Naveed er Danmarks eneste hospitalsimam: Jeg går hånd i hånd med døden

Naveed Baig har travlt med at give både patienter, pårørende og personale sjælesorg, og han efterlyser kolleger på hospitalerne.

I mere end 13 år har Naveed Baig arbejdet på Rigshospitalet.

Han er manden, der bliver tilkaldt, når der ikke er brug for et nyt drop, mere smertestillende eller en ny hofte, men hjælp til det, der er helt inderst – det åndelige, eksistentielle og religiøse.

Mens der arbejder omkring 100 præster på danske hospitaler, er Naveed Danmarks eneste hospitalsimam.

Han er fast tilknyttet Rigshospitalet og Herlev Hospital, og så er han koordinator for Etnisk Ressourceteam, der hjælper patienter og pårørende med lignende kulturel og religiøs baggrund.

- Jeg er sjælesørger. Ligesom kroppen har brug for føde og velvære, har sjælen også brug for velvære og omsorg, fortæller Naveed.

Naveed og hans tre præstekolleger på Rigshospitalet har mange af de samme funktioner. Det handler om den samtale, omsorg, nærvær og generel sjælesorg. Men deres arbejde adskiller sig, når det kommer til specifik sjælesorg og religiøse ritualer. Han kan ikke give katolikker den sidste olie, mens de ikke kan læse op fra koranen.

- Jeg har også talt med ikkemuslimer, men der er grænser for, hvor meget jeg kan hjælpe, når det komme til specifik sjælesorg, siger Naveed.

I sine år som hospitalsimam har Naveed også været en del af samfundsdebatten – især når det handler om religion, etnicitet og integration, men også om for eksempel seksualitet. Som da han sammen med flere imamer slog fast, at man godt kan være homoseksuel og muslim.

I de seneste to år har han åbnet for sit eget liv og arbejde, hvilket er blevet til DR-dokumentaren ’Imamen på Riget’.

Hvad er du bange for?

I dokumentaren kommer man ikke kun tæt på Naveed, men også på nogle af de patienter og pårørende, som han forsøger at hjælpe igennem livets kriser.

Han mødte blandt andre drengen Zaid, der en dag stod og tissede, men pludselig forsvandt benene væk under ham. Han blev indlagt med akut lammelse i begge ben, og da Naveed møder ham og hans mor Nausheen, er de ikke sikre på, om han kommer til at gå igen.

- Jeg hjælper med at få sat ord på deres magtesløshed, når det hele er så svært, siger Naveed.

Zaid var en af de heldige, og efter en masse genoptræning kom han på fødderne igen. Men når man arbejder på et hospital, kan man ikke slippe for døden.

Naveed mødte også kvinden Fatma, der var ramt af kræft. Behandlingen gav hende så store smerter, at hun hellere ville stoppe behandlingen og for at kunne nyde den sidste tid sammen med sine kære.

Selvom hun forsøgte at være stærk, kunne hun ikke skjule, at hun var bange. Naveed stillede et spørgsmål, som han ofte stiller: ”Hvad er du bange for.”

- Jeg er bange for at miste min familie. Det er ikke så nemt at sige: Ja, okay. Farvel og tak, svarede Fatma, som døde under optagelserne til dokumentaren i efteråret 2016.

Frygt og håb

Når Naveed er på arbejde, handler det ofte om at balancere frygten og håbet hos patienter og pårørende. Og det er ikke nemt, når man får spørgsmål som:

Hvorfor mig? Er Gud vred på mig? Hvad skal der ske med mine børn? Kan jeg møde mine kære i det næste liv?

- Det er jo nogle helt grundlæggende, centrale spørgsmål, der både kan bunde i noget eksistentielt, men også noget religiøst. Det møder jeg, og efterspørgslen er stor, fortæller Naveed.

En af dem, der har sat det dybeste spor hos Naveed, det er Rahime. Hun kæmpede imod kræften igennem tre år. Den startede i højre underben og knæ.

Rahime på klassebilledet fra 10. klasse. Ved siden af på opslagstavlen hænger også autografer fra blandt andre Christopher og Rasmus Seebach, der besøgte hende på hospitalet. (Foto: Jakob Rasmussen © dr)

Hun fik kunstigt knæ og metal i skinnebenet, men kræften spredte sig senere til lungerne. Lægerne fjernede højre side af lungerne, og hun fik tabletbehandling i et år, men det var ikke nok. Kræften spredte sig videre til venstre side af lungerne, og så fik hun kemoterapi.

Til sidst spredte kræften sig til lungekanten, hvilket ikke kan behandles. Rahime blev 17 år gammel.

Guds vilje og plan

Naveed havde flere samtaler med Rahime før hendes død, og i ’Imamen på Riget’ møder vi også hendes hendes mor Hatice.

Hospitalsimamen forsøger at hjælpe Hatice op af et sort hul, der kan virke bundløst – med at finde mening i meningsløsheden.

Ligesom med mange af de andre mennesker Naveed møder på sin vej på hospitalet, ved han ikke, om Hatice nogensinde finder meningen.

- Jeg kan bare konstatere, at det var en del af Guds plan og Guds vilje. Det minder mig om, at vi ikke har styr på noget som helst, siger Naveed.

Større betydning end man tror

Det kan for mange virke underligt og måske også paradoksalt at se mod religion, når ens 17-årige datter er blevet taget fra en. Men både Naveed og hans kristne kolleger på hospitalet har rigtig travlt.

- Religion betyder mere, end man tror på et hospital. Religion er ikke nødvendigvis uden på tøjet af folk. Religiøse og åndelige bekymringer er inde i en selv, og derfor er det også en enorm byrde patienter og pårørende bærer på, fortæller han.

Ifølge ham er sundsvæsenet bygget op på en måde, hvor der er fokus på det mekaniske, kroppen og teknologien, mens mennesket er sat til side og blevet til et nummer.

Det betyder, at mange af dem i hospitalssengene og stolene i venteværelserne føler sig enormt ensomme. Derfor er der så meget brug for sjælesørgere på hospitalerne, mener Naveed.

- Jeg tror ikke, at folk er helt opmærksomme og bevidste omkring, hvor meget patienter og pårørende egentlig bruger præsterne og imamen til forskellige samtaler om alt mellem himmel og jord.

Og samtalerne handler langt fra altid om religion eller livets helt store spørgsmål.

- Vi er jo mennesker og har ikke trang til at overfuse folk med vores religiøsitet. Vi vil ikke begå åndelig voldtægt, siger Naveed.

Naveed med sine kristne kolleger på kontoret på Rigshospitalet. (Foto: Jakob Rasmussen © dr)

Mens det som oftest er patienter og pårørende, der søger mod præsterne og imamen, banker personalet også ofte på døren, når de har brug for at sat ord på nogle af de svære situationer, de står overfor på daglig basis.

- Det kan være en uheldig episode, når man mister en, man har passet i rigtig lang tid eller det kan være, man bliver truet på livet. Når man har brug for at snakke med en, der kan rumme en. Det giver vi plads til, siger Naveed.

Hånd i hånd med døden

I ’Imamen på Riget’ får man ikke kun et indblik i Naveeds liv på hospitalet, men også livet uden for de lange, hvide gange.

Naveed er far til en pige på 13 år og en dreng på 17 år. Han lægger ikke skjul på, at det kan være svært at adskille arbejde og familielivet, og det kan af og til godt give dårlig samvittighed.

- Jeg går hånd i hånd med døden på hospitalet. Men jeg skal også gå hånd i hånd med min familie og venner. Det er vel det, man kalder livet.

For hvad gør man, når telefonen ringer, mens man sidder og spiser med familien, men man ved, at det er en person, der virkelig har brug for hjælp, som ringer? Naveed forsøger at forklare sine børn, hvem det er, der ringer og hvorfor.

- Jeg prøver at tage dem med ind i min verden, så de får en fornemmelse for den, men uden at de tynges af den. Og det er en kunst, siger han.

Flere imamer på hospitalet

Når Naveeds telefon ringer, og han ikke har mulighed for at hjælpe, så tilkalder han andre imamer, som hjælper til frivilligt. Det er der flere udfordringer ved.

Fordi de ikke er fast tilknyttede, mener Naveed ikke, at han kan tillade sig at ringe til dem sent om aftenen, hvis der for eksempel er en akut situation.

En anden udfordring er, at imamerne ikke er uddannet inden for hospitalsvæsenet. Så selvom de er dygtige imamer og gode samtalepartnere, kan der opstå uheldige situationer.

- Jeg brugte en gang en meget dygtig imam, men han havde aldrig prøvet at møde en døende før. Dagen efter ringede han til mig og sagde, at jeg aldrig skulle tilkalde ham igen, fordi det var så overvældende. Jeg troede bare, at alle imamer kunne det hele, fortæller Naveed.

Derfor mener Naveed, der som den første muslim i Danmark selv har taget en master i sjælesorg, at der mangler fokus og prioritering for at uddanne imamer og muslimske teologer indenfor sundheds-og socialvæsenet. For der er brug for dem, siger han.

- De ringer rigtig meget fra psykiatrien, og jeg får dårlig samvittighed, fordi vi ikke kan imødekomme alle de henvendelser, vi får. Der er flere på hospitalerne, der ikke får deres åndelige og eksistentielle behov opfyldt, siger han.

(Foto: Jakob Rasmussen © dr)

Han peger på, at der i flere af de lande, som vi sammenligner os med, findes såkaldte spritual care centers, hvor præster, imamer, buddhister, humanister og rabbinere tager sig af henvendelser.

Naveed håber, at både hans muslimske kolleger, politikere og forskere kommer på banen og kan samarbejde om at finde løsninger, der kan styrke området for præster, imamer og andre, der yder sjælesorg på offentlige institutioner.

- Jeg tror, at folk vil være overraskede, hvis de kom og var sammen med os og så, hvor meget vi egentlig laver for at imødekomme de åndelig og religiøse behov. Den største menighed findes på Rigshospitalet, for der er rigtig mange både kristne og muslimer, der har brug for åndelig omsorg.

DR-dokumentaren 'Imamen på Riget' bliver sendt tirsdag 5. juni klokken 22.10 på DR K. Den kan herefter også ses på DR TV.

Facebook
Twitter