Bagedyst-Albert om sin smatkage: - Jeg er ked af, at dommerne ikke ville smage den

21-årige Albert pyntede sin mislykkede othellokage i håb om, at dommerne ville give point for det.

Bageteltet og rammerne påvirker deltagerne, mener Albert og påpeger at det enten kan gøre, at man overrasker totalt eller fejler fælt. - Det var jo så det sidste, der skete for mig, siger han med et grin. (Foto: DR Framegrab)

Allerede i program 1 af 'Den store bagedyst' 2018 skrev Albert Hangaard Emtoft bagedysthistorie.

Han er nu officielt manden bag det ikoniske othello-moment i Bagedysten.

Det er i hvert fald sådan, den 21-årige københavner og de ni øvrige deltagere i årets sæson omtaler Alberts indsats i sæsonens første hemmelige udfordring.

Det var gas

Den unge russisk-studerende fik afleveret noget af en smatkage, da hans kagecreme ikke ville sætte sig, og det værste for Albert var, at han forinden havde virket ret selvsikker.

- Jeg har lavet kagecreme mange gange, så det var en opgave, jeg følte mig utrolig sikker i, forklarer han.

Hør Albert fortælle, hvorfor han er vant til at lave kagecreme:

Han har dog en god forklaring på, hvordan det kunne gå så galt.

- Min store udfordring var, at jeg er vokset op med gasblus og er vant til at bruge det. Men her var der keramiske kogeplader, og jeg kan bare ikke vurdere varmen ud fra et lysende tal. Jeg skal helst se en lille flamme for at have en fornemmelse. Så jeg fejlbedømte fuldstændig indstillingerne og kunne bare ikke få cremen til at koge ordentlig op.

Forsøgte at redde så meget som muligt

På trods af forsøg på panikløsninger med husblas og med et voksende tidspres hængende over hovedet, måtte 21-årige Albert samle kagen vel vidende, at det ikke var helt, som det skulle være.

- Jeg kunne godt fornemme på det her tidspunkt, at den på et eller andet plan ville flyde lidt ud, men ikke meget. Den faldt jo fuldstændig sammen, smågriner han.

Se Alberts ulige kamp mod othellolagkagen:

Det virkede lidt bizart, da den unge studerende fortsatte med at pynte sin kage, der nærmest lå mere på bordet end på fadet.

- Jeg kunne godt se, at jeg ikke kunne putte marcipanbånd på. Det kunne simpelthen ikke lade sig gøre, og jeg var ved at give op. Men jeg tænkte, at nu er jeg kommet så langt, at jeg er blevet udvalgt mellem flere hundrede, og så skylder jeg mig selv og alle andre at kæmpe til det sidste.

- Jeg lavede chokoladeglasuren så pæn, jeg kunne. Jeg sprøjtede flødeskum så sirligt som muligt. Og jeg puttede jordbær på for i det mindste at kunne aflevere et produkt til sidst. Jeg håbede, at det ville give point hos dommerne, hvis jeg forsøgte at redde så meget som muligt.

Kagen smagte dejligt

Det gav dog ikke den forventede reaktion hos dommerne, som gik pænt udenom Alberts othellolagkage.

- Det gjorde mig lidt ked af det, at dommerne ikke ville smage på den. Jeg kan til dels godt forstå det, for det var jo en mislykket kage. Men jeg havde gjort meget ud af smagen, blandt andet havde jeg puttet ekstra vanilje i og kogt vaniljestængerne med i cremen, så jeg håbede, at de ville have smagt og sat pris på den gode smag.

- Jeg smagte selv på den, og den smagte dejligt.

Albert Hangaard Emtoft er glad for, at han klarede sig godt i programmets to andre udfordringer, så han fik vist, at han godt kan bage. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © (c) DR)

Københavneren har ifølge sig selv en positiv tilgang til tingene, og han tager derfor også sit creme-koks med et smil. Han er dog ikke helt stolt af, at så mange har set ham fejle i noget så simpelt som at koge en creme op.

- Det var flovt lige i øjeblikket overfor de andre deltagere, fordi en kagecreme er noget, man som minimum bør kunne, når man er blevet udvalgt til at være med i 'Den store bagedyst'. Og jeg har det da heller ikke helt godt med, at seerne oplever det. Jeg håber bare, at hele Danmark kommer til at grine med mig og ikke ad mig. Jeg grinede i hvert fald selv, da jeg så det igen.