Bagedystdommeren elsker julen men går ikke i kirke

Markus Grigo kom til Danmark i 1991 og tog straks de danske juletraditioner til sig - i hvert fald de fleste af dem.

Samsø er indbegrebet af jul for 49-årige Markus Grigo.

Bagedystdommeren kom til Danmark i 1991, da han forelskede sig i en dansk kvinde. Efter fire år i landet mødte han sin ekskone, som var født og opvokset på Samsø.

De blev gift og fik en søn og en datter sammen. Og i 16 år fejrede familien på fire jul på den smukke ø midt i Kattegat.

Parret blev skilt i 2010, og så stoppede den tradition. Men der er ingen tvivl om, at det er julen med ekskonen og hendes familie, han for alvor husker som sine gode juleminder.

- Min bedste jul har altid været sammen med mine børn og min svigerfamilie, siger Markus Grigo.

Julen betød mest med små børn

Den tyskfødte dessertkok tog hurtigt de danske juletraditioner til sig og blev en rigtig 'jule-far'.

- Jeg elsker julen, fordi man er sammen med mennesker, man holder af, og som betyder noget for én. Men jeg må indrømme, at den betød mere for mig, da jeg havde små børn.

- Det var så hyggeligt at lave sine egne traditioner i familien og for eksempel at få børnene til at tro, at julemanden findes og den slags.

Hør Markus fortælle om julen på Samsø:

Synger og nynner danske julesange

Som barn dansede Markus og hans fem søskende ikke om juletræet. Det stod nemlig ovre i et hjørne og var kun pyntet på den side, der vendte ud i rummet, husker Markus grinende. Så det er der taget revanche for sidenhen.

- Jeg synes, det er sjovt at danse rundt om træet, og jeg danser gerne med igennem hele huset. Jeg synger også de danske sange, jeg kan. Og dem jeg ikke lige kan, nynner jeg bare med på.

Er ikke religiøs

Der er dog én juletradition, Markus Grigo ikke har taget til sig. Mange danskere vælger lige præcis juleaften til deres årlige kirketur. Det behov har Markus ikke, så han meldte sig tidligere frivilligt som manden bag julemiddagen.

- Jeg er på ingen måde religiøs, og jeg går ikke i kirke, hvis jeg ellers kan slippe. Jeg synes, det er kedeligt. Og så har jeg et lidt anstrengt forhold til kirken. Altså jeg er ikke i tvivl om, at præster er veluddannede og kloge mennesker, men så snart de blander Gud ind i det, bliver det utroværdigt for mig. Jeg tror ganske enkelt ikke på det, siger han.

Fik én gave som barn

En anden juletradition, som Markus har ændret på i forhold til sin egen opvækst, er gaverne.

Markus har tidligere fortalt, at han voksede op i en fattig familie, og derfor var der kun én julegave til hvert barn.

- Den ene gave, vi fik, var det, man ønskede sig allermest. Jeg kan huske to gaver, jeg har fået som barn. Den ene var en fjernstyret bil – af den slags med ledning. Det var en rød Mercedes. Og så fik jeg sådan en spaceshuttle. Jeg var vild med at bygge modelfly og sådan, så den sad jeg og hyggede mig med at bygge hele julen, fortæller Markus.

Og selvom den ene gave som oftest var efter devisen "hvad du ønsker, skal du få", så skulle børnene gøre en indsats for deres gave. I barndomshjemmet i Tyskland var der nemlig strenge krav fra faderen. Når de nåede skolealderen, skulle børnene eksempelvis lære et rim udenad for at gøre sig fortjent til gaver.

- Hvis vi ikke kunne vores rim, fik vi ganske enkelt ikke vores gave. Det var noget, min far forventede. Og så gjorde vi det. Vi stillede aldrig spørgsmålstegn ved det. Og den dag i dag kan jeg stadig mine rim, smiler Markus og begynder at lire tyske remser af.

Elsker at give gaver

Netop fordi der ikke var overflod af gaver, har han i dag et ganske særligt forhold til den del af julen.

- Når folk snakker om gaveræs, så forstår jeg det ikke helt. Eller det er i hvert fald ikke gaveræs for mig. Jeg har altid glædet mig til at få børn og få råd til at give børnene det, de ønsker sig. Så jeg elsker at gå ud og købe gaver. Og det er noget, jeg gerne gør meget ud af. Jeg vil faktisk meget hellere give end at få gaver.

Hør Markus fortælle, hvad julen er for ham:

Skal holde jul med datter

I år skal Markus for tredje år holde jul med sin kæreste og hendes familie. Menuen står på den klassiske danske julemiddag med and, rødkål, hvide kartofler og brune kartofler.

Det er traditionen tro kærestens onkel og tante, der står i køkkenet, men i år skal Markus lave risalamanden og den hjemmelavede kirsebærsovs.

Og så skal han for første gang i mange år holde jul med sin datter.

- Siden min ekskone og jeg blev skilt, har børnene selv måttet vælge, hvor de ville holde jul. Hvert år har de valgt at holde den på Samsø sammen med deres mor, hvilket jeg godt har kunnet forstå, for det er bare hyggeligt. Men i år vil min 18-årige datter holde det sammen med mig. Og jeg glæder mig helt vildt, siger Markus Grigo.