'Mit liv var ikke gået i stå, fordi han havde dummet sig'

I fem år forsvandt Sarahs papfar fra familiens hverdag. Her fortæller hun, hvordan hans fængselsdom påvirkede hende.

Der lød skridt uden for mit værelse. Jeg undrede mig. Det lignede ikke mine forældre at forstyrre mig, efter jeg havde sagt godnat.

- Vil du tage tøj på og komme ned i stuen? Politiet er her, sagde min mor fra døren.

Det lyder måske mærkeligt, men jeg var hverken forskrækket eller chokeret. Politiet havde aldrig været i vores hjem før. Vi var en fuldstændig 'almindelig' familie.

Jeg var overbevist om, at deres tilstedeværelse intet havde med os at gøre. Jeg blev faktisk en smule teenageirriteret. Sådan: 'Kan de ikke bare gå, så jeg kan sove?'

Betjentene fortalte, at min papfar var blevet anholdt på sit arbejde, og at vores hjem skulle ransages.

- Vi kan ikke udtale os mere om sagen på nuværende tidspunkt, lød det.

Min mor og jeg sendte hinanden et: 'Hvad sker der lige her-blik.' Men jeg var på intet tidspunkt rigtig bekymret. Jeg var sikker på, de havde fat i the wrong man. Min papfar havde været i mit liv, siden jeg var fire år. Nu var jeg 15, og han havde aldrig lavet noget.

Så da politiet var færdige med at undersøge husets skabe og skuffer, gik min mor og jeg bare i seng. Den her misforståelse ville hurtigt blive ryddet vejen, tænkte jeg.

Min reaktion kom først, da jeg fandt ud af, det ikke var for sjov. Der græd jeg en hel uge

Det var min mor, der forberedte mig på, at min papfar ikke kom hjem foreløbigt. Inden da havde vi ventet i, hvad der føltes som evigheder på at få mere klarhed over, hvad han var mistænkt for.

Min mor siger, der gik to uger, inden vi fik det.

Jeg var grædefærdig, da hun fortalte, at sagen var alvorlig.

Jeg følte, jeg mistede min papfar. Uden rigtig at miste ham. For han var ikke død, men han skulle ikke være en del af min hverdag mere. Det var slut med at have ham som fodboldtræner. Det var slut med at blive jagtet rundt i huset, når han havde fundet en edderkop og ville drille mig.

Det var sindssygt hårdt at tænke på.

Der gik lang tid, inden jeg selv havde en samtale med ham om, hvad han havde lavet. Når folk er varetægtsfængslet, må du ikke tale med dem om deres sag. Min papfar var varetægtsfængslet i et år.

Han skrev breve til mig imens.

I det første var hans budskab tre ting:

Jeg har gjort noget dumt.

Jeg er virkelig ked af det.

Pas godt på mor.

Jeg græd, imens jeg læste det. Mest fordi, jeg savnede ham, men også fordi jeg var ked af, at han havde ret i, at han havde dummet sig.

Jeg så op til min papfar. Han var det gode eksempel på, hvordan jeg skulle opføre mig og behandle andre. Jeg havde store forventninger til ham. Han havde aldrig givet mig grund til andet. Derfor var det hårdt at opleve, at han havde lavet noget rigtig lort.

Senere talte vi én gang detaljeret om hans forbrydelse. Medierne skrev om sagen, og jeg havde brug for at vide mere end de få linjer, jeg kunne læse mig til. Jeg ville gerne have hans version.

Han svarede på mine spørgsmål, og det er jeg glad for. Men samtalen var svær. For jeg kunne se, hvor ondt det gjorde på ham at tale om. Han var virkelig ikke stolt af det, han havde lavet.

Jeg var skuffet og vred over, han havde handlet så tåbeligt, men jeg fortalte ham det ikke. Det ville være som at sparke til en mand, der ligger ned. Han var så ked af det selv.

Jeg glædede mig altid til at se min papfar i fængslet. Jeg savnede jo manden helt vildt, men besøgene var svære.

Når jeg trådte ind i besøgslokalet, var det som at støde ind i en mur af træthed og udmattelse.

Jeg blev udkørt med det samme. Følelserne rullede indover mig:

Savn, frustration, kærlighed, vrede.

Det var 100 følelser blandet sammen i en lille bold. Flere gange sov jeg faktisk besøgene væk på sofaen.

Min papfar var også presset. Han var utrolig glad for at se os, men det tærede på ham psykisk.

Han er typen, der siger: 'Jeg er helt okay' og smiler, hvis jeg spørger.

Men han er som en åben bog. Jeg kunne tydeligt mærke, at han havde det svært.

Han kunne ikke fokusere. Selv om han gjorde sit bedste, føltes det som at tale med en, der ikke er helt til stede. Sådan: 'Heeeey! Følger du med her eller hvad?'

Det var hårdt at se ham sådan – og frustrerende. For jeg havde svært ved at forstå præcis, hvordan han havde det. Jeg tror ikke, du kan sætte dig 100 procent ind i, hvordan det er at være fængslet uden selv at have prøvet det. Det var, som om ingen af os helt forstod, hvad han gennemgik.

Med tiden trappede jeg ned på besøgene. Min mor og tvillingerne var der fast en gang om ugen. For mig blev det ret on and off.

Jeg orkede ikke udmattelsen. Og fem år er lang tid. Jeg havde et liv, jeg skulle passe. I starten var det skidesvært at melde afbud, men jeg synes, det er okay at være lidt egoistisk i den situation.

Det var ikke mig, der havde bragt os i den situation, og som barn er det vigtigt at leve videre.

Mit liv var ikke gået i stå, fordi han havde dummet sig.

Den første tid stak savnet tit i maven.

Alle mulige situationer mindede mig om ham. Vi havde lige fået hund, og det havde været min papfars og min ide.

Min mor var ikke begejstret. Så aftalen var, at min papfar og jeg havde ansvaret for den. Når den skulle luftes, kom tankerne tit: 'Hvor fanden er du? Du havde sagt, du ville være her.'

I de situationer blev jeg ramt af tre følelser:

Jeg savnede ham.

Jeg følte mig svigtet.

Jeg var skuffet.

I starten havde jeg svært ved at tackle det. Jeg var i et underligt limbo. På den ene side gik mit liv med skole og venner videre. Det samme gjorde vores liv derhjemme. Min mor fik hurtigt skabt en tryg hverdag for os. Stemningen var faktisk rigtig fin derhjemme.

Alligevel var alt forandret. Jeg var virkelig ked af det, der var sket. Det er svært at udpege præcist, hvad der gjorde mig trist. Jeg husker det bare som et miks af svære følelser, der hang som en sky af sadness over mit humør.

Jeg græd og havde ikke lyst til at tale med nogen.

Jeg hadede mig selv for at have det sådan. 'Tag dig sammen, Sarah. Mange har det værre end dig.' Jo, jo, min papfar var i fængsel, men jeg havde en god familie. Min mor og ham var ikke ved at gå fra hinanden, som jeg vidste, mange par i deres situation gjorde.

Jeg var sluppet heldigt, følte jeg. Alligevel var jeg pisse ked af det.

Men jeg delte det ikke med nogen. Mine venner og klassekammerater kendte til fængslingen. De var meget støttende, men havde ikke prøvet det selv. Over for dem signalerede jeg mest, at jeg var okay.

Jeg skjulte det også for min mor. Ikke fordi vi havde svært ved at tale om følelser. Jeg ville bare ikke læsse på. Tvillingerne, arbejde, økonomi, alt det praktiske omkring fængslingen, min papfars psyke... Hun havde så meget. Jeg var bange for at blive endnu et punkt.

Til sidst fik jeg kvalme og voldsom hovedpine. Min mor sendte mig til psykolog. Hun havde regnet ud, at problemet ikke var fysiske smerter. I starten ville jeg ikke. Bare det med, at der allerede står kleenex på bordet, når du kommer - jeg er slet ikke til den slags.

Men det endte med at være godt. Det hjalp at få sat ord på det hele. Jeg havde også en session med min mor ved psykologen. Det løsnede op. Jeg turde stole på, at min mor havde overskud til at håndtere mine følelser. Jeg behøvede ikke skåne hende.

Med kærlighed fra venner og familie og hjælp fra psykologen kom jeg videre. Det blev hverdag. En god hverdag. Det var okay at tage på club med vennerne og være som andre unge.

Life goes on, you know. Det ville jeg gerne have sagt til mig selv, da det hele ramlede: 'Sarah, du bliver okay. Det er ikke verdens undergang.' Det havde været trygt at vide midt i al usikkerheden.

Savnet slap jeg dog aldrig af med. Til hverdag stak det sjældent til sidst, men på de særlige dage: Juleaftener, fødselsdage, da jeg gik ud af 9. klasse, da jeg blev student, da jeg fik kørekort.

På de dage vænnede jeg mig aldrig til at undvære ham.

Min papfar så mig ikke blive voksen. Han oplevede mig ikke blive, den jeg er.

Det, tror jeg, var det sværeste i vores relation, da han kom hjem. Bemærkninger som: 'Sarah, tøm lige opvaskeren nu!' gad jeg ikke.

Jeg forventede mere ligeværdighed i vores kommunikation. At han talte til mig som en voksen. Men for ham var jeg stadig et stort barn.

Det førte til en del skænderier. Jeg blev så nemt irriteret på ham.

Det bundede også i, at jeg var vred. Under hele fængslingen havde jeg ikke været sur. Jeg havde ikke lashet out på ham. Når vi besøgte ham, ville jeg ikke bruge tiden på at skændes. Det handlede om at vise, at vi elskede hinanden.

Men da han kom hjem, havde vi al tid i verden. Der var både tid til at vise, at jeg holdt af ham, men også at åbne for vreden.

Der var flere ting, der gik mig på. For eksempel at han farede rundt og ordnede ting hele tiden. Som om han tænkte: 'Jeg har misset en masse. Det skal gøres godt igen.'

Han ryddede meget op. Vores shampooer stod på en måde, som måske så lidt rodet ud, så rykkede han dem.

Det provokerede mig virkelig. 'Helt ærligt, nu har de stået sådan her i fem år. Hvad er problemet?'

I fængslet udviklede min papfar desuden PTSD. Det var tydeligt, han havde vænnet sig til at være alene. Nu var der tvillingerne, en kone og en halvvoksen datter konstant. Hvis der var gæster oveni, blev det ofte for meget. Så gik han i skuret for at køle af.

Det var hårdt at se ham kæmpe, men jeg blev også lidt sur: 'Nu er du her, så vær her. Hvad fanden skal du ned i det skur for?'

Efter nogle måneder med gnidninger fik vi hjælp. Min mor havde fået os med i foreningen Savn, som hjælper pårørende til indsatte. Hvert år arrangerer de weekender for familier til indsatte, hvor der er familieterapeuter at tale med. Min mor, papfar og jeg bad om en samtale med terapeuterne. Bare os tre og dem.

Det var rigtig godt. Familieterapeuterne formidlede, hvad jeg mente. Hvis jeg sagde noget hårdt, konverterede de det: 'Jeg tror, det Sarah mener, er...' Omvendt fik de gjort min papfars følelser og tanker børnevenlige for mig. De fik os til at forstå hinanden.

Den samtale og kærligheden til hinanden hjalp os videre. Vi har et rigtig godt forhold til hinanden.

Alle børn, der følt sig elsket af deres forældre, tror jeg, elsker dem tilbage. Min papfar har elsket mig som sin egen datter. Det er ikke alle papforældre, der kan det. I min bog er han et rigtig godt menneske, der har gjort en utrolig dum ting. Det har jeg tilgivet ham.

Facebook
Twitter