Parrene afslører: Her er min kærestes mest irriterende vaner

Når forelskelsen aftager, så begynder vi langsomt at lægge mærke til hinandens irriterende vaner.

Emilie Jørgensen og Noah Christtreu er stadig meget nyforelskede. Dog er de så småt begyndt at lægge mærke til dårlige vaner hos hinanden. (Foto: Rikke Bjerge © Dr)

Køkkenskuffer, der aldrig bliver lukket. Tøj, som ligger på gulvet og flyder.

Opvasken, der hober sig op, inden du selv - igen - må gribe børsten.

Slikskålen, der tømmes, inden du selv har nået at sætte dig til rette i sofaen - eller lyden af en konstant snakken under filmen.

Ja, du har nok gættet det. Det handler om din kærestes dårlige vaner, som på mystisk vis pludselig dukker op, når den første forelskelse aftager, eller når I flytter sammen.

Og selv mr. eller mrs. Perfect viser sig at have irriterende vaner, der kan være svære at abstrahere fra, når først du begynder at fokusere på det.

Heldigvis for artens overlevelse generede det dig bare ikke i starten af jeres forhold, forklarer psykolog Thomas Markersen, som har mange års erfaring som parterapeut og har været ekspert i DR-programmet 'Gift ved første blik'.

- Den første fase med forelskelsen gør os lidt dumme på den måde, at den forblænder os. Man idealiserer den anden og ser personen i et helt særligt lys. Det er en virkelig intens fase, hvor man kan finde sig i hvad som helst og ændre holdninger efter den nye kæreste, siger han.

Efter noget tid, typisk tre til 12 måneder, begynder den intense forelskelse stille og roligt at gå over. Og her begynder de dårlige vaner at gå fra sødt til seriøst irriterende.

- Det er ok, at din nye kæreste, som du er vild med og føler dig heldig at have mødt, ikke tager opvasken. Men når du når længere hen i forholdet, og du er mindre bange for at blive forladt, starter irritationen og brokkeriet, som han siger.

Thomas Markersen giver et godt råd, som han kalder 'grundsætningen'.

- Du kan ikke lave den anden om. Du skal lave dig selv om og blive en rollemodel og inspirere derfra, lyder ekspertrådet.

Herunder kan du læse syv kærester eller kærestepar fortælle om hinandens dårlige vaner.

1

'Andres rod kan godt være meget irriterende, når man har ADHD'

(Foto: Rikke Bjerge © dr)

Noah Christtreu, 19 år, og Emilie Jørgensen, 17 år, har været kærester i en måned.

Hvad faldt I for ved hinanden?

Emilie: Han er afslappet, og vi har meget tilfælles, samme humor. Det er vigtigt.

Noah: I starten var det faktisk meget hendes udseende, hun er en supersmuk pige. Og så er hun supersød. Det gik op for mig, at hun har kæmpe omsorg og vil mig det bedste og passer på mig, og det har jeg ikke oplevet i andre forhold. Jeg har ikke fået den opmærksomhed før, som jeg får fra Emilie. Det betyder så meget for mig. Det er derfor, jeg bare synes, hun er så skøn. Vi er meget forelskede.

Dejligt! Så har I vel ikke opdaget hinandens dårlige vaner endnu... eller hvad?

Emilie: Han har nogle vaner, som ikke lige passer ind med mig. Han har altid travlt. Når man har en aftale, skal det gå hurtigt. Jeg skal jo lige gøre mig klar og lige se godt ud, men han er sådan 'kan vi nå den bus om 10 minutter?'. Nej, det kan vi ikke.

Noah: Der er en naturlig forklaring. Jeg har ADHD, så tingene går lidt hurtigere for mig, end det gør fra andre. Det er bare ikke altid lige nemt at forstå eller indrette sig efter. Jeg tager medicin, som gør mig mere rolig, så jeg ikke sidder og tripper på samme måde, som når det irriterer mig.

Emilie: Jeg kan godt mærke, han har meget energi, når han ikke har taget sin medicin, hvor jeg selv om morgenen sidder og er træt.

Noah: Du roder herremeget. Men sådan er det, det gør vi allesammen.

Emilie. Ja, jeg roder meget. Noah rydder op på mit værelse, når han kommer hjem til mig.

Noah: Andres rod kan faktisk godt være meget irriterende, når man har ADHD. Men jeg roder også selv næsten lige meget.... ej, jeg roder også selv lidt.

2

'Hans negle ligger overalt'

Parret Nicolai Østergård, 25 år, og Nina Gajda, 21 år, bor sammen og har opdaget hinandens dårlige vaner. (Foto: Rikke Bjerge © dr)

25-årige Nicolai Østergård bor sammen med 21-årige Nina Gajda. De har været kærester i tre et halvt år.

Hvad faldt I for ved hinanden?

Nina: Jeg kunne lide, at han var meget funky. Han skilte sig ud fra de andre, var anderledes og havde en god humor. Og så så han også godt ud.

Nicolai: Nina er en hot babe. Da vi skrev sammen i starten på Tinder, skrev vi ikke bare noget ligegyldigt og kedeligt til hinanden, som 'hvordan går det, hvor gammel er du'. Vi talte om alt muligt, og vi fandt ret hurtigt ud af, at vi havde samme humor. Det tror jeg er noget af det, der er allervigtigst.

Hvor dejligt. Nu bor I sammen, så hvilke dårlige vaner har I opdaget hos den anden?

Nicolai: Nina har en vane med at rode ret meget.

Nina: Jeg roder ikke.

Nicolai: Ok, men tøjet går ikke selv tilbage i skabet, hvor det hører til, det er helt sikkert. Der er også lidt med opvasken. Men det bliver bedre og bedre, synes jeg.

Nina: Han klipper ikke negle, han river dem bare af, når de bliver for lange. Og så smider han dem på gulvet. Da vi flyttede fra vores første lejlighed og fjernede møblerne, var der fingernegle overalt på gulvet.

Nicolai: Ja, det er rigtigt. Men jeg synes, det føles meget ubehageligt at klippe negle med en neglesaks. Det er en ulækker vane, det ved jeg.

Hvorfor smider du dem ikke ud i skraldespanden?

Nicolai: Jeg prøvede at putte dem i lommen, men så faldt de bare ud. Jeg vil gerne stoppe, men det er en dårlig vane, jeg har haft, siden jeg var barn. Det er svært at ændre. En anden dårlig vane, jeg har, er, at jeg virkelig er forfærdelig om morgenen. Jeg er meget irritabel den første halve time og helt ubærlig rent socialt.

Nina: Ja, det er helt vildt. Nogle gange overvejer jeg seriøst at slå op med Nicolai, fordi han er så morgensur. Det er rigtig hårdt, når jeg slår øjnene op og tænker 'ej, hvilken smuk dag, lad os tage en kaffe', og han bare er totalt sur og svarer 'grrrrr!'

3

'Han spytter overalt. Jeg hader det'

(Foto: Rikke Bjerge © dr)

19-årige Marlon Villarba og 18-årige Caroline Nielsen har været kærester i fire måneder.

Hvad faldt I for ved hinanden?

Caroline: Jeg faldt helt klart for hans personlighed. Han var rigtig sød og charmerende, og jeg følte mig meget tryg med ham.

Marlon: Jeg faldt allerførst for hendes øjne. Hun er smuk, lige min type. Og så faldt jeg for hendes væremåde og hendes personlighed og det, at jeg kan føle mig tryg og være mig selv.

Skønt. Men har I også allerede opdaget nogle dårlige vaner hos hinanden?

Caroline: Han spytter overalt. Jeg hader det. Jeg har vist aldrig sagt det til ham, nu hvor jeg tænker over det. Jeg synes, det er totalt ucharmerende.

Marlon: Jeg skal nok stoppe, skat. Carolines dårlige vane er, at hun bander ret meget. Jo, du gør. Til at starte med bandede hun slet ikke, og det var tiltrækkende på en måde, men så kom det hele frem, da hun følte sig tryg.

4

'Han er meget punktlig'

(Foto: Rikke Bjerge © dr)

21-årige Josephine Møller har været sammen med sin 25-årige kæreste i tre måneder.

Hvad faldt du for ved ham?

- Jeg mødte ham gennem fælles veninder og faldt for hans væremåde og den måde, han var på med andre. Han havde en god humor og gode vibes.

Nu har I været sammen nogle måneder. Har du opdaget nogle dårlige vaner?

- Han kan godt lide at komme præcis til tiden. Han er meget punktlig. Jeg tager det hele lidt mere stille og roligt og behøver ikke være der på det minut, vi har aftalt. Selv om han ikke bliver sur, får jeg dårlig samvittighed over at være så relaxed.

Hvad ville han sige, er din dårlige vane?

- Han ville nok også sige, jeg er lidt af et rodehoved.

5

'Hun har det med at købe potteplanter. Rigtig mange'

(Foto: Rikke Bjerge © dr)

Rasmus Lind, 29 år, og hans 28-årige kæreste har været sammen i knap to år og bor sammen.

Hvad faldt du for ved hende?

- Jeg faldt for hendes energi og positive tilgang til alting.

I bor sammen. Har du bemærket dårlige vaner?

- Hun har det med at købe potteplanter. Rigtig mange. Alene i dag har hun købt to nye. Den havde jeg ikke set komme. Så kommer hun hjem med et skyldbetynget ansigt og en ny potteplante og siger 'er det ok, at jeg stiller den her?'. Vi har utrolig mange potteplanter i vores lille toværelses lejlighed. Men så længe hun ikke forventer, jeg passer dem, er det ok.

Hvad ville hun sige, er din dårlige vane?

- Jeg tror ikke, hun havde regnet med, at jeg står op klokken 06 hver lørdag og bager brød, uanset hvad jeg har lavet fredag. Jeg gør det, så hun har nybagt brød, når hun vågner. Det, synes jeg, er hyggeligt.

6

'Så hører man pludselig sådan nogle meget høje udbrud'

(Foto: Rikke Bjerge © dr)

20-årige Poppy Jones og 22-årige Alfred Felumb har været kærester i to år og bor sammen.

Hvad faldt I for ved hinanden?

Poppy: Alfred er interessant og sød, og hans øjne smilede. Han snakker altid om ting, jeg ikke nødvendigvis ved noget om, og han er god med ord og følelser. Og så har vi samme interesse i film.

Alfred: Jeg syntes, du var ret sej. Og så var du selvfølgelig pæn derudover. Du var meget sådan problemfri, forstået på den måde, at der ikke var så mange problemer og traumer. Du var meget stabil, et afrundet menneske, og det passede godt til mig. Du var altid glad og i godt humør og havde ikke kun lyst til at snakke om sorger.

Hvilke dårlige vaner har I opdaget hos hinanden?

Poppy: Når du spiller Dark Souls på Playstation og bliver totalt opslugt, hører man pludselig et højt 'aaargh', sådan nogle meget høje udbrud. Det havde jeg ikke forventet, inden vi flyttede sammen. Alt det med at rode og så videre forventer man, men den med de meget høje udbrud havde jeg ikke set komme. Det var overraskende.

Alfred: Vi har ikke noget fjernsyn, men en projektor, der fylder hele bagvæggen af vores et-værelses. Så når jeg spiller Playstation, kan jeg ikke rigtigt gå andre steder hen.

Poppy: Det generer mig ikke. Det er mere sådan noget som opvask. At den er der, og at jeg ofte tager den. Det er nok den klassiske i forhold.

Alfred: Det har jeg aldrig tænkt over. Med Poppy var det en overraskelse, men ikke en irritation, at du er så bæredygtig med din broccoli og din affaldssortering og dine sorteringssække og ingen plastik. Nu er jeg med på den grønne bølge, så det er kun godt. Jeg vidste bare ikke, du gik så meget op i det.

7

'Hun er lidt et rodehoved'

(Foto: Rikke Bjerge © dr)

23-årige Viktor Funch bor sammen med sin 21-årige kæreste. De har været sammen i fire år.

Hvad faldt du for ved din kæreste?

- Jeg faldt for hendes person. Hun er udadgående, fremme i skoene, og der blev taget meget initiativ, der var gang i hende.

Nu har I været sammen i fire år. Hvilke dårlige vaner har du opdaget hos hende?

- Hun er lidt et rodehoved, det fandt jeg ud af, efter vi flyttede sammen. Hun er kreativt anlagt, og det er åbenbart lig med at rode. Hun tegner meget, maler meget, og der ligger ofte ting over det hele. Vi bor på 30 m2, så det virker også mere voldsomt, fordi vi ikke har plads eller flader at lægge tingene på. Alt bliver hurtigt rodet til. Når jeg gør opmærksom på det, siger hun 'nå ja', men så kommer hun fra det.

Hvad vil hun sige er din dårlige vane?

- Hun vil nok sige, at jeg tit er lidt fraværende, når jeg skal orientere mig. For eksempel kan jeg dreje hovedet den anden vej, imens jeg taler, når vi cykler, så hun intet kan høre.

Facebook
Twitter