Kæresteparret Malou og Alex hjælper hinanden med at score

I de knap tre år, Malou og Alex har været kærester, har de jævnligt datet og haft sex med andre.

- Min makeup er helt fucked.

- Hvorfor er den det?

- Det er, fordi vi har haft sex.

- Er det rigtigt? Sidst var det ikke sådan, vel?

- Vi havde sex to gange.

- Nå. Okay.

Malou filmer sig selv i spejlet, mens hun taler med sin kæreste Alex i telefonen. Hun fortæller om den date, hun lige har været på med en anden mand, og om hvor fantastisk det var. At hun ryster af begejstring.

- Det har været en af de bedste dates, jeg har været på nogensinde. Jeg følte mig meget set, og jeg følte mig meget yndig. Jeg ryster helt, siger Malou.

For sådan er det mellem 24-årige Malou og 27-årige Alex. De har lavet en aftale om, at de må date, kysse og gå i seng med andre, selvom de er kærester.

Kærester, der elsker hinanden så højt, at de i den nærmeste fremtid skal giftes.

Malou hjælper sommetider Alex med at finde en date. Deres forhold skal helst være ligeværdigt, så de begge to ser og dater andre.

Men hvorfor? Hvorfor date andre, når nu de to elsker hinanden og vil hinanden - til døden dem skiller?

Det er der ikke ét svar på.

- Vi gør det blandt andet, fordi vi ved, at vi ønsker at være sammen resten af vores liv. Lige nu har vi overskud i vores relation, og vi har tid det. Vi føler begge, at vi udvikler os personligt og følelsesmæssigt. Og så er det vildt sjovt, siger Malou.

Deres åbne forhold begyndte knap et år efter, de havde mødt hinanden. Faktisk havde de talt om fra begyndelsen, at det kunne være sjovt at prøve, men der var de så forelskede og havde nok i hinanden, at det ikke blev aktuelt.

Men pludselig følte de sig sikre nok på hinanden og så fastgroet, at de gerne vil give sig i kast med det.

- Tanken dengang var ikke, at vi skulle date og have en fast relation til andre. Det var mere sådan, at det var ok, hvis vi mødte nogle i byen, som vi havde lyst til at være sammen med, siger Malou.

I de knap tre år, de har været sammen, har det udviklet sig til, at de jævnligt dater andre og gerne med de samme personer flere gange.

De har forskellige præferencer - mens Malou typisk dater mænd, der er ældre end hende, og som ofte også selv er i åbne forhold, foretrækker Alex yngre kvinder på 18, 19 eller 20 år.

Det har derfor også sommetider skabt en uligevægt mellem parret, da Malou har haft lettere ved at finde interesserede mænd, end Alex har kunnet finde interesserede kvinder.

1,2,3,4 regler

Men de må ikke bare gøre, som de vil. Der er nogle regler.

De må ikke have ubeskyttet sex, den anden part har altid vetoret, man smider ikke hinanden ud af lejligheden, og så skal de altid prioritere hinanden over andre.

Og så er der de regler, der er der, indtil der er nogle nye. Eksempelvis at Malou ikke må have sex på første date.

- Du kan godt have følelser for en fyr – det er noget andet, men hvis du har sex med ham uden min accept, så er du ude at svømme, hvor du ikke kan bunde, siger Alex.

Og det er heller ikke uden jalousi, når et forhold bliver åbnet op på den måde, indrømmer Alex.

- Den første date, Malou er på, er altid hård for mig. Jeg kan bedre lide, når Malou har været på flere dates med den samme, og jeg ved, at han respekterer hende og mig. Så det er helt klart nemmere for mig, når det bliver til et mere fast forhold.

(Foto: Marie Louise Hagemeister DR)

- Hvis Malou går på mange dates, og jeg ikke går på nogle, så kan det godt være svært, siger han.

For Malou er det sværest, når Alex bliver afvist af andre kvinder.

- Så bliver jeg ked af det. Det er hårdt at se, når han bliver ked af det, siger Malou.

- Vi bliver nok mættet på et tidspunkt

Skal Malou gå efter den konservative kjole eller en top og en nederdel?

Malou og Alex står foran klædeskabet. Malou skal på date, men hun ved ikke, hvad hun skal have på. Alex hjælper.

De vælger en stram, sort Adidas kjole. Den kjole som Malou havde på den dag, da Alex spurgte, om hun ville gifte sig med ham.

Så makeup på og et par tacos, inden Malou går på bar med sin date, og Alex tager hjem til en ven.

Selvom det piner Alex, så kommer Malou på flere dates end ham. Og det handler uden tvivl om, at hun er kvinde, og han er mand, mener Alex.

- Malou har det meget nemmere, for det ikke betyder så meget for de mænd, hun ser, om hun har en kæreste. Jeg bliver nemmere valgt fra på grund af det. Kvinderne tror ikke på, at jeg har en kæreste, der gerne vil have, at jeg dater.

Alex og Malou ved ikke, hvor længe deres forhold skal være åbent. Men det skal i hvert fald ikke være for enhver pris.

Til spørgsmålet om, hvorvidt de ville stoppe det, hvis en af dem ikke længere ønskede et åbent forhold, lyder der et rungede ja fra dem begge.

- Vi vil sagtens kunne være kærester alligevel. Jeg tror også, at man bliver mættet af det på et tidspunkt. Vi føler begge to, vi kan undvære det, siger Malou og fortsætter:

- Det er svært at finde en partner, man passer sammen med på mange punkter. Alex og jeg passer så godt sammen. Jeg føler mig meget heldig over, at jeg har fundet ham.

På et tidspunkt vil de gerne have børn, og så kan situationen også blive en anden.

- Rammer er gode for alle - især for småbørn, så der kan det være en god idé at lukke ned for det, siger Alex.

Kommet godt igennem hinandens forelskelser

Lige nu ser de begge to nogle andre fast, og det, at de begge to dater andre på samme tid, gør deres forhold meget ligevægtigt, hvilket de begge to synes er gavnligt.

- Forholdet har ikke hele tiden været ligeværdigt, men nu er vi nået dertil. Og så er der efterhånden færre uforudsigeligheder. Vi har prøvet, at den ene bliver forelsket, og den anden bliver forelsket, og vi er kommet godt igennem det, siger Malou.

Men det kræver et stort overskud, og det er langt fra for alle at leve på den måde, som de gør, mener de.

- Hvis man tænker på at leve i et åbent forhold, skal man sørge for at have et langt tilløb, hvor man taler helt ærligt om det, og hvor man vænner sig til at have ubehagelige samtaler. Det kræver åbenhed og accept, siger Malou.

- Og så kommer det meget an på, hvilken type man er. Hvis man er en meget privat person, så kan der selvfølgelig være en risiko for, at noget bliver ødelagt. Jeg føler mig ikke blottet, hvis jeg er nøgen, eller hvis andre får min inderste tanker at vide. Men sådan kan andre jo godt have det.

Selvom der godt kan blive rynket på næsen eller rystet på hovedet over at leve i et åbent forhold, så er det ikke noget hverken Alex og Malou mærker meget til.

På grund af programmet har de været nødt til at fortælle om deres åbne forhold til alle de kender - både familie og venner. Og langt de fleste har ikke reageret på det.

- Særligt Malous familie har virket helt ligeglade, og vores venner er meget frisindet ligesom os. Jeg tror, de fleste, der møder os, synes det giver mening.

- Og bare fordi vi har et åbent forhold nu, så behøver det jo ikke at være for evigt.

FacebookTwitter