- Jeg ved ikke, om jeg skal grine eller græde.
Det er slutningen af marts, året er 2016, og Maria E.B. Kirsten er i Portja i Ungarn.
Med et kamerahold i ryggen skal hun for første gang, siden hun var spæd, møde sin biologiske mor i den ludfattige roma-landsby, fire kilometer fra grænsen til Rumænien.
25 år tidligere blev hun og hendes tvillingebror født i en anden ungarsk by, Debrecen. Begge vejede de under et kilo og havde både hjertemislyde og mave-tarmproblemer.
De kom på hospitalet, blev behandlet og sendt hjem til familien. Men allerede efter to måneder blev de indlagt igen. De var begge to underernæret.
Ingen af dem kom nogensinde hjem igen.
Marias bror døde på hospitalet, og Maria blev sendt på børnehjem. Da hun var fire et halvt år, blev hun fløjet til Danmark til et par, der ikke selv kunne få børn.
Her voksede hun op som enebarn, og langsomt voksede ønsket om at kende sine rødder. Så da hun var 21, gik hun i gang med at lede efter sin ungarnske familie.
Men efter flere års forgæves søgen kontaktede hun DR-programmet 'Sporløs', i håb om at de kunne hjælpe hende. Og det kunne de.
I slutningen af marts 2016 - fire år efter hun begyndte sin søgen - stod hun altså pludselig over for den kvinde, som havde givet hende liv.
Og det blev til grin og kindkys, da de blev genforenet foran rullende kameraer.
Men grin blev siden til gråd.
For det var ikke en glad Maria, der for knap to år siden vendte hjem fra Ungarn til Danmark.
Selvom hun var blevet genforenet med sin biologiske mor og samtidig havde fundet ud af, at hun har 13 søskende, så var der også sneget sig en trist og ensom følelse med hjem i bagagen til Danmark.
- Det var meningen, at rejsen til min biologiske familie skulle give mig ro og svar på, hvad der skete for mig i 90'erne, da jeg blev adopteret. Men det mentale var slet ikke med. Da jeg kom hjem, gik klappen ned, og jeg var meget i tvivl om, hvad jeg skulle bruge det hele til, fortæller Maria.
- Jeg har stort set ikke grædt i mit liv. Hele mit liv har jeg haft en facade. Men rejsen åbnede op for en masse ting i mig selv, og pludselig græd jeg hele tiden.
- Jeg har haft brug for at bearbejde nogle ting
I dag bor Maria i Sønderborg sammen med sin kone Tina og deres datter Nola. Hun arbejder som social- og sundhedshjælper, men er lige nu sygemeldt på grund af graviditet. Hun venter barn nummer to til august.
- Efter jeg er kommet hjem, har jeg været mere stille. Jeg har haft brug for at bearbejde nogle ting. Jeg er knap så glad længere - mødet med min biologiske familie har sat sig nogle spor. Og faktisk er det sådan, at jeg i dag har en depression, fortæller hun.
Maria begyndte derfor til psykolog for at få bearbejdet de mange følelser, som hun siden barn har båret rundt på. Derudover har hun rejst rundt og holdt foredrag om adoption. Om hvordan det er at være adoptivbarn, og hvad man som par skal være opmærksom på, hvis man gerne vil adoptere. Særligt hvis det er et ældre barn.
At Maria var så gammel, da hun kom til Danmark, har nemlig sat sine spor, mener hun.
- På den ene side var jeg meget selvstændig. Jeg kunne selv binde min snørebånd og tage tøj på, men det var meget sværere på det psykiske plan. Det sætter sine spor, når man oplever traumer og svigt på den måde, som jeg har gjort.
- Jeg har eksempelvis altid undret mig over, hvorfor jeg pillede sår og bed negle til det ekstreme. Så var jeg inde og læse om selvskade, og så gav det hele lidt mere mening. Det er svært at blive adopteret i sen alder. Man skal virkelig overveje det grundigt, hvis man vil adoptere et ældre barn.
Har ikke overskud til at holde kontakten
Efter optagelserne til 'Sporløs' har Maria ikke haft særlig meget kontakt med sin biologiske familie Ungarn. Dels er det svært at holde forbindelsen, da familien ikke har adgang til internettet i hjemmet, dels er det følelsesmæssigt svært.
Hun skriver lidt med sin ene bror, men har ikke overskud til meget mere. Sin mor og sine andre søskende taler hun slet ikke med.
- Jeg er venner med dem på Facebook, men jeg har kun kontakt med min bror. Jeg skriver dog ikke til ham særlig tit. Det har jeg slet ikke plads og overskud til i hverdagen, siger hun.
- Alt skal oversættes, så et enkelt spørgsmål kan tage et helt kvarter. Det bliver meget besværligt. Det lyder egoistisk, men jeg har en familie herhjemme, og snart bliver vi fire i familien, og det ønsker jeg at bruge min fulde energi på.
Hun planlægger dog en rejse tilbage sammen med sin kone inden for et par år. Men det bliver uden børn.
- Det er alt for farligt at tage børnene med, da der er så meget kriminalitet og fattigdom. Men det ville være dejligt at have Tina med, så hun kan opleve alt det, som jeg har oplevet og bedre sætte sig ind i det.
Misundelig på sine søskende
Selvom genforeningen har sat tydelige spor hos Maria, så har hun ikke fortrudt, at hun har fundet sin familie.
- Det har været vigtigt for mig at finde min familie i mange år, og da jeg blev mor, var det vigtigt for mig at kunne fortælle min datter, hvordan mit liv har været, husker hun.
Derudover har det åbnet en masse døre for Maria. Ud over at rejse rundt i hele landet og holde foredrag har hun kun oplevet positive reaktioner på sin homoseksualitet, efter hun i programmet medvirkede med sin kone og deres barn. Flere har skrevet til hende og rost hende for hendes åbenhed.
Men oplevelsen har ikke stoppet hendes mange tanker og spørgsmål.
- Mødet med min familie har givet mig svar, og det var det, jeg ville have ud af det. Men selvom det hjalp på mit tankemylder, så kom der bare nyt tankemylder.
Det kom eksempelvis som et chok for Maria, at hun pludselig havde så mange søskende. Fra at være ønskebarnet blev hun bare til ”en af de mange”. Og så blev hun misundelig på sine søskende.
Pludselig var det tydeligt, at de havde haft hinanden gennem livet, men at hun kun havde sig selv.
- De havde haft en opvækst sammen. De havde aldrig været alene. Jeg kunne se det på deres kropssprog. Det ærgrer mig, at jeg ikke har fået lov til at opleve det.
- Men misundelse behøver ikke være en dårlig ting. For mig var det også livsbekræftende at se, at man kan have det godt, selvom man ikke har nogle penge, understreger hun.
Vil ændre opfattelsen af romaer
Under besøget mødte hun fattigdom på tætteste hold. Hendes familie bor i et lille hus i byen Portja. Her er der ingen glas i vinduerne, intet toilet og ingen ovn. Og det var en svær oplevelse for Maria.
Derfor føles det også underligt for Maria, når hun i dag slår noget op på Facebook fra hendes liv i Danmark, så hendes søskende får et indblik i et liv, der er så anderledes end deres.
- Det er så kontrastfyldt. Men jeg tror ikke, romaer har ondt af sig selv eller bærer nag. Jeg tager hatten af for dem.
Med sit møde med et samfund langt væk fra den danske har Maria nemlig også taget en stolthed med sig. En stolthed over sit biologiske ophav – som roma.
- Jeg arbejder for at være med til at ændre opfattelsen af romaer. Det er vigtigt for mig på den måde at kunne gøre en forskel for et så udskældt folkefærd.
Selvom hun har søgt efter sit biologiske ophav, ændrer det ikke på, at hendes adoptivfamilie betyder meget for hende. De har kendt hende fra barnsben.
- Det er vigtigt for mig, at jeg har nogen, der kender mig og kender hele min historie. Jeg har været et barn med krudt i røven, og mine adoptivforældre har altid kæmpet med mig i skolen.
- Vi er nok som mange andre familier, og i en enhver familier er der nogle uoverensstemmelser. Men de har altid støttet mig, siger hun.