René følte sig fanget i trygheden: 'Jeg vil ikke leve et liv, hvor jeg altid bare glæder mig til fredag'

29-årige René Jøhnke var ikke glad for den person, han var. Derfor startede han forfra i Nepal.

September 2014, Kathmandu

Det kunne blive rigtig koldt på Renés nye værelse i Kathmandu. I en grad så det fremtvang gåsehud på hans arme og ben – nogle gange var kulden så gennemtrængende, at han kunne se sin ånde, når han lå på madrassen, som udgjorde alt inventar i det rektangulære værelse, han lejede.

Imens han lå og småskælvede, lod han tankerne vandre. Der var ikke så meget andet at lave, når det var 'load shedding'-tid i den nepalesiske hovedstad, hvor der flere gange dagligt blev lukket for elektriciteten for at undgå, at elnettet blev overbelastet.

En strømafbrydelse kunne vare 12 timer. I de timer havde han kun sig selv at forholde sig til.

- Jeg nød, at det var så spartansk. Jeg havde virkelig brug for at mærke, jeg var i live, siger René.

I dag er det fire et halvt år siden, at den 29-årige aarhusianer flyttede til landet med verdens højeste bjerge.

Han ankom med et indtrængende ønske om at hjælpe udsatte børn - og et håb om at redde sig selv.

Nogle morgener væltede sætningen rundt i hovedet, allerede når René slog øjnene op.

- Er der virkelig ikke mere i livet end det her? spurgte han sig selv, imens han lå i sengen og blev mere og mere frustreret over, hvor langt han var fra at være den person, han ønskede at blive.

'Ideal-René' havde han døbt den mand, han ville være. 'Ideal-René' var sådan en, som følte, at det arbejde, han stod op til, gav mening. Han gjorde en forskel for andre og hvilede i sig selv.

Han spildte ikke tiden med at ligge på sit værelse og have mindreværdskomplekser.

Det stod i kontrast til den René, der lå i sengen. Han hadede sit udseende – særligt sin urene hud - og så var han usikker i sociale sammenhænge.

Han følte, han skulle præstere for at passe ind.

'Hvordan bliver man interessant?' googlede han en aften inden en fest. Ligesom han havde en liste over film, han skulle se. Ikke fordi han havde specielt meget lyst til at se Pulp Fiction og The Godfather, som stod på den, men fordi han fornemmede på studiekammeraterne, at de film var cool at kunne lide.

Det rimede ikke særlig godt på at hvile i sig selv, syntes René.

Én anden modsætning til 'Ideal-René' var, at han siden gymnasiet havde haft svært ved at finde 'meningen.' Mange af gymnasievennerne vidste, at de ville være guldsmede, jurister eller noget tredje.

René derimod var blank. Som et resultat af udelukkelsesmetoden havnede han efter et par sabbatår på en uddannelse i Digital Design ved Aarhus Universitet.

De første tre år var han virkelig glad for studiet, men da han startede på kandidaten, forsvandt begejstringen.

Hvad var meningen med at udvikle endnu en smart app til folk, hvis vores accelererende forbrug af skærme ikke gjorde os en pind lykkeligere - måske snarere tværtimod?

For René gav det ikke mening mere - og det var blevet sindssygt vigtigt for ham at bruge sin tid på noget, som gav mening for ham selv og andre.

Et år efter han startede på universitetet, havde en hjernetumor sat en stopper for hans fars liv.

Udover at dødsfaldet havde efterladt René i dyb sorg, indprentede det en række tanker i ham: Han var taknemlig for at være live og skidebange for at dø. Han var nødt til at søge efter et liv, som gav mening for ham - det ville være spild af liv at fortsætte som nu.

René droppede universitetet og etablerede en enkeltmandsvirksomhed, som fremstillede designerlamper i træ.

Efter tre år med forelæsninger og akademiske teorier, trængte han til at få 'ondt i hænderne.' Og han elskede da også at arbejde i værkstedet på Godsbanen, men knap et år efter virksomhedsopstarten, handlede det ikke længere om produktion.

Det drejede sig om salg, og det fik uroen til brede sig i René igen. Meningen med hans liv var ikke at overtale folk til at købe dyre designerlamper, kunne han mærke.

- Jeg havde ikke lyst til et liv, hvor jeg ni ud af ti dage stod op med følelsen: 'Fuck, jeg glæder mig til fredag.' Jeg var nødt til at gøre et eller andet, for jeg var hverken glad for det liv, jeg levede, eller den person jeg var.

René tilføjer:

- Jeg vidste, jeg ville væk fra Danmark, og det skulle ikke være for at feste og hygge mig. Jeg havde brugt ekstremt meget tid på at finde mig selv og meningen med mit liv ved at fokusere på mig selv. Måske var det på tide, jeg prøvede at fokusere på nogle andre?

Der var ingen dørtelefon i den fire-etager høje cementkolds, som René lejede et værelse i. Han havde heller ingen nøgle til bygningen, så når han kom hjem fra sit job som frivillig i en nepalesisk organisation, der hjalp gadebørn, måtte han råbe:

- Hello, please let me in. Hello…?

Bygningen havde hverken internet eller varmt vand, den indeholdt kun et minimum af, hvad man havde brug for. René foretrak det sådan – i hvert fald i begyndelsen. Han følte, han mærkede livet, når han testede sine grænser for levestandard af.

Hvis han kunne klare at leve sådan her, kunne han klare hvad som helst.

At han var havnet i netop Kathmandu, var en smule tilfældigt. Han havde vidst, at han ville arbejde med velgørenhed og ønskede derfor at komme til et knap så velstående land. Derudover skulle landet være sikkert - på dette tidspunkt var Nepal endnu ikke blevet ramt af det jordskælv, der i 2015 lagde store dele landet i ruiner.

På universitetet havde han haft en professor, som havde boet tre år i Nepal. Hun kunne hjælpe med et par kontakter i landet. Det var et federe udgangspunkt end at tage til eksempelvis Uganda, hvor han ville være fuldstændig on his own.

René vil ikke sige, at han var glad den første tid i Nepal - mere at han var 'fungerende.' Usikkerheden på ham selv, og hvad der var meningen med tilværelsen, var ikke forsvundet på flyveturen fra Danmark til Nepal.

Han havde det stadig svært, og når han lå på madrassen i sit kølige værelse uden strøm, kunne han føle sig mere ensom end nogensinde før.

Han kendte under en håndfuld af Kathmandus omkring en million indbyggere, der var ingen, han kunne ringe til, og han ville nødig forlade sit værelse efter klokken 20, for hvad nu hvis der ikke var nogen til at lukke ham ind, når han kom tilbage?

- Ofte bliver historien lidt: 'Dansker kvittede sit job, rejste ud i verden og blev lykkelig.' Det, synes jeg, er en simplificering af det at tage væk for at finde selv. For mig var det ikke et quickfix. Det tog tid at finde mine ben i Nepal.

Men som månederne gik, begyndte flytningen at røre noget positivt i ham. Det ville stadig være en overdrivelse at kalde ham selvsikker i sociale sammenhænge, men det fremmede land gav ham en følelse af at være mere fri.

Spekulationerne over, hvad andre tænkte om ham, fyldte mindre. Sprogbarrieren var god i den sammenhæng. Den gav ham en legitim undskyldning for ikke altid at lyde smart, følte han.

Og så var hans kommunefarvede hår og lyse hud en god samtalestarter – mange var interesserede i at høre om hans baggrund, når han var ude.

Flytningen fik også René til at overskride sine grænser mere, tror han. I Danmark havde det været lettere at bure sig inde på værelset og ikke gøre så meget ved den sociale usikkerhed. Han havde altid sin kærlige familie og tætteste venner at trække på.

- Derhjemme kan du godt blive fanget i trygheden, men sådan et sceneskift gør, at du smider dig selv ud i en situation, hvor du bliver nødt til at gøre noget for at bunde, siger René med henvisning til, at han var tvunget til at henvende sig til nogen for at få et job i en organisation – og sige ja, da de tilbød ham et projekt med at optage video, selv om han tvivlede på, om han var god nok til det.

Ligesom han var nødt til at være opsøgende socialt. Der var ikke noget safety-net, hvis han ville ud med nogen i weekenden, måtte han smide usikkerheden og tage initiativet.

- Og jo flere gange du overvinder dig selv, jo nemmere bliver det.

Samtidig mærkede han glimtvis, at arbejdet med børn og unge rørte ham dybere, end noget som helst andet, han havde lavet.

- Der var nogle mennesker med et indlysende behov for hjælp – særligt efter jordskælvet. Jeg kunne se en effekt af vores arbejde. Dem, vi hjalp, fik det bedre for eksempel ved, at de nu havde en legeplads på deres skole. Det med helt håndgribeligt at se, at mit arbejde hjalp andre mennesker, gav mig følelsen af, at det var meningsfuldt, og så var det fedt at fokusere på andre end mig selv.

Han tilføjer:

- Det er måske en kliché, men når du står ansigt til ansigt med folk, som har det dårligt, bliver dine småproblemer sekundære. Jeg prøvede at rette fokus mere ud ad. Det var en befrielse, og løbende nåede jeg frem til en rigtig sund erkendelse af, at set i et større perspektiv var mange af mine bekymringer ekstremt små og ligegyldige. Både jeg og verden havde brug for, at jeg spekulerede over andre ting, end de bumser jeg havde i panden.

Men det var ikke sådan, at René fra day one vågnede op og tænkte: 'Jeg har verdens fedeste job.'

De to første år var han tit frustreret. Han følte ikke, at han virkelig gjorde gavn. En af hans opgaver i den nepalesiske organisation var at tage ud til junglen klokken seks om morgenen og spille fodbold med en gruppe gadebørn.

Det var to hyggelige timer, men når han cyklede tilbage til kontoret, var det med en følelse af, at han ikke for alvor hjalp børnene til at skabe et trygt, stabilt liv for dem selv.

Senere skiftede han til en organisation, som byggede nye skoler i Nepal. Han synes, det var spændende at arbejde med uddannelsesområdet, men mente, at han ville gøre en større forskel ved at fokusere på kvaliteten af den undervisning, eleverne fik – frem for bare at stille flotte lokaler til rådighed for dem.

- Jeg var ikke i tvivl om, at det rette for mig var at arbejde med børn og unge, men jeg var igennem en proces i forhold til at finde ud af, hvordan jeg ville gøre det. Jeg havde et håb om, at vi kunne hjælpe de her fantastiske børn og unge meget bedre.

René bor stadig i en etageejendom i det centrale Kathmandu – dog mindre spartansk, end da han flyttede dertil.

I dag ligger der tæpper i varme farver på gulvet i hans lille stue. Ligesom han har sofa med pyntepuder, et lille tv, internet og varmt vand.

Han falder heller ikke længere i søvn på en madras, men i en dobbeltseng med hustruen Reshma ved sin side.

René føler, han er landet et godt sted privat - og arbejdsmæssigt, efter han for to år siden grundlagde han organisationen Changing Stories, som uddanner lokale unge til at undervise fagligt svage elever efter skoletid.

Han mener, at kodeordene til at nå frem til et godt liv er at tage ansvar.

- Hvis du gennem længere tid har følelsen: 'Der må være mere i livet,' så tag ansvar. Det er dit ansvar at få skabt det liv, du gerne vil leve. Det er ikke samfundets, dine forældres eller din mosters hunds. Nogle af os er nødt til at prøve nogle ting af, inden vi lander, hvor vi skal. Find modet til at flytte væk, blive selvstændig eller starte på en ny uddannelse – whatever it is – forsøg at følg troen på, at du kan skabe et liv, der giver mening for dig at stå op til – i hvert fald de fleste dage.

René tilføjer:

- Mange af os har måske en modstand, fordi vi foretrækker at være sikre og trygge. Så siger vi: 'Jeg behøver ikke skifte job i år – tingene bliver nok bedre.' Men jeg tror, det meningsfulde og gode liv findes derude, hvor du ikke altid er tryg.

Alle videoer er Renés privatoptagelser fra Nepal.

Ønsker vi at ændre tilværelsen?

  • I en undersøgelse foretaget af Kantar Gallup for Berlingske i december 2018 svarede 27 procent af de adspurgte, at de var enige eller overvejende enige i, at de drømmer om en radikal ændring af deres tilværelse.

  • 21 procent svarede ja til, at de går med overvejelser om at ændre deres arbejdsliv i 2019. Hver femte af dem, der havde svaret 'ja' eller 'måske,' angav, at de søgte noget mere meningsfuldt at arbejde med.

Kilde: Kantar Gallup for Berlingske

Facebook
Twitter