Rune rejser uden at se på uret: ’Når man blaffer, er oplevelserne vigtigere end rejsetiden’

- Der følger altid en god historie med, når man sætter sig ind i en bil til en fremmed.

Rune trak vejret ekstra langt ned i lungerne, da han efter sit livs længste 20 minutter blev sat af i Dragoman nær grænsen mellem Bulgarien og Serbien.

Han fik mere end et lift med sig på den køretur: En oplevelse for livet, og en god historie at fortælle videre.

Der var 35 grader i bilen. Det var kvælende, og der hang en stank af kyllingelort i kabinen.

Manden bag rattet - en bulgarer midt i 60'erne - snakkede ikke engelsk, men han signalerede meget bestemt til Rune, at han ikke skulle rykke sædet tilbage for at gøre plads til benene.

- Jeg sad med min taske klemt inde mellem knæene, så det havde været oplagt at rykke sædet nogle centimeter, siger 26-årige Rune Øster Mortensen, der har utallige 'free rides' på sit blaffer-cv gennem de seneste ti år.

Bag Runes sæde stod forklaringen på stanken og temperaturen i bilen: Papkasser med kyllinger.

Rune fik lov at åbne vinduet to centimeter på klem i et halvt minut, så lidt af stanken kom ud. Det var befriende, og han valgte at blunde resten af vejen for at ignorere stanken.

Her knap to måneder senere er det præcist én af de slags oplevelser, han husker tilbage på med et stort smil.

Rune blaffer stort set altid, når han rejser. På ferie, på weekendture eller fra sit hjem i Virum i Nordsjælland til sine forældre i Nibe i Nordjylland.

I nogle uger blaffede han forsøgsvis hver dag mellem Virum og sin arbejdsplads i Hillerød, og han kom ikke for sent en eneste gang.

Han blaffer for at møde en masse mennesker og for at fragte sig selv på en måde, hvor rejsetiden ikke er vigtig. At han så sparer en hulens masse penge og belaster miljøet mindre er en positiv sideeffekt.

Rune kan godt lide tanken om, at han aldrig ved, hvem der dukker op, når han står med sit papskilt i hånden på en tankstation, en rasteplads eller ved nedkørslen til motorvejen.

Altid med navnet på en by, der ligger så tilpas tæt på, at han ikke beder folk om for meget.

Han har prøvet hele paletten af bilister: En mor med sin teenagedatter på passagersædet, en enlig mand i en gammel møgspand, direktøren i den nyeste BMW og far og mor på tur med tre børn bagi.

Rune sørger altid for at hilse pænt på, præsentere sig med navn og nationalitet og spørge, hvor folk selv skal hen, for så er samtalen igang.

Han stresser aldrig ind i folks bil, for det kan give et dårligt udgangspunkt for turen for begge parter.

Fælles for bilisterne er, at de altid har en eller anden historie at fortælle. Om den nye legeplads i børnehaven, deres nylige skilsmisse eller den guitar, de lige har bygget op fra bunden som et hobbyprojekt.

Rune kommer ofte hjem med en følelse af at være beriget sådan rent menneskeligt.

- Når den første barriere er brudt ned, sker der et eller andet mellem os. Det er noget af det mest fantastiske ved den her rejseform, at man kommer tæt på nogen personer, man ellers aldrig ville have mødt. Det kan godt være, vi kun har 15 minutter eller to timer sammen, men tilliden er der som regel helt fra start, fordi de allerede har valgt at give mig et lift, siger Rune Øster Mortensen.

- Folk, der samler en blaffer op, er indstillet på at snakke om et eller andet. Og hey - man ses jo aldrig igen, så hvorfor skulle man ikke være ærlig?

På en af Runes blafferture sydpå fik han et lift af en tysk mand sidst i 40'erne, som fortalte en rørende historie. Hans søn var død af kræft syv år tidligere, og manden fortalte Rune om hele forløbet i detaljer.

- Jeg kunne fornemme, at det kom bag på ham, at han var så åben omkring det over for mig, for det var ikke noget, han plejede at være, når snakken faldt på sønnens sygdom og død som 23-årig. Så sad vi der begge to og var følelsesmæssigt påvirkede. Vi havde kun lige mødt hinanden, fortæller Rune.

- Det var stærkt.

- De fleste af os går og bærer rundt på noget, vi ikke har lyst til at snakke med venner og familie om, selv om vi måske har et behov for det. Det er bare noget andet, når man sidder over for en fremmed. Hvorfor skulle man lyve over for en tyrkisk lastbilchauffør? Det er lidt som at tale med en præst, der har tavshedspligt. Det kommer aldrig videre, og det kan være en kæmpe lettelse at få sagt noget højt.

Rune hører fra andre, der blaffer, at de har det på samme måde.

Måske har man selv oplevet, at man pludselig snakker anderledes med en ven eller en kollega på en længere køretur, hvor man kun er to afsted. Der opstår et særligt, intimt rum i en bil, når man er undervejs.

Spørg om min oplevelse - ikke rejsetiden

Rune husker en enkelt gang, da han som barn kom kørende med sin far på landevejen mellem to mindre byer på Himmerland-egnen.

Hans far holdt ind til siden og tilbød to fremmede drenge på Runes alder et lift, og Rune syntes, det var superpinligt.

- Nok mest fordi, ens forældre altid er pinlige, når man er teenager. Det var tanken om, at han bare sad og småsnakkede med nogen, vi ikke kendte, jeg ikke brød mig om. Det virkede underligt.

Rune fik et anderledes forhold til blafning, da han kom på efterskole nær Odder syd for Aarhus. Her var det meget almindeligt, at eleverne stillede sig ud til vejen og kørte med de lokale til og fra byen.

På den måde fandt han ud af, hvor nemt det er at komme omkring på den måde, og det gav så meget mening for ham, at det er blevet hans foretrukne rejseform.

- Det lykkes mig altid at få et lift, og det er som regel hurtigere end at vente på offentlig transport. Der er noget eventyr-agtigt over alt det ubekendte, der følger med, og så er det bare sjovere at bruge sine penge på andre ting end transport.

Rune har flere hundrede ture rundt i Danmark bag sig. Nogle gange alene og andre gange sammen med venner og veninder. Som da han for nylig blaffede til og fra Ærø med en veninde og til Slovenien med en ven.

Han har endda blaffet til havnebyen Stettin i det nordvestlige Polen sammen med sin mor. Turen var en fødselsdagsgave til hende, så hun kunne se, hvad hendes søn foretager sig på sine mange tomle-ture.

Der er altid ét spørgsmål, der går igen, når folk spørger ind til hans ture: "Nå. Hvor lang tid tog det så?"

Det er lige meget, om det er fra Virum og hjem til forældrene i Nibe, hele vejen ned gennem Europa til Tyrkiet eller fra Alaska til San Diego.

- Det er selvfølgelig både relevant og interessant at vide, men spørg nu hellere, hvad jeg oplevede undervejs. Om de mennesker, jeg har mødt, eller de landskaber, jeg har set ved ikke at sidde oppe i et fly over skyerne. Det er det, der betyder noget for mig. Vores kultur er meget bygget op omkring at gøre ting effektivt, og for mig er blafning en fantastisk måde at øve sig i det totalt modsatte.

Derfor sagde Rune eksempelvis straks "yes, please", da han på vej gennem Rumænien blev inviteret hjem til en fattig familie efter at have fået et lift af sønnen. Familien boede på en gård, hvor de producerede gedeoste, som Rune fik lov at smage.

Her blev han et stykke tid og mærkede følelsen af at få lov til at komme helt ind under huden på de lokale, når de fortalte om deres liv og hverdag.

- Det var jo aldrig sket, hvis jeg kun havde fokuseret på at komme hurtigt videre.

I Tyrkiet fik han en god snak med en mand, der ikke kunne et ord engelsk. Det foregik med hjælp fra Google Translate på Runes telefon. Det tog sin tid, men det virkede på den måde, og Rune forsøgte at forklare ham om sit syn på frygten for det fremmede.

Ingen af dem havde travlt.

Turen fra Tyrkiet til Danmark tog i alt 40 timer med 14 forskellige lift.

I USA mødte han en spændende fyr, der viste sig at være pilot. Han var på vej til Boston, hvor han skulle flyve nogle forretningsfolk til New York i et lille privatfly, og Rune var så heldig, at der var plads til ham og en impulsiv handling, så han tog med.

Runes tur til USA var i et sabbatår. Han skulle besøge nogle venner rundt omkring i landet, og det lykkedes ham at komme omkring og på tværs af landet to gange ved at blaffe.

På et tidspunkt spurgte han ind over en hæk en kvinde, om han måtte slå telt op i hendes have, og pludselig havde han fået lov til at bruge hendes hus, badeværelse, køleskab og så videre i flere dage, mens hun besøgte sin søster i Texas.

- Hun gav mig sgu nøglen til huset uden at ane, hvem jeg var. Det er tankevækkende. Sikke en tillid at have. Jeg har haft mange fordomme om andre mennesker, der er blevet manet godt og grundigt til jorden.

Men er det hele så bare superfedt 24-syv når man tomler rundt i verden med god tid til at træne smalltalk-musklen og suge indtryk til sig?

Det er tæt på, synes Rune, men nej - der er også tidspunkter, hvor det hele er noget lort. Hvor han har lyst til at købe en togbillet hjem eller bare væk fra det hele.

Han kan ligesom alle andre også blive utålmodig, selv om han bevidst træner ikke at være det. Det er bare svært, når han står på en tankstation og alle siger nej, når han beder om et lift til den næste by.

Når alle kører den vej, han skal, men folk kigger på ham med himmelvendte øjne eller som om, han er en seriemorder på flugt.

- De tænker måske, jeg er en kæmpe nasserøv, fordi jeg prøver at komme gratis omkring, eller også vil de bare gerne have fred til at høre den podcast, de har udskudt til netop den køretur. Det er også fair nok, og jeg respekterer altid et nej. Jeg ved, der nok skal komme en anden og tage mig med.

Runes længste venten var på turen gennem USA, hvor det tog ham fire timer og et kvarter, før nogen tilbød ham et lift videre fra et sted i Indianapolis.

Det tager i gennemsnit et sted mellem ti og 30 minutter.

- Jeg vil klart anbefale folk at prøve den her rejseform. Blafning er en måde at få øjnene op for, hvor forskellige vi er som mennesker, og man hopper ud af bilen med en smule større forståelse og respekt for folk, der ikke ligner en selv. Man skal huske på, at man altid kan hoppe på en bus, et tog eller et fly hjem, hvis det hele bliver for meget.

Han har aldrig selv haft ubehagelige oplevelser, men han har to veninder, der har prøvet at være i en situation, hvor en mandlig bilist pludselig begyndte at tale til dem på en måde, der gjorde dem utrygge.

Her er et godt råd at have et kodeord eller -sætning, der betyder, at man gerne vil af. Hvis altså man rejser sammen med en anden.

Rune har lige nu orlov fra sit job som designingeniør, så han har god tid til at få stillet sin rejselyst. Hans næste tur går til den græske ø Lesbos i august, da han skal arbejde frivilligt med søredning.

Selvfølgelig på blaffer-manér og med en forventning om at møde en masse spændende mennesker med en god fortælling.

Er det lovligt at blaffe i Danmark?

Det har vi spurgt politiet om, og nej - det er ikke ulovligt, hvis man stiller sig det rigtige sted:

  • Motorvejen starter efter det grønne motorvejsskilt. Stil dig på den ’rigtige’ side af skiltet; det er forbudt at opholde sig på motorvejen som fodgænger.

  • Til- og frakørsler ved rastepladser på motorvejen er også kategoriseret som ’motorvej’.

  • Det er ulovligt for bilister at holde ind i nødsporet for at tage en blaffer med. Man må heller ikke krydse nødsporet for at komme ud i rabatten. Det tæller også som kørsel i nødsporet.

  • Tænk desuden over, hvor du står og blaffer. Er det sikkert for en bilist at holde ind og tage dig med uden risiko for andre på eksempelvis en landevej?

Kilde: Christian Berthelsen, politiassistent, Rigspolitiets Nationale Færdselscenter

Facebook
Twitter