Fik Danmarks første 'Gift ved første blik'-baby: 'Vi havde aldrig fundet sammen på en almindelige date'

Michael og Line bor i dag i New York sammen med deres lille datter.

Line og Michael bor i New York. Michael arbejder som regnskabschef i BIG, mens Line arbejder deltid i den danske sømands kirke i New York, resten af tiden går hun hjemme med Emma. (Foto: © Tue Blædel)

Som hun sidder der sammen med sine forældre, ligner Emma en baby som de fleste. Glad, pludrende, nysgerrig og centrum for sine forældres kærlighed.

Men på et punkt er den snart et år gamle pige noget særligt – hun er nemlig Danmarks eneste 'Gift ved første blik'-baby.

Hendes forældre Line Rask og Michael Hansen var i 2015 med i sæson 3 af programmet 'Gift ved første blik'. Og de er ikke bare blevet sammen. Deres ægteskab udviklede sig til en lille familie, da Emma i november sidste år blev født på sin mors 30-års-fødselsdag.

DR-podcasten 'Tue og Tonys TV-klub', der sæsonen igennem har fulgt programmet og deltagerne tæt, har besøgt parret i New York. Her fortæller Michael og Line, hvordan det er gået, siden tv-seere i hundredetusindvis fulgte med på nærmeste hold, da deres forhold begyndte.

Du kan høre podcasten her.

Tue på besøg i New York.

En date var gået galt

Michael, Line og Emma bor i dag i New York i en lejlighed på 47. etage på Brooklyn. Parret er endt i New York, da Michael arbejder som regnskabschef for det danske arkitektfirma BIG i New York.

Men de havde aldrig fundet sammen og stiftet familie, hvis de ikke havde været med i kærlighedseksperimentet på tv. For havde de i stedet mødt hinanden på en almindelig date, var det nok ikke blevet til date nummer to.

- Vi var aldrig endt sammen, det tror jeg ikke. Jeg tror, jeg ville have lavet den klassiske datingfejl. Mødt hinanden og tænkt: Han er da meget sød, men jeg føler ikke de der sommerfugle i maven, som man synes, man skal. Så tror jeg bare, jeg havde tænkt: Videre til den næste.

- Man sætter følelser på den anden person, som man ikke ved, om de har de. Måske skulle man bare tage på en stille og rolig date nummer to. siger Line.

Udsigten er imponerende fra lejligheden på 47. etage.

Var endt i ond cirkel

Michael er ikke helt så sikker på, at det var fuset ud, hvis det havde været en traditionel date, men det er langt fra usandsynligt.

- Jeg er lidt i tvivl. Det kan godt være, at Line skulle varmes lidt mere op end mig. Men jeg har en idé om, at vi kunne være gået død i den første date.

- Jeg var kommet ind i den der onde cirkel, hvor jeg vurderede folk på den første halve time, og hvis det ikke var noget, var jeg videre. Men du lærer ikke en person at kende på en kaffedate på en halv eller hel time. Du lærer dem at kende, hvis I har været sammen tre, fire eller ti gange, siger han.

Hør hele interviewet med Line og Michael i denne udgave af Tue og Tonys TV-klub.

Her kan du blandt andet høre mere om den aftale, de lavede på bryllupsnatten, og om hvad de vil sige til det, hvis Emma engang selv vil være med i ’Gift ved første blik’.

Line og Michael som de så ud, da danskerne mødte dem første gang i 'Gift ved første blik'.