'Min kærestes far bliver ved med at sende upassende og frække beskeder til mig'

17 kvinder fortæller, hvordan andre har overtrådt deres grænser online.

(© Oliver Seppo/DR)

Tænk på din dybeste hemmelighed. Og forestil dig så, at alle dine venner og familie lige nu, mens du sidder og læser denne sætning, får en sms, hvor din hemmelighed bliver afsløret.

Tænk så på, at du ligger i din seng. Forestil dig, at der pludselig står én i rummet. Personen gør ikke noget, men står bare og kigger.

Ret grænseoverskridende, ikke?

Ovenstående eksempler ville få enhver til at freake ud. Men faktisk foregår det adskillige gange hver eneste dag. Bare på nettet.

- Antallet af digitale krænkelser eksploderer i øjeblikket. Vi får mange henvendelser, og det samme hører vi fra de organisationer, vi arbejder med, siger Ask Hesby Krogh, næstformand for Digitalt Ansvar - en forening, der forebygger og bekæmper digitale krænkelser.

Han peger på, at antallet af digitale anmeldelser på politi.dk er steget drastisk fra 2019 til 2020.

Sidste år var der i gennemsnit 94 anmeldelser om måneden. I år ligger tallet indtil videre på 186 anmeldelser om måneden, viser tal fra Digitalt Ansvar. Her er der ikke medregnet dem, der ringer ind eller møder op på politistationen.

Og så er der dem, der ikke ved, at mange digitale krænkelser er ulovlige.

- Der er stadig mange, der tror, at når ting sker digitalt, gælder der andre regler. Men det, der er ulovligt på gaden, er også ulovligt på nettet. Det handler jo om at værne om privatlivet, siger Ask Hesby Krogh.

Digitale krænkelser kan for eksempel være ulovlig billeddeling, grooming og sextortion, hvor man bruger privat information til seksuel afpresning. Fælles for de digitale krænkelser er, at det kan føles forfærdeligt for den, det går ud over.

For eksempel for Julie på 23 år, hvis ekskæreste stjal hendes login til Instagram og Facebook og fulgte med i alt, hvad hun lavede i månedsvis.

- De psykiske effekter er ikke noget, jeg ønsker, at andre skal opleve, siger hun.

Vi har spurgt følgerne på DR3's Instagram om, hvordan andre har overtrådt deres grænser online.

Det er der kommet disse 17 svar ud af, som du kan læse herunder. Svarene er alle fra kvinder - vi fik ingen svar fra fyre - og de vil gerne være anonyme, da oplevelserne har været ret grænseoverskridende.

1

En ukendt profil på Facebook havde printet mit profilfoto ud. Derefter sendte han et billede til mig, hvor han sad og "hyggede sig" ud over mit billede. Han sendte også nogle lydfiler, som jeg aldrig turde høre. Jeg var 13 dengang.

Caroline, 20 år

2

Min eks stjal mine loginoplysninger til Instagram og Facebook, hvorefter han fulgte med i alt, hvad jeg lavede i flere måneder, uden jeg vidste det. De psykiske effekter er ikke noget, jeg ønsker, at andre skal opleve.

Julie, 23 år

3

Da jeg var 13 år, sendte jeg en selfie, hvor man kunne se, jeg kun stod i BH. Vedkommende, jeg sendte det til, slog det op på min Facebook-væg og blokerede mig. Jeg var nødt til at skrive til en masse venner, om de ikke ville anmelde billedet, så Facebook selv ville tage det ned, inden mine forældre opdagede det.

Kathrine, 20 år

4

Jeg var med i en dokumentar, hvor folk efterfølgende svinede min mand og familie til. Det var fucking ubehageligt. Jeg havde ikke noget imod, at der var trolls, som skrev grimt om mig, men det ramte mig, da de kommenterede på ting omkring min familie.

Kvinde, 24 år

5

Min kærestes far bliver ved med at sende upassende og frække beskeder til mig fra en krypteret app, hvor de forsvinder kort efter, jeg har læst dem. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal få ham til at stoppe, for det er rigtig ubehageligt.

Kvinde, 31 år

6

En fra min skole fandt min Instagram og skrev til mig i et år, uden at jeg svarede ham. Han begyndte at skrive, hver gang han havde set mig - også uden for skolen. Da jeg blokerede ham, lavede han nye profiler, som han skrev fra. Det er to år siden, han startede, og han fortsætter stadig.

Maria, 24 år

7

Min rigtig gode ven hackede min Facebook og skrev til fyre, at jeg var vild med dem og syntes, de var lækre. Derefter slettede han beskeden fra "mig" igen. Jeg opdagede det først, da jeg skrev med en fyr, og der så dukkede en besked op fra mig, som jo så ikke var fra mig. Vi er ikke venner længere.

Kvinde, 25 år

8

En person havde oprettet en Tinder-profil med mine billeder under et andet navn. Personen sendte pornografiske billeder til folk på Snapchat uden hoved, så det virkede, som om det var mig. Det var virkelig ubehageligt.

Alberte, 25 år

9

Da jeg var 16, havde jeg min første kæreste. Da vi slog op, oprettede han en Messenger-gruppe om mig med en masse af hans venner og inviterede mig med i gruppen. Han fik dem til at svine mig til, og han fortalte dem alle de hemmeligheder, jeg havde fortalt ham, så han og de andre kunne hænge mig ud og ødelægge mit selvværd.

Tanja, 19 år

10

En kunde på mit arbejde ville ikke udlevere oplysninger til at overholde vores hvidvaskregler. Så kunden googlede mig og min private adresse og informerede mig om, at det jo ikke var svært at certificere mennesker uden det indleverede legitimation. Vi bor i samme by, så han sluttede sin besked af med "vi ses jo nok i byen".

Kvinde, 34 år

11

Jeg har haft sex med en og har efterfølgende fået at vide, at han har taget billeder af mig, da jeg sov og delt dem med sine venner.

Terese, 26 år

12

Jeg var venner med en, der havde over 120.000 følgere. Da vi blev uvenner, blev jeg blokeret, mens personen skrev lede kommentarer på mine gamle billeder og lavede statusopdateringer om mig. Mit navn blev ikke nævnt, men jeg frygtede, hvornår alle ville finde ud af, at det omhandlede mig. Jeg fik det heldigvis stoppet.

Kvinde, 21 år

13

Tidligere var jeg med i en gruppe, hvor vi tog ud og provokerede racistiske demonstranter. En af moddemonstanterne fandt mig på Facebook og hængte mig ud med billede i deres gruppe. De kommenterede udelukkende på mit udseende. Jeg var kun 16, og de var i 30'erne.

Asta, 21 år

14

Jeg fandt ud af, at en masse drenge havde en gruppesamtale, som de brugte til at aftale, hvornår de skulle spille fodbold. Men de brugte også gruppen til at sende nudes af piger og videoer af, at de selv havde sex. Jeg fandt også et billede af mig selv derinde.

Chili, 19 år

15

Jeg havde fået taget nogle nøgenbilleder, der lå tilgængeligt på en fotografs hjemmeside. En anden person delte så et af nøgenbillederne af mig på nettet og efterspurgte flere nøgenbilleder af kvinder og piger fra min hjemby. Jeg anmeldte det til politiet, men det kom der aldrig noget ud af. Så jeg kvitterede ved at lave et Facebook-opslag, hvor jeg sendte folk over på fotografens hjemmeside, hvis de ønskede at se mere. Jeg skammer mig ikke og kommer aldrig til det.

Cecilie, 23 år

16

En person solgte mit Snapchat-navn til folk på en sugardating-side. Det betød, at jeg fik ret alternative henvendelser fra fremmede.

Kvinde, 23 år

17

Min kærestes eks lavede et helt opslag om mig med billede af min LinkedIn med navn om, at jeg havde "stjålet" hendes mand. Min lærer kommenterede på det og støttede hende, og det var tæt på at få ham fyret. Opslaget fik 30 kommentarer, plus folk der kiggede på min LinkedIn, som jeg ikke kendte. Det var virkelig nederen, især når det var en usand historie, der blev spredt om mig online.

Kia, 25 år

Hvad kan du gøre, hvis dine grænser bliver overskredet online?

  • - Det kan nogle gange være svært at vide, om der er begået en ulovlighed imod dig, selvom det kan føles krænkende. Jeg plejer at sige, at hvis du er det mindste i tvivl og har ondt i maven, så tag fat i politiet eller os, siger Ask Hesby Krogh, der er næstformand i Digitalt Ansvar.

  • Hvis der er begået en ulovlighed, skal du anmelde det på politi.dk. Du kan også kontakte Digitalt Ansvar, hvis du er i tvivl.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter