Meditation skal hjælpe stressramte sygeplejersker som Dinne-Sophie og Line: 'Jeg var bange for at tage på arbejde'

Pauser med mindfulness og psykologsamtaler er blandt de nyeste tiltag til sygeplejersker i et presset sundhedsvæsen.

- Jeg vidste ikke, hvad jeg mødte ind til. Jeg følte mig utilstrækkelig hver eneste dag, og jeg følte, at jeg ikke kunne gøre nok. Jeg var bange for at tage på arbejde.

27-årige Line Nisgaard er en af de sygeplejersker, der hver dag står helt i front mod epidemien, når hun plejer og behandler coronaramte danskere på Aarhus Universitetshospital.

Hun blev færdiguddannet januar sidste år og ansat på infektionsmedicinsk afdeling. Kort tid efter stod hun midt i Østjyllands epicenter og skulle tage sig af de patienter, der overlevede virusset. Og dem, som ikke gjorde.

Blandt andet på grund af hendes oplevelser har sygehuset i Skejby taget alternative metoder i brug for at hjælpe personalet i en ekstraordinær situation. Simpelthen for at undgå, at særligt de unge sygeplejersker skal knække.

Efter et stort tryk på afdelingerne med covidpatienter i efteråret kontaktede Arbejdsmedicinsk Klinik, som blandt andet håndterer stress, ledelsen og sagde, at deres psykologer slet ikke kunne følge med alle de henvendelser, de fik fra sygehusets personale.

Samtidig satte ledelsen på sygehuset sig for at undersøge, hvordan medarbejderne havde det. Svaret stod klart. Personalet var slidt, træt og i mistrivsel.

- Vi fik et billede af, at vi var nødt til at gøre noget med det samme, forklarer sygeplejefaglig direktør på Aarhus Universitetshospital Inge Pia Christensen.

For med et sundhedsvæsen, hvor planlagte operationer flere steder er blevet aflyst på grund af trykket fra indlagte coronapatienter og højt smittetryk blandt medarbejderne, står personalet i en presset hverdag.

Den virkelighed stod nyuddannede Line over for allerede kort inde i karrieren.

- Jeg fik ikke lov til at være grøn sygeplejerske, før jeg selv havde ansvaret for at lære andre op. Det var enormt grænseoverskridende, og jeg havde virkelig præstationsangst, for de søgte en tryghed i en rutineret sygeplejerske. Men problemet var, at jeg selv manglede trygheden i at være i mit fag og være en sygeplejerske.

Det var sådan nogle situationer, der gik gennem Lines hoved, før hun skulle på arbejde.

- Jeg kunne slet ikke være i det. Jeg kunne få hjertebanken og få klamme hænder af at tænke på det før en vagt.

Efter flere måneder med ekstra mange timer på covidafsnittet blev Line efter lang tid med hovedpine, hjertebanken og søvnproblemer sygemeldt med stress i september, cirka otte måneder efter hun fejrede sin sidste eksamen på uddannelsen.

‘Man aner ikke, hvad der venter’

Line Nisgaards fortælling står ikke alene. På Regionshospitalet Silkeborg blev hendes kollega, 26-årige Dinne-Sophie Petersen, selv sygemeldt i den sidste del af 2020. Stresset og udbrændt.

Det er også kun et år siden, hun trak i sygeplejeuniformen. Et år, der startede med afsluttende eksamen, øller og fest med veninderne i Silkeborg.

- Jeg var utrolig glad og lettet, men alligevel spændt på, hvad der ventede, for det anede jeg ikke.

Hun startede med det samme i job på Regionshospitalet Herning, og efter få måneder var den nyuddannede med til at håndtere coronapatienter på det midtjyske hospitals covidafsnit.

I sommer skiftede hun til Regionshospitalet Silkeborg, hvor hun også bor til daglig. Her arbejder hun i dag på det medicinske afsnit, der blandt andet tager sig af patienter med hjerte- og lungesygdomme, men hvor man stadig skal være opmærksom på corona og isolere patienter.

Langsomt men sikkert forsvandt Dinne-Sophies energi, gejst og gåpåmod, som kroppen var fyldt med, da hun forlod studiet.

- Det var bare så sindssygt stressende at være på arbejde, fortæller hun.

Hun husker særligt tilbage på en dag, hvor hun mødte klokken 07.00. Hun havde den dag fire patienter, der alle krævede meget pleje.

- Klokken 13.30 havde jeg to kollegaer, der stoppede mig ude på gangen, hvor jeg simpelthen stod og rystede, fordi jeg ikke havde siddet ned på noget tidspunkt. Jeg havde hverken fået vådt eller tørt. Der bad de mig om at sætte mig ned og spurgte ind til, hvad de kunne gøre for mig. Jeg fik uddelegeret mine opgaver og holdt pause første gang.

Hun begyndte også at kunne mærke, hvordan arbejdet satte sig i kroppen.

- Jeg var i alarmberedskab, lige fra jeg startede dagen, fordi jeg var så bange for, at jeg ikke kunne nå de ting, jeg satte mig for.

Om natten vendte et mareridt retur igen og igen.

- Jeg var på et hjerteafsnit, hvor patienterne blev overvåget, og hvor der var rigtig mange biplyde og alarmer, og så så jeg lige pludselig på min seddel, at der var en patient, jeg havde glemt. Jeg drømte mange gange, at jeg glemte mine patienter.

Måtte opgive til sidst

- ’Jeg tror sgu, jeg har fået stress.’

Den melding måtte Dinne-Sophie give sin afdelingssygeplejerske i slutningen af november, og hun blev sendt direkte hjem.

Efter ti dage hjemme vendte hun tilbage til kollegerne. Nu på deltid.

- Jeg var skræmt. Det var svært at komme tilbage, for jeg vidste, det ville være på nedsat tid og andre vilkår, men det var også rart, at jeg ikke følte, jeg stod med det samme ansvar igen.

Mindfulness og psykologsamtaler

For at ruste personalet til at håndtere opgaverne og undgå, at de sygemeldes med stress som Line og Dinne-Sophie, er mindfulness nu blevet en fast del af rutinerne for sygeplejerskerne på covidafsnittet i Aarhus. Der er indlagt faste pauser i form af ‘mindfulness-pusterum’, som afholdes cirka tre gange om ugen af 15 minutter.

Alt sammen for at sikre, at sygeplejerskerne får de nødvendige pauser.

- Når medarbejdere siger, at de hverken har tid til at gå på toilettet eller spise frokost, kan det skyldes, at det opleves svært at tage sig tiden til det, fordi mange opgaver presser sig på, og der er stor travlhed. Ved hjælp af mindfulness-pausen siger vi til dem, at de skal holde en pause, og det er en enorm hjælp for dem, siger Inge Pia Christensen, der er sygeplejefaglig direktør på Aarhus Universitetshospital.

Derudover er der nu også tilknyttet ekstra psykologer udefra to gange ugen, som sygeplejerskerne kan møde én til én. Enten før eller efter en vagt.

- Det handler primært om at slippe for at tage arbejdet ubearbejdet med hjem eksempelvis på grund af nogle voldsomme oplevelser eller en følelse af utilstrækkelighed. Det kan også være, at personalet kan være bekymret for, hvad der møder dem, inden de møder ind på arbejde, forklarer Inge Pia Christensen.

Et tredje tiltag er et såkaldt ‘kollegialt pusterum', hvor medarbejderne i faste grupper i et fælles rum, styret af professionelle, får delt, drøftet og bearbejdet nogle af de alvorlige oplevelser, de har haft. Det kan være det første møde med døden.

- Her oplever personalet, at andre også har det sådan. Det gør, at noget af det følelsesmæssige tryk bliver taget fra en. Man er ikke alene i båden, selvom båden er svær at ro, siger den sygeplejefaglig direktør.

Hvis I kan se, at initiativerne hjælper personalet, hvorfor har I så ikke sat dem i gang noget før?

- Vi havde ikke ressourcerne til det i foråret. Vi fokuserede alle midler på at imødegå de billeder, vi fik fra Bergamo og New York. Vi var så optaget af at få værnemidler nok, få vores folk klædt på til at passe på patienterne og sig selv med en sygdom, ingen kendte. Men det er ikke en undskyldning - det er mere en forklaring, siger hun.

Line deltager trofast i pauserne med mindfulness, ligesom hun også har snakket med en af psykologerne. Initiativerne betyder, at hun får redskaber til at komme igennem svære følelser og tanker og hjælp til, hvordan man finder ro efter en stressende dag.

- Jeg synes, det er rigtig godt, at man tager hånd om os medarbejdere på den måde, og at man nu har fokus på både krop og sind. Trivsel handler også om, at ens tanker og følelser er på plads. Men det skal stå i kontrast til de andre ting, vi har behov for, herunder at få nedbragt travlheden.

I Hospitalsenhed Midt, som Regionshospitalet Silkeborg hører under, har man også initiativer i gang. Her er man ved at udbrede en eksisterende makker-ordning, som skal sikre, at især nye sygeplejersker altid ved, hvem de kan spørge om hjælp, ligesom de også er ved at genindføre mentorordninger.

Makker-ordningen har allerede hjulpet Dinne-Sophie.

- Hvis jeg føler, at det bliver for meget i mit hoved, og der er for mange bolde i luften, kan man lige sparre med en kollega om, hvordan man skal gøre det bedst, siger hun.

‘Det er ikke robotter, der uddannes’

Det er især ansvaret, der kan gøre det svært for nyuddannede sygeplejersker. Det mener Vibeke Røn Noer, der er forskningsleder hos VIA University College og ph.d. fra Københavns Universitet, og som forsker i sygeplejerskernes overgang fra uddannelse til job.

For som helt ny sygeplejerske kan det være overvældende, når man står med patienterne alene.

- De møder meget lidelse, sorg og smerte, og det kan være et voldsomt møde. Det er svært at bære det ansvar, når man samtidig er ny og usikker. De kan stå med følelsen af ikke at slå til eller ikke at være dygtig nok.

Forskningsleder Vibeke Røn Noer er lige nu i gang med et projekt, der blandt andet skal undersøge, hvad en krisesituation som coronaepidemien har af indflydelse på nye sygeplejerskers oplevelse af faget. (© VIA/Soren Kjeldgaard)

Når de nyuddannede sygeplejersker kommer ud i et sundhedsvæsen, som på mange måder er i knæ, kan ansvaret hurtigt vokse, mener hun.

- Når der er travlt, kan man komme til at stå hurtigere og mere alene med ansvaret, for du har måske ikke nogen at gå til, når der er travlt. Men selvom travlhed og opgaverne fylder, er det ansvaret, der tynger, siger hun.

Hun bifalder løsninger som eksempelvis gode introduktionsforløb og mentorordninger, men derudover mangler der fokus på, hvad det vil sige at være sygeplejerske.

- Uddannelsen har haft meget fokus på de studerendes faglige mål. Men der skal mere fokus på, hvordan det er at være sygeplejerske, så de kan rumme at være i det og håndtere ansvaret. Det er ikke robotter, der uddannes. Det er mennesker, som møder mennesker i nogle af livets allersværeste situationer.

Sygeplejersker i fremtiden?

De to sygeplejersker er i dag tilbage på arbejde. Line er på fuldtid, mens Dinne-Sophie er på deltid.

Dinne-Sophie har dog indtil for nylig været sendt hjem fra arbejde, efter hun blev smittet med corona. Sygehuset i Silkeborg blev i slutningen af året nemlig ramt af et større smitteudbrud, som endte med at lukke hele afdelingen ned.

For Line har sygemeldingen betydet, at hun er blevet skånet fra at skulle lære andre sygeplejersker op og har haft ansvaret for færre patienter, ligesom hun fra februar går ned på 34 timer.

Derudover har hun takket ja til et tilbud om at forske halvdelen af arbejdstiden. Et tilbud, som skulle lette hendes hverdag og dermed fastholde hende i jobbet. Men:

- Om fem år er jeg nok ikke sygeplejerske på gulvet. Det er nok ikke det, jeg er gearet til i virkeligheden, siger hun.

Dinne-Sophie derimod vil tilbage og give faget en chance til. Men hun har været meget usikker på, om arbejdet som sygeplejerske er det rigtige.

- Jeg har tænkt i mange andre baner. Enten om jeg skal læse videre, eller om jeg skal læse til noget helt andet.

Line håber i stedet på en fremtid med forskning som projektsygeplejerske. Eller også laver hun noget helt andet.

Det var dog ikke det, hun havde regnet med, da hun fik de første coronapatienter mellem hænderne.

- I starten følte jeg mig beæret over at være en frontperson. Jeg blev rigtig stolt, når jeg snakkede med min far om det, som sagde: ‘Det er jer, hele vores fremtid afhænger af’. Men nu er jeg nået til et punkt, hvor det er for meget. Man når en smertegrænse.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk