Når selvmordstankerne presser på, tager Mie telefonen: Samfundets stilhed gør det for svært at tale om

Telefonen bliver i gennemsnit taget 42 gange om dagen hos Livslinien, der rådgiver om selvmordsforebyggelse.

- Hvor er du henne lige nu? Prøv at fortæl mig, hvor du er henne. Jeg spørger ind til, hvor du er, fordi du nævner det her med, at du har lyst til at springe ud fra 13. etage. Så er det meget rart at vide, om du er i nærheden af 13. etage.

Sådan kan en lille del af en samtale lyde, når Mie Jensen tager telefonen på Livslinien. Det er en telefonlinje med rådgivning til personer med selvmordstanker- og planer.

Telefonerne er åbne hver dag fra klokken 11 til klokken fire om natten. Nogle gange er det en person med konkrete selvmordsplaner, der ringer. Andre gange er det en, der bare går med tankerne. Helt andre gange er det personer, der går igennem en hård periode i parforholdet.

Det kan være unge, gamle eller dem i midten, der ringer. Det kan være nogle, der udadtil er velfungerende, og som passer enten skole eller arbejde og fritidsaktiviteter. Andre mener, at de har mistet alt, og at der ikke længere er noget at leve for, og at alt er håbløst.

Det er den sidste gruppe, der er hårdest at have en samtale med.

- Det kan være rigtig hårdt at sidde i en samtale, hvor man ikke kan nå ind til vedkommende og ikke kan snakke om, at personen kan få hjælp. Dem, hvor håbløsheden har taget fuldstændig over, og som ikke kan se noget fremtidsperspektiv, fortæller Mie Jensen.

For Mie Jensen og hendes kolleger handler arbejdet i Livslinien nemlig om at forebygge selvmord ved at bringe andre perspektiver på banen, der kan få selvmordstruede ud af følelsen af ensomhed og håbløshed.

- Der er nogen, der fremhæver deres børn, deres kone, deres forældre eller søskende. Så prøver jeg at åbne for, at så længe de ikke har spurgt deres pårørende, om de helst ville være personen foruden, så kan de ikke vide det. Det er en stor beslutning at tage på deres vegne, siger Mie Jensen.

Spørg ind til selvmordstanker

Det bedste ville selvfølgelig være, hvis ingen havde selvmordstanker- eller planer.

Men når de mennesker findes, så ville det næstbedste være, at de kunne tale med deres pårørende. Det kan bare være svært selv at bringe emnet på banen, når man har det ad helvede til.

For de fleste med selvmordstanker- eller planer befinder sig i en eller anden form for krise. Og når man er pårørende til en person i krise, handler det om at følge sin fornemmelse, hvis man er bekymret for personen.

- Hvis vi som mennesker har en fornemmelse om, at der er en tæt på os, der har selvmordstanker, så er det tit rigtigt. Man skal selvfølgelig være omsorgsfuld, men også relativt direkte og spørge, om vedkommende har selvmordstanker.

Hos Livslinien ser man ikke selvmord som en løsning eller som noget, der skal overvejes som en mulighed. Men det er et sted, hvor det ikke er tabu at tale om.

- Dem, der ringer ind til os, er ofte rigtig ensomme. Ensomme i deres tanker. Det kan godt være, at de har et stort netværk, men de er ensomme i deres tanker. Derfor er det rart at kunne ringe ind til os og kunne tale anonymt og ikke stå til ansvar.

Konkrete planer skal få alarmklokkerne til at ringe

Hos Livslinien foretager de altid en vurdering af, om et selvmord er nært forestående.

Hvis en person for eksempel har meget konkrete planer for et selvmord, har remedierne til det i nærheden og samtidig er bange for at være alene, vil de derfor typisk forsøge at samarbejde med personen om at få dem hentet til en psykiatrisk skadestue.

Og hos pårørende til en person i krise eller med selvmordstanker, er der også nogle ting, der skal få alarmklokkerne til at ringe:

- Nogle af de klassiske eksempler er, at man rydder op i sin lejlighed og råder bod på udestående, så man forbereder sig på at efterlade en ryddelig arv til dem, der finder en.

- Eller hvis vedkommende er bange for at være alene eller går rundt med konkrete planer. Hvis håbløsheden fylder alt. Hvis man ikke kan se nogen glæde, hvis man er helt slukket og slet ikke kan forstå, at livet både indeholder glæder og sorger. Hvor det kun er sorgerne, der har taget over, og håbløsheden fylder alt, skal man helt sikkert være bekymret, siger Mie Jensen.

Tre gange så mange selvmord som dødsulykker i trafikken

Mie Jensen har arbejdet som frivillig og nattevagt hos Livslinien i fire år, og telefonerne på kontoret er stort set aldrig stille. Sidste år blev der gennemført 15.427 rådgivninger over telefonen, 759 på nettet og 794 på Livsliniens chat. Det svarer til lige knap 47 rådgivninger hver eneste dag.

Når så mange mennesker hver dag benytter sig af Livsliniens rådgivning, hænger det ifølge Mie Jensen i høj grad sammen med, at der er en stor berøringsangst i forhold til at tale om selvmord og selvmordstanker i hele samfundet, fordi det er tabubelagt.

Og det er på trods af, at der sidste år døde lige knap tre så mange som følge af selvmord i forhold til i ulykker med motorkøretøjer.

- Vi har ikke talt om selvmord i Danmark i rigtig, rigtig mange år. Man har ikke åbnet op for, hvor mange der egentlig har selvmordstanker og tager sit eget liv. Så på den måde er det et samfundstabu, som er dybt forankret i os mennesker.

- Derfor taler man ikke med sine nærmeste om selvmordstanker, fordi vi ikke ved nok om, at bare fordi man har selvmordstanker, er det ikke sikkert, at man tager sit eget liv. Vi er for usikre på den sondring.

Mere fokus på selvmord kan gøre samtalen lettere

En af årsagerne til, at selvmord og selvmordstanker kan virke så tabubelagte kan skyldes, at det sjældent er noget, der bliver talt om i det offentlige rum. Og medierne har for eksempel etiske retningslinjer for, hvordan og i hvilke tilfælde selvmord kan omtales.

Men at fortie problemstillingen hjælper ifølge Mie Jensen ikke nogen. I stedet skal der mere fokus på selvmord, så det også bliver nemmere for lægen og psykologen at turde tage samtalen.

- I Danmark tier vi selvmord ihjel. Og i medierne er der rigtig meget berøringsangst i forhold til, hvordan man tager emnet op og taler om det. Derfor tænker jeg, at det at tale om det, er et godt sted at starte, hvis man vil ændre kulturen.

- Så på den måde er der positive udsigter, fordi man virkelig kan ændre noget på det her område, når det ikke har været taget op i så mange år, siger Mie Jensen.

PROGRAMMER PÅ DR

  • Programmet "Min fars farvel" sendes på DR1 mandag klokken 20.45 i uge 37 og 38. Du kan se første afsnit på DRTV lige her.

  • DR-programmet ”Jeg vil dø” sendes tirsdag 11. september klokken 20.45. Her møder journalist Anders Lund Madsen mennesker, der har haft selvmord helt tæt inde på livet på den ene eller anden måde.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk