Mohamed blev mødt med humor og tzatziki: 'Jeg troede, jeg skulle anholdes'

26-årige Mohamed Hassan var på flugt i ni måneder, før han kom til Danmark. Den første dag i landet blev anderledes, end han havde troet.

Selvom Mohamed Hassans flugt fra Syrien tog ni måneder, vidste han hele tiden, at han skulle til Danmark.

Her var hans forældre og storesøster nemlig allerede.

Flugten trak ud, fordi Mohamed blev anholdt seks gange, da han skulle med en gummibåd fra Tyrkiet til Grækenland – og igen seks gange, da han på falsk pas ville med et fly til Danmark. Syvende gang lykkes det for ham.

Da Mohamed landede i Københavns Lufthavn torsdag morgen den 10. april 2014, var han klar til at blive anholdt. Sådan havde det været de sidste ni måneder på flugt, når de opdagede, at han var flygtning og syrisk kurder med falsk pas.

’Hello, I’m from Syria’, sagde Mohamed til en politibetjent og gjorde hænderne klar foran sig til håndjern.

’Yes? I’m from Denmark’, svarede politibetjent.

Mohamed: ’Jeg troede, jeg skulle anholdes, men jeg blev bare behandlet som alle andre mennesker. Som et helt almindeligt menneske. Selvom jeg var træt og bange, så var jeg glad. Endelig var jeg i det land, som jeg gerne ville være i.’

Mohamed spurgte om vej til Sandholmlejren, og han blev vist, hvilket rødt tog, han skulle tage. Eller S-tog, som han har fundet ud af, at det hedder.

26-årige Mohamed Hassan flygtede fra Syrien i september 2013, hvor han voksede op i Afrin, cirka 60 kilometer fra Aleppo, med sine forældre og søskende. Mohamed havde læst på gymnasiet og var netop startet på tandteknikeruddannelsen på universitetet i Aleppo.

Der var han kun én enkelt dag. Der fløj krigsfly over luften, mens der blev skudt og smidt bomber. Kort tid efter flygtede Mohamed.

Mohamed: ’Der var ikke mere at leve for i Syrien. Alt blev lukket og ødelagt. Jeg ville ikke have en fremtid i det her land.’

Derfor sad Mohamed nu i et tog på vej til Sandholmlejren.

Mohamed: ’Det var helt vildt. Det var første gang, jeg rigtigt så Danmark, da jeg kørte med toget. Det regnede, men der var også sol. Det var et underligt vejr.’

Det var omkring frokosttid, da han ankom til asylcentrets store, sorte gitterport.

’Er du ny?’ Mohamed blev taget med ind på kontoret. ’Hvad har du med? ID, eller nogle andre beviser? Og hvor kommer du fra?’ I den eneste taske Mohamed havde med sig fra Syrien, havde han nede i en lomme bagerst i tasken gemt sit rigtige ID. Han havde det sidste halve år haft flere falske pas, og hver gang han forsøgte at rejse, frygtede han, at nogen ville rode i tasken for at finde det rigtige.

Nu kunne han vise det.

Mohamed identificerede sig og fik til gengæld en dyne, en pude og håndklæder. Han blev fulgt over til det rum, hvor han skulle tilbringe første nat i Danmark sammen med to andre kurdisk syrere, som var kommet få dage før.

Mohamed gjorde, som man gør, når man flytter ind på et asylcenter. Han satte de to roommates til forhør: Hvad skal der ske? Hvor lang tid skal jeg vente? Hvor lang tid har I ventet? Hvordan foregår det? Hvad skal vi lave?

Mohamed: ”Jeg var glad, og de var glade, for at være i Danmark. Jeg vidste, at det var et dejligt land. Men jeg var nervøs for, hvad der skulle ske med mig. Det var svært at forestille sig.”

Mohamed gjorde også en anden ting. Han gik hen til kontoret og forklarede, at hans forældre og søster allerede var i Danmark.

Da han tidligere samme morgen var ankommet til Københavns Lufthavn, var han kommet ud til det velkendte hav af røde flag. Familier, der stod og ventede på deres medlem.

Mohamed kiggede efter sin egen familie, inden han kom i tanke om, at de ikke vidste, han var kommet til Danmark.

Søsteren og hendes mand boede i Danmark, da forældrene kom på besøg i 2012. De var i Danmark i tre måneder, men da de skulle hjem, var det farligt at flyve til Aleppo.

I Sandholmlejren fik han sine forældre i røret. ’Jeg er i Danmark. Jeg er i Sandholm.’ De græd, mens forældrene fortalte, at de var i Asylcenter Jelling. Der havde de siddet siden 2012. Mohamed ville hen til dem.

Men først skulle han have mad. Det var første gang, siden flyafgangen fra Grækenland, at Mohamed tænkte på mad. Han havde ikke spist i over et døgn.

Fra Grækenland var Mohamed fløjet til Schweiz, og efter en overnatning i Schweiz var det lykkes ham at komme med et fly til Danmark. Der havde været tid nok til at spise, men han var for nervøs for at blive anholdt i lufthavnen i Schweiz. Mohameds falske græske pas virkede – og måske hjalp det, at han havde lært sig selv to sætninger på græsk. Voila, og han kom på flyet.

Klokken 18 var der aftensmad. Der var meget mad, og Mohamed var sulten. Salater, tzatziki, kylling og ris. Efter maden gik Mohamed over til andre unge naboer. De var ligesom ham. Mens de sad der, forsøgte de at tale om Danmark, om danskere, og om cykler.

Mohamed: ’Vi havde brug for at glemme de minder, vi havde. Derfor snakkede vi og jokede. Vi dansede og hørte musik.’

Natten var ikke særlig vellykket. Mohamed sov på et lille værelse med to, han ikke kendte, og han tænkte hele tiden på, hvad der nu skulle ske med ham. Han kunne ikke gøre andet end at vente.

Næste morgen stod han op kl. 8 for at spise morgenmad, da naboerne bankede på. Men Mohamed var allerede vågen. Det første Mohamed gjorde var at kigge ud af vinduet: Hvad er det her for et mærkeligt land? Der var sol, og det regnede samtidig, igen.

Mohamed: ’Mine forældre fik opholdstilladelse, den samme måned som jeg kom til Danmark. I april 2014.

Jeg blev flyttet til Jelling, så vi kunne bo sammen, inden de kom ud den 1. maj. Vi havde ikke set hinanden i to år, så selvom jeg havde mit eget værelse, så sov jeg inde hos dem på gulvet. Jeg fik samme tilladelse efter 15 dage.

I dag bor mine forældre i Ryomgård, min søster i Viby, mine brødre er i Tyrkiet, og jeg bor i Aarhus.

Jeg har læst en 9. klasse, nu mangler jeg et år på ingeniørhøjskolen. Hvis det går godt, skal jeg læse bygning og design ingeniør. Udover mit studie har jeg startet Rabarberne & Co., som hjælper med rengøring, havearbejde og meget andet. Det har jeg med en ven og min far

Det vigtigste for mig er at lære sproget. Jeg vil være lige så god som de indfødte.’

Facebook
Twitter