Når Marina og jenterne er outdoor, føler ingen sig udenfor: 'Vi har skabt et helt særligt frirum med plads til alle'

Ingen af dem var outdoor-typer, men nu har de fundet en kontrast til karriereræs og yndighed.

Tilføjelse den 25. maj 2020: Vi har præciseret i teksten, at beskrivelsen af Albertslund er baseret på kildens personlige opfattelse af den bydel, hun voksede op i.* Det tegner ikke et generelt billede af Albertslund Kommune, som andre nødvendigvis kan genkende.

Der er noget helt specielt ved at slå øjnene op til lyden af vindens rusken i træerne og den sidste knitren fra aftenens bål.

Ingen lyde fra trafikken som derhjemme i lejligheden og ingen telefoner eller baggrundsstøj fra fjernsynet.

- Det eneste, jeg tænker over sådan en morgen, er, om jeg skal drikke kaffe først og så gå en tur - eller omvendt, siger 29-årige Marina Jensen.

Siden sommeren sidste år har Marina været en del af gruppen 'Jenter på eventyr'.

Nogle gange kan man se jenterne komme rullende på longboards henover byens asfalt på vej ud mod Amager Fælled. Andre gange kommer de sejlende på stand up paddle-boards i Københavns kanaler eller på mountainbikes i skoven.

Når der er tid til det, udforsker de også andre dele af landet med vandrestøvler, telt og feltrationer eller i vandoverfladen med snorkel og harpun på jagt efter småfisk.

Aktiviteten i sig selv er ikke så afgørende. Det handler om at lave noget sammen ude i naturen.

Instagram deler de billeder og videoer med hashtags som #girlsonboards, #outdoorwomen og #exploremore, og mere end 6.200 følger med og lader sig inspirere.

'Jenter på eventyr' handler om at bruge naturen og om at få jord under neglene - og måske lidt i maden, når de sidder og spiser ude i skoven.

Men det handler lige så meget om at skabe et frirum, hvor der er plads til alle og til at udfolde sig, uden at nogen peger fingre, hvis man ryger på røven på asfalten og ligner en klovn.

Her bliver der aldrig kigget skævt til dem, som ikke lige præsterer første gang ud i noget nyt.

- Kvinder er ofte mere tilbageholdende end mænd, og vi har indimellem en tendens til at se skævt til hinanden og bedømme hinanden i visse miljøer. Sådan er det helt fra barndommen, men sådan behøver det ikke være, siger Tine Jensen.

Det var hende, der fik ideen til 'Jenter på eventyr' i marts 2018.

Hun startede med at skrive rundt til et par veninder, om de ville være med.

De var ikke outdoor-typer overhovedet, men de var friske på at prøve noget nyt, og siden voksede gruppen og fællesskabet med en hastighed, der viser, at behovet er stort.

Nu bliver det hele koordineret via en intern Facebook-gruppe, hvor Tine opretter månedlige events kaldet jente-dage, som de andre byder ind på, hvis de har mulighed for at være med.

Hvis der er fuldt hold, er der 15 kvinder i alderen fra 25 til 35 år. Alle med vidt forskellige baggrunde og erhverv. Og ingen af dem med job, hvor man er ret meget udendørs.

De beskriver fællesskabet som et helt specielt 'sisterhood', hvor man altid har hinandens ryg.

Her bliver der sagt 'kom op igen. Fedt, du prøvede!', når man falder.

Marina lærte Tine at kende gennem sit job som eventkoordinator, og hun blev inviteret med ud på Amager Fælled.

- Fælleden er næsten min baghave. Alligevel havde jeg aldrig været derude, for hvad skulle jeg lave, siger hun.

Marina kendte under halvdelen af de andre kvinder, men de klikkede fra første øjeblik, da de mødtes ved et naturcenter og købte brænde.

Én havde snobrødsdej med hjemmefra, så de lavede bål, men ellers var der ingen plan for dagen.

Alle var fri til at gøre, præcis hvad de havde lyst til i nogle timer. Eller bare gøre ingenting.

- Siden er jeg begyndt at bruge området meget til både longboardture og løb. Her er sådan lidt New York-urbant på den fede måde, når jeg står med byen i ryggen og kigger ud over den vilde natur. Her er de mest fantastiske solnedgange, siger Marina.

Marina havde aldrig set sig selv som en kvinde, der skulle dyrke naturen på den måde.

* Hun fortæller, at hun voksede op i Albertslund som ét af de vilde børn i et bymiljø, der nok er så langt fra telttur og madlavning over bål, man kan komme. Der blev indimellem sat ild til ting, men det var ikke for hyggens skyld.

Hun oplevede, at en del af de unge sloges, røg hash og lavede den slags hærværk, der ville ende i døgnrapporten i en provinsby, men som man knap ænsede i denne del af Albertslund.

- Vi kedede os, så de fleste lavede lidt småkriminalitet. Man kalder det nok drengestreger. Sådan var det bare, og man ville ikke skille sig ud fra flokken, siger Marina.

Det er et halvt liv siden, hun hang ud med drengene og de mest rå piger fra deres del af Vestegnen, og i dag kunne hun aldrig drømme om at lave noget, der er på kant med loven.

Det er Marinas tanker om fællesskabet i 'Jenter på eventyr', du skal høre om herunder.

Jeg ser mig selv som én, der skal præstere meget hver dag. Jeg er skideambitiøs.

Dér, hvor jeg voksede op, skulle man hele tiden bevise, at man kunne noget. Kunne man ingenting, var det bare som forventet. Blev man til noget, var det totalt wauv!

Når jeg mødes med jenterne, behøver jeg ikke bevise noget som helst. Kommer der en ny pige ind i flokken, siger man 'hey - velkommen til. Du er accepteret, som du er. Sæt dig ned og hyg dig.'

Vi hylder hinanden ubetinget. Det gør man ikke ret mange andre steder i vores samfund.

Jeg kan sagtens dukke op uden makeup og i slidte jeans og T-shirt, uden at folk spørger mig, om der er noget i vejen med en undertone a la 'hvorfor ligner du lort idag?'

Det er, som om det kun er mænd, der må se vilde ud, mens det er tillagt pige-kønnet altid at være yndig. Det gør mig træt!

Det er derfor, det er så befriende at være en del af en gruppe, hvor det er okay bare at være sig selv.

Normalt er jeg typen, der siger 'fuck det - jeg gør det bare', men jeg kender godt følelsen af at være pige og dumme sig foran drengene. Det gør man tit kun én gang - så mister man modet og lysten, og det er sgu for ærgerligt.

I tiende klasse skatede jeg med nogle drenge. Jeg faldt og fik en hudafskrabning, og derfra ændrede min rolle karakter. Det blev sådan lidt 'årh, lille pus'-agtigt, og så stoppede jeg med at skate.

En dreng havde bare rejst sig op og kørt videre med et sejt sår på knæet eller albuen.

Jeg tror, det afholder mange piger, der ikke er vant til at dyrke sport, fra at kaste sig ud i noget nyt, hvis de skal gøre det foran andre, der dømmer dem.

Den begrænsning eller trang til at præstere er sund at lægge bag sig. Både for hovedet og for kroppen.

Når jeg er sammen med jenterne, ved jeg, at alt foregår i et safe environment. Det er vores kontrast til samfundet og et frirum, jeg elsker at komme i.

Når vi sidder omkring bålet på en shelterplads og snakker, synger, spiller guitar og drikker øl og Gin Hass er der en stemning, der er helt unik.

Jeg er til piger, og jeg har tit siddet sammen med en flok drenge, hvor det hele kommer til at handle om deres nysgerrighed på mine seksuelle forhold. Det gider jeg ikke snakke med dem om.

Med jenterne er det anderledes. Her kan jeg snakke om alt, uden der bliver stillet ubehagelige spørgsmål og uden begrænsninger.

Det kan sagtens være stoddersnak om scoringer, sex og breakups, men det bliver aldrig upassende, og det kan lige så vel handle om mindfulness eller en koncert, man lige har været til.

Har du hundrede procent frihed, taler du hundrede procent frit.

Når jeg vandrer i Hareskoven, supboarder i kanalerne, klatrer i Sydhavnen, mountainbiker i Sverige, sover i shelter på Bornholm og vinterbader ved Refshaleøen langt væk fra den skærm, jeg tit har øjnene rettet mod, sker der ét eller andet i mig.

En morgenstund i et shelter er næsten terapeutisk. Lyden af bålets knitren er lidt den samme som lyden fra de grene i skovbunden, jeg kører over på min mountainbike, og duften fra naturen er frisk og autentisk.

I de øjeblikke er det lige meget, hvordan man ser ud. Måske har man mærker i ansigtet efter det sted, man har ligget, søvn i øjenkrogene og vildt hår. Og hva' så? De andre ser ud på samme måde.

Det er så uendeligt ligegyldigt i de rammer.

Meget i mit liv handler om at mærke byens puls og være i orkanens øje. Jeg plejer at sige, at jeg er 'københavner-sulten', fordi jeg altid er lidt bange for at gå glip af noget.

Det er derfor, det er så fin en kontrast, når jeg kommer væk derfra for en stund. Her bliver det tydeligt, at man ikke behøver blive stimuleret konstant for at have det godt.

Det spiller selvfølgelig også ind, at jeg bliver ældre. Mit liv vil helt naturligt dreje sig mere om gode relationer end om byture og Bacardi.

Nogle er gode til at være smarte på en bar aften efter aften. Det er ikke nødvendigvis de samme, der er gode til bare at være tilstede omkring et bål.

De relationer har jeg fundet hos jenterne. Det er bare nice mennesker, der er i balance, og som er klar til at prøve grænser af.

Jeg tror på, at jeg møder ind på mit job mandag morgen med et større overskud efter en weekend med outdoor-aktiviteter.

Ikke som et nyt og bedre menneske. Bare lidt mere i balance og hvilende i mig selv, fordi jeg er fyldt op med nogle ting, jeg ikke finder inde i byen.

Jeg har virkelig fået øjnene op for de muligheder, der er i naturen.

Facebook
Twitter