Sådan bekæmper vi bedsteforældrenes ensomhed: Ville du gå i isolation for mormors skyld?

Mens mange bedsteforældre lukker sig inde for at undgå corona, sørger den yngre generation for, at de også undgår ensomheden.

Bedsteforældre nægtes udgang, og der er lukket for besøg på plejehjem. Sjældent har vi været længere fra hinanden på tværs af generationer som nu.

Alligevel rykker mange tættere sammen.

Vi har talt med børnebørn og bedsteforældre, som fortæller, hvordan de finder nye måder at ses på, mens Danmark er under corona-lockdown.

Katrines mor og mormor bor i samme opgang i Glostrup. For at passe på mormor på 84 år er mor gået i isolation med mormor, mens Katrine for en periode er blevet deres personlige assistent.

- Selvom det er en grim tid, vi lever i lige nu, føler jeg mig meget privilegeret. Jeg er dybt taknemmelig. Det holder angsten på afstand, at jeg ikke er alene, og jeg føler mig meget heldig, fortæller Grethe.

- For at holde hende i gang psykisk og fysisk valgte vi, at min mor skulle isolere sig sammen med hende. Der skal ikke så meget til, før de sidder og falder lidt hen.

Derfor handler Katrine og henter mormors medicin på apoteket. Men coronaen må ikke komme ind, så Katrine sætter varerne foran hoveddøren, ringer på og træder så langt tilbage, at de må råbe til hinanden.

- Jeg savner at sætte mig ved bordet sammen med hende. Jeg savner at se hendes glæde, når min søn Karl på halvandet år kommer ind i stuen.

Et par gange om ugen kigger Katrine spontant forbi lejligheden, hvor mormor vinker fra vinduet. De taler ikke længe. Det er småkoldt, og mormor skal ikke få træk.

- Alle kan jo lytte med, når vi står der. Men det er også vigtigt at sætte ord på det, vi er bange for og frygter. Derfor tager vi de dybe samtaler over telefonen lige nu, fortæller Katrine.

Mormor Grethe glæder sig til at vende tilbage til sit normale, sociale liv. Og det største bliver at være sammen med begge mine børn, børnebørn og oldebørn. Men indtil da holder hun sig i gang indendøre med kabale, bøger og Matador, mens hun får maden leveret af sit barnebarn – og serveret af sin datter.

De kalder det corona-lockdown 2.0.

Maja og hendes to børn er gået skridtet længere end de fleste, for da Mette Frederiksen erklærede Danmark for delvist lukket, blev familien enige om at gå i 14 dages isolation.

Kun på den måde kunne de være sikre på, at de ikke ville smitte familiens centrum, 93-årige mormor Vita, som Maja efter to ugers karantæne nu stort set hver dag henter hjem til sig.

- Der var ikke tvivl i vores sind om, at vi skulle gå all in. Det var ikke til meget debat, det var bare helt naturligt, siger Maja.

Nu bestiller de mad udefra og får familie og venner til at handle for sig. De går højst en tur i haven - og hvis de trænger til mere luftforandring, må de køre en tur i bilen. For mormor Vita skal ikke udsættes for unødig smittefare.

Måske er de lidt hysteriske, funderer Maja. Men hellere det end alternativet.

- Det ville være katastrofalt, hvis der skete hende noget. Vi kan slet ikke undvære hende. Jeg ved godt, at hun er 93 år gammel, men jeg kan slet ikke forestille mig et liv uden hende. Hun skal gerne blive langt over 100.

Vita er meget social og savner sin ellers daglige kontakt med omverdenen, og netop derfor betyder det så meget, at døren til Majas nu smittefrie hjem står åben hver dag.

- Det hjælper på alle tankerne, for når jeg er alene, kører det rundt, og så er det, at jeg kan blive bange, siger Vita.

- Så jeg er meget taknemmelig og glad for det.

87-årige Rita ser ikke længere Lenette som sit barnebarn, og hun kan heller ikke længere huske hendes navn.

For Rita er dement.

Hun bor på Lindegaard, et demensplejehjem i Vejle. Her skal beboerne blive på deres værelser for at mindske smitterisikoen. Men Lenette er mere bange for, at Rita skal ende sine dage ensom - end at hun dør af corona.

- Det er svært at tænke på, at hun skal sidde alene derinde hver dag. Jeg er bange for, at hendes demens skrider endnu mere frem, når hun ikke bliver stimuleret.

Lenette, der til daglig studerer til jordemoder, er vikar på Lindegaarden og på et barselsafsnit. Men efter at Danmark blev ramt af corona, tager hun nu udelukkende vagter, hvor mormor bor.

Lenette bruger cirka tre-fire dage om ugen på plejehjemmet sammen med Rita og de andre beboere. Meget af tiden bruges på at passe mormor. De lægger puslespil med seks brikker, synger 'Lille Peter Edderkop' og kigger i en familie-billedbog, som Lenette har lavet til hende.

"Dig kender jeg godt," siger mormor med et smil, når Lenette møder ind på plejehjemmet. Lidt genkendelse er der stadig.

- Vi havde et meget tæt bånd, før hun blev dement, og hun har altid været en stor del af mit liv. Det føles meget naturligt at give hende noget af al den omsorg tilbage, som hun har givet mig. Hun skal ikke være alene. Det gør mig glad at se, når hun er glad.

Caféen er usædvanlig. Men det er der så meget, der er i øjeblikket. Her er kaffen hjemmebragt i en to go-kop. Og i stedet for bord og stole er der to meters afstand og en altan med et hegn.

Det er sådan, man kan ses, når den ene skal undgå corona. For Trines mormor er 81 år, får ilt og er netop vendt hjem efter en indlæggelse med lungebetændelse.

- Hun ville blive fjollet at gå helt isoleret, og jeg kan ikke undvære hende. Derfor aftalte vi, at jeg stadig skulle komme på besøg.

Trine og mormor Anny har altid set hinanden et par gange om ugen til en kop kaffe og et spil kort. Altid '500' eller '10 op og 10 ned'. Men nu må kortspillet vente.

Trines mormor er glasset-er-halvt-fyldt-typen. Under corona-krisen hækler hun tæpper til familien, ser tv og ordner hjemmet. Støvet kommer jo stadig, selvom Danmark er lukket ned.

- Det er svært at være alene, og jeg føler mig ensom. Men vi må alle holde afstand, være positive og få det bedste ud af situationen. Det betyder alt for mig, at jeg stadig kan se Trine. Mit elskede barnebarn.

Når kaffen er drukket, stikker mormor en håndskreven indkøbsseddel ud mellem hegnet. Og når Trine kommer tilbage med dagens indkøb, går Anny ind i stuen, mens Trine bærer ind, sætter på køl, på frost og på plads.

- Første gang havde jeg en mærkelig følelse i kroppen. Jeg blev ked af, at jeg ikke kunne give hende et kram. Det, at jeg ikke må, gør, at jeg kan mærke, hvor meget det betyder for mig.

Anny er enig. Hun glæder sig til kram - og kortspil.

Når Pernille afleverer indkøbsposer og hjemmelavede fryseretter til sin mormor, drikker de en kop kaffe på terrassen. Af engangskopper. Og med god afstand til hinanden. Pernille tager ingen chancer, for mormor skal ikke smittes.

Pernille og Marie har altid haft et nært forhold, men da Pernille som 22-årig mistede sin mor – og Marie sin datter – blev de særligt tætte.

Ved corona-pandemiens begyndelse var Pernille i stort dilemma med sig selv: Var det forsvarligt at besøge sin mormor, som hun plejer? Hun ville for alt i verden ikke risikere at smitte hende. Det holdt hende vågen om natten.

- Jeg vil jo gerne vise, at jeg er der for hende. Og give lidt igen af alt det, hun har givet mig.

Pernille har altid besøgt sin mormor mindst en gang om ugen, så det har hun bestemt sig for at blive ved med. Corona eller ej. De har brug for at ses.

- Det var fantastisk for os begge at ses første gang efter nedlukningen. Det gav noget ro, og det var lige det, vi begge havde brug for. Følelsen af en smule normalitet og at kunne snakke om det, vi plejer.

Og for Marie, der har levet alene i ti år, kan betydningen af barnebarnets besøg end ikke måles i antallet af engangskopper.

- Det betyder alt. Det gør, at jeg føler mig tryg, og jeg ser frem til besøgene. Det er dejligt i denne tid, hvor man ikke ser ret mange mennesker.

Facebook
Twitter