Olivia på 16 er med i ny tv-serie: 'Det påvirker mig at blive svinet til, men det er ikke mig, der er noget galt med'

- Du kan være smuk på mange forskellige måder, også hvis du har en fed personlighed, siger Olivia.

(Foto: Stefan Wessel © dr)

De er bedste veninder. Går i samme klasse. Og så medvirker både 16-årige Katinka og Olivia i DR Ultras nye dokumentarserie 'Niende', der går helt tæt på en gruppe 9. klasses elever på Det frie Gymnasium i København og følger deres rejse fra store børn til unge voksne.

En tid, hvor der kan herske ro udvendigt, men kaos indvendigt. Og hvor det ikke kun er lektier og skole, der fylder, men også alt det andet: kærester, kys, kroppe, sex, identitet. Og venskab.

- Jeg er glad for, at vi er så tætte, så vi har kunnet snakke om alt hele vejen igennem. Vi er to forskellige personer og har også to forskellige "roller" i serien, men det er stadig fedt at kunne være der med og for hinanden, siger Katinka.

Pigerne mødtes i 8. klasse, hvor de begge startede på Det frie Gymnasium på Nørrebro i København - en privatskole, hvor en del elever er fra familier fra den kreative klasse.

Men selvom de fleste ikke mangler noget hjemmefra, betyder det ikke, at de ikke også har problemer, de kæmper med.

Mens Katinka var spændt på folks kommentarer på sociale medier om 'Niende', havde Olivia det lige modsat. For hende handlede det nemlig mere om, hvor slemt det ville blive.

- Der er masser af mennesker, der har skrevet til mig, at jeg er fed og ulækker. Det har jeg fået masser af beskeder og kommentarer om. Vi har fået psykologsamtaler af tv-holdet, så vi kan tale med nogen, men det er stadig ikke vildt fedt at høre.

- Da jeg mødte Olivia, blev vi gode venner med det samme, og jeg elskede hende hurtigt. Så jeg blev helt målløs, da jeg hørte, hvor meget fucked up lort, hun er gået igennem og stadig skal høre på af kommentarer om sit udseende, siger Katinka (tv.). (Foto: Stefan Wessel © Dr)

Hvordan føles det?

- Selvfølgelig påvirker det mig at blive svinet til, men det er jo ikke mig, der er noget galt med. Jeg ser jo også fjernsyn og dokumentarer, men jeg går ikke på nettet og skriver: "Ih, hvor er du ulækker" til folk bagefter. Fint, du tænker det, men det er så ligegyldigt, at den her person skal vide det.

Hvorfor tror du, folk skriver sådan til dig?

- Jeg tror, det provokerer folk, at jeg er overvægtig. Det har tidligere påvirket mig meget, og jeg er også blevet bagtalt, inden jeg var med i serien. Jeg havde det dårligt over min krop i en lang periode, indtil jeg blev træt af at bruge så meget energi og tid på det. Hvis jeg er et vildt fantastisk menneske og har det godt, kan det jo være fuldstændig lige meget, siger Olivia.

'Jeg kan godt se, at jeg var smuk'

Meget af 16-årige Olivias liv er gået med at tænke på sit udseende. Alt for meget, mener hun selv. Da hun var 12 år, begyndte hun at føle sig for tyk i forhold til de andre i vennegruppen. Også selvom ingen andre var enige. Når hun i dag ser på billeder, bliver hun trist. For hun ser en pige, der ser ud som alle de andre.

- Jeg kan jo se nu, at jeg faktisk var tynd, men jeg var 100 procent sikker på, jeg var tyk. Jeg kan også godt se, at jeg var smuk. Det er jeg også nu. Men det er ærgerligt, at jeg skulle gå og være så ked af det over noget, der så ovenikøbet ikke var der.

- Det kan være mega hårdt, hvis man finder ud af, at andre snakker meget grimt om én. Men det skal ikke have lov at fylde i mig, siger Olivia på 16. (Foto: Screenshot fra 'Niende' © Dr)

For noget tid siden tog hun derfor en beslutning. Hun ville prøve noget nyt. At elske sig selv lige præcis som hun er.

- Man skal give plads til at føle sig grim, men også til at føle sig vildt flot. Jeg har stadig dårlige dage, men så minder jeg mig selv om, at det har alle, og det er okay. Du kan være smuk på mange forskellige måder, også hvis du har en fed personlighed. Det lyder mega kikset og kliché, men det er også bare så rigtigt.

Veninden Katinka er fuld af beundring over, hvordan Olivia har valgt at håndtere de hadefulde kommentarer.

- Jeg har aldrig i mit liv prøvet noget i den dur som Olivia. Det er så ubehageligt, at min bedste veninde skal have sådan noget at vide. Det er fucked up, at mennesker tror, de skal have lov til at sige sådan noget til andre. Men hun er en fucking bad bitch, og jeg er så stolt over, at hun er så stærk og klarer det på den måde.

'Drengene går efter de små, tynde piger med en stor røv'

Selvom Katinka ikke får negative kommentarer, har hun stadig en stemme i hovedet, der kritiserer hende. For eksempel føler hun ikke, hun ser godt ud uden makeup, og hun har altid følt sig som hende den store og høje i klassen, mens de andre var "mikroskopiske sportspiger".

- Jeg føler, drengene går efter de små, tynde piger med en stor røv, og jeg har altid været et tårn ved siden af dem. Jeg har heller ikke kysset med særlig mange, fordi jeg er høj, og tit højere end dem, siger hun.

- Olivia kan ligesom et eller andet med at lægge den over på mig og hjælpe mig videre i stedet for at lade mig sidde fanget i de negative tanker om mig selv, siger Katinka (th.). (Foto: Stefan Wessel © dr)

Hun og Olivia taler nærmest hver dag om, at Katinka ikke skal sammenligne sig selv med andre. Men det er nemmere sagt end gjort.

- Det handler jo om det her med at passe ind. Jeg er typen, der er mere introvert, men jeg prøver at skubbe mig selv hele tiden. Nu skal jeg have flere venner, være sjov, få andre til at grine, og så bliver jeg sur på mig selv, hvis det ikke lykkes. Så sammenligner jeg mig selv med alle de andre perfekte, siger Katinka.

Er det sociale mediers skyld?

- Nej, det synes jeg ikke, siger Olivia og fortsætter:

- I film og serier har jeg aldrig set en overvægtig, som ikke var hende den fede i baggrunden. Men på Instagram kan jeg finde smukke piger med samme kropstype som mig, som jeg ikke ser i virkeligheden.

- Folk kommer til at snakke, uanset om du har købt et par grimme sko eller kysset med en. Alle har en holdning til dig, og så må du skelne mellem, om det påvirker dig, eller om det bare er dem, der har behov for at lukke lort ud, lyder det fra Olivia (tv.). Her står hun sammen med de andre fra Det frie Gymnasium, vi følger i 'Niende'. (© dr)

Hvad skyldes usikkerheden så?

- Alle på vores alder føler sig tit grimme, lige meget hvem de er, og hvilken facade de har oppe. Og dem, vi sammenligner os med, er heller ikke tilfredse. Jeg tror, det i bund og grund handler om, at alle ønsker at have en kæreste, og når kæresten siger, man er smuk, er alt godt. Men det er løgn. For det kan ikke komme udefra, siger Olivia.

- Og drenge på vores alder fokuserer meget på pigers udseende, indskyder Katinka.

- Det er mega øv, at vi ikke kan se det i os selv, og det prøver jeg på at lave om, lyder det fra Olivia.

Hvordan gør du det? Kan du give et råd videre?

- Jeg har fået en vildt god vane. Hver gang jeg skal til at sige til mig selv: "Jeg er grim, fuck, jeg ligner lort", så lyver jeg og siger, at jeg er smuk og nice. Fuck det, så tager jeg noget flot tøj på, spiser noget lækker mad. Efter noget tid overbeviser jeg mig selv om, at jeg ikke skal ændre noget, fordi jeg er vildt swag. Og det håber jeg også, jeg kan overbevise Katinka og alle andre om, at de skal gøre.

16-årige Olivia bekæmper de selvkritiske stemmer med positivitet: - Man må gerne føle, man lyver lidt i øjeblikket, når man siger til sig selv: "Jeg er flot, jeg er mega nice, jeg er sej." (Foto: Stefan Wessel © Dr)
Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk