I Q's Barbershop i Vollsmose kan du få en low fade, en Will Smith, en Usher, flat top, houseparty eller army cut. Eller en top fade med kegle, simple fade med Elvis og en Balotelli – for blot at nævne et par eksempler.
Og så kan du få trimmet skægget for en 50'er, hvilket en del kunder får gjort hver eneste uge.
- Mine kunder vil se godt ud til weekenden. De vil have pænt tøj på og en god frisure. Det kan være på grund af den dame, man møder, eller den dame, man har. Jeg bliver også selv klippet hver uge for at se godt ud for min kone, så hun kan nyde mig, siger ejeren af Q's Barbershop, Qasim Ahmed Nuur, med et stort smil.
Udover at give en fresh fade er Q's Barbershop blevet samlingspunktet for unge og ældre mænd i Vollsmose. For her kommer kunderne ikke bare for at få en klipning, men også for at hænge ud i sofaerne og få en sludder og et godt råd fra Qasim.
- Jeg er deres storebror, deres faderfigur og deres rådgiver. Og så sørger jeg for, at de har noget flot hår, siger han.