Nu taler de om moderens druk for første gang: ’Vi har tacklet det helt forskelligt’

Mads, Nanna og Julianes mor var alkoholiker, men det har været for svært at tale med hinanden om.

Omkring 122.000 børn og unge vokser op i en familie med alkoholproblemer.

Juliane Juul Madsen, Nanna Juul Rasmussen og Mads Juul Thalund fra Vejle er tre af dem. De er søskende, og deres mor har drukket for meget ligeså længe, de kan huske.

Men selvom de er henholdsvis 20, 28 og 30 år gamle, har de aldrig tidligere sat sig ned og snakket om, hvordan de hver især har tacklet opvæksten som barn af en alkoholiker.

Det gør de nu.

Og det er vigtigt at tale med nogle om de oplevelser, man har haft.

Det er nemlig første skridt mod at bearbejde opvæksten og de senfølger, den kan medføre, lyder det fra organisationen TUBA, der står for Terapi og rådgivning for Unge, der er Børn af Alkohol- og stofmisbrugere.

Sidste år tog flere unge end nogensinde før kontakt til TUBA. Samtidig satte antallet af unge i terapi også rekord.

Knap halvdelen af dem, som har været i terapi de seneste tre år, har aldrig tidligere talt med nogen om det. For 71 procent af dem gælder det, at de aldrig har talt med deres søskende om forældres alkoholproblemer.

Det skyldes blandt andet, at søskende ofte har forskellige oplevelser af, hvordan barndommen har været. Det er også derfor, at de ofte tackler det forskelligt, forklarer Helle Lindgaard. Hun er psykolog, forsker samt faglig leder ved TUBA.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk