredje i hver måned og sikre, at huslejen er betalt.

Den ydre vedligeholdelse lader han ejerforeningerne tage sig af.

- Jeg udliciterer så meget, jeg kan. Jeg vil gerne have mindst mulig risiko for, at jeg skal forholde mig til alt muligt.

Selvom han ikke bruger meget tid på driften af boligerne i løbet af en uge, kræver ejendomsinvestering stadig, at man dedikerer sig.

Han sammenligner det med at anskaffe sig et husdyr.

- Når man investerer i boliger, dedikerer man sig over lang tid, og det ville for eksempel være svært at tage på et halvt års jordomrejse, fordi man også har forpligtelser herhjemme.

- Det er lidt ligesom dengang, jeg havde kat. Det eneste tidspunkt, man lægger mærke til den er, når man skal ud at rejse og skal finde nogen, der kan passe den.

Tilbage i lejligheden kan han åbne sin Macbook Air og se, præcis hvor langt han er fra sit mål.

På forsiden af hans investeringsblog viser en rød bjælke, hvor langt han er nået på vejen mod sit mål mod økonomisk uafhængighed.

'55 procent' står der på bjælken. Lige over halvvejs.

Et øjebliksbillede på, at det går den rigtige vej.

Næste investering er da også allerede besluttet – et sommerhus i Lalandia og, måske, to lejligheder i Kolding, som en ven, der også investerer i ejendomme, har tilbudt ham at overtage billigt.

Men er han aldrig nervøs for, om det øjebliksbillede forandrer sig og for, at hans ejendomsselskab - worst case scenario - en dag går konkurs?

- Selvfølgelig er der en risiko ved at investere. Det værste ville være, hvis der ikke længere kommer lejeindtægter ind, eller hvis ingen pludselig vil bo på Lolland-Falster.

Han fortæller, at han har forsøgt at minimere sin risiko så meget, han kan, i forhold til de ting, han selv kan styre.

- For eksempel har jeg en fast, lav rente på mine lån, og så længe, jeg sørger for at få husleje ind hver måned, så tror jeg på, at det nok skal gå.

- Det er ikke noget, der holder mig vågen om natten.

Overvejer du selv at udleje en bolig?

  • Vi bad chefjurist i Lejernes Landsorganisation, Anders Svendsen, komme med råd til dig, der overvejer at leje en bolig ud:

  • Lad være med at leje noget ud, du ikke selv ville bo i: Vær sikker på, at boligen er godkendt til beboelse og ikke er sundhedsskadelig.

  • Husk, at der er regler for, hvad huslejen må være. Hvis du har taget for meget i husleje, kan lejeren indbringe sagen for huslejenævnet, og kan kræve den for meget betalte husleje tilbage.

  • Lejen fastsættes normalt ud fra boligens størrelse og stand. Hvis du kun lejer én bolig ud, kan du få en forhåndsgodkendelse fra huslejenævnet for 520 kr. Du kan også selv prøve at fastsætte huslejen, med risiko for at Huslejenævnet laver den om. Du kan finde ud af, hvad gennemsnitshuslejen er i din kommune på boligstat.dk.

  • Få professionel rådgivning fra en udlejerorganisation som Ejendom Danmark eller en advokat, når du skal lave en lejeaftale.

Facebook
Twitter