Nanna er syg og single: ’Jeg kan godt savne en mand, men det er ofte nemmere at være alene i det her liv’

En ærlig fortælling om et liv, hvor pizza- og postbuddet er de eneste mænd, der kommer forbi regelmæssigt.

Nanna Marinussen sidder på Den Smagløse Café i Odense og mærker nervøsiteten sitre, her nogle minutter før hendes date træder ind ad døren.

De har skrevet sammen i noget tid, og hun har fortalt ham, at hun er førtidspensionist, hvilket han virker til at tage ret cool.

Så slipper hun heldigvis for at breake det i løbet af aftenen.

Hun ved, at sådan en udmelding risikerer at lægge en dæmper på stemningen, men det er svært at drible uden om at fortælle den del om sig selv, når sygdommen fylder så meget i ens liv.

Han træder ind, de hilser og aftenen forløber på mange måder fint, selv om meget af tiden går med at snakke om børn på grund af hans job som skolelærer. Nanna gør sig umage med at snakke med, selv om hun ikke er ret interesseret i emnet.

Da de siger farvel, prøver han at kysse hende, mens de krammer. Hun har ikke lyst til at kysse, og det hele ender lidt akavet, da hun afviser ham.

- Vi siger ikke så meget. Så skilles vi. Vi skrev lidt sammen bagefter, men det skulle ikke føre til mere mellem os, siger 29-årige Nanna Marinussen.

Bagefter har hun tænkt på, om det var hendes stempel som førtidspensionist, der gjorde, at hans interesse forsvandt.

Eller om hun bare skulle have accepteret det kys og set, hvad det førte med sig.

- Jeg finder aldrig ud af det, og det går mig faktisk lidt på, selv om det er en relation, jeg ikke har længere. Det er et godt billede på, hvordan jeg har det med kærligheden. Jeg har svært ved at finde ud af, hvad jeg selv vil.

Nanna har været syg, siden hun var barn, så hun har haft god tid til at forberede sig mentalt på det liv, hun lever nu som voksen.

Det er den sjældne gigtsygdom systemisk sklerodermi, der gør, at hun ikke kan arbejde, og hun har måttet sige farvel til drømmen om at drive et lille kunstgalleri, hvor hun selv kunne sætte tempoet.

Hun har været på førtidspension siden september 2018 efter nogle år på kontanthjælp med et praktikforløb, hun ikke kunne gennemføre, og et ressourceforløb på lidt under et år.

Sygdommen giver hende stivhed i kroppen, hun har et ekstremt lavt energi- og aktivitetsniveau, og som 23-årig fik hun indopereret en pacemaker, der regulerede hjerterytmen. Den er siden skiftet ud med en enhed, der støder hjertet i gang, når det pumper uregelmæssigt.

Nannas ansigtstræk forandrer sig, fordi sygdommen får huden til at stramme op. Læberne bliver smallere, tænderne i overmunden blottes og øjnene virker større, når huden omkring dem trækker sig tilbage.

De seneste tre år er det blevet værre på den front.

Omstændighederne tvinger hende til at leve et stille liv, og blandt andet derfor har hun over de seneste år taget 12-15 kilo på.

- Jeg er ikke længere det lille nips, jeg var i slutningen af teenageårene. Da var jeg ikke begrænset af noget som helst, når jeg gik i byen, siger hun og tænker tilbage på de aftener, da hun regerede dansegulvet på Boogie Dance Café i Odense, hvor selveste Kim Larsen indimellem også dukkede op til en smøg og en øl.

Det var tit torsdag, fredag og lørdag, for hun boede i en lejlighed skråt over for cafeen, og ellers hang hun tit ud i Munke Mose, hvor hun drak øl og spiste krydderboller med veninderne.

Den ubekymrede ungdom virker uendelig fjern nu. De vilde dage kommer aldrig tilbage.

Nanna bor i et rækkehus i udkanten af Odense med sin kat Bob, der har noget mere energi til at udforske verden end sin ejer.

Det gør Nanna til en del af en stigende tendens herhjemme, for tal fra Danmarks Statistik viser, at stadigt flere førtidspensionister mellem 18 og 29 år bor alene.

Det kan der selvfølgelig være mange forskellige årsager til.

For Nanna er det et mere eller mindre bevidst valg, for hun tror godt, hun kan finde en mand, hvis hun virkelig vil og gør en hæderlig indsats.

Hun har bare svært ved at sige, om hun overhovedet har lyst til at have en kæreste, eller om hun har det bedre ved at være alene, så hun kan bruge sin begrænsede energi på veninderne, Instagram-fællesskabet 'Kroniske Influencers' og podcasten 'Kroniker Klubben', der begge handler om hendes sygdom og livet generelt.

Alting skal prioriteres.

Indimellem ønsker hun sig én at dele livet med - andre gange nyder hun ensomheden, fordi det på mange måder fungerer bedst for hende på den måde, når hun bestemmer alting selv.

Nannas hjem bærer præg af, at her bor en kvinde, der opholder sig i huset det meste af døgnet.

Det er meget personligt indrettet med masser af ting med små historier fra hendes liv, og hun elsker det meste ved stedet, fordi det er ’tivoli’seret’ og farverigt.

De brune trædøre med grå plastikhåndtag håber hun imidlertid på at få råd til at skifte, for de irriterer hendes blik, og på væggene kan man se, at Nanna ikke altid har energi til at færdiggøre sine projekter.

Den lyserøde farve i stuen mangler i hjørnerne og langs lofterne, og i køkkenet er det kun halvdelen af en væg, der er skiftet fra neutral hvid til lyseblå. Malerbøtte og pensler står klar på en skammel til den dag, hun kan overskue at gøre det færdigt.

- Jeg smadrer min dag, hvis jeg bruger for meget energi ad gangen, så det er udskudt på ubestemt tid lige nu, siger hun.

Lige dér savner hun indimellem en mand, som kan klare nogle af de praktiske opgaver.

- Min sygdom påvirker stort set alt i mit liv, og det med energien er det værste, siger Nanna, mens hun smører peanutbutter og drysser salt på en skive rugbrød og hælder kogende vand i en rød kop med egyptisk hibiscus-te.

Klokken er 9.50, da vi besøger hende, og det her er usædvanligt tidligt for hende at være oppe og i gang på en mandag.

Hun har brug for minimum ti timers søvn hver nat, og når hun vågner, er kroppen som regel ’stiv og gammel’, som hun siger.

Alene det at hive den tunge dobbeltdyne til side er en udfordring, hvor hun virkelig skal lægge kræfter i.

Hvis hun skal ud at køre bil, må hun for en sikkerheds skyld vente på, at nakken er varmet op, så hun kan dreje hovedet ordentligt, og skraldeposen lader hun stå ved døren, så hun ikke skal hen forbi affaldscontaineren på vejen op til p-pladsen.

Ilten skal bruges optimalt.

Nogle dage er hendes vildeste aktivitet at gå ind i sofaen, tænde fjernsynet og 'binge' serier.

Andre dage kan hun klare en del, og det er sådan noget, en mand skal kunne acceptere, hvis han vil være sammen med hende.

- Jeg ved slet ikke, hvordan jeg er i et forhold. Måske er jeg helt umulig, når det kommer til stykket, fordi jeg er forsvundet i mit eget selskab gennem årene.

Nanna har nogle forliste forhold bag sig. Af forskellige årsager er det altid gået galt, men det har ikke haft noget at gøre med hendes sygdom, og titlen som førtidspensionist kom som nævnt først i september.

Det er en del af hende nu, og det har hun skullet vænne sig til, ligesom en mand skal vide, hvad han går ind til.

Hun vil ikke have en kæreste for enhver pris.

- Skal jeg have en kæreste, skal det være én, der virkelig er der for mig rent følelsesmæssigt. Jeg ved, at der kommer flere ture i karussellen i forhold til min sygdom, og jeg vil ikke risikere at ligge på sygehuset og have en mand, der skrider fra det hele. Den slags skal han kunne rumme.

Nanna mødte den kyssende skolelærer gennem Tinder, hvor hun også senere lærte en anden mand at kende, som hun aldrig nåede at møde.

Det virkede ellers både lovende og spændende, for han var fra Færøerne, hørte rockmusik og havde lidt ekstra kilo på sidebenene.

- Han kunne også lide at ligge på sofaen og spise pomfritter. Det er en god type i mit hoved, for så er vi ligesom samme sted. Men han forsvandt ud af det blå. Holdt bare op med at svare.

Det er oplevelser som den, der gør, at Nannas tvivl tager til i styrke.

- Måske er jeg blevet gammel, men jeg forstår ikke, hvorfor man misbruger et andet menneskes tid på den måde. Jeg synes, mange stiller urimelige krav til en potentiel kæreste. Man 'ghoster' hinanden for selv helt små ting, og det er super overfladisk. Et svipe - så er man væk.

- Hvad gør du selv?

- Jeg tager mig altid tid til at forklare, hvorfor jeg ikke synes, der skal være noget imellem os. Alt andet er respektløs. Desværre har jeg den dobbeltmoralske holdning, at jeg ikke selv kan forestille mig at have en kæreste med et handicap eller som sidder i kørestol.

Nanna var blevet anbefalet handicap-dating, men det afviste hun.

- Jeg er flov over at sige det højt, men det var af totalt egoistiske og tarvelige årsager. På den måde kan jeg sagtens forstå nogle mænds reaktion, når de får at vide, at jeg er førtidspensionist.

Nanna har ikke sjældent tænkt, om en mulighed for hende er at finde en mand, der rent følelsesmæssigt er der for hende, men som gerne må 'tage på eventyr', som hun kalder det.

Altså - være sammen med andre kvinder.

Så han kan bestige et bjerg og komme udmattet hjem og ligge ved siden af hende på sofaen.

Hun ved godt, det er en kontroversiel tanke, men den bliver bare ved at poppe op i hendes hoved.

- Jeg ville sikkert have svært ved ikke at være både jaloux og ked af det, hvis den mand, jeg elsker, ligger og knalder en anden.

- Det er ikke et drømmescenarie, men når det fungerer for andre med åbne forhold, kan det vel også fungere for mig. At han ikke skal committe sig fuldstændigt - bare han altid vender hjem til basen, siger Nanna på en måde, så man ikke er i tvivl om, at hun mener det, selv om det er sagt med det dér velkendte 'blink i øjet'.

- Jeg har mødt mange kronisk syge, der har ondt af dem selv. Det forstår jeg godt - jeg har det bare ikke sådan. Jeg har haft mange år til at vænne mig til det her, og jeg siger aldrig 'fuck mit liv', for jeg vil ikke have det sådan, siger Nanna Marinussen.

Hun plejer at sige, at hun har et rummeligt fundament, og derfor tager hun det meste med oprejst pande, selv om hun grundlæggende er ked af den situation, hun befinder sig i.

Hun kan sagtens blive skidesur i pressede situationer, hvor ingenting fungerer, men hun er også taknemmelig over en masse ting.

Tiden må vise, om der pludselig dumper en mand ned i hendes liv, og så tager hun den derfra.

- Jeg joker tit med, at pizzabuddet og postbuddet er de eneste mænd, jeg ser regelmæssigt. Ja, og indimellem er buddet en kvinde.