Nichlas med autisme har fået job i Fakta: Det giver mig noget at stå op til

Kun en ud af ti autister er i arbejde, men et særligt uddannelsesforløb har givet Nichlas Faaborg Nielsen fast job.

Det er en helt særlig dag i Fakta i Herning.

Champagneglassene hæves i en fælles skål, da projektmedarbejder Lotte Stengaard har holdt tale for sin kursist gennem to år, Nichlas Faaborg Nielsen. Hele seancen foreviges på iPad af Nichlas’ mor Ulla, alt imens tårerne triller ned ad hendes kinder.

- Jeg er mega stolt af ham. Det er som om, der åbner sig en ny verden. For der er også en verden for en autist, og der er en verden, hvor han kan komme ud og få et job og komme til at klare sig selv. Han får jo et fedt liv nu, siger Ulla Pia Faaborg Nielsen.

23-årige Nichlas er en af de kursister, som har været igennem et cirka to år langt uddannelsesforløb hos Fakta, hvor han nu er sikret et fast job. Forløbet hedder Klar til Start og har til formål at få unge autister i job, hvilket man kan følge i DR1-serien ”De skjulte talenter.

Det er nemlig slet ikke ligetil at komme i job, hvis man - som Nichlas - har en autismediagnose. Ifølge Autismeforeningen er kun en ud af ti med en autismediagnose i job.

”Bare to handicappede fra et jobcenter”

Manglende sociale kompetencer, et stort behov for struktur og orden og en tendens til at få stress er nogle af de elementer, der gør, at mange autister har svært ved at passe et ”almindeligt” arbejde.

Men kan deres særlige egenskaber mon bruges konstruktivt i en arbejdssammenhæng, hvor egenskaberne bidrager med noget positivt? Det spørgsmål stillede Britta Bak og Jens Romundstad sig selv, efter to autister for en håndfuld år siden var i praktik i den lokale Fakta som en del af deres særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse.

Britta Bak er direktør for Fonden Unges, der arbejder for at give unge og voksne med autisme forskellige tilbud og uddannelsesmuligheder. Jens Romundstad er i dag salgschef for Fakta og var på daværende tidspunkt HR-chef. Da han så de to unge autister i Fakta, lagde han mærke til den store motivation og præcision, de lagde i arbejdet, og spurgte han butikschefen, hvem de var. ”To handicappede fra et uddannelsescenter. Så gode er de ikke, hverken fagligt, socialt eller personligt. Det er en del af deres handicap”, lød svaret.

Mødet med de to autister affødte ikke desto mindre ideen til Klar til Start. I forlængelse af mødet med autisterne i Fakta, stak Britta Bak og Jens Romundstad hovederne sammen. Bak foreslog Romundstad at lave et særlig uddannelsesforløb til de to autister skræddersyet til Faktas butikker med en pædagogisk projektmedarbejder i forløbet.

- Jeg spurgte Jens, om han så ville være med til at ansætte dem. Jeg tænkte bare på de to, men så sagde Jens: ”Ja. Og så giver jeg en landsdækkende jobgaranti,” husker Britta Bak.

Klar til Start-forløbet finansieres af kommunerne. Det koster en kommune 16.900 kroner om måneden at have en person gennem et forløb.

Butikkerne får loyale medarbejdere

Klar til Start blev stiftet i 2013, og siden har 73 autister været gennem forløbet og er kommet i job. Først i Fakta, men siden er også Irma, Kvickly, ILVA, Catering Engros, Catering Danmark, Abena og SuperBrugsen blevet en del af projektet.

- Butikkerne får en stabil og kvalificeret arbejdskraft og nogle super loyale medarbejdere. Medarbejderne selv er dybt taknemmelige. Det, at de ved, at der er en jobgaranti gør, at deres stressniveau er betydeligt lavere, end det ellers ville være, siger Britta Bak.

Gennem hele uddannelsesforløbet bliver kursisternes færdigheder løbende vurderet, og hvis for eksempel arbejdstiderne eller arbejdsopgaverne skal ændres, kan de blive det, så det passer bedst muligt til den enkelte.

Klar til Start-holdet har derudover en tæt dialog med den givne kommune om kursisterne.

- Hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg faktisk at lige præcis Klar til Start-deltagerne er blandt mine absolut mest stabile, hjælpsomme og glade medarbejdere af alle i hele Fakta. Vi er meget glade for at have dem, siger salgschef i Fakta, Jens Romundstad.

Fokus på trivsel

Lone Stengaard er projektmedarbejder hos Klar til Start og har fulgt Nichlas Faaborg Nielsen og Søren Bach, der begge medvirker i ”De skjulte talenter”, gennem deres uddannelsesforløb i Fakta. Hun er med dem i dagligdagen i butikken, hvor hun hjælper dem med at tilrettelægge rammerne for jobbet og forklarer dem opgaverne.

- Nichlas og Søren er utroligt behagelige, rare og høflige mennesker. De er enormt loyale og har et stort ønske om at gøre tingene rigtigt. Men det sociale kan være en udfordring for dem, så min allerfornemste opgave er at sikre deres trivsel, siger Lone Stengaard.

Udover at hjælpe Nichlas og Søren hjælper hun også de andre Fakta-medarbejdere med at blive klogere på, hvad autisme er, og hvordan de bedst muligt kan kommunikere med autister, når de for eksempel skal videregive opgaver og informationer.

Forløbet i Fakta, som Søren Bach stadig er i gang med, har givet ham en masse positivt:

- Jeg har fået mere styr på tingene, og jeg synes, at jeg er blevet mere glad og tilfreds i hverdagen. Jeg har haft mulighed for at lære en masse forskellige opgaver, så jeg er godt på vej, synes jeg, siger han.

10.000 personer er i målgruppen

Lige nu er 63 personer i gang med et Klar til Start-uddannelsesforløb, men Britta Bak håber, at tallet vil vokse gevaldigt fremadrettet:

- Potentialet for vores målgruppe er omkring 10.000, så jeg håber, at vi kan samarbejde med flere virksomheder og flere kommuner, så det bliver et automatisk og helt naturligt valg. For hvis man vil have borgere med særligt behov – som for eksempel autisme eller ADHD – ud i job, er man nødt til at kigge nye veje og tænke innovativt, siger hun.

Inden Nichlas Faaborg Nielsen blev en del af Klar til Start-forløbet, var han på kontanthjælp, ligesom det er tilfældet for mange andre unge med en autistisk diagnose.

Men inden længe har han en fastansættelse i en af landets Fakta-butikker, og det glæder ham:

- Jeg har noget at stå op til, som jeg også godt kan lide. Jeg nyder det hver eneste dag, siger Nichlas.

Hans mor, Ulla Pia Faaborg Nielsen, er heller ikke i tvivl om, hvor meget positivt forløbet i Fakta har givet Nichlas:

- I al den tid Nichlas har været her, har han fortalt om, hvad han oplever, og om de andre medkursister. Hvor meget det betyder for ham. Og han stråler som en sol, siger hun.

HVAD ER AUTISME?

  • Tidligere arbejdede fagfolk med en række forskellige autismebegreber som aspergers, infantil autisme og atypisk autisme.

  • I dag bruges i stedet fællesbetegnelsen Autisme Spektrum Forstyrrelser (ASF), der alle dækker over en gennemgribende udviklingsforstyrrelse.

  • Diagnosen bliver stillet, hvis man har afvigelser inden for de tre områder: social samspil, kommunikation og forestillingsevne.

  • Omkring én til to procent af befolkningen har ASF.

  • Flere og flere får diagnosen, hvilket kan skyldes den øgede opmærksomhed og viden på området.

Kilde: Landsforeningen Autisme

Facebook
Twitter