Bagedyst-Kristoffer sendt hjem: - Nu var jeg ellers lige ved at lære det

27-årige Kristoffer begyndte først at bage for alvor, da han kom med i 'Den store bagedyst', og hans manglende rutine kostede dyrt.

Kristoffer blev nummer to i den hemmelige udfordring, men han misforstod beskrivelsen i mesterbagningen, hvor de skulle lave en desserttallerken, og så var det slut med 'Den store bagedyst' for den unge krøltop. (Foto: DR Framegrab)

Kristoffer Bonde Pedersen er godt og grundig træt af, at det blev ham, der skulle sige farvel og tak efter femte program af 'Den store bagedyst'.

- Jeg havde egentlig på forhånd ambitioner om, at jeg rigtig gerne ville nå til program fem, og det blev jo indfriet. Men jeg må også indrømme, at jeg følte, jeg fangede det mere og mere, og så begyndte jeg at tro på, at jeg godt kunne. Og jeg ville bare gerne være blevet, fortæller den 27-årige studerende.

Det er sejt at kunne bage

I modsætning til de øvrige deltagere havde Kristoffer ikke megen bageerfaring med i forklædet, da han trådte ind i bageteltet. Han begyndte nemlig først for alvor at bage, da han blev inviteret på casting til Bagedysten.

- Jeg meldte mig til programmet, fordi jeg synes, det er sejt at kunne bage. Det er fedt at kunne et håndværk. Og Bagedysten var en god motivation for at blive god til at bage.

- Derfor var det stærkt begrænset, hvor meget jeg havde bagt før programmerne. Det er sådan noget med at have set noget og så selv prøve at bage det.

Dermed var Kristoffer på forhånd bagud på erfaring, men det forsøgte den unge humørbombe hurtigt at få indhentet.

- Det var en helt ny verden for mig. Jeg skulle bage samtidig med, at jeg skulle performe på tv. Men jeg kæmpede hårdt for at forsøge at komme op på de andres niveau. De havde en grundviden og en form for rutine, og jeg havde intet at trække på. Det kunne man også godt se en gang imellem, griner Kristoffer.

Kristoffer Bonde Pedersen startede med et "sindssygt dårligt udgangspunkt", som han selv beskriver det, fordi han ikke havde bagt ret meget før Bagedysten. Og han føler da også selv, at han lavede mange unødvendige fejl på grund af sin manglende rutine. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © (c) DR)

Øvede enormt mange timer

Kristoffer dyrker atletik flere gange om ugen og har i modsætning til bageerfaring en del atletikmedaljer at hænge om halsen. Blandt andet har han været med til at vinde bronze ved DM i 100 meter stafet.

Og som vaskeægte sportsmand er han ikke typen, der giver op på forhånd overfor de mere rutinerede bagedystkolleger. Tværtimod.

- Jeg følte, at når jeg nu havde været så priviligeret at komme med på holdet og dermed havde taget pladsen fra én, som måske var mere bagekyndig, så måtte jeg gøre noget for at leve op til det.

- Jeg brugte enormt mange timer på at øve mig. Jeg havde fuldtidsjob, og når jeg kom hjem fra det, bagte jeg fem-seks timer, og i weekenderne var det 10-12 timer om dagen, fortæller han.

Glad for ikke at fucke totalt op

Dermed blev træningen lagt på hylden for en stund, men de mange timer i køkkenet hjalp desværre ikke i længden. Og dog...

- Jeg var sindssyg ærgerlig over at ryge ud, men omvendt er jeg glad for, at det var på denne måde, hvor jeg trods alt ikke fucker helt op. Jeg vil hellere tabe til nogen, der er dygtigere end jeg selv. Og jeg kommer ud med lidt mere bage-selvtillid. Og jeg bager faktisk stadig meget - og synes, det er mega sjovt.

Facebook
Twitter