Rebecca på 28 har fået en abort: 'Følelsen af at være gravid er ulidelig, når man ikke selv ønsker det'

Rebecca Brejner drømmer om et barn. Og om, at flere vil tale om abort.

Det er godt 10 måneder siden, jeg fik en abort, og jeg fortryder ikke ét sekund.

Jeg skulle ikke have det barn.

Forholdet til min kæreste var ikke godt, og vi havde været ved at gå fra hinanden flere gange. Han havde nogle værdier, som jeg ikke kunne stå inde for, og det var meget kaotisk. Ingen af os var trygge i forholdet, og det ville have været endnu mere utrygt for et lille barn.

Jeg er uddannet pædagog og har nogle krav til, hvordan en familie skal være, så barnet får det godt. De krav kunne vi bare ikke leve op til, og jeg kunne ikke bære at sætte et barn ind i et forhold, hvor moren og faren ikke fungerer, og hvor mor og far ville gå fra hinanden. Måske allerede inden barnet blev født.

Jeg er vokset op i en meget stabil familie med en mor og en far og meget kærlighed, så det var ikke en mulighed for mig at få barnet alene.

Det ville jeg ikke kunne gøre mod hverken barnet eller faren, for han ville altid være der et eller andet sted, selv om vi ikke var sammen, og selv om jeg ikke ville have et barn med ham.

Drømmen om et barn

Men jeg har altid drømt om at få børn. Og jeg har forestillet mig det her scenarie, hvor jeg tog graviditetstesten og bare blev virkelig, virkelig glad over, at den var positiv.

Så stod jeg der og var blevet gravid, selv om vi havde brugt prævention. Jeg var overhovedet ikke glad og fuldstændig sikker på, at jeg ikke skulle have barnet, selv om jeg i et kort øjeblik og iver efter at få et barn prøvede at overbevise mig selv om, at det hele nok skulle gå.

Det skulle det ikke, og jeg er heller ikke sammen med faren til det, der kunne være blevet vores barn, mere. Så jeg er sikker på, at jeg gjorde det rigtige med den abort.

Men det er ikke ensbetydende med, at det har været nemt.

  • Rebecca besøger ofte sin fars gravsted, når hun har brug for ro og for at tænke over nogle af livets store spørgsmål. (© (c) DR)
  • Rebeccas far døde, da hun var 10 år. (© (c) DR)
1 / 2

Stress fra morgen til aften

Jeg har oplevet rigtig meget i mit liv. Jeg er blevet mobbet, og min far døde, da jeg var 10 år gammel.

Men jeg har aldrig oplevet noget så hårdt, som den periode fra jeg fandt ud af, at jeg var gravid, til jeg fik foretaget aborten.

Det var stress hver eneste dag. Fra jeg vågnede, til jeg gik i seng.

Følelsen af at være gravid er virkelig ulidelig, når man ikke selv ønsker det, og jeg mærkede alle symptomer på at være gravid. Jeg kastede op og måtte på et tidspunkt ringe til vagtlægen for at sige, at han skulle udskrive noget kvalmestillende til mig, da jeg ikke skulle have barnet alligevel.

Mit liv var ét stort kaos, og det var mentalt rigtig hårdt. Jeg prøvede at holde sammen på mig selv og samtidig passe på min kæreste, der ikke var enig i, at jeg skulle have en abort i starten. Så vi skændtes meget.

Det var ren overlevelse, og jeg skulle bare igennem dagene.

Kristen opbakning

Heldigvis har folk været virkelig søde og bakket mig fuldstændig op i mit valg.

Flere opfordrede mig til at få en abort, fordi de godt kunne se, at det ikke ville gå med den kæreste. De vidste jo godt, hvordan vi havde det.

Selv min kristne mor bakkede mig op, selv om jeg var bange for, at hun ikke ville kunne forstå, at jeg gjorde, som jeg gjorde. Det kunne min mor godt, understregede hun over for mig, også selv om hun aldrig selv ville have gjort det.

Selv på Facebook har der overvejende været hjælp at hente. Da jeg skulle vælge mellem medicinsk eller kirurgisk abort, lavede jeg et opslag, hvor jeg spurgte til folks erfaringer. Der kom 917 kommentarer, hvor langt de fleste var søde og konstruktive.

Jeg vidste godt, hvad der kunne komme ud af sådan et opslag, og der var da også flere, der svinede mig til, fordi jeg havde valgt at dræbe et lille barn, som de formulerede det. Sådan ser jeg ikke på det.

Man skal selvfølgelig tænke sig om, inden man får en abort, men en kvinde har ret til at bestemme over sin egen krop, og jeg ville ikke se ned på en kvinde, selv om hun havde fået flere aborter.

Jeg ved godt, at det kan gøre folk harme, og at det kan skabe et narrativ om den kvinde, men det rager ikke andre, hvad hun udsætter sin egen krop for.

Ensom i mængden

Jeg kendte godt tallene og vidste godt, at cirka 15.000 får en abort hvert år, men jeg vidste ikke, at der var så mange i min omgangskreds, der har fået en abort. En af mine veninder har fået to aborter.

Der er så mange, der får en abort, og alligevel er der ingen, der taler om det. Det var først, da jeg åbnede op, at de også gjorde det.

De havde ikke talt med nogen om det, da de skulle have en abort. De klarede det selv og har nu lagt det bag sig, fordi de var bange for, hvordan andre ville reagere, hvis de fortalte om det. Det kan jeg da godt forstå, for folk kan blive svinet til eller rakket ned på, hvis de fortæller sådan noget.

Men det gør mig faktisk lidt irriteret, at så mange føler, de ikke kan fortælle om det, for vi har kæmpet for at få ret til abort og ret til at bestemme over vores egne kroppe. Og vi burde kunne tale åbent om abort.

På den anden side vidste jeg godt, at jeg formentlig ville kunne få støtte fra andre, der har været igennem det samme som mig, men jeg opsøgte dem ikke. Og jeg følte mig helt vildt ensom, da jeg skulle tage beslutningen, selv om jeg havde så mange søde folk omkring mig.

Det var kun mig, der kunne tage beslutningen, tænkte jeg.

  • Hvis Rebecca Brejner ikke havde fået foretaget en abort, havde hun født midt i oktober 2019. (© (c) DR)
  • - På terminsdatoen gik jeg i byen og drak mig i hegnet med en veninde for at glemme det lidt. Jeg var helt afklaret, men det var lidt surrealistisk at tænke på, at jeg kunne have ligget på en fødestue, fortæller hun. (© (c) DR)
1 / 2

Donor eller far, mor og barn?

Jeg er ikke flov over det, jeg har gjort. Slet ikke.

Jeg ville få en abort igen, hvis jeg kom i samme situation, og hvis forholdet til faren var lige så kaotisk, som det var med mig og min kæreste. Så ville jeg gøre det uden at blinke.

Jeg kunne godt forestille mig at blive alenemor. Det er slet ikke udelukket, og tanken har da været der. Men så skulle det være med et donorbarn, hvor faren ikke var inde i billedet.

Men i den ideelle verden møder jeg snart en mand, der har lige så meget styr på sit liv, som jeg har på mit. Vi bliver forelsket, og så er jeg gravid med vores første barn om to til tre år.

Det er drømmen.

Jeg vil have det, som alle stræber efter. En lille familie med far, mor og børn i et hus med alt det, der hører til.