Marie og Rane gennemlevede et gidselmareridt. Nu fortæller de for første gang deres historie

I over seks måneder var Rane Mohr Hjorhöy taget til fange af pirater. Nu fortæller han sammen med sin hustru Marie om den hårde tid.

(© PRIVATFOTO)
(Foto: © Grafik: Oliver Seppo, DR)

Sådan lyder ordene, som 29-årige Marie Mohr Hjorhöy skriver ned i en notesbog i februar 2011 efter at have fået en meget trist besked.

Ordene er ikke bare tænkt som en ventil for hendes mange følelser, men også som et slags dagbogsbrev til hendes jævnaldrende kæreste, Rane.

Han er nemlig ikke hjemme for tiden, men taget af sted som besætningsmedlem og gast på en dansk families private jordomrejse i en lystbåd. Blandt paradisiske øer og azurblå have.

Problemet er bare, at Marie – der lige inden, de skiltes, nåede at fortælle ham, at de venter deres første barn – ikke har hørt fra Rane i nogle dage nu.

Han plejer ellers altid at give en daglig melding om, hvordan det går ude på verdenshavene. Det er trods alt hans første store sejlereventyr – og det, der gerne skulle blive opvarmningen til Marie og Ranes fælles drøm om et liv som langturssejlere.

Men nu hører Marie pludselig intet. Og hendes bekymring vokser kun ved tanken om, at den seneste melding fra Rane lød, at besætningen i fællesskab havde besluttet sig for at skyde genvej via Suez-kanalen og så videre langs Adenbugten ud for Somalias kyst.

Netop dét farvand er risikabelt – ikke kun for handelsskibe, men også for lystbåde. Så da en mand fra Politiets Efterretningstjeneste en dag ringer til Marie for at fortælle, at bådens nødsender har været tændt, ved hun med det samme, at den er gal.

Båden er blevet kapret af pirater, og Rane og besætningen er taget som gidsler.

Rane Mohr Hjorhöy ses her på lystbåden ING dagen før gidseltagningen ud for Somalias kyst. (© PRIVATFOTO)

Klarer han den? Når han hjem inden, hun skal føde deres første barn? Tankerne flyver rundt i Marie, men det hjælper lidt at skrive dem ned, kan hun mærke.

Det er derfor, hun begynder at skrive dagsbogsbreve til Rane – og dem kommer der i øvrigt mange af, for gidselstagningen står på i mange måneder.

(Foto: © Grafik: Oliver Seppo, DR)

Intet kan ødelægge kærligheden

De danske medier var ikke overraskende meget interesserede i historien om kapringen tilbage i 2011. Måske kan du endda huske at have hørt om den danske familie og de to gaster, der blev taget som gidsler dengang.

Men selvom Rane i mere end seks måneder levede med daglige trusler fra bevæbnede pirater og i konstant usikkerhed, klarede parret skærene sammen – både dengang og de i de ti år, der er gået siden.

De kom ikke bare igennem krisen uden psykiske mén – deres kærlighed overlevede også.

Det kan man høre i den nye DR-podcast 'Kapret', der handler om Rane og Marie, og som er lavet af Emil Midé Erichsen, der er barnebarn af den kendte søfarer Troels Kløvedal.

Du kan høre podcasten her:

I dag har de nu 39-årige Rane og Marie to børn, de er blevet gift, og de er stadig sammen på trods af mareridtet, de gennemlevede fra hver sin verdensdel for ti år siden.

- Dagen før, Rane kom hjem, var der en, der sagde til mig: "Nu skal I fandeme ikke blive skilt på grund af en eller anden åndssvag småbørnsfamilieting." Den sætning har vi nok taget med os. De små ting er bare ikke store nok til at vælte os, siger Marie.

- Og de store er åbenbart heller ikke, for det er dem, der holder os sammen, tilføjer hun.

Den eneste kontakt, de havde i løbet af det halve år, gidseltagningen stod på, var i øvrigt to korte telefonopkald. Men håbet holdt dem oppe.

Og uden at Marie vidste det, var Rane også begyndt at skrive tilsvarende breve til hende i sin dagbog.

(Foto: © Grafik: Oliver Seppo, DR)

Taler stadig om mareridtet – men det får ikke plads

Når man møder parret i dag, er det ikke til at mærke alt det, de gennemgik i henholdsvis Danmark og ved Somalias kyst.

- Jeg kan huske, at vi havde et latterligt skænderi om opvasken noget tid efter, at du var kommet hjem, hvor jeg tænkte: "Gud, hvor er det dog dejligt." For det betyder jo, at der er en eller anden form for normalitet, fortæller Marie smilende og ser på sin mand.

Mindet om deres fælles krise ligger dog latent under overfladen, og de taler da også gerne om det, når det giver mening. Deres børn ved det naturligvis også, selvom de ikke har fået alle detaljerne endnu.

- Der var engang, hvor der skulle være piratfest i vores datters børnehave. Det syntes vi godt nok var en dårlig ide, så det måtte vi jo lige snakke om. Vi plejer at sige, at sørøvere er sjove, og pirater er dumme. Så på den måde har det hele tiden været noget, vi har talt åbent om, fortæller Marie.

Piraterne udsatte heldigvis ikke de danske gidsler for vold eller andre overgreb, men der blev hyppigt viftet med våben. Her har Rane Mohr Hjorhöy taget et billede af sig selv, mens han og de andre fra lystbåden var taget til fange i 2011. (© PRIVATFOTO)

Og der er ingen grund til at dvæle ved det triste, synes parret – ligesom de heller ikke kravlede ned i to sorte huller, da krisen stod på sit højeste.

Både Rane og Marie er født med en evne til at gå i handlingsmodus og holde fokus, når lokummet brænder.

- Da jeg sad herhjemme under forhandlingerne, var jeg skidebange og virkelig bekymret, men de følelser nytter bare ikke noget i sådan en situation. Man må bide tænderne sammen, for der var hverken plads, rum eller energi til også at håndtere de der kæmpestore følelser. Så ville jeg jo lægge mig ned, forklarer Marie.

(Foto: © Grafik: Oliver Seppo, DR)

Sammen med resten af besætningen i Somalia gjorde Rane sit bedste for at holde humøret oppe. Blandt andet ved at konstruere hjemmelavede brætspil, udspørge hinanden om sjove ting og tale om al den gode mad, de alle gerne ville spise, når de engang kom hjem.

Rane har derfor heller ikke fortrudt, at han tog med som gast på båden, der endte med at blive kapret.

- Gidseltagningen var jo ikke fantastisk, men det var nogle fantastiske mennesker, jeg gik det igennem med, og dem har jeg stadig rigtig meget kontakt med. Grunden til, jeg er kommet hjem, som jeg er – uden en masse bagage – er på grund af de andre seks. Vi tog sammen ud, og vi kom sammen hjem, siger han.

(Foto: © Grafik: Oliver Seppo, DR)

På vej ud på verdenshavene igen

Piraterne har ikke ødelagt Ranes lyst til at sejle.

Allerede sommeren efter Rane blev frigivet og vendte uskadt hjem, lånte parret hans fars båd og sejlede rundt i tre uger som sommerferie.

- Det giver bare en eller anden følelse af frihed. Man kan jo sagtens få et par timer til at gå med bare at stå og styre båden. Jeg er ellers ret restløs i andre situationer, men det er gennem sejlads, at jeg finder ro, siger Rane.

Faktisk er han mere end nogensinde klar på nye sejlereventyr. Denne gang med sin egen familie. De seneste ti år har parret nemlig drømt om at drage ud på verdenshavene sammen – og nu gør det det.

Så nu er deres hus i Frederikssund solgt (og faktisk også stort set alle deres ejendele), og lige nu sejler de rundt i de danske farvande, inden de stikker sydpå og videre ud i verden.

Marie og Rane og deres to børn skal kort sagt på jordomrejse.

- Vi skal til Caribien, Panama, ud i Stillehavet, Galapagos, Fransk Polynesien, og så tager vi den derfra. Men lur mig om ikke vi bliver et par år i Fransk Polynesien og Stillehavet, siger Rane.

Det var på denne lystbåd, at Rane Mohr Hjorhöy var med som gast sammen med en anden ung mand. I alt var de syv ombord, da familien på jordomrejse bestod af to forældre og tre børn, der dengang var i teenageralderen. (© PRIVATFOTO)

Men har det ikke rippet op i en masse voldsomme ting, nu hvor parret for første gang har vendt alle detaljer fra deres krise i en podcast?

Næ, egentlig ikke, siger de, selvom der naturligvis er blevet fældet nogle tårer, da de gamle dagsbogsbreve skulle læses højt.

Men derudover ser de begge to bare fremad.

- Det giver jo ikke mening, at vi er gået igennem alt det her, hvis vi så ikke kan have et godt liv med det, siger Rane og tilføjer grinende:

- Vi har også joket lidt med hinanden om, at vi ikke orker at gå fra hinanden. Jeg orker jo ikke at starte med en ny dame og skulle fortælle det hele igen. Men nej, det har da betydet, at de bump, der nu kan være i et ægteskab, ikke var så vigtige, når alt kommer til alt. Og så elsker vi jo bare hinanden.

Og selvom en kapring med utilregnelige pirater lyder som en helt vanvittig oplevelse at have med i bagagen, er det tilmed slet ikke sådan Rane ser på det i dag.

- Jeg tænker egentlig, at det ikke er så sindssyg en ting, jeg har oplevet. Jeg kan jo godt se, når vi sidder her i dag og har lavet den her podcast, at det måske er vildt, men i mit hoved er det bare ikke sindssygt – det er jo bare mit liv.

Dagbogsbrevene i denne artikel er grafiske gengivelser af uddrag af de oprindelige breve. Du kan høre hele Marie og Ranes historie i podcasten 'Kapret' her: