Carsten efter lyn-skilsmisse: NEJ - det kunne ikke redde ægteskabet at flytte sammen

Ifølge præsten i Gift ved første blik glemte parret at pakke humoren med i bagagen på bryllupsrejsen.

Væggene er hvide, og der er højt til loftet i det store værelse, hvor parret Eva og Carsten sidder ved bordet med den bærbare computer foran sig.

- Så er det tid til at blive skilt, konstaterer Eva og går i gang med at taste tallene fra sit NemID ind på borger.dk.

Carsten følger efter med sit NemID, og parret bliver skilt efter cirka tre ugers ægteskab i tv-programmet 'Gift ved første blik'. Et ægteskab, som aldrig rigtig kom i gang.

Carsten udvandrede fra hotelværelset på bryllupsrejsen til Bergamo i Italien efter kun en nat i dobbeltsengen med Eva.

Der var ellers amoriner og romantik i luften i andet afsnit af 'Gift ved første blik', hvor der var latter, kærtegn og kys mellem Eva og Carsten, da de havde sagt ja til hinanden og tv-eksperimentet.

Men parret kom hurtigt på kant med hinanden, og frustrationer, diskussioner og skænderier fyldte tidligt på bryllupsrejsen, som det kan ses i videoen herunder.

Efter bryllupsrejsen gav de hinanden et farvelknus i Københavns Lufthavn og flyttede dermed ikke sammen som mand og kone, som de ellers skulle i eksperimentet.

Eva har ikke fortrudt

Eva er ked af, at det ikke lykkedes at gennemføre de fem ugers ægteskab.

- Jeg synes ikke, at vi lyttede til hinanden og talte sammen. Og jeg synes ikke, at vi har forsøgt at komme igennem forsøget, siger hun og fortsætter:

- Vi kunne have sat os ned og talt sammen. Det gjorde vi jo aldrig. I stedet har vi skændtes og diskuteret.

Især bryllupsrejsen var en hård oplevelse for Eva.

- Der er en del, seerne ikke ser, når kameraet er slukket. Jeg oplevede, at Carsten ikke viste åbenhed i forhold til at lære mig at kende.

- Jeg forsøgte at forklare ham, at han skulle gøre noget, for at jeg skulle få lyst til at have sex med ham. I stedet talte han ned til mig.

- Min nysgerrighed, glæde og eventyrlyst på eksperimentet blev kastet til jorden i løbet af programmet.

Eva fortryder dog ikke, at hun har været med i tv-eksperimentet.

’Det var matchets skyld’

De romantiske gnister, der kendetegnede bryllupsfesten, blev slukket tidligt på bryllupsrejsen. Carsten blev højlydt frustreret, fordi Eva fortalte ham, at hun har astma og slidgigt i det yderste af nogle fingre, og at hun endnu ikke var klar til at droppe cigaretterne.

Efter kun tre dage bakkede han ud af det arrangerede ægteskab og rykkede samtidig ind på et andet værelse på hotellet, som parret boede på under bryllupsrejsen.

Carsten forstod ikke, hvorfor han var blevet matchet med Eva. Og det gør han stadig ikke:

- Det er hverken Evas eller min skyld, at vi ikke lykkedes med ægteskabet. Vi passede slet ikke sammen.

Carsten mener ikke, at han kunne have gjort noget, selvom han og Eva var flyttet sammen efter bryllupsrejsen.

- Det ville ikke have ændret min beslutning om, at Eva og jeg ikke matchede hinanden.

Én ting, som han har lært af sin medvirken i 'Gift ved første blik' er, at han skal tro på sig selv:

- Jeg skal aldrig tro på, at andre mennesker er bedre til at vurdere en kvinde, end jeg selv er.

Manglede nysgerrighed og tålmodighed

De otte deltagere i programmet et blevet matchet af de to eksperter psykolog og parterapeut Mette Smidt og psykolog og sexolog Gert Martin Hald.

Den tredje ekspert i programmet, præsten Michael Brautsch, har fulgt og talt med deltagerne før og efter brylluppet. Han har også talt med Carsten om krisen i ægteskabet med Eva.

Når ægteskabet forliste, skyldes det ifølge Michael Brautsch, at parret ikke prøvede at bo sammen efter bryllupsrejsen.

- De var ikke nysgerrige på at give ægteskabet en chance og finde ud af mere om hinanden og deres livsbagage, siger han:

- Jeg synes, at Carsten melder sig mest ud af eksperimentet, da han ikke har tålmodighed og nysgerrighed til at lære Eva bedre at kende.

Michael Brautsch tilføjer, at parret måske kunne have fået lidt mere lethed ind i ægteskabet.

- De havde ikke humoren med i bagagen, da bryllupsfesten sluttede. Bryllupsrejsen handlede jo meget om dårlige vaner og sygdom.

Eva og Carsten kunne have favnet ægteskabet med mere rummelighed, humor og plads til hinanden, tilføjer han:

- Eva kunne have spurgt Carsten om, hvordan han kunne hjælpe og støtte hende med at stoppe rygningen. Og han kunne have vist meget mere nysgerrighed på at lære hende at kende i hverdagen i Danmark efter bryllupsrejsen.

Hvordan tror du, at det går de øvrige tre par i 'Gift ved første blik'?

Facebook
Twitter