Niklas lå bevidstløs på gaden og var døden nær. Når du læser dette, har han været clean i 40 dage

24-årige Niklas Sardorf kæmper for at komme ud af sit misbrug - og drømmer om villa, Volvo og vovse.

(Foto: Sebastian Stokkebo Sørensen © DR)

Kære misbrug

Du stjal min ærlighed.

Du krænkede min familie.

Du ødelagde vores kærlighed.

Sådan lyder begyndelsen på et digt, jeg skrev til mit misbrug, da jeg var indlagt på psykiatrisk tidligere i år.

I dag er jeg 24. Jeg har været kokainmisbruger, siden jeg var 18, men allerede som barn havde jeg stoffer tæt inde på livet.

Mine forældre var skilt, og hver anden weekend var jeg ovre hos min far. Som barn kan jeg huske, at jeg var med ham inde på Istedgade. Han plejede at sige, at vi skulle derhen for at hente pistacienødder, for han vidste, at jeg elskede pistacienødder.

Jeg ventede alene i bilen, men når han kom tilbage, havde han aldrig nødderne med.

Niklas Sardorf spiller fodbold på det danske herrelandshold for hjemløse. Han medvirker derfor også i DR-serien 'Det andet landshold', som følger truppen i et år - kulminerende med holdets deltagelse i EM i hjemløsefodbold. Dr.dk har mødt Niklas Sardorf til et interview på den gadefodboldbane på Østerbro i København, hvor han spillede som barn. (Foto: Sebastian Stokkebo Sørensen © DR)

Da jeg blev ældre, fandt jeg ud af, at han havde været inde for at købe stoffer.

Jeg kan også huske en episode, hvor han gik kold ved aftensmadsbordet. Jeg var alene med ham, og vi sad og spiste, da han pludselig faldt forover ind over bordet og bare lå der. Det føltes vildt ubehageligt.

Da jeg var 14, blev jeg diagnosticeret med ocd. Siden har jeg været indlagt på psykiatrisk flere gange på grund af depression og selvmordstanker.

Jeg har altid følt mig sårbar og anderledes end min klassekammerater, og da jeg fandt kokainen, blev det kun værre.

Første gang, jeg prøvede det, var til en privatfest, da jeg var 18. Jeg var fuld i forvejen, så jeg kunne ikke mærke det specielt meget. Det var egentlig ikke en wow-oplevelse.

Men da jeg prøvede det anden gang, var jeg solgt. Det var sjovt og spændende, og jeg følte mig uovervindelig.

Jeg gik fra at være meget indadvendt til pludselig at føle, at jeg kunne det hele. Hvilket så endte med at destruere hele mit liv.

Det var også ved at tage livet af mig engang. Det er en mærkelig historie.

Selvom Niklas Sardorf har haft en hård barndom, mener han ikke, at den alene bærer skylden for, at han selv har et misbrug i dag. Han mener også, at det handler om de valg, han selv har truffet - eksempelvis hans valg af omgangskreds. (Foto: Lisbet Barrett og Vibeke Heide-Jørgensen © DR)

Jeg tog en masse kokain, og lige pludselig troede jeg, at jeg lå og drømte i min seng derhjemme.

Det gjorde jeg så ikke.

I virkeligheden lå jeg bevidstløs et eller andet sted i Indre København. Det sker meget sjældent, at man bliver bevidstløs af kokain, det sker nærmest kun, når man har fået en overdosis.

Jeg blev vækket af nogle ambulancereddere, men så snart jeg vågnede, stak jeg af fra dem. På det tidspunkt vidste jeg ikke helt, hvad jeg stak af fra. Jeg troede stadig, det hele var en drøm.

Det er meget ubehageligt at tænke på, at det hele kunne have sluttet der, for inderst inde ønsker jeg ikke at dø. Jeg ønsker en forandring.

Når jeg er aktiv i mit misbrug, er jeg en forfærdelig person. Jeg bedrager, lyver og gør alle de her ting, man nu gør for at få misbruget til at køre.

Men samtidig er jeg også fyldt med skyld og skam, for det er jo ikke det her, jeg vil.

Jeg vil noget helt andet med mit liv. Jeg har kæmpestore ambitioner og drømme for mig selv, og sådan har det altid været.

Fremadstormende fodboldtalent

Sådan var det også, da jeg begyndte til fodbold. Jeg var ti år og begyndte i min lokale klub på Østerbro.

Jeg startede på klubbens tredjehold sammen med mine klassekammerater. Det var ren hygge og meget stille og roligt, men en dag kom klubbens talentchef forbi, mens vi trænede. Jeg tror, han havde hørt, at jeg spillede rimelig godt.

Han testede mig. Vi jonglerede lidt sammen og sådan, og kort tid efter rykkede jeg op på eliteholdet.

På det tidspunkt var fodbolden nærmest hele mit liv. Jeg spillede i alle frikvartererne, efter skole mødtes jeg med venner for at spille street-fodbold, og om aftenen tog jeg til træning.

Da jeg var 14, kom jeg på en fodboldskole, som den italienske storklub AC Milan holdt her i Danmark. Der kom italienske trænere fra deres talentakademi herop for at træne os, og jeg blev kåret til årets spiller.

Niklas Sardorf kan ting og sager med en bold. (Foto: Sebastian Stokkebo Sørensen © DR)

Jeg var et lovende fodboldtalent, men jeg spillede for meget. Jeg tror, at jeg allerede dengang havde tendens til at blive afhængig af ting, jeg godt kunne lide, og jeg tror på en måde, jeg blev afhængig af fodbold.

Nogle gange kunne jeg spille i otte timer om dagen, og det betød, at jeg fik problemer med knæet. Jeg var ung og dum og spillede videre på det, så det blev overbelastet. I dag er det helt fucked, jeg kan ikke en gang strække mit ben helt ud.

Så det satte en stopper for mine drømme om at blive professionel fodboldspiller. Men der gik ikke længe, før den drøm blev erstattet af en anden.

Poetisk pletskud i første forsøg

I 9. klasse fik vi den opgave, at vi skulle skrive et digt på halvanden time.

Jeg valgte at skrive et digt om Nørrebrogade, og jeg syntes selv, det gik meget godt. Så jeg sendte det ind til en digtkonkurrence, og selvom det var det første digt, jeg nogensinde havde skrevet, vandt jeg.

Jeg fik 5.000 kroner og en tur til Aarhus med hotelovernatning og alt betalt. Det var meningen, at jeg skulle læse digtet op til en festival, men jeg kom aldrig op på scenen. Jeg var alt for nervøs. Men det var en rigtig hyggelig tur, og jeg havde min mor med derovre.

Selvom min barndom på nogle punkter har været hård, har den også været god. Min mor og min lillebror er nogle af lyspunkterne, jeg kan huske. Særligt om sommeren, når vi var på ferie eller på stranden sammen. Det var rart og kærligt.

Niklas Sardorf boede på fem forskellige bosteder, fra han var 17 til 21. Det var netop på et af disse bosteder, at han tog kokain for anden gang - og dermed begyndte en nedadgående misbrugsspiral. (Foto: Sebastian Stokkebo Sørensen © DR)

Succesoplevelsen med digtet gav mig blod på tanden, og siden har jeg skrevet en del digte. Nogle af dem kan jeg desværre ikke finde, fordi de ligger i en gammel e-mail indbakke et sted. Og så har mit misbrug også bremset det meget. Når jeg er aktiv i mit misbrug, kan jeg ikke samle mig nok til at sætte mig ned og fordybe mig i at skrive digte.

Men når jeg skriver, kommer jeg ind i et helt særligt univers. Jeg kommer i kontakt med mine følelser og bliver nærmest ét med dem. Det er rart at kunne udtrykke mig sådan.

Min drøm er at leve som digter og at udgive en digtsamling. Og også at komme ud at holde nogle foredrag om mine digte og om mit misbrug. Jeg drømmer om at hjælpe andre, der har nogle af de samme problemer som mig. Hvis jeg bare kan hjælpe ét menneske, er det det værd.

Villa, Volvo og vovse

Jeg har mange drømme, men den største er at stifte en kærlig familie, som holder af mig og omvendt. Villa, Volvo og vovse, det kunne jeg godt tænke mig. Et helt almindeligt, stille og roligt liv. Der har været nok kaos.

Jeg har startet på mange ungdomsuddannelser, blandt andet HF og STX, men jeg er droppet ud af dem alle sammen igen. På grund af mit misbrug har jeg ikke kunnet møde op og passe mine ting.

For halvandet år siden blev jeg ovenikøbet hjemløs. Indtil da havde jeg boet hos min mor, men til sidst kunne hun ikke have mig derhjemme længere på grund af mit misbrug.

Siden har jeg boet på flere forskellige herberger, men jeg har aldrig været nødt til at sove på gaden. Heldigvis.

Lige nu bor Niklas Sardorf på et herberg, hvor der er nultolerance over for rusmidler. Hvis man drikker eller tager noget, bliver man smidt ud. Niklas har tidligere prøvet at bo sådan et sted - og at ryge ud, fordi han faldt i. (Foto: Sebastian Stokkebo Sørensen © DR)

Jeg tror, jeg bliver ved med at tage kokain, fordi jeg ubevidst flygter fra mine følelser. Jeg tror, jeg har en masse ubearbejdede følelser fra min barndom, og stofferne er en virkelighedsflugt.

Men det giver bagslag. De senere år har jeg fået det forfærdeligt, når jeg har taget kokain. Jeg er kommet ind i et helvede fyldt med dødsangst. Min ocd går helt amok med katastrofetanker, og jeg ødelægger mig selv og alt omkring mig. Men jeg bliver alligevel ved, fordi jeg er afhængig af det.

Revanche

For to år siden begyndte jeg at spille fodbold igen.

Jeg havde været i døgnbehandling for mit misbrug på Bornholm, og da jeg kom hjem, manglede jeg et fællesskab.

Jeg blev inviteret til at spille fodbold i en forening, der hedder Ombold. Det er en fodboldklub for hjemløse, socialt udsatte og sårbare mennesker, hvor alle er velkomne.

Når jeg træder ind på en fodboldbane, får jeg den mest fantastiske følelse. Jeg glemmer alle problemer uden for banen, mit fokus er kun på spillet og bolden. Det er fantastisk.

Jeg blev endda udtaget til det danske herrelandshold for hjemløse, og vi har lige været til hjemløse-EM i Holland.

Det var en fantastisk oplevelse. Hele holdet mødtes i lufthavnen, alle havde landsholdsdragter på, og så skulle vi ned og samles om fodbolden.

Det var helt vildt. Vi var igennem det hele dernede. Opture og nedture, der blev spillet på alle følelsesparametre.

På hjemløselandsholdet har alle nogle udfordringer med sig i bagagen, og det fællesskab, vi har fået internt, er fantastisk. Vores sammenhold er helt specielt, og vi støtter hinanden.

Jeg har fået et minde for livet med hjem fra Holland og også en medalje. Vi nåede helt frem til finalen, som vi desværre tabte i en straffesparkskonkurrence. Vi var selvfølgelig skuffede lige efter finalen, men en andenplads er også sindssygt godt. Det er den bedste placering, det danske herrelandshold for hjemløse nogensinde har fået.

Næste år gælder det VM i hjemløsefodbold, som er kæmpestort. Jeg tror, der kommer omkring 45 nationer og spiller med, og der er indmarch og alt muligt. Det glæder jeg mig til. Og jeg regner med at være clean, når jeg træder ind på banen til VM.

"Fortidens fejl er nutidens visdom", står der hen over brystet på René Hansen, der også spiller på det danske hjemløselandshold i fodbold. De to holdkammerater er også gode venner uden for banen og ses privat. (Foto: Lisbet Barrett og Vibeke Heide-Jørgensen © DR)

For i dag har jeg været clean i 40 dage. Det er den længste stoffri periode, jeg har haft i flere år.

Der er flere ting, der spiller ind. Hjemløselandsholdet har helt sikkert hjulpet mig på vej til at blive clean, og så er jeg også begyndt i et 12 trins-program, som fungerer godt for mig.

Jeg har også kappet forbindelsen til alle de gamle bekendtskaber, som ikke var gode for mig. Blandt andet har jeg ikke længere kontakt til min far. Min mor har jeg til gengæld et godt forhold til.

Jeg har været igennem mange kampe og meget smerte i mit liv, og jeg vil altid have nogle ar på sjælen fra mit misbrug.

Jeg begynder at blive mere glad og klar i hovedet. Og jeg er stolt over at være 40 dage clean, det er jeg da. Samtidig frygter jeg at falde i.

Men det føles godt at være mig lige nu.

Dr.dk har været i kontakt med Niklas Sardorfs forældre, som begge kan genkende og bekræfte artiklens udlægning af forløbet.

(Foto: Sebastian Stokkebo Sørensen © DR)
FacebookTwitter